Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
817Visninger
AA

1. Prolog

Tiden var inde til at give slip på byrden. Hun havde båret den i mange år og var nu klar nok i hovedet til at give slip. Hendes ukontrollable viljestyrke skreg fra hendes indre og bad hende om at lade kæden blive hængene om halsen på hende, men hendes krop fortalte hende noget andet og hun lukkede hendes unge hånd om smykket. Det brændte til at starte med, men det var noget man sagtens kunne vænne sig til. Hun gik ud i vandkanten hvor bølgerne slog ind over stranden og efterlod sig et hvidt spor af skum og tang, før en ny bølge kom og rev det med sig og efterlod noget nyt. Hun tog silketørklædet af, som sad rundt om hendes hoved og hals og lod hendes lange ravnesorte hår falde ned over ryggen. Hun kiggede op imod månen og beundrede dens lys og hele figur. Fuldmånen. Kun under den kunne hun mærke den lille rast af sig selv som strittede imod og det var kun på grund af den lille rest, at hun stod her nu.
Hun mærkede på kædens vedhæng, en oval sten der var slebet helt perfekt. Månens lys spejlede sig en smule i dens lyseblå overflade og fik den til at se mere guddommelig ud. Guddommelig…

Hun hev den over hovedet og væk fra sig så hendes lange hår kunne blive fri af kæden. Hun knugede den ind til sit bryst mens hun gik ud i vandet og hun fik kuldegysninger da den første bølge ramte hende og gennemblødte hendes sorte kjole. Den sorte farve repræsenterede alt hvad hun følte lige i det øjeblik. Hun tog et skrid mere og blev overrasket af hvor meget kraft der var i bølgerne og havde svært ved at stå fast på den bløde sandbund. Muslingeskallerne på bunden skar hende under foden da hun fik fodfæste men hun var ligeglad. Hun kyssede stenen og mumlede et farvel før hun strakte den ene arm op i luften med smykket i hånden, som om hun ville give den til månen. Først troede hun, at hun havde gjort noget forkert, for der skete ikke noget. Havde papyrusrullerne ikke lovet hende fri? Hun var ved at give op indtil stenen lidt efter lidt begyndte at lyse op. Til sidst var lyset så kraftigt at hun måtte skærme for sine øjne med den anden hånd. Den reflekterede lys ud til alle sider som et andet spotlight og hun håbede på, at ingen var i nærheden til at bemærke hvordan stranden pludselig var lyst op. Strålerne begyndte at bevæge sig unormalt næsten som en slange ud fra stenen og de bevægede sig langsomt ned imod kvinden. Hun lukkede øjnene da de gik i et og fandt vejen til hendes bryst. Det var som at blive spiddet da strålen ramte hende og hun kunne mærke rynkerne skære sig ind i sit ansigt og hendes kræfter forsvinde alt for hurtigt. Hun stod til sidst og holdte smykket over hovedet med rystende hånd og brugte sine sidste kræfter på at holde den oppe. Hun vidste det var slut nu. Det kostede hende livet, men hun havde allerede levet alt for længe. Det var slet ikke fair. Hun havde set alle hun kendte dø af alderdom omkring hende uden at være der for dem. Hun blev jo aldrig ældre, så hvordan skulle hun forklare hendes mission uden at blive straffet? Hele hendes liv passerede for hendes øjne som hun altid havde fået at vide det ville og hun faldt på knæ i vandet, men prøvede at holde smykket oppe lidt endnu. Bølgerne tog fat i hende og hun blev slynget imod stranden. Hun nåede lige at kigge på det lysende smykke der svævede i luften hvor hun havde givet slip, før hun blev dækket af vandet og alt blev sort. Hun prøvede at trække vejret. Det var ikke alene anstrengende men det var kun vand der blev suget ned i hendes ellers så ilthungrende lunger og men hun følte ikke smerten af vandet der var på afveje, for hun var allerede langt over hendes krop. Hun kiggede ned på sig selv som hun lå der som en gammel knoglet kvinde i strandkanten. Bølgerne skubbede til hende med et par sekunders mellemrum og til sidst begyndte hun at gå i opløsning og gik lidt efter lidt i et med sandet. Hun hørte et skrig komme ovenfra himmelen og hun vidste der ingen mennesker var på stranden, så det måtte være hende som hun frygtede allermest og havde bundet sit liv til i sin tid. Hun betragtede smykket mens den lysende slange langsomt vendte tilbage til det og det faldt ned i vandet med et lille plask. Hun håbede at ingen nogensinde ville finde smykket og være bundet til den rædsomme kvinde. Evigt liv var ikke det værd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...