Den Evige Nat

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 nov. 2013
  • Opdateret: 15 nov. 2013
  • Status: Igang
Jeg skrev denne historie til en skoleopgave.. Synes selv den blev ret god så håber i kan lide den :)

0Likes
0Kommentarer
212Visninger

1. ***

 Pigens grå øjne flakkede fra side til side. Frygten stod malet i hendes ansigt. I mørket var det eneste hun kunne se stjernerne der skinnede som tusind lys over hende. Hun bevægede sig  fremad og kiggede for hvert skridt hun tog uroligt tilbage, selvom hun ikke kunne se noget udover det altigennemtrængelige mørke.
  Hendes hænder holdt krampagtigt fast i spydet af skindene metal. Det ramte noget hårdt og hun veg skræmt tilbage. Hun holdt været og ventede. Ventede på at det hun havde ramt ville angribe hende. Intet. Der skete intet. Hun prøvede at sige beroligende ting til sig selv. Det var bare et træ. Selvfølgelig sker der ikke noget. Men intet var 'bare et træ' i denne livsfælde af en verden.

 En lyd bag ved hende. Hun vendte sig rundt. Men til hvilket nytte? Ikke engang konturen kunne skimtes i dette mørke. Alligevel kunne hun fornemme noget bevæge sig mod hende. Stanken af død der kom nærmere. Hun strammede grebet om sit spyd, hvis det da overhovedet var muligt. Og så uden nogen alarm var det over hende.
  Hun skreg da dets kløer flænsede stoffet i hendes jakke, og lavede tre dybe flænger i hendes arm. Hun rullede til side og bed sig selv i kinden for ikke at skrige. Hun rejste sig op så hurtigt hun kunne, men ikke hurtigt nok. Bæstet var igen over hende. Hendes spyd var røget væk da hun faldt, og det var umuligt at se hvor det var. Hun kunne lugte dyrets ånde; den stank af død.         Hun hun trak sin kniv fra bæltet. Den var ikke længere end hendes hånd men det var det eneste hun havde. Da dyret lænede sig ind over hende stak hun kniven op et sted i maven på den. Bæstet veg tilbage med en piben. 

 Hun famlede efter spydet. Kom nu... Kom nu... Kom nu...  Hun kunne høre den klynke ikke mere end fem meter fra hende. Det var ved at komme sig over chokket, det var trods alt kun et overfladisk sår. Flængerne på hendes arm sved men hun bed tænderne sammen. Kom nu. Kom nu. Kom nu. Dyret var færdigt med at slikke sine sår og hvæsede nu rasende. Den tog et skridt i hendes retning. Kom nu! Kom nu! Den var næsten ved hende. KOM NU! KOM NU!  Hendes hænder rørte noget kold og hun lukke hånden om spyddets velkendte form. Hun løftede det i sidste øjeblik og det gennem borede dyret. En lang piben kom fra den og så var den stille. 

 

  Hun trak spyddet til sig og prøvede at rejse sig. Det lykkedes ikke. Hendes ben rystede ukontrolleret. Adrenalinen havde efterladt hendes krop svækket og skræmt. Hun nev sig selv i armen og smerten klarede hendes hoved en smule op. Hun prøvede at rejse sig igen, denne gang fast besluttet på at komme op. Hendes ben rystede stadig, dog ikke ligeså meget og hun støttede sig til spyddet.  Hun tog prøvende et skridt fremad. Og et til. Og et til. Og så uden at hun vidste løb hun så hurtigt hun kunne væk derfra, med tårer trillende ned af kinderne. 

 Hun brød sammen efter at hun havde løbet i 10 minutter. Pigen snublede og faldt til jorden. Hun tog instinktivt armene op for at støde for faldet, men den sårede arm knækkede sammen under presset. Hun lænede sig tilbage op mod et træ og lod tårene strømme frit ned af hendes kinder. Hysteriske hulk undslap hendes mund. Hun bed sig selv i kinden for at få sig selv til at stoppe. Der var ikke nogen grund til at sidde og klynke over det. 

  Hvorfor havde hun ikke lyttet da klokken der kaldte folk hjem til byen ringede? Havde det været så nødvendigt at plukke de sidste bær? De kunne sagtens have klaret sig uden. Men hun skulle lige tømme busken for de røde sødlige drømmebær? Og så uden varsel havde hun stået i mørke. 

  Det var et held at hun var snublet over spyddet som en af vagterne havde glemt. Hun havde selvfølgelig haft sin kniv med men det var ikke meget i den evige nats mørke. Natten der kom en gang hver måned på dagen hvor månen var mindst. Natten der svarede til tre døgn hvor man kun var i sikkerhed bag ved Alicante's mure. Byen af lys. Hun følte en lille glød i sig selv da hendes tanker kom til hendes hjemby. Hun lukkede øjnene og huskede fornemmelsen af at være hjemme. Følelsen af at høre til. Lugten af brød og drømmebær. Lyden af folk der snakkede og fugle der sang. Noget orange viste sig foran hendes lukkede øjne og hun prøvede at holde fast i det. Den lille glød der havde tændes foran hendes lukkede øjne. Den voksede samtidig med at modet voksede i hende, og hun gjorde sig klar til at åbne øjnene og møde den mørke verden. 

 

 

 

 

 

 

 

 Men i det øjeblik hun slog øjnene op, var det ikke mørke som kom imod hende. Det var ikke kun skygger og mørke der kom. Hendes øjne blev endnu engang fyldt med tårer, denne gang glædestårer. Det syn der mødte hende var det smukkeste hun havde set i noget der føltes som en livstid. Det var lyset der rejste sig langsomt over jorden og vækkede dens børn. Et fuglefløjt hørtes langt væk. Og det eneste pigen kunne gøre var at stirre mens solens langsomt banede sig op mod himlen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...