Jalousi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 nov. 2013
  • Opdateret: 6 maj 2014
  • Status: Igang
Dylan Carter er 16 år og har det hele. Han er populær, spiller på 1. holdet i fodbold. Han er sjov og charmerende og hans udseende er perfekt. Alle pigerne på skolen ville dræbe for at være sammen med ham. Men selv er han ikke klar til at komme i et fast forhold. Han er nemlig stadig ikke kommet over sin eks. De var sammen i 3 år men hun blev beskyldt for stoffer og blev sendt på afvænning.
Da han endelig falder for den nye pige Jenny falder alt på plads. Jenny og Dylan er som skabt for hinanden. Men intet varer evigt. Snart dukker Dylans eks op og kræver at på Dylan tilbage! Hvem vinder? Den stille og rolige Jenny, eller den manipulerende, smukke Jazmin?

2Likes
2Kommentarer
338Visninger
AA

1. Alt som det plejer

Alt som det plejer

Klokken ringer. Vi skynder os ud af døren og ud på gangen. Det er med ikke at blive i lokalet for længe. Enten vil Mrs. Vincent snakke om lektierne og hvorfor man ikke lige lavede de sidste opgaver eller ekstra arbejdet. Eller også ser folk en og antager, at man er en eller anden freak, der vil gøre alt for et 12-tal. Jeg kigger rundt. Alt er som det plejer. Chris sender flirtende blikke til pigerne og de sender det videre til mig.Nærmest alle ville være glade for al den opmærksomhed fra de modsatte køn. Især Chris. Bare ikke mig. Jeg ignorerer for det meste blikkene. Især dem med rødbrunt hår. Og brune øjne. Sådan ser Jazmin nemlig ud. Jeg ryster straks tanken af mig. Jeg må se at komme over Jazmin, men det er lettere sagt end gjort. Ud af øjenkrogen ser jeg en pige på vej herhen. 

"Hej Dylan".

"Hej Melanie". Jeg sætter et falsk smil på og kigger på hende. Hun er faktisk ret pæn. Hendes lange sorte hår passer godt til hendes blå trøje.

"Du ved... Jeg tænkte på, om du ikke ville lave et eller andet en dag. Måske i morgen?"  Hun kigger på mig. Piller ved sit hår, klør sig på armen. De klare beviser på at hun er nervøs.

"Desværre Melanie. Jeg er ikke klar til at date. Undskyld".

"Nej, nej. Det er cool. Ses". Hun vender sig rundt og skynder sig over til hendes veninder, der straks sender mig blikket.

"Hvad fanden har du gang i mand!? Hun var hot!"

Slap af Chris. Du ved at jeg stadig ikke er kommet over Jazmin"

"Rødhætten? Seriøst mand! Hvad er der galt med dig? Rødt hår er ude af mode. Sort og blondt hår er in! Get over it. Prøv nogle nye, og se hvad der sker. Man ved aldrig?"

"Mener du det? At jeg bare skal prøve et par stykker og se hvad der sker?"

"Klart!" Selvfølgelig synes han det.

"Jeg forstår altså ikke din logik. Tror jeg holder mig til min. Og den siger at jeg ikke skal date andre i øjeblikket. Sorry man".

"Fint med mig. Så er der flere damer til mig" Han sender mig et lumsk smil og begynder at gå hen ad gangen. Jeg følger efter mens jeg prøver at holde grinene inde. Chris er 100% player.

Ude på plænen stopper Chris.

"Hvorfor stopper du? Vi har faktisk travlt?"

"Slap nu af! Må jeg ikke nyde livet længere? Tjekke pigerne ud, blive ude og først komme hjem om morgenen. Taget i betragtning af det, så er det at stoppe op på plænen ikke så slemt vel?" Typisk Chris. Snor sig altid ud af noget. Jeg tror også at det er derfor han klarer sig så godt i skolen. Han snor sig opad til 12-tallet.

"Fint nok. Så går jeg. Og så må du bare finde på en eller anden undskyldning..." Jeg vender mig om og går ud mod vejen. Jeg når ikke engang 10 meter så er Chris bag mig igen.

"Hey mand, ved du hvad? Pigerne kan vente og jeg vil helst ikke have, at træneren bliver sur på mig. Igen." Han har ret. Ingen vil have trænerens vrede på sig. Han er nok den strengeste træner i området. Angående ham er det helt okay at være bange.

"Klart mand. Hvad med at vi løber derover? Så tror jeg godt vi kan nå det." Jeg sætter farten op, og Chris følger efter.

 

"I er fem minutter forsinkede!" Vi nåede det ikke. Selvom vi spurtede og tog alle de genveje vi kendte, kunne vi ikke nå det. Snakken med Melanie, og Chris stoppen betød at vi fik en skideballe.

"Undskyld. Der kom nogle forhindringer i vejen". Jeg kigger ned på mine fødder. "Det var ikke med vilje".

"Og det kalder I for en undskyldning?! Giv mig en ordentlig en, eller i ryger på bænken!"

Jeg sukkede. Vi gik stille og roligt hen til bænken og satte os. Fandens også! Jeg prøvede at ignorere de andres blikke og grin. Og taber hostet. Jeg skammede mig. Jeg havde aldrig prøvet at live sat på bænken. Vi havde sådan cirka siddet der i en halv time da træneren kommer over til os.

"Dylan! Victor er skadet du er med" Jeg lyste op. Havde træneren virkelig tilgivet mig? Så kom jeg i tanke om Chris.

"Hvad med Chris? Må han også spille?" Vi så begge to forventningsfulde op på træneren.

"Der er kun en skadet. Tag chancen eller bliv her. Du bestemmer." Jeg kiggede over til Chris. "Gør det. Du skal ikke tænke på mig. Det er ikke første gang jeg sidder her. Jeg overlever nok."

"Ok. Jeg gør det. Tak".

"Så lidt. Vi er jo venner".

"Kommer du eller hvad?" Træneren kigger direkte på mig.

Ja. Jeg kommer. Kiosken efter træning?" Jeg kigger på Chris.

"Klart".

Jeg løber over til træneren. Og straks er jeg med, som om intet er hændt.

 

******************************

Ved det er et lidt kort kapitel, men det er jo bare en start ;)

Jeg vil rigtig gerne høre hvad I synes om den og det ville glæde mig meget hvis I ville smide et like :D

XOXO Helena.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...