Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
820Visninger
AA

9. Kapitel 8

Det var måske en smule akavet at dele seng med Dylan. Vi lå helt over i hver sin side af den eller store dobbeltseng, men sengen duftede så dejligt af mandeparfume og jeg havde næsten lyst til at sove med næsen nede i puden, hvis det ikke var fordi at jeg havde brug for oxygen. Jeg vågnede heller ikke på den bedste måde, for ligesom da vi var små vågnede Dylan først og vækkede mig ved at smække en pude i ansigtet på mig så jeg udstødte en halvkvalt lyd.
”Du holder traditionen tro.” Mumlede jeg under puden uden at fjerne den fra mit ansigt. Han grinte bare af mig og jeg kunne mærke hvordan sengen gav sig da han rejse sig op. Jeg løftede træt puden væk for at se hvor han gik hen, men dækkede min øjne til med puden igen da jeg indså han havde bar overkrop. Han havde kun sovet i et par pyjamas bukser hvilket gjort mig en smule genert. Vi havde sovet op af hinanden utallige gange da vi var mindre, men det var ikke noget vi havde gjort siden før vi startede i high school. Vi var vel nok blevet for gamle til det, men det var nu alligevel rart engang i mellem at genopfriske gamle traditioner. De traditioner var som regel lavet dengang min mor og Mrs. Young tog i byen sammen og vi sagtens kunne passe os selv.
”Fik jeg egentlig nogensinde givet dig de historie noter som jeg kom for at give dig?” Han gravede sig ind i en tøjbunke i sit meget rodede skab og fandt en T-shirt. Selvom man skulle tro at det kun var rene T-shirts der var i skabet, lugtede han til den for en sikkerheds skyld før han trak den ned over hovedet.
”Nå nej, hvor er de?”
”Jeg tror de ligger ude i bilen stadig. To sekunder.” Han nærmest løb ud af værelset og efterlod mig alene i hans seng.  Jeg tog min mobil fra natbordet. Min mor havde slet ikke ringet eller skrevet en besked til mig. Måske var hun stukket af med Isaac uden jeg vidste og måske endnu uden hun selv vidste det. Det var egentlig ret dumt af mig at efterlade min mor med ham, men hvis han virkelig ville have fat i min halskæde, var min mor vel ikke interessant, så længe hun ikke var omkring mig. Jeg knugede den blå sten i min hånd da Dylan kom ind igen med nogle kopier af hans historie noter.
”Det gik så hurtigt i går at jeg glemte hvorfor jeg egentlig var taget over til dig til at starte med. Men her er de.” Han satte sig på sengen igen og rakte dem til mig. Der var virkelig mange sider med ren tekst og jeg kiggede forbløffet igennem dem.
”Har du virkelig skrevet alt det?” Sagde jeg imponeret.
”Tja.. nej… Jeg har kopieret det meste fra internettet. Det meste er myter og historier der er svært at finde hoved og hale i, men den første side er ren info ud fra deres vægmalerier og statuer og sådan noget. Tror vidst jeres gud bliver nævnt et par gange, men du må selv finde det.” Jeg nikkede og vidste ikke om jeg kunne tillade mig at sætte mig til at læse det, eller jeg skulle vente til jeg kom hjem eller noget lignende.
”Du er simpelthen så sej Dylan! Glæder mig til at se jeres oplæg!” Sagde jeg begejstret og lagde en arm om hals på ham.
”Slap af det er bare historie. Nå men, min mor står dernede og er ved at riste bacon og jeg er sikker på hun er ved at lave det helt store morgenmadsbord. Skal vi gå derned?” Han hev sig løs af mit tag og var allerede på vej ud af døren. Jeg havde stadig gårsdagens tøj på, men det kunne Mrs. Young nok godt finde sig i, når hun har en søn der åbenbart læsser alt tøj ind i et skab uden at vide om det er rent eller ej. Lugten af bacon ramte mig allerede i gangen og Hr. Young sad allerede ved bordet i køkkenet med morgenavisen foldet ud foran sig og skovlede scramble eggs i sig. Han måtte være kommet hjem sent i går aftes. Mrs. Young stod ved komfuret med et blomstret forklæde ud over det moderigtige tøj og hældte endnu en omgang bacon over på en tallerken.
”Godt i kunne komme ud af fjerne inden din far spiser det hele.” Hun pegede på Hr. Young med sin paletkniv, men han smilede bare mens han læste videre. Vi satte os overfor ham og fik serveret maden. Det var rent luksus og selvom jeg ikke følte mig sulten, så tog jeg godt for mig alligevel.
”Du må nok hellere snakke med din mor i dag.” Sagde Mrs. Young da hun endelig slappede lidt af og satte sig ned da hun havde sikret sig at vi ikke var mere sultne.
”Tja. Jeg har ikke noget imod at snakke med hende, så længe hendes date ikke er der.” Sagde jeg muggent. Hvad hvis han havde overnattet. Det ville jeg slet ikke tænke på. Hvis han kunne kontrollere hende til at intet gøre når han råber af hendes datter, hvad ville han ellers kunne gøre ved hende. Jeg rejste mig hårdt op så stolen bag mig var ved at tippe.
”Dylan vil du køre mig hjem? Nu?” Spurgte jeg en smule desperat. Jeg prøvede at bilde mig ind at han ikke ville gøre min mor noget, men jeg stolede slet ikke på ham.
”Jo! Selvfølgelig.. men.. hvad hvis nu han stadig er der?” Jeg lukkede irriteret øjnene.
”Jeg prøver at få den tanke ud af hovedet.” Sagde jeg før jeg bevægede mig rundt om bordet og hen mod døren.
”Hvem er ham fyren overhovedet?” Spurgte Hr. Young da situationen endelig var gået op for ham.
”Det… er faktisk postbuddet. Hans navn er Isaac.” Sagde jeg og måde Hr. Young og Mrs. Young var ved at tabe undermunden før de begge begyndte at grine.
”Postbuddet? Det er en ren kliché!” Udbrød Hr. Young jeg rystede bare på hovedet af dem før jeg gik ud og fandt mine sandaler. Dylan var lige efter mig og krammede mig pludselig bagfra.
”Du skal ikke tage dig af dem. Jeg håber virkelig din mor finder ud af hvilken skidt fyr han er.” Jeg kunne mærke hvordan varmen steg op i mine kinder. Det føltes vidunderligt dejligt at have Dylans arme omkring mig. Det var en forbudt følelse, så jeg prøvede at tage mig sammen.
”Jeg tror desværre det bliver svært for hende, men jeg vil gøre mit bedste.” Jeg dukkede mig for at komme fri fra hans arme og gik ud til hans bil.

Der holdte ikke nogen fremmed bil da vi kom til mit hus, men de kunne sagtens have kørt rundt i min mors bil. Jeg sukkede dybt og kiggede op på huset mens jeg steg ud af Dylans bil.
”Tak for turen endnu engang og tak for noterne. Jeg må snart gøre gengæld.” Jeg stod med hovedet ind af den åbne bildør for at snakke med ham og han rystede bare på hovedet.
”Det er lige meget. Jeg kører dig gerne rundt så længe det ikke forstyrrer min football træning.” Han blinkede til mig før jeg lukkede døren og vinkede til ham da han begyndte at bakke ud af indkørslen igen. Jeg fandt den gemte nøgle bag postkassen og låste mig ind. En dæmpet lyd af fjernsynet der kørte kunne høres fra stuen og jeg gik igennem køkkenet der var pænt ryddet op fra i går og kiggede ind. Min mor sad alene i sofaen og så et eller andet boligprogram. Jeg kunne ikke se hendes øjne fra døren af, men jeg var næsten sikker på, at de stadig var forfærdelig matte. Jeg vidste nu at Isaac ikke var i huset, men jeg havde egentlig ikke lyst til at snakke med min mor, for jeg var bange for hun ville begynde at snakke om ham som om han var det bedste i verden og jeg vidste min far var til stede et sted i huset eller måske var det også blevet for meget for ham og han havde måske forladt huset. Jeg blev en smule bange ved tanken og jeg ønskede jeg kunne se ham, men det eneste blege mennesker der dukkede op, var en eller anden dame udenfor vinduet i køkkenet. Jeg gik langsomt op af trappen for ikke at larme og kiggede inde på mit værelse. Han sad ikke ved skrivebordet som han før havde gjort. Jeg kiggede hurtigt på badeværelset og gæsteværelset men han var ikke til at se. For enden af gangen var mors værelse og da jeg åbnede døren kunne jeg så ham med det samme sidde på sengen. Jeg åndede lettet op, men jeg kunne se hans forpinte ansigtsudtryk mens han bare stirrede tomt ud i luften.
”Var han her længe?” Spurgte jeg lavt, før jeg lydisolerede rummet blot ved mine tanker. Min far rystede på hovedet men skriftede fra et forpint udtryk til et vredt udtryk.
”Han gør et eller andet ved hende. Der er noget her der er forkert! Hun opfører sig ikke som hun plejer! Hvorfor er hun overhovedet hjemme? Har hun ikke arbejde der skal passes også?” Han farede op af sengen og svang armene vredt omkring sig. Det var egentlig et godt spørgsmål. Jeg havde bare været så glad for at hun endelig var hjemme, så jeg havde glemt at tænke på hendes arbejde. Hvorfor var hun egentlig ikke på arbejde? Var der ikke noget at lave? Var hun blevet fyret? Eller måske var det også en del af Isaacs planer? Han kunne jo ikke bruge hende, hvis hun var i en helt anden stat.
”Jeg tror ikke jeg finder ud af det, så længe han kan kontrollere hende.” Min far kiggede alvorligt på mig og hans afbrændt hud i ansigtet fik ham bare til at se uhyggelig ud.
”Han kontrollere hende? Hvordan? Har han også en af de der halskæder? Kan vi ikke stoppe ham? Jeg holder ikke ud at se det!” Han slog en knytnæve ind i væggen men der kom ikke en lyd. Til gengæld ømmede han sig meget bagefter og pustede sågar på sine knorer.
”Hør jeg skal nok finde ud af noget. Jeg har på fornemmelsen af at han har noget at gøre med en gud der hedder Seth. Gudinde Isis vil gerne af med ham, så hun og hendes søn kan få tronen igen. Hvis jeg hjælper dem med at vælte Seth, så ryger Isaac måske med i faldet?” Tanken havde strejfet mig kort før, men det var ikke en tanke jeg havde tænk til ende før nu. Måske var Isaac en form for modpol til mig? Hvis Dronning Isis skulle have en jordisk hjælper, så skulle Seth måske også?
”Se at finde ud af noget. Hvis jeg kan hjælpe, så sig endelig til.” Jeg fortalte min far alt jeg vidste og han havde svært ved at se hvad han kunne gøre når han var død, hvilket tydeligvist irriterede ham. Jeg bad ham slappe af indtil jeg vidste mere og satte mig ind på mit værelse for at læse Dylans noter igennem.

De tørre fakta fortale mig ikke noget jeg ikke vidste. Dronning var også gudinde og hun herskede over Egypten med hendes mand. Jeg forstillede mig de vægmalerier jeg havde set i vores historiebog, mens jeg læste om igennem hans noter. Billederne og informationen fra forskellige oversatte hieroglyffer viste at egypterne dengang vidste hvad de havde med at gøre. Det var tydeligt at se, at Dylan havde neglet det hele fra nettet, for selvfølgelig havde han ikke siddet og oversat hieroglyffer. Jeg smilede for mig selv over Dylans møde at håndtere lektier på, da min dør ind til værelset gik op og min mor stak hovedet ind.
”Jeg har slet ikke hørt dig komme hjem.” Sagde hun med et smil på læben. Hun havde stadig det matte udtryk i øjnene, hvilket gav mig lyst til slet ikke at svare hende.
”Nej det gjorde du vel ikke.” Sagde jeg næsvist og prøvede at samle mig om Dylans noter igen. Hun blev stående i døren og jeg ved virkelig ikke hvad hun ventede på. Måske kunne hun ikke blive sur så længe hun var under Isaacs kontrol. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre for at få hende ud af det. Isaac havde ladet mig skubbe rundt med ham, men han kunne sagtes gøre modstand. Jeg havde flere gange ønsket at min mors tomme matte blik forsvandt, men lige lidt hjalp det. Det var svært at koncentrere sig når hun var gået i stå der i døren som en anden robot, så jeg rejste mig og masede mig forbi hende.
”Hvor skal du hen?” Spurgte hun endelig og jeg vendte mig slet ikke om for at se på hende da jeg svarede.
”Jeg skal væk.” Svarede jeg kort.

Jeg tog Dylans noter med mig, da jeg satte mig i min bil og lod taget på den, folde sig op så notaterne ikke ville flyve væk, så snart jeg fik fart på. Jeg anede ikke hvor jeg skulle hen, men kørte bare væk fra det dyre villakvarter som vi boede i. Jeg kørte ind imod byen og overvejede om jeg skulle finde en cafe et sted og sætte mig ned for at læse resten, men man skulle købe noget for at måtte blive siddende og jeg havde ikke fået min pung med mig. Jeg kørte flere gange over St. Johns flod. Bare frem og tilbage på de forskellige broer. Jeg kom til den bro hvor jeg havde overværget et af de blege hvide mennesker hoppe ud, uden nogen så meget som lagde mærke til det, ud over mig. Jeg vidste hvor jeg var på vej hen og jeg vidste nu hvor jeg skulle hen. Jeg stoppede ved bedstemors tennisklub og parkerede min bil i mellem alle den tennisspillende pensionisters biler. Jeg gik igennem træerne hen til legepladsen i Southside park hvor der kun var en mor med hendes dreng. Hun sad med hovedet nede i sin mobil, mens hendes dreng ivrigt råbte efter hendes opmærksomhed fordi han havde lavet et sandslot i sandkassen. Jeg havde ondt af den lille fyr, men hende jeg havde mest ond af sad henne på gyngen og tegnede cirkler i sandet med hendes små sko. Den døde pige med rottehalerne og den fine lyserøde kjole sad stadig og ventede på, at der kom nogen og legede med hende. Der var sikkert ikke nogen der havde så meget som snakket til hende, siden jeg var her sidst. Jeg vidste jeg skulle være mere forsigtig med hvad jeg foretog mig nu, så for at få moderen væk med hendes lille dreng, ønskede jeg blot at det ville regne lidt på moderen. Jeg stod lidt gemt væk af træerne da moderen tog sig til kinden fordi en regndråbe ramte hendes kind. Hun kiggede automatisk op idet flere dråber faldt og hun beskyttede straks sin mobil. Hun ænsede slet ikke at det eneste sted det regnede, var over hendes hoved, for hun råbte straks efter hendes dreng at de skulle til at hjemad. Drengen protesterede selvfølgelig og det endte med hun måtte samle ham op og bærer ham væk derfra. Så snart de var ovre ved parkeringspladsen trådte jeg frem så jeg var sikker på den lille pige havde set mig og hun lyst hurtigt op.
”Du kom tilbage!” Råbte hun og hoppede ned fra gyngen og løb hen imod mig. Jeg satte mig på hug, så hun kunne løbe ind i mine arme og jeg kunne ikke være med ligeglad med hendes brækkede hals. Det så ganske vist ikke så pænt ud, men hun var stadig den mest bedårende lille pige jeg havde mødt.
”Selvfølgelig gjorde jeg det! Der er ingen på min alder der vil lege med mig alligevel.” Sagde jeg og skød underlæben frem, hvilket fik hende til at grine. Hun hægtede sig fast om min hals og jeg rejste mig op og lod hende svinge benene om livet på mig også. Det var stadig svært at vende sig til, at de faktisk ikke var fysisk til stede selvom jeg kunne mærke dem. Pigen var let som en fjer og det ville min far højest sandsynlig også være, hvis jeg prøvede at løfte ham.
”Hvad skal vi så lave?” Spurgte jeg hende og hun vendte og drejede den brækkede hals for at kigge på de forskellige legeredskaber der var omkring os. Hun pegede på gyngen hun kom fra, og jeg gik over og satte hende på den. Jeg begyndte at skubbe hende og hendes latter fyldte hele legepladsen. Der gik dog ikke længe for hun ville prøve noget nyt og jeg lagde Dylans noter fra mig og lagde en smule sand ovenpå dem, for at de ikke skulle flyve væk. Hun kravlede op i et legetårn og råbte jeg skulle følge efter hende. Så snart jeg var kravlet op tog hun rutsjebanen ned på den anden side for at drille mig. Så snart hun var ved at løbe tøj for krudt, hægtede hun sig fast om halsen på mig igen og lod mig tage hende med hen til bænken. Jeg samlede mine papirer op på vejen.
”Hvad er det?” Spurgte hun nysgerrigt og tog dem ud af hånden på mig. Hun kiggede på den første side med sammenknebne øjne.
”Det er historier.” fortalte jeg hende, mens jeg satte hende ned ved siden af mig på bænken, så det ville være nemmere for mig at holde papirerne.
”Vil du læse dem højt?” Spurgte hun spændt. Jeg nikkede smilede og hun gav mig straks papirerne igen og begyndte at flytte sig rundt på bænken for at finde den bedste måde at sidde på. Hun endte med at sidde op af mig så hun vendte på hovedet, når hun kiggede op på mit ansigt.

Jeg begyndte at læse den første myte op og stoppede op engang i mellem for at forklare ting som hun ikke forstod. Den handlede om den storslåede fest som guden Osiris holdte for sit hof. Hans bror Seth var misundelig på ham og fik lavet det smukkeste store skrin og tog den med til festen. Han sagde, at den der kunne passe perfekt ned i kisten måtte få den. Hvad Osiris ikke vidste, var at det var lavet specielt med hans mål og idet han ligger sig ned i det, smækker Seth låget i og forsegler det med smeltet bly. Skrinet blev til Osiris kiste og den blev smidt i Nilen.
”Han er en ond mand.” Sagde pigen og kiggede surt på papiret med åben mund. Hendes reaktion fik mig til at fnise, men jeg kunne kun give hende ret. For hende var det blot en historie, men jeg havde stået ansigt til ansigt med gudinden hvis mands lig blev smidt i Nilen. Jeg fortsatte med at læse om hvordan Seth udråbte sig selv til farao og Isis ledte efter sin afdøde mands kiste. Hun var i gennem en masse for at finde hans kiste og da hun endelig fandt den, prøvede hun og puste liv i hans døde krop. Selvom hun var gudinde var det ikke muligt at vække de døde til live og det blev kun en kortvarig genforening, men hans sjæl levede videre og han blev udråbt som hersker over de dødes rige. Det måtte være hårdt at miste ham igen når man troede man havde fået ham tilbage. Jeg blev måske en smule overrasket at myten fortsatte med, at på den halve dag hun havde fået liv i hendes mand igen, havde hun nået at blive gravid. Hun fødte en søn som efter historien skulle have et hoved som en falk. Jeg havde ikke set Seth og jeg havde ikke set Isis’ søn Horus, men jeg kunne ikke forstille mig at de faktisk løb rundt med et hoved som en sjakal eller en falk. Alligevel blev jeg smule skræmt over hvor godt nogen af de malerier jeg havde set af dronning Isis faktisk lignede hende. Selvom jeg allerede havde snakket med min afdøde far og jeg havde de vidste kræfter, så ville en mand med et falkehoved nok alligevel få mig til at bakke væk. Det var måske en tand for underligt.

Selvfølelig fortsatte historien med at Seth prøvede at gøre at af med den lille Horus, for nu var der jo en arving til tronen og han var en trussel for Seth. Det var bare aldrig lykkes ham. Dronning Isis hidkaldte de andre guder til hjælp for at få væltet Seth, men de syntes at Horus var for lille og svag. Hvis han skulle blive farao over Egypten, skulle han slå Seth i fair kamp. Hvordan kan det være fair når den ene er en fuld voksen mand og den anden blot er en dreng? Jeg havde svært ved at bedømme alderen på Isis, og jeg vidste ikke hvordan og hvor lang tid det tog for guder at blev ældre, men jeg kunne ikke forstille mig, at hendes søn var meget ældre end mig.
”Får han så ikke nogen krone?” Spurgte den lille pige efter jeg var stoppet med at læse. Jeg havde siddet fuldstændig i mine egne tanker, og kiggede bare på hendes spørgende ansigt.
”Det får vi at se. Jeg skal nok hjælpe ham.” Jeg smilede til hende og aede hende over håret. Hendes hår føltes meget tyndt men silkeblødt.
”Kan du hjælpe ham?” Hun kiggede på mig med store uimodståelige øjne.
”Jeg skal i hvert fald prøve. Han skal bare have en halskæde ligesom min.” Sagde jeg og viste hende halskæden om min hals med den blå sten. Jeg lod hende vende den i hånden og køre sine små fingre hen over den.
”Den er pæn. Giver du den til ham?” Hun lod hånden hvile på den mens hun kiggede smilene til mig igen.
”Nej han skal have en anden en. Jeg tror ikke den her virker på ham.” Jeg var blevet bedt om at finde en halskæde der lignede min, men hvis den jeg havde virkelig virkede på hendes søn til at give ham de kræfter ham manglede, ville hun nok ikke have givet den til mig.
”Hvad kan den?” Jeg smilede til hende og i stedet for at fortælle hvad jeg blandet andet kunne, for jeg vidste jeg ikke havde fundet ud af alt den kunne, så kunne jeg lige så godt vise hende noget i stedet for. Jeg rejste mig op og fokuserede på sandet på legepladsen og lavede en håndbevægelse for at få noget at sandet til at løfte sig. Det så straks tåget ud omkring os. Jeg lavede en snoende håndbevægelse for at få sandet i bevægelse og sandet samlede sig i en lille hvirvelvind som stod stille i luften. Hun kiggede på med åben mund da jeg tog Dylans noter og smed dem ind i den lille hvirvelvind. Jeg bad til at de ikke fløj væk, så de blev pænt i bane og blev slynget rundt og op og ned uden at blæse væk.
”Hvad kan du ellers gøre?” Spurgte hun og kom hen ved siden af mig. Jeg stoppede hvirvelvinden med min hånd og mine papirer faldt til jorden som om de var meget tungere end de var.
”Alt muligt. Det er blandt andet derfor jeg kan se dig.” Jeg gik hen og samlede noterne op igen, selvom jeg sikkert kunne have bedt dem om at flyve op i hænderne på mig igen.
”Kan du ikke finde sådan en halskæde til min mor?” Jeg stod med ryggen til pigen, men jeg behøvede ikke at kigge på hende, for hendes stemme sagde alt. Den var fuld af håb. Jeg ved det var ekstremt egoistisk af mig, men jeg havde ikke lyst til at tage halskæden af, for jeg var bange for at jeg så ville miste mine kræfter. Nogen gang føltes det også som om den er limet fast til mig. Ikke at jeg ikke kunne rykke rundt med den om min hals, men jeg havde en underlig følelse hver gang nogen nævner den eller jeg kommer til at tænke på den. Føle på den. Det var som om den skreg at jeg aldrig skulle tage den af, uden jeg egentlig hørte noget. Jeg tog om den for at være sikker på den stadig var der, selvom det ikke gav mening at den ikke skulle.
”Jeg… tror heller ikke den vil virke på din mor.” Jeg vidste ikke om jeg virkelig løj for den lille pige eller ej. Hendes mor var vel lige så normalt et menneske, som jeg plejede at være og Isaac var så vidt jeg vidste også et normalt menneske. Han prøvede dog at få fat i min halskæde, så måske kunne kan faktisk bruge den? Men han havde selv en form for kræfter og jeg havde ikke set en halskæde om hans hals. Hvor kom de så fra?
”Kan du ikke finde en der virker så?” Jeg vendte mig om og kiggede på hende. Hun så bare trist ned i jorden og skubbede lidt til noget sand med foden. Jeg satte mig på hug foran hende og tog hendes hænder.
”Jeg skal først finde en til gudinden, ikke? Jeg skal nok se efter om der er mere end en, okay?” Jeg håbede det hjalp lidt, men hun så stadig trist ud. Jeg aede hendes håndryg med tomlerne. Hun nikkede efter lidt tid og lagde armene om min hals så jeg kunne kramme hende.

Jeg kørte hjem med en blandet følelse i maven. Jeg ville gerne hjælpe den lille pige, men jeg ville på ingen måde af med min halskæde. Ville den lille piges mor ikke blive bange hvis jeg opsøgte hende, gav hende halskæden på og hun pludselig kunne se sin døde datter? Jeg tror aldrig nogen sinde jeg havde været så bange som da jeg så et af de blege døde mennesker første gang. Måske var det bedst at jeg ikke lovede hende for meget, for hvis det smykke er så svært at finde for en gudinde, at hun sidder i Egypten før Kristi fødsel og stadig skal have hjælp til at finde den i det enogtyvende århundrede, så må den være godt gemt væk. Hvis Seth ved hun stadig leder efter den, kan det være at han flytter den, hvis han altså han er i stand til at gå i mellem menneskene med hans sjakalhoved. Det kan være det er det han bruger Isaac til. Hvis der virkelig er en forbindelse mellem dem.
Jeg kørte ind i vores indkørsel og parkerede bilen. Min mors bil var stadig i garagen, så hun måtte være hjemme. Døren var heller ikke låst og jeg kunne høre stemmer inde i stuen. Jeg stod lidt og spidsede ører for at finde ud af om det var Isaac hun snakkede med. Jeg kunne ingen mandestemmer høre, så jeg tog mine sandaler af og kiggede ind i stuen. Min mor sad sammen med Mrs. Young med benene foldet op under sig og med en kop te i hånden. De var i gang med en meget højlydt samtale mens de grinte ind i mellem. Mrs. Young smilede da hun så mig i døren, så jeg var lige nød til at gå ind og hilse på.
”Mary siger du har sladret om min date.” Sagde min mor og tog min hånd. Jeg gav hende et kort smil, men der var ikke rigtig noget at smile af, for hendes øjne var stadig underligt matte og hun smilede som om at alt var i den skønneste orden. Hun var tydeligvist ikke mentalt til stede, da Isaac og jeg råbte af hinanden.
”Du må nok hellere lukke ørene nu, Gabbie! Jeg skal høre alle de saftige detaljer!” Sagde Mrs. Young begejstret og sippede til sin te. Saftige detaljer?! Der var forhåbentlig ikke nogen saftige detaljer. Hvad havde de lavet, efter jeg var taget over til Dylan? Åh gud, jeg vil ikke vide det. Min mor grinte fjoget og viftede mig væk med hånden. Okay, nu er det ved at være nok. Han kan da ikke bare seksuelt misbruge min mor, fordi han vil have fat i min halskæde? Jeg marcherede surt op på værelset. Jeg måtte til at finde ud af hvor den anden halskæde var. Et tempel i USA? Et tempel. Jeg så dronningens tempel for mig og det eneste jeg kunne komme i tanke om der havde lige så høje søjler af marmor, var det hvide hus. Det var måske fra en anden tid, men det var det der kom nærmest hvis man spurgte mig. Jeg åbnede min computer og gik ind og søgte på billeder af det hvide hus. Det kunne man vel ikke kalde et tempel? Der var måske noget i området hvor mayaerne boede, men det var nede i Mexico. Var det ikke også pyramider af en art. Jeg var fuldstændig på bar bund. Jeg søgte på templer i USA og der kom en masse buddhistiske hjemmesider op, men ingen af dem indeholdte noget der sprang mig i øjnene. Jeg lænede mig tilbage og sukkede højlydt. Kunne hendes forrige vogter ikke lige have givet et lille hint mere om hvor det kunne være? USA var rimeligt stort og det var umuligt at finde noget som helst, hvis man ikke havde en ide om hvad det egentlig var man ledte efter. Jeg opgav efter de førte fyrre forskellige blinde spor og lagde mig til at sove. Måske kunne jeg spørge min Mr. Barker? Det virker vel ikke underligt at spørge efter sådan noget som et Egyptisk tempel i USA, hvis man faktisk har om det gamle Egypten.

Denne gang kom Jamilla til tiden til Hr. Barkers time. Hun sad allerede muggent ved hendes bord da jeg trak min stol derhen og lagde min bøger på hendes bord. Kevin kom listende lige så stille bag mig og begyndte med det samme og snakke om den præsentation vi skulle have fordelt i mellem os, så vi sagde lige meget hver. I mens mig og Jamilla havde mundhugges, havde han formået go skrevet en hel opgave næsten uden hjælp, men hvis man gerne vil have en god karakter, er det nok også bedst at lade ham gøre det.
Jeg var måske lidt modvillig i forhold til opgaven, efter jeg havde mødt dronning Isis og havde læst Dylans noter igennem. Seth var tydeligvis en morderisk forbryder som burde låses inde, i stedet for at sidde på tronen. Jeg rejste mig op, for jeg skulle spørge Hr. Barker om templet og Jamilla skulle straks skyde med skarpt.
”Det er så typisk dig at skride fra arbejdet.” Sagde hun spydigt. Jeg kiggede bare ligeglad på hende.
”Pas på med at puste dig for meget op til hønekamp. Din nederdel skulle nødigt sprække igen.” Kevin kvalte et grin, før jeg vendte ryggen til dem og gik op til Hr. Barker og stod ved kateteret og kiggede på ham, indtil han endelig kiggede op fra sin computer.
”Jeg har et spørgsmål.” Hans øjne flyttede sig fra mit ansigt og ned på computeren og op igen.
”Bare sig frem. Jeg lytter.” Sagde han og kiggede ned på computeren igen. Er du nu sikker Hr. Barker? Lytter du virkelig? Jeg blev en smule sur. Hvorfor kunne han ikke kigge på mig mens vi snakkede? Det var ren høflighed og han var læreren og skulle hjælpe mig. Lige pludselig begyndte hans skærm at flimre. Det kunne ses i genspejlingen i hans brilleglas. Jeg rette lidt på brillerne og kiggede irriteret på skærmen før han bankede lidt på siden af skærmen. Til sidst gik skærmen i sort med et lille puf og en smule røg stod op fra siden af computeren hvor den stakkels bærbars nedkølingssystem sad. Han veg forskrækket tilbage mens han viftede røgen væk.
”Har du tid nu?” Spurgte jeg med en smule irritation i stemmen mens jeg viklede en tot af mit brune hår rundt om fingeren. Jeg havde lige ødelagt hans computer og jeg kunne ikke være mere ligeglad.
”Øh… Den.. Ja Miss. Harris.” Sagde han omtumlet og klappede computerskærmen ned.
”Findes der nogen Egyptiske templer her i USA?” Spurgte jeg endelig.
”Ikke så vidt jeg ved af, nej.” Sagde han kort og rettede på sine briller og kiggede på den meget døde computer.
”Er du nu sikker? Jeg har hørt om et, men jeg ved ikke hvor den ligger.” Jeg viftede en hånd foran hans hoved for at få hans opmærksomhed. Han rømmede sig og rettede sig ordentligt op.
”Har det noget med opgaven at gøre?”
”Øh ja. På en måde.” Det havde det vel egentlig næsten? Hvis jeg fandt ud af noget mere om Seth oven i købet, kunne det altid bruges til opgaven. Så skulle jeg nok skynde mig at finde det tempel, for der var ikke længe tid at vi skulle fremlægge for klassen.
”Har du været forbi bibliotekets religionsafdeling? Det kan være der findes noget der? Nu må du undskylde mig, men jeg skal lige ned forbi vores IT-mand med computeren her.” Han rejste sig og tog computeren under armen og gik ud af klasselokalet. Var det bare sådan en typisk lærer ting at sende deres elever på biblioteket? Jeg tvivlede på at jeg kunne finde en bog der gav mig det svar jeg ledte efter, men jeg kunne altid tage forbi biblioteket, for at kunne sige at jeg havde gjort noget. Det var en lille ting jeg skulle, men det var ikke så nemt som jeg havde regnet med, da jeg sagde ja, men jeg ville da gøre alt for at finde den, så jeg kunne beholde mine kræfter, så jeg kunne blive ved med at have min far hos mig. Det var selvfølgelig et kæmpe plus at jeg kunne kontrollere ting med tankens kræft. Udødeligheden kunne jeg slet ikke forholde mig til.
”Hvad skete der?” Spurgte Dylan og rev mig ud af min tankestrøm. Jeg havde stået og kigget på døren som Hr. Barker lige var gået ud af.
”Hvad? Jeg stille ham bare et spørgsmål.” Sagde jeg og trak på skuldrene.
”Der kom røg op af hans computer.” Bemærkede Dylan og kiggede en smule mistroisk på mig. Jeg prøvede at virke uvidende ved at kigge overrasket på ham, men jeg var på en smule stolt af hvad jeg havde gjort og det skimmede måske igennem. Det var en underlig følelse. At se folks ansigter efter man har hevet stolen væk under dem eller ser deres computer bukke under foran dem. Det gjorde mig næsten glad at se folk reagere på det jeg kunne. Jeg ville gerne fortælle det til Dylan og Amber, men hvad ville de sige til det? Ville de syntes jeg var mærkelig eller ville de blive bange? Måske ville de endda være misundelige. Det kunne være sjovt.
”Hvad gjorde du ved hans computer?” Spurgte Dylan stille for at sikre sig at andre i klassen ikke skulle høre det.
”Jeg gjorde ikke noget. Slap af.” Jeg blinkede til ham før jeg satte mig ned på min plads ved Jamillas bord igen. Jeg tog min mobil op af lommen og gemte den under bordet hvis nu Hr. Barker skulle komme tilbage. Jeg skrev en fælles besked så både Amber og Dylan fik beskeden.

Kom hjem til mig i morgen efter skole. Jeg har noget at vise jer!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...