Den sidste jul.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Igang
Det er ikke let at være i december måned, når problemer kun bliver større og større. Heldigvis hentes der hjælp fra den anden side.

0Likes
0Kommentarer
182Visninger

1. Den sidste jul

Kulden strakte sig fra min hals helt ned til mine frosne tæer. Et par enkelte snefnug ramte mit bare ansigt, mens resten ramte den pelsklædte hætte, som dækkede mit blonde, skandinaviske hår. Det var mørkt, jeg ville gætte på at klokken var cirka 23, men kunne ikke bekræfte min tanke, da min mobil var slukket, så folk ikke kunne kontakte mig. Sådan en smuk december nat skulle man lede længe efter. Smukke, klare stjerner, en blændende måne og mørk himmel.

Det hele lød alt sammen til at være lutter idyl og julestemning, men sådan var tingene overhovedet ikke lagt an. Jeg havde listede mig ud fra mit kældervindue nede fra mit værelse - jeg kunne bare ikke klare hende mere. Eller var det den trykkede stemning over den her triste jul?

Hun havde siddet der i sin sædvanlige stol og snakkede om alt det, der nu dukkede op i fjernsynet. Det var da også for dårligt, alle de stakkels børn, som ikke kunne betale deres egen julemad. Og hvad så med de dumme politikere på Christiansborg? Åh skræk og rædsel alt sammen! Men nu havde hun jo heller ikke så meget andet at fortælle, for hverken job eller selskab havde hun længere. Ikke andet end hendes hjemmeboende søn på 22 og datter på 16. Ikke fordi vi ikke elskede hende og ikke ville holde hende ved selskab, men tanken om det, der skulle ske, gjorde os bange. Og hvad skulle vi overhovedet snakke med hende om? Om manden der forlod hende for en yngre kvinde? Hendes uduelige datters ufattelig lave karakterer, hendes arbejdsløse søn, eller hendes tredje børn, som døde for 5 år siden, kun 18 år gammel? Alle tre lod vi som om, vi var et glansbillede – klistrede ind i en samlebog, for at nogen skulle kigge på vores ”perfekte liv”. Og hvis det hele blev for meget, så rullede hun stolen ind på kontoret, hvor hun læste nyheder for sig selv.

Jeg nåede hen til et lille gult hus nær sportshallen. Det var dekoreret med julelys og nisser. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at der boede et gammelt ægtepar. Men det var bare min veninde Sofies hus. Jeg gik bare ind, for jeg var altid velkommen – det havde hendes forældre selv sagt. En dejlig duft af hjemmebag havde lagt sig. Kanel, sukker og juleslik, man vidste bare, at de allerede var gået i gang. Jeg gik bare op på Sofies værelse, hvor hun sad med sin computer. ”Hey”, sagde jeg og satte mig ved siden af hende. ”Hej”, sagde hun lidt fraværende, ”Skulle du ikke bage med din mor og Rasmus?” - ”Ej, jeg synes det hele er for meget. Hun klager hele tiden, og jeg gider bare ikke høre på det lige nu”, sagde jeg. Sofie lignede en, der allerhelst ville være alene lidt, men jeg havde også været meget hos hende på det sidste. Hun rømmede sig og sagde: ”Clara, du ved godt, at du er min bedste veninde, og du altid er velkommen..” Hun tog sig sammen og forklarede: ”Men helt ærligt, synes du ikke, at du skulle tilbringe noget tid med din mor? Jeg mener, det er jo trods alt den sidste jul”. Jeg gik lidt i chok. Jeg var begyndt at indse det, men ingen havde sagt ordene endnu. Jeg fik tårer i øjnene: ”Her kommer jeg bare, for at slippe lidt væk fra hendes lorte sygdom, og så sviner du mig bare til!”, min stemme blev påvirkede at gråden. Jeg gik med hurtige skridt direkte ud af huset, bare for at gå tilbage til dødsboet. Jeg gik bare rundt i min egen lille verden med frysende hænder, en slukkede mobil og en tårer hængende i øjenkrogen.

Men jeg kom hurtigt ud af min selvmedlidenhed, da jeg så noget skinnende for enden af vejen. Jeg tog et par målrettede skridt hen mod det, bøjede mig ned og fandt en halskæde af ægte guld. Den havde et smukt, gyldent hjerte som vedhæng, og den så meget dyr og gammel ud. Jeg samlede den op, mens min hånd greb rundt om den. Pludselig hørte jeg en puslen fra en busk i nærheden. Jeg for op, da jeg var meget bange for mørke. ”Hallo?”, jeg hviskede med en svækkede, skræmt stemme. ”Pssst!”, lød det fra busken. Jeg skyndte mig derhen og der dukkede intet op, men en stemme var der: ”Kan du se mig?”, sagde stemmen. Den lød lidt som en, jeg engang kendte, men jeg havde svært ved at sige hvem. ”Nej, hvem er du?”, jeg var rystede. ”Clara, du er blevet en stor pige nu – vil du ikke give den halskæde til mor juleaften!”, sagde stemmen. ”Lucas!”, sagde jeg glad, ”Men hvordan kan du snakke til mig, når du ikke er her mere?” - ”Jeg har aldrig forladt jer psykisk. Og at se jer sådan her, det gør mig urolig!”, svarede min afdøde bror. ”Du må hjælpe mig Lucas, jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op!”, sagde jeg til ham. ”Okay, det her er lidt svært, for jeg er jo kun som en stemme. Men indtil mor er hos mig, så skal jeg nok hjælpe dig! Det eneste du skal tænke på lige nu, er den halskæde du har i hånden”, svarede han mig. ”Hvad skal jeg sige til hende?”, jeg havde lidt tårer i øjnene, mens jeg gik op på himlen. Jeg vidste jo ikke, hvor hans bløde stemme kom fra. ”Du skal finde det digt, som ligger som et løst ark i digtsamlingen. Det har jeg skrevet, men nåede aldrig at give hende det, før jeg døde.” Jeg nikkede og begyndte at gå hjem. Jeg havde tusind tanker i hovedet, mens jeg gik og følte på halskæden i lommen. Den var så smuk, mor ville blive utrolig glad for den.

Jeg nåede hjem til mit varme værelse. Pludselig kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde åbnet dagens låge i min chokoladejulekalender. Nok var jeg 16 år gammel, men man bliver aldrig for gammel til chokolade! Jeg ledte lidt ivrigt efter låge nummer 15, og skyndte mig at spise chokoladen. Jeg gik i seng med tanken om Lucas' stemme. Han havde vidste læst mine tanker, for han kom igen og sagde: ”Sov godt Clara, husk jeg altid vil stå ved din side, om du kan se mig fysisk eller ej”. Jeg var lidt forskrækket, men jeg svarede ham bare et ”godnat” igen.

Men jeg kunne ikke opfylde Lucas' ønske for ham. Allerede to dage efter, var mor indlagt med sin muskelsvind. Det var ret alvorligt, så Rasmus og jeg tog med. Vi blev bedt om at vente udenfor, og det varede kun to timer, før en lægen kom ud: ”Jeres mor er afgået ved døden”. Rystende krammede vi hinanden, begge havde vi tårer nede af vores kinder. Jeg kunne mærke Lucas' åndelige tilstede-

værelse, mens jeg hviskede ”undskyld”. Rasmus spurgte, hvorfor jeg sagde undskyld, men jeg rystede bare på hovedet. Vi gik ind og så da vores ligblege mor ligge i et hvidt, koldt rum, i en hvid, kold seng. Jeg tog hendes hånd og holdte i et par sekunder om den. Så mærkede jeg i min lomme, hvor jeg tog halskæden frem. Rasmus kiggede lidt undrende på mig, men jeg fortsatte. Jeg gav hende halskæden på, hvor efter jeg tog digtet op af lommen.

”Kære mor, jeg ville ønske vi kunne have holdt en sidste jul sammen. Men det kunne vi jo ikke, desværre. Jeg ved det lyder mærkeligt, men her på det sidste har jeg fået en åndelig hjælp. Han har støttet mig i den her svære tid, og jeg blev bedt om at give dig denne halskæde og læse dette digt”, jeg rømmede mig med gråd i stemmen:

”Lille mor, du må ikke græde,

jeg er her jo endnu,

Lille mor, jeg sidder ved din side,

til vores tid rinder ud,

Lille mor, nu er jeg træt,

og vil nu ligge mig til ro,

Lille mor, jeg er ikke væk,

jeg er gået i forvejen, kære du”

Mine øjne begyndte at blive røde, og jeg græd og græd. ”Jeg elsker dig!”, jeg var så rastløs, for det var gået op for mig, at min bror og jeg nu var alene i et kæmpe hus. ”Men..”, sagde Rasmus, ”Lucas?” - også han var græde færdig over digtet. Jeg nikkede bare, mens vi krammede ved siden af vores livløse mor. Og mens vi troede at alt var stille og dødt, så dalede der blomster ned fra loftet. Roser af alle farver, mors yndlings blomst, som lagde sig over det hele. Vi kiggede bare op, mens vi undredes. Dette smukke syn var så usædvanligt, at Rasmus flere gange gned sine øjne. Der kom et kæmpe lys, og vi kiggede bare forventningsfuld. ”Jeg er ikke væk jeg er bare gået i forvejen”. Ordene lød om og om igen. ”Mor!”, råbte Rasmus. Og der faldt lyset hen, og blomsterne fløj op i lyset igen. Vi kiggede bare på hinanden, lidt mere rolige nu. Lægerne kom, og vi fortalte ikke om vores episode til nogen.

Bare en uge efter var det juleaften, som vi holdte hos vores far og hans kæreste. De boede i den anden ende af byen, og stemningen var trykkede. Rasmus og jeg var stille, ligeså var far. Louise, som fars kæreste hed, var kold over situationen. Mens vi sad og spiste, ringede det på døren. Det var postbuddet: ”Jeg har et brev til Clara & Rasmus Lund”. Jeg tog i mod brevet ret undrende. Post på juleaften? Hmm.

Vi gik nu ind og åbnede gaver om det glitrende juletræ, hvor på der hang lys og nisser, guldfugle og kræmmerhuse med juleslik i. På toppen var en glitrende stjerne, den smukkeste jeg havde set. Da vi havde åbnet alle gaverne, gik jeg ud i gangen. Jeg åbnede brevet, hvori der stod:

”Kære Clara,

Jeg ved godt, at Lucas hjalp dig til det sidste. Når man er døden nær, så ser man spirituelle ting.

Jeg ville bare fortælle dig, at han og vor Herre har taget godt i mod mig heroppe.

Du undrer dig sikkert over postbuddet, men det var Lucas, der havde sendt ham.

Vi kan nogle ting heroppe fra!

Lille skat, jeg har aldrig bebrejdede dig for at blive væk under min sygdom. Jeg ville nok have gjort det samme.

Nu synes jeg, at du skulle holde en fantastisk jul med din far.

P.S: hendes Louise er vidst ikke helt tosset alligevel!

Jeg elsker dig himmelhøjt min kære.

 

Mor”

 

Jeg gik nu ind og opfyldte mors ønske, om at holde en fantastisk jul. Jeg kunne godt mærke, at både hende og Rasmus var der, og jeg smilede lidt for mig selv. Rasmus spurgte hvorfor, men jeg sagde bare, at han bare kunne læse brevet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...