Jalousi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Igang
Dylan Carter er 16 år og har det hele. Han er populær, spiller på 1. holdet i fodbold. Han er sjov og charmerende og hans udseende er perfekt. Alle pigerne på skolen ville dræbe for at være sammen med ham. Men selv er han ikke klar til at komme i et fast forhold. Han er nemlig stadig ikke kommet over sin eks. De var sammen i 3 år men hun blev beskyldt for stoffer og blev sendt på afvænning.
Da han endelig falder for den nye pige Jenny falder alt på plads. Jenny og Dylan er som skabt for hinanden. Men intet varer evigt. Snart dukker Dylans eks op og kræver at på Dylan tilbage! Hvem vinder? Den stille og rolige Jenny, eller den manipulerende, smukke Jazmin?

2Likes
2Kommentarer
308Visninger
AA

3. Er du ok?

De næste dage i skolen var ret så forvirrende. Jenny havde ikke været i skole og tog ikke sin mobil. Jeg vidste ikke om hun fortrød de. Men på den anden side: Hvad var der at fortryde? Vi havde bare snakket. Vi havde ikke kysset. Ikke holdt i hånd. Kun snakket og grinet. Jeg tjekkede min mobil igen. Ingen nye beskeder. Jeg fandt hurtigt hendes nummer og skrev en besked til hende. "R du OK?". Det lød dumt, men jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg ellers skulle skrive. I det samme ringede min mobil. Den stod på ukendt.

"Hallo?" Kom nuu..!

"Hey mand".

"Hej Chris..."

"Hvad har jeg gjort dig?" Han lød såret og det forstod jeg. Jeg havde bare håbet på at det var Jenny.

"Sorry. Troede at du var Jenny".

"Hvad er der sket? Droppede hun dig?"

"Nej... Det tror jeg i hvert fald ikke. Hvis en pige ignorer dig efter første date er det så dårligt?"

"Er det dét der sker? Hun ignorer dig? Dude, face it! Hun gider dig ikke". Fed hjælp.

"Ved du hvad? Tror bare at jeg spørger Danielle. Hun plejer at vide alt om alle..."

"Pas nu på Dyl. Danielle er sikkert stadig vild med dig og hun er snu som en ræv".

"Tak Chris. Men bare rolig. Jeg har ingen følelser for Danielle. Hun er pæn, men det er det. Hun er en dramaqueen. Og så hader hun mig".

"Okay. Ses"! Og med de ord gik Chris. Han troede ikke på mig. Og jeg var ret sikker på at Chris havde er crush på Danielle. Slemt. Jeg gik over mod pigernes skabe. Og ganske rigtigt. Danielle stod sammen med hendes følge og sladrede. Da hun fik øje på mig, brød hun snakken. Hun gik over til mig og hendes følge gloede på mig i bagrunden.

"Hey Dylan. Du kommer tit her forbi. Har du ombestemt dig"? Hun kiggede frækt på mig.

"Også hej til dig Danielle. Og nej. Jeg er ikke ude efter dig. Jeg leder bare efter Jenny". Jeg kiggede hende i øjnene og jeg kunne stille og roligt ane irritationen blusse op i hende. Noget hun aldrig har været god til at gemme.

"Hvorfor er du så interesseret i Jenny!? Hun er jo en kæmpe taber!".

Jeg grinede for mig selv. Hun var altid klar til at sætte sig selv i et godt lys.

"Kan du ikke bare svare?" Jeg kiggede bebrejdende på hende.

"Fint! Hvad rager det mig? Jeg er kan jo være ligeglad". Løgn. Hun var ikke ligeglad. Hvis det stod til hende skulle hun blande sig i alt.

"Hun er lige gået. Tror hun gik mod biologi". Hun vendte ryggen til mig og gik over til pigerne. De begyndte straks at grine og Danielle sendte dem blikket. Jeg slængte tasken over skulderen og gik over mod biologi. Det var tæt på engelsk lokalet så jeg kunne lige nå det hvis jeg skyndte mig.

For en gangs skyld havde Danielle ret. Jenny sad på sin plads inde i lokalet og kiggede ned i hendes bøger. Jeg bankede på døren og det gippede i Jenny.

"Hey Jenny. Undskyld hvis jeg forskrækkede dig". Jeg kiggede på hende. Hun havde håret sat op i en hestehale og havde erstat lag af makeup.

"Hej Dylan". Hun kiggede på mig.

"Var du syg?"

"Jep. Influenza".

"Nedern. Godt at du er okay nu". Jeg smilede til hende.

"Nå men, nu når du er rask igen vil du så spise frokost sammen?"

"Selvfølgelig. Hun smilede til mig og klokken ringede.

"Vi ses!" Sagde jeg idet jeg løb hen til min næste time.

De næste par dage var mig og Jenny sammen hele tiden. Hver gang Chris så os himlede han med øjnene og gik videre. Hun var sjov at være sammen med, men samtidig kunne hun også være alvorlig og følsom. Hele ugen havde jeg spekuleret på, om jeg bare ville være venner. For jeg havde helt klart følelser for hende. Og jeg var pænt sikker på at det var romantiske følelser og ikke bare venskabelige. Så en uge efter vores første date gik jeg i skole med høje forventninger. Jeg havde tænkt hele natten om Jenny og jeg skulle være kærester. Da jeg nåede skolen stoppede jeg op. Jenny sad sammen med en pige der hedder Alice og grinte. Måske var det ikke tidspunktet? Jeg sukkede. Jeg måtte vel bare invitere hende ud i eftermiddag så vi var alene. Jeg gik hen til dem.

"Hey piger". Jeg smilte til dem.

"Hva så"? Alice smilede til mig og blinkede til Jenny. Hun var vist også sådan en der troede på, at Jenny og jeg var et par.

"Må jeg tale med Jenny"? Jeg kiggede tøvende på Alice.

"Selvfølgelig! Vi ses bare til spansk Jen". Jen? Mærkeligt kælenavn, men whatever.

"Hvad vil du"?

"Vil du med på date i eftermiddag? Vi kunne tage cafeen". Jeg tegnede små cirkler i gruset vi stod på. Jeg havde altid været dårlig til at invitere folk ud.

"Selvfølgelig. Det lyder hyggeligt. Jeg har kemi i de sidste timer med efter dem"?

"Cool. Så ses vi."

"Ses". Jenny tog hendes taske og gik mod sprog klasserne.  

Klokken ringede. Jeg løb ud af døren og mod kemi. Da jeg nåede gangen stoppede jeg op og ventede til jeg træk vejret normalt. Så gik jeg hen mod dørene. Jenny stod og ventede uden for kemi.

"Skal vi gå"?

"Klart". Hun smilede til mig og vi gik ud af døren Væk fra skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...