Jalousi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Igang
Dylan Carter er 16 år og har det hele. Han er populær, spiller på 1. holdet i fodbold. Han er sjov og charmerende og hans udseende er perfekt. Alle pigerne på skolen ville dræbe for at være sammen med ham. Men selv er han ikke klar til at komme i et fast forhold. Han er nemlig stadig ikke kommet over sin eks. De var sammen i 3 år men hun blev beskyldt for stoffer og blev sendt på afvænning.
Da han endelig falder for den nye pige Jenny falder alt på plads. Jenny og Dylan er som skabt for hinanden. Men intet varer evigt. Snart dukker Dylans eks op og kræver at på Dylan tilbage! Hvem vinder? Den stille og rolige Jenny, eller den manipulerende, smukke Jazmin?

2Likes
2Kommentarer
309Visninger
AA

2. Jenny Allen

Jenny Allen

Du ringede?

-Jeg skal fortælle dig noget.

Hun kyssede mig blidt på kinden og satte sig ved siden af mig.

-Er du i problemer?

Jeg kiggede bekymret på hende.

-På en måde...

Hun kiggede på menukortet og lod som om at hun læste det. Men det vidste jeg at hun ikke gjorde. Vi havde været her flere gange end vi kunne tælle og kunne det uden ad.

-Fortæl. Lige meget hvad det er, støtter jeg dig.

Hun kiggede op på mig og smilede.

Vi lænte os frem til hinanden og kyssede. Det var altid noget særligt at kysse hende. De fleste kys var stille og rolige, men når jeg kyssede hende var det vildt og hot!

-Nu må du ikke blive sur. Det er ikke min beslutning.

-Selvfølgelig ikke.

Jeg tog hendes hånd.

-Okay. Min mor fandt en pose stoffer på mit værelse...

Jeg kiggede forfærdet på hende.

-Hvad? Tager du stoffer!?

-Nej det er ikke mig! Det var Eva! Vi var sammen og posen er uheldigvis røget ud af hendes taske.

-Men hvorfor siger du ikke bare det til din mor?

Hun fik tårer i øjnene.

-Hun tror ikke på mig! Jeg har prøvet alt! Hvad skal jeg gøre?

-Vi kan ringe til Eva og bede hende forklare det hele. Så vil din mor se at det hele var en misforståelse og du bliver tilgivet.

-Har jeg tænkt på. Men hun er ude at rejse med hendes familie. Og hendes forhold er ikke i forvejen godt til hendes forældre. Hun bliver smidt ud hvis de finder ud af det!

-Det er hende eller dig.

Vi fik øjenkontakt. Hendes øjne var allerede røde og tårer piplede frem på hendes kinder. Jeg havde lyst til at kramme hende og sige at hun ikke skulle tænke på det og at alt blev godt igen. Men det kunne jeg ikke. Det ville højst sandsynligt ende galt og jeg ville ikke lyve for hende.

-Men mine forældre ved det jo allerede og de holder fast i det de så. En pose stoffer på min kommode.

 

Jeg sukkede. Det så sort ud for hende. I det samme ringede hendes mobil.

-Det er min mor.

Hun gik hen i et hjørne og talte. Det kunne jeg godt forstå. Jeg ville heller ikke snakke højt om mine problemer. Da hun kom tilbage var hun helt færdig.

-Jeg bliver nød til at gå. Ses.

-Så er det dét? Slår du op?

-Jeg har ikke andet valg Dylan!

-Svar mig. Ja eller nej?

-Ja.

Hun gik ud af døren. Jeg kiggede efter hende.

 

Jeg så hende ikke igen. Da hun ikke kom i skole dagene efter, gik jeg ud fra at hun ikke måtte. Men da jeg så besøgte hende fik jeg noget helt andet at vide. Hun var blevet sendt til New York på afvænning. 3 fantastiske år med Jazmin blev knust på grund af en lille pose.  

 

Jeg vågnede op badet i sved. Det var ellers lang tid siden, at jeg havde drømt om Jazmin. Jeg kiggede på uret. Halv seks. Jeg stod op og gik ud på badeværelset. Jeg skyllede kold vand i ansigtet og kiggede i mit spejlbillede. Måske skulle jeg bare komme over Jazmin? Jeg havde ventet på hende i en evighed, men hun er ikke kommet tilbage.

"Inden ugen er omme vil jeg finde en sød pige", siger jeg til mig selv og i det samme bliver jeg i tvivl. Hvad nu hvis hun kun vil være sammen med mig fordi hun har ondt af mig? Alle på hele skolen kender til mig og Jazmin. Det er bare kun mig der ved hvorfor hun flyttede.

 

"Fedt mand! Du vil have en ny pige, det lyder godt!" Selvfølgelig sidder Chris og jeg på trappen i frikvarteret, og kigger i skolebillederne af alle klasser på hele skolen.

"Jeg vil bare ikke have en der har ondt af mig på grund af Jazmin".

"Klart mand". Chris sidder og nærstuderer de ældre piger.

"Vær seriøs!"

"Så prøv med en ny pige. Jeg har hørt at der startede en i går. Hun hed vist nok Jenny Allen eller sådan noget..."

"Hvordan ser hun ud"?

"Ved ikke. Spørg en anden". Han lyver. Chris tjekker altid de nye ud.

"Christopher? Jeg ved at du lyver"

"Okay! Men hun er ikke noget for dig. I hvert fald ikke i sammenligning af Jazmin. Jenny er stille og rolig og Jazmin er... Vild".

"Sandt nok men man må prøve noget nyt på et tidspunkt. Tror faktisk at Jenny vil være perfekt".

"Dit liv, ikke mit. Jeg bliver her mens du tjekker hende ud. Ses".

"Ses. Og tak for hjælpen". Chris giver mig et nik med hovedet, og kigger ned i bogen igen.

Jeg går ind på gangen. Jeg spotter Danielle i mængden. Hun er skolens dulle og ved det hele. "Hey Danielle"! Hun kigger over på mig og giver mig et smil. Eller et falsk smil. Danielle er mester i manipulering.

"Hej Dylan. Længe siden".

"Yaer...". Danielle prøvede sidste skolebal -en måned efter mig og Jazmins brud- at få mig med til festen. Jeg sagde nej og det hader hun mig for.

"Hvad vil du Dylan? Du er vel ikke kommet for at invitere mig ud vel?" Som om.

"Nej. Men jeg leder efter nogen. Jenny Allen?"

"Hvad vil du dog med den taber?!"

"Bare snakke".

"Åh! Er du kommet over Jazmin? Det var da også på tide!"

"Jeg vil bare snakke med hende. Ved du hvor hun er?"

"Derhenne" hun nikker over mod en blond pige i en sort trøje. "Men tænk dig om Dylan. Hun er ikke i nærheden af din standard. Hvis du er kongen er hun en fattig bondepige. Husk at jeg altid er ledig". Hun blinker til mig og går over til sine veninder. Typisk Danielle. Hun skal altid gøre opmærksom på sig selv. Jeg kigger hen på pigen Danielle pegede på. Hun så sød ud.

"Hej. Du  hedder Jenny ikke?". Jenny vender sig om. Hun har grønne øjne og blond hår.

"Hej... Kender jeg dig"? Skuffende.

"Nej. Ikke endnu. Jeg hedder Dylan.

"Hej Dylan. Vil du noget"? Hun kigger undrende på mig.

"Faktisk bare præsentere mig selv.

"Ok. Tak for det. Jeg har ikke mødt specielt mange her, så det er dejligt at lære nye at kende".

"Selvfølgelig. Du siger til hvis jeg skal præsentere dig for nogle andre. Men her er et tip. Hold dig langt væk fra Danielle White".

"Tak. Tror jeg". Hun griner nervøst.

"Sorry. Det var for snobbet ikke? Hvis du vil hænge ud sammen med hende er det cool.

"Nej det var ej. Jeg må til time nu. Tak for at du præsenterede dig". Hun tog sine ting fra hendes skab og gik ned ad gangen.

 

"Nå. Hvordan gik din samtale? Er hun noget for dig"?

"Det tror jeg. Tak Chris".

"Skulle det være en anden gang". Han løber over mod porten.

"Hey hvad laver du? Du har stadig timer!?" Hvis Chris pjækker en til gang, er han på den.

"Slap af! Jeg vil bare have det sjovt!"

"Du kommer på kontoret"

"Dæk over mig. Sig at jeg blev syg og måtte gå hjem. Du skylder mig en for Jenny". Han går ud af porten, inden at jeg når at svare ham. Chris har ret. Jeg skylder ham en. Men bare den tjeneste ikke skulle bruges på pjæk. I det samme ringer klokken, og jeg går over mod geografi lokalet.

 

Da jeg kommer ind i lokalet får jeg en overraskelse. Jenny er min sidemand.

"Hej igen. Jeg vidste ikke at du havde matematik på højt niveau". Hun smilte til mig og tog sine bøger frem.

"Hvad mener du? Hvordan ser man da ud hvis min har mat på højt niveau?" Jeg smilte til hende.

"Ups. Bare glem det okay? Nogen gange siger jeg ting uden at tænke". Hun kiggede genert ned på sit hæfte. Det var grønt, med nogle navne på. Jeg havde aldrig hørt om dem før.

"Okay. Hvad siger du til at spise frokost sammen? Jeg håber ikke at det kommer for hurtigt?"

"Det vil jeg meget gerne! Men ti nu stille. Jeg vil gerne gøre et godt indtryk". Hun vendte sig mod tavlen og timen begyndte.

Da Jenny og jeg kom ind i kantinen var der helt fuldt som sædvanligt. 

"Er her altid så fyldt?". Hun kiggede sig overrasket rundt.

 "For det meste. Det må du undskylde". Jeg var skuffet. Endelig havde jeg mødt en sød pige, og så kunne jeg ikke engang få et bord i kantinen.

"Men er der ikke andre steder her i nærheden?". Hun kiggede på mig med et perfekt smil på læben.

"Det er der faktisk! Hvad siger ud til bagels?".

"Det lyder perfekt".

"Kom med mig". Jeg tog hendes hånd og førte hende ud af kantinen og ud af skolen.

Cafeen lå ikke langt fra skolen, så et øjeblik efter kom det store neon farvede skilt til syne rundt om hjørnet. Bagels and stuff , eller BAS som vi plejer at kalde den, skilte sig klart ud i forhold til alle de andre grå og kedelige butikker.

"Så er vi her. Hvad siger du?"

"Det ser lækkert ud. Skal vi ikke gå ind så vi faktisk kan nå at spise maden?" Hun smilte grinende til mig og gik mod indgangen. Vi fik et bord helt nede i hjørnet. Jeg kiggede rundt i lokalet. Eric, Carl og Lillian sad ved et bord og grinte. Alex og Lucy sad og rå snavede ved et andet bord. Totalt ligeglade med omverdenen.  Jeg kiggede hen på Jenny. Hun stod allerede i køen. Jeg gik over til hende.

"Hey. Lad mig bestille. Jeg kommer lige om lidt".

"Tak Dylan. Jeg skal have nummer 4. Den med kylling". Jenny smiltetil mig og gik over til vores bord. Jeg gav bestillingen til pigen bag disken og et par minutter efter kom de.

"Bon apétit!". Jeg gav Jenny sin bagel og satte mig over for hende.

"Jeg vidste ikke at du kunne fransk".

"Vi har jo også lige mødt hinanden. Vi ved nærmest ingenting om hinanden".

"Så lad os gøre noget ved det. Jeg hedder Jenny Allen og er født og opvokset i Canada".

"Dylan Carter. USA. Min livret er nok  pie... Eller lasagne. Svært at afgøre". Vi begyndte at grine. Hvorfor forstår jeg ikke men det var i hvert fald sjovt og hyggeligt. Da vi havde spist vores bagels og var kommet tilbage på skolen vidste jeg en hel masse om hende. Og hende vidste en masse om mig. Jenny var kreativ. Hun elskede at tegne og skrive historier. Hun havde boet i flere forskellige lande. Canada, England, Italien og så USA. Hun var den perfekte pige.

Jeg var faldet for Jenny Allen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...