Liv eller død

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 nov. 2013
  • Opdateret: 1 jan. 2015
  • Status: Igang
Jessica er den største belieber nogensinde, endelig skal hun til koncert i MSG, desværre kommer hun ud for en ulykke, efter lang tid vågner hun op på hospitalet hvor en fremmed fyr lige pludselig er, samtidig er Jessica hårdt såret, hvilket vil have store konsekvenser for hende.

17Likes
4Kommentarer
593Visninger
AA

5. Hvad er der sket

Jessicas synsvinkel

 

Det er sløret, langsomt dannes nogle figurer, de ser bekendte ud, de ligner næsten, in familie! "m-mor?" hun tager min hånd op til hendes ansigt, hun giver den et lille kys, jeg kan mærke tårene løbe ned ad mit håndled, og videre ned ad min arm. En lille pige der ligner Rie på en prik kommer løbende over mod mig, men stopper da hun ser mit ansigtsudtryk, jeg prøver stadig at finde ud af om det faktisk er hende, eller en fremmed. "Jess, du okay?" hun kigger på mig med store øjne, "Rie?" hun nikker, jeg tvinger mine arme omkring hende, selvom de er meget ømme, og stadig sover. Hendes tårer triller ned ad min skulder, forsigtigt lægger hun armene omkring mig. "Mor?", "ja skat?" svarer hun, "hvor.. hvor er jeg?", en dame i hvid kittel kigger på mig, "du er hospitalet, du har været i narkose i 3 uger, du var ude for en grim ulykke," jeg kigger rundt, tingene bliver mindre sløret, "hvilken ulykke?" jeg kan ikke huske noget, det sidste jeg husker er, at jeg havde fri fra skole, det var sommerferie, men det er som om der er nogle huller i min hukommelse. Der sidder en pige bagerst i lokalet, hun kigger ned på sin telefon, "Christina?!" Hun kigger op på mig med tårer i øjnene, "åh Jess!" hun nærmest løber over og giver mig et kram, jeg krammer hende og kigger rundt, min far snakker med en sygeplejerske, de kigger på en underlig måler af en slags.

 

Jeg sætter mig op, lægen har sat sig på min sengekant, mine ben sover stadig, så det er lidt svært. "Jessica" siger hun, jeg fokuserer på hende så godt jeg kan, alting er stadig lidt sløret, og jeg er stadig svimmel. "hvor mange fingre er der her?" hun spørger mig som var jeg et lille barn, men jeg prøver ad ligevel, jeg kniber øjnene sammen, det ligner lidt at hun har to hænder, men så vidt jeg kan se er der 3 fingre, "3" siger jeg usikkert, "godt Jessica, kan du fortælle mig hvilken dag det er?" jeg kigger rundt, som kunne jeg finde svaret her i lokalet, jeg har ingen tidsfornemmelse, men da hun sagde der var gået 3 uger har jeg da et gæt, "øhm, den 15 juli?" hun kigger på mig og svarer "nej, det er den 18 juli". Hun går hen til et skab og tager en lommelygte frem,  hun tænder den, den er ikke så skarp, langsomt lyser hun frem og tilbage i mit ansigt, "bare følg lyset med dine øjne" jeg kigger så godt jeg kan, men til sidst gør det ondt i øjnene. 

 

"Kan du fortælle mig hvad det sidste du husker er?" jeg lukker øjnene og koncentrerer mig, "Jeg sad i klasselokalet, alle begyndte og pakke deres bøger sammen, mig og Christina smilede til hinanden da vi havde en aftale den aften, klokken ringede og alle løb ud af klasselokalet, vi havde sommerferie og skyndte os hjem, derfra bliver det sløret.." jeg åbner øjnene igen, lægen siger at jeg skal hvile mig så længe som muligt, så jeg måske kan få lidt mere af hukommelsen tilbage. Min familie og Christina får af vide at de skal vente på gangen, så de går stille og roligt ud, lægen efterlader mig alene, en fortæller mig at der står et stykke kage og en juice på bordet, hun slukker lyset så kun natlampen er tændt, jeg tager en bid af kagen, den sager dårligt men det er det eneste jeg kan spise, jeg drikker min juice hurtigt og lægger mig til at sove.

 

  ***

 

En høj lyd vækker mig, forskrækket kigger jeg op igen, der er mørkt så jeg tænder lyset, "undskyld! jeg ville ikke vægge dig" der står en fyr ved siden af en væltet vase, "hve-hvem er du?" han kigger på mig med store brune øjne, "Jessica, kan du ikke huske mig?" han kommer nærmere, jeg ryster på hovedet, han står nu helt henne ved min seng. "Jeg er Justin... du reddede mit liv, bilen var ved at ramme mig, men du reddede mig, kan du slet ikke huske noget?" endnu en gang ryster jeg på hovedet, han ser skuffet ud, "det, må du meget undskylde.. men, kan du fortælle mig hvad der skete?" han ser bange ud, men fortæller alligevel, "jo, jeg er en popstjerne, du var til min koncert, og derefter tog vi til afterparty, da vi skulle hjem efter festen, jeg var.. jeg.." en tåre glider ned ad hans kind, og han kæmper for at få ordene ud, "jeg gik over vejen og der kom en bil, du skubbede mig væk og blev ramt.. det hele er min skyld.." jeg skynder mig at tage hans hånd, jeg fatter ikke at jeg ikke kan huske ham.

 

 

 

Hej allesammen, i må undskylde at jeg ikke har skrevet så meget på det seneste, jeg har mange lektier, og har ikke kunne komme på  hele weekenden, så derfor er dette kapitel forsinket, men i skal få et nyt snarest muligt:) og jeg begynder snart en ny movella, da mine to veninder er kommet med en masse ideer, så den starter snart :)

Hilsen Bellates

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...