Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
863Visninger
AA

8. Kapitel 7

Et tempel i USA? Det var det eneste jeg havde at gå efter og helt ærlig så kendte jeg ikke til nogen templer i Amerika. I hvert fald ikke noget i stil med det jeg havde besøgt dronning i. Hun havde sendt mig tilbage til mit værelse med pigen og jeg sad oppe hele natten og spekulerede over hvordan jeg skulle finde det her tempel. Da Amber stod udenfor mit vindue havde jeg ikke sovet, men jeg var på ingen måde træt. Det måtte komme med alt det udødeligheds hejs som hun havde snakket om. Ville jeg så ikke blive ældre? Eller ville jeg blive mere og mere rynket og ynkelig uden at dø? Hvis det endte sådan, ved jeg ikke hvad udødeligheden var værd. Min mor var ikke engang vågen, så jeg måtte selv gå ned og åbne op for hende. Ikke fordi hun ikke selv kunne komme ind, men det ville måske være en smule underligt at hun låste sig selv ind i huset, hvis min mor faktisk var vågen. Jeg havde ikke haft nattøj på og var derfor fuldt påklædt da Amber trådte indenfor.
”Wow du er hurtig i dag.” Sagde hun, da hun så jeg allerede havde tøj på. Jeg trak bare på skulderen og fulgte efter hende ud i køkkenet. Hun var på vej hen til køleskabet men tog sig selv i det og strakte hals for at kigge ind i stuen.
”Er din mor stadig hjemme?” Hun mente nok ikke hun kunne tillade sig at gå i vores køleskab, hvis der var en voksen til stede.
”Hun sover stadig.” Sagde jeg for at berolige hende. Hun gik straks i kast med at finde mad i køleskabet og lavede sig en hurtig sandwich.
”Det er noget nyt, at i faktisk har mad i køleskabet. Hvor længe bliver hun hjemme denne gang?” Spurgte hun med munden fuld af salamisandwich.
”Jeg ved det faktisk ikke. Hun har været hjemme i over en uge nu. Det ligner hende ikke, men jeg har ikke noget imod det.” Jeg lavede selv en sandwich når nu Amber allerede havde fundet tingene frem, men jeg var faktisk slet ikke sulten. Jeg følte mig helt umenneskelig når jeg hverken havde brug for mad og søvn, men jeg gjort det alligevel, for jeg kunne da ikke bare holde op med at spise.
”Så kan du ikke holde fester mere?” Sagde Amber overdramatisk og kiggede på mig med store øjne.
”Jeg holder da aldrig fester.” Jeg skyndte mig at spise og gik op for at finde min skoletaske på værelset. Selvfølgelig sad min far oppe på mit værelse ved mit skrivebord med benene oppe og kiggede igennem en af mine skolebøger. Jeg tog den ud af hånden på ham med et grin og pakkede den ned i tasken.
”Er det det du skal lærer i matematik?” Spurgte han og skar en grimasse. Jeg nikkede. Da han døde kunne jeg knap nok sige hvor gammel jeg var uden at kludre i det.
”Jeg kan godt hjælpe dig med det, for jeg var vant til at arbejde med rentes rente og havde matematik på højt niveau på universitetet.” Han rejste sig og kyssede mig i håret før jeg smed min taske over skulderen.
”Det skal jeg huske næsten gang jeg skal hjælpe Dylan med matematikken.” Jeg skyndte mig ned til Amber som stod neden for trappen og ventede på mig.
”Altså du kunne godt have holdt nogle fester engang i mellem. Huset er stort nok til det og..” Jeg sukkede da hun genoptog emnet.
”Jeg gider ikke gave hundrede high school elever til at smadre mit hus bare fordi min mor ikke er hjemme.” Jeg låste døren efter os og vi gik ud mellem de få blege mennesker som gik rundt i nabolaget. Selvom de var døde var det næsten rart at se der var liv på gaden, ironisk nok. Det eneste mennesker man plejede at som kom andre steder end deres egen indkørsel var postbuddet og ham havde jeg ikke lyst til at se mere. Han vidste tydeligvis hvad jeg var i stand til, men spørgsmålet var om han vidste at jeg havde kontakt med en gudinde.

”Har du bøgerne med?” Var det første Kevin sagde da han satte sig over til mit bord. Jamilla var ikke kommet i skole endda, så vi behøvede ikke at rette os efter hende og sætte os ved hendes bord fordi hun ikke gad flytte sig andre steder hen. Det gjorde også livet nemmere for alle når hun ikke var der. Jeg tog bøgerne om det gamle Egypten som jeg havde lånt på biblioteket op fra min taske og smed dem foran Kevin som smed sig over dem som en sulten tiger. Jeg tog selv en af bøgerne og begyndte at bladre igennem den og fandt billedet af guden med sjakal hovedet. Han så virkelig ondskabsfuld ud ham Seth, og det havde jeg selv beviset på. Jeg begyndte at læse om ham. Hvordan han var Osiris bror og modpol. Osiris var lyset. Seth var lysets skygge. Under overskriften myter fandt jeg en del om hans gerninger. Det måtte jo ikke være myter, hvis jeg har snakket med dronning Isis. Det var en smule sjovt at tænke på. Hvis alle de myter der stod i bogen virkelig var noget der var sket i virkeligheden, gad vide om Jesus så også havde eksisteret? Om Muhammed havde eksisteret? Alt det tvivl man satte på guderne og alle de historier der blev udråbt som myter fordi ingen troede på det kunne være sket i virkeligheden. Det var ret sjovt at jeg kunne sidde her og læse igennem de såkaldte myter i den her bog, og være den eneste der vidste at det faktisk var sket i virkeligheden. Jeg skimmede en historie igennem og navnet Horus sprang mig i øjnene. Jeg besluttede mig for at give mig til at læse det hele igennem. Det kunne være rart med lidt baggrundshistorie og måske ville jeg kunne få en ide om hvor jeg skulle finde den halskæde som dronning manglede.

Der gik ikke længe før døren ind til klasselokalet gik op og ind kom Jamilla højtråbende og i gang med et skænderi med en gangvagt. Det var ikke tilladt at komme ind i klassen hvis man kom for sent, men mindre man smuttede forbi kontoret første, men det lød som Jamilla var ligeglad.
”Hr. Barker hun har ikke været forbi kontoret!” Brokkede gangvagtens sig som fulgte med ind i klassen. Han var elev er sidste år og havde kun fået jobbet, fordi lærende havde ondt af ham, da han ingen chance havde for at komme på universitetet. Nu var han bare en pine for alle os andre.
”Nej, men du er hun jo i klassen, Martin. Jeg tager den herfra.” Sagde Hr. Barker tålmodigt og puffede gangvagten blidt i ryggen for at få ham til at gå ud af klassen igen. Hun mumlede en masse bandeord mens han gik og lukkede døren efter sig. Jamilla gav sig til at forklare over for Hr. Barker, men det så ikke ud som om han gad at hører på det alligevel, for han sagde ikke noget og nikkede bare af alt hun sagde. Hun himlede med øjnene da hun vendte ryggen til ham og satte sig over på sin plads, selvom hun tydeligt kunne se at vi allerede var ved arbejde ved mit bord. Jeg sukkede og kiggede på Kevin der kastede med hovedet som en hentydning til at jeg skulle gå over og snakke med hende.
”Vi arbejder ovre ved mit bord i dag. Du skal altså også lave noget.” Jeg støttede mig op af hendes bord og lagde armene over kors. Hun kiggede bare nedladende på mig.
”Nu er du alligevel her over. Så mangler vi bare nørden.” Hun smilede sukkersødt til mig et halvt sekund og begyndte at finde sine bøger frem og lagde dem ud på bordet. Hun ville tydeligvis ikke flytte sig af sig selv. Jeg gik tilbage til mit bord og trak på skuldrene da Kevin så nervøst på mig. Hvor jeg hadede Jamilla. Nogen burde virkelig sætte hende på plads. Jeg kiggede over til hendes bord hvor hun sad og gemte sin mobil bag en bog og lod som om hun læste i den. Hun havde en alt for stram kort nederdel på for at fremhæve hendes perfekte figur. Det ville være en skam hvis den gik i stykker. Jeg ønskede inderligt at noget ville ske og uden nogen havde rørt en finger, blev stolen hevet væk under hende og hun landede på gulvet med et bump og et skrig. Alle folk vendte sig imod hende og nogen kunne ikke lade være med at grine. Det blev ikke bedre da hun rejste sig op og hende nederdel havde lidt overlast og var sprukket bagpå. Slev Kevin kunne ikke lade være med at grine, og Jamilla hvæsede nærmest som en kat, før hun marcherede ud af klasselokalet.

”Åh hvor var det godt!” Grinte Dylan og klappede en gang i hænderne på vej ned mod kantinen.
”Tak!” Sagde jeg selvtilfreds, hvilket fik både ham og Amber til at kigge underligt på mig.
”Tak? Du var da slet ikke i nærheden af hendes stol.” Sagde Dylan og smed sig ned på stolen ved vores sædvanlige bord. Jeg skuttede mig lidt over min egen dumhed. Tak? Hvorfor sagde jeg overhovedet det? Det skulle jo forstille at være et uheld, men jeg var på en måde stolt af at hun fik smagt sin egen medicin. Jeg burde nok tænke mere over hvad jeg sagde.
”Jeg havde overvejet at gøre det længe. Jeg tror der var nogen der hørte min bøn.” Jeg kiggede op og foldede mine hænder som om jeg bad, hvilket fik Amber til at grine.
”Jeg tror ikke at der er nogen som ikke har haft lyst til at gøre det. Den eneste grund til at de ikke har gjort det, er fordi de er bange for ikke at komme med til hendes fest.”
”Hvilken fest?” Spurgte jeg nysgerrig. Det havde jeg da ikke hørt noget om.
”Bare rolig, du er ikke inviteret. Alle der er, har fået en SMS, ligesom blondie her.” Amber pegede over på Dylan som straks så uskyldig ud og kiggede væk imens han spiste sin sandwich.
”Er du inviteret Dylan?” Spurgte jeg undrende. Dylan havde da aldrig rigtig snakket med Jamilla og han var altid sammen med os, hvilket jeg troede var grund nok til, at han ikke ville blive inviteret til noget som helst af det Jamilla holdte.
”Altså.. Ja.” Sagde han undskyldende og fandt sin mobil frem og fandt SMS’en som han havde fået tilsendt. Mit og Amber slog hovederne sammen for at læse den på samme til begge to og vi rystede på hovedet.
”Hun skal bare imponere hendes venner udefra, ved at få hele football holdet til at komme.” Sagde Amber surt og jeg nikkede.
”Jeg tager heller ikke med, med mindre en af jer tager med mig. Jeg må vist godt tage en gæst med.” Det stod ikke i beskeden, men det var vel normalt at tage en kæreste eller ven med. Så ville festen også blive større, sjovere og mere omtalt bagefter så man rigtig kunne blærer sig med at man har holdt en kanon fest.
”Du får ikke mig med til den fest.” Sagde Amber og lavede en grimasse.
”Undskyld, men jeg skal heller ikke i nærheden af noget der har med Jamilla at gøre.” Sagde jeg og klappede Dylan på skulderen.
”Så må jeg hellere bliver hjemme.” Han blinkede til mig og jeg anede ikke hvordan jeg skulle tolke det, men en anden tanke kom til mig når nu jeg sad med Dylan og Amber.
”Hey i historie. Har i ikke om dronning Isis?” Dylans ansigtsudtryk gik fra et smil til et løftet øjenbryn og det var måske også underligt at snakke om historieopgaven når vi ikke engang arbejdede sammen og vi på ingen måde så nogen glæde i af at lave lektier nogen af os.
”Jo?” Spurgte Amber. Hun lød meget ligeglad, men hvis jeg ikke havde oplevet alt det der var sket mig den seneste tid, så ville jeg nok også have været noget så ligeglad.
”Kan i fortælle mig noget om hende? Altså, det er måske relevant i forhold til mit emne historie.” Jeg lød virkelig som om jeg havde været sammen med Kevin for længe, men Dylan lænede sig bare from og smilede.
”Du må godt låne mine noter, hvis du altså vil?” Jeg nikkede og takkede ham før klokken ringede og vi begav og til næste time.

Døren var overraskende låst da jeg kom hjem. Sådan som min mor havde opført sig på det seneste, havde jeg regnet med hun gik rundt i huset som en anden snehvide og gjorde rent med et par egern og havde inviteret et par dådyr ind for at bage boller.
”Mor? Jeg er hjemme!” Råbte jeg ud over huset og kiggede op at trappen og ventede på en reaktion, men der kom ikke en lyd. Hun var måske ovre og besøge Dylans mor eller sådan noget. De var jo gamle veninder. Jeg satte mig bare ind i stuen og satte mig til at se TV. Øjeblikket efter dukkede min far op i sofaen ved siden af mig. Det virkede som om han altid kom, hvis jeg kommer til at tænke på ham, hvilket jeg gjort når nu jeg var alene og jeg vidste han var her.
”Hvad ser vi?” Spurgte han og kiggede ind på de indbildske reality stjerner som råbte af hinanden på skærmen. Jeg trak på skulderen. Det var vel alt sammen det samme med sådan noget.
”Ved du hvor mor er? Hun plejer altid at sige hvor hun tager hen eller skriver en besked.”
”Jeg ved det virkelig ikke, men hun har gået og nynnet hele dagen.” Nynne? Det havde jeg aldrig hørt min mor gøre før og efter min fars ansigtsudtryk, så havde han vist heller ikke oplevet det før. Han havde fået en frustrations rynke mellem brynene.
”Jeg gad godt hun snakkede til sig selv engang i mellem. Så jeg kunne høre hvad hun tænkte på nogle gange. Det vil gøre livet meget nemmere for mig. Eller.. døden. Du ved hvad jeg mener.” Min far blinkede til mig og jeg kunne ikke lade være med at grine og daskede til hans arm.
”Vi kan ikke alle være lige så sære som dig.”
”Hvad mener du med det?” Han prikkede mig i siden og jeg trak mig væk, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort. Han opdagede hvor kilden jeg var og var pludselig over mig og holdte mig ned i sofaen mens han kildede mig i siden og på maven. Jeg grinte voldsomt og vred mig indtil jeg hørte hoveddøren blev åben.
”Jeg tror hun er hjemme. Bliv her indtil jeg har snakket med hende.” Halv hviskede min mor og min far rejste sig fra mig så jeg kunne trække vejret ordentligt igen, før min mor kom ind i stuen. Jeg satte mig ordentlig op og lod som om jeg zappede igennem kanalerne, da hun kom ind. Hun smilede underligt til mig med hænderne foldet.
”Hej Gabbie Skat.” Wow dobbelt op på kælenavne. Et eller andet var galt. Jeg kiggede bare spørgende på hende så hun kom et skridt tættere på mig.
”Jeg øh.. Jeg har en gæst med hjem som skal spise her. Eller det mere end date.” Jeg vad at tabe kæben da min mor nævnte ordet date. Hun havde ikke så meget som nærmet sig en mand, siden far han døde, så det var virkelig underlig at høre.
”En date? Som jeg skal møde?” Spurgte jeg skeptisk. Jeg kunne ikke lade være med at kaste et hurtig blik på min far som havde stillet sig ved siden af mig. Hans så mindst lige så chokeret ud, men jalousi var også at skimte i hans ansigt.
”Jeg.. ja. Jeg tror det er bedst at du møder ham med det samme. Jeg vil ikke holde noget skjult for dig, Gabbie.” Jeg løftede et øjenbryn og ventede på hun hentede den stakkels fyr som stod akavet ude i gangen og ventede på at få min accept. Jeg nikkede en enkelt gang og hun gik ud i gangen og bad ham om at tage jakke og fodtøj af, før han gik ind. Jeg vendte opmærksomheden mod fjernsynet og prøvede at fatte hvad det der var ved at ske. Hvis bare hun vidste at far var i rummet. Så ville hun aldrig have taget en date med hjem. Og hvor kom interessen lige pludselig fra?

”Hej. Du må være Gabriella.” Jeg stivnede da jeg hørte den ru mandestemme og en hver muskel i min krop spændte sig. Jeg kigger over mod indgangen til døren og selvfølgelig stod Isaac i døren. Postbuddet der kørte mig ned og bad mig om at give ham smykket der var roden til min udødelighed og min kontakt med min længe savnede far. Han smilede til mig, som om alt var helt normalt og kom over imod mig og rakte mig hånden. Jeg skulede til ham og rakte ham hånden idet jeg ønskede at han ville få stød. Da vores hænder mødtes gik der en gnist igennem mig og det gav et gib i ham og han gav hurtigt slip.
”Hvad skete der?” Spurgt min mor underligt, da han hoppede tilbage.
”Det må være sofaen der er syntetisk. Det gør man er lidt elektrisk, du ved.” Sagde jeg og prøvede at smile sødt.
”Jamen det er læder.” Sagde min mor uforstående og kørte sin hånd hen af sofaryggen. Lad det nu ligge og få idioten ud af huset, tænkte jeg og trak muggent på skuldrene.
”Nå ja. Jeg går ud og laver noget mad til jer to.” Hun kiggede kærligt på Isaac og bede på mig, før hun smuttede ud i køkkenet. Jeg var virkelig sur og ønskede både min mor og far ikke kunne høre det her, før jeg uden at røre ved Isaac fik ham smækket op af væggen i stuen og holdte ham fast. Min far var forsvundet ud i det rene ingenting som han i første omgang var kommet fra og min mor var sikkert godt lydisoleret ude i køkkenet, så hun kunne ikke gøre noget ved at jeg maste hendes date op af væggen.
”Du får ikke min halskæde!” Hvæsede jeg og gik tæt på ham. Han så vild ud i øjnene, men da jeg kom tættere med knyttede hænder, begyndte man at kunne se frygten i hans øjne. Og jeg nød det!
”Jeg kender til dronningen!” Halv råbte han og jeg var ved at tysse på ham, men helt ærlig, min mor ville nok allerede have stået herinde og undret sig over mit pludselig udbrud.
”Det er jeg godt klar over, men jeg kan ikke bruge det til noget. Lad mig være og lad min mor være, okay? Jeg giver den ikke fra mig.” Jeg prikkede ham hårdt i brystet for at understrege min pointe og lukkede ned for alle skjold. Min far dukkede op ved siden af mig og tog hårdt fat i min arm og hev mig til side mens Isaac tog sig til brystet og bevægede sig ud i køkkenet.

”Hvad skete der?” Spurgte min far vredt mens han stadig havde fat om min arm. Jeg pustede hårdt ud. Han havde set det hele, men fordi jeg havde lukket af, kunne han ikke stille noget op.
”Mor jeg går op på mit værelse!” Råbte jeg og marcherede op af trappen uden at lytte efter hendes svar og jeg havde min far lige i hælene. Jeg lukkede døren efter ham og han stod bare midt i rummet og gnubbede den afbrændt hud på sin tinding.
”Hvorfor reagerede du sådan? Din mor har ret til at date hvem hun vil.” Jeg måbede. Var det virkelig det han fik ud af mit udbrud? At jeg ikke ville lade mor date? Jeg var ikke meget for det og specielt ikke når min far var kommet tilbage i mit liv, men jeg ville aldrig tage imod hende date på den her måde, hvis jeg ikke vidste at der var ugler i mosen.
”Den fyr vil have min halskæde! Du hørte ham selv! Han kender til dronning Isis som gav mig den og han vil selv have den! Hvis jeg ikke havde den her halskæde, ville jeg ikke kunne snakke med dig.” Min far kiggede tænksomt på halskæden om min hals.
”Hvorfor ved han noget om den? Har du snakket med ham eller hvad?”
”Det er for helved ham postbuddet der kørte mig ned! Da han tog mig med til sin lejlighed flippede han ud over min halskæde og han har irriteret mig lige siden! Den anden dag stod han uden for skolen og ventede på mig for at få mig til at give ham den!” Jeg prøvede at forhold min stemme nogenlunde rolig, men jeg tænkte mig bare til det lydtætte rum jeg havde skabt i stuen.
”Fyren dernede? Er det ham der kørte dig ned?” Min far var begyndt at så virkelig vred ud og jeg var sikker på, at hvis ikke han var død, ville han være meget rød i ansigtet lige nu.
”Du kan ikke gøre noget ved det alligevel, så bare drop det. Jeg skal nok tage mig af ham.” Min far kom hurtigt over og lagde armene om mig og jo, det var tydeligt at mærke at han var en smule oprevet.
”Lad være med at sige sådan noget. Jeg ville ønske jeg kunne smide ham ud på røv og albuer, men efter jeg har set hvad du kan, tror jeg på du kan gøre det selv. Til at starte med syntes jeg du skal fortælle din mor at han kørte dig ned.”  Jeg trak mig væk og begyndte at gå hen imod døren igen.
”Hvad skal jeg sige? Jeg flygtede fra de døde mennesker og så løb jeg ud foran hans postbil? Jeg finder en måde at tackle det på. Desuden vil jeg gerne finde ud af hvordan han kender til dronningen.” Jeg gik ud af værelset og det var som om en prop sprang i mit øre så snart jeg forlod rummet. Var det den lydtætte mur jeg havde lavet? Lyden af min mors stemme der kaldte på mig kom også pludselig og jeg tror hun havde råbt i et stykke tid, for man kunne hører hun var ved at være irriteret. Inde i køkkenet sad Isaac bare ved det dækkede køkkenbord og smilede til mig da jeg kom ind af døren. Han havde altså ikke sagt noget til min mor om hvad der lige var sket i stuen, for ellers ville hun flippe fuldstændig ud. Han var lige så opsat på at holde det hemmeligt som jeg var. Jeg satte mig ned overfor ham og prøvede ikke engang at tvinge et smil frem for min mors skyld.
”Godt du kom ned. Snakkede du med en ven?” selvfølgelig havde hun hørt mig snakke deroppe. Hun var åbenbart meget opmærksom på min opførsel når der var en mand i nærheden. At mærke på sofaen var nok det underligste.
”Øh.. ja! Amber ringede og spurgte om noget… geografi.” Sagde jeg for at redde den. Hun satte maden på bordet foran os og jeg må sige hun har gjort noget ud af det. Det var næsten som at blive smidt hjem til bedstemors køkken. Hun havde faktisk stået og stegt kyllingen selv og lagt det på grøntsagsbund. Hun havde virkelig gjort noget ud af det.
”Amber? Nå ja hende der kommer om morgenen. Ja, lektierne skal jo også passes.” Hun rakte skeen til Isaac som med det samme begyndte at tage for sig af maden.
”Apropos så er vi i gang med et spændende projekt i historie. Om det gamle Egypten.” Sagde jeg og kiggede opmærksomt på Isaac. Han smilede bare kort og kiggede ned på sin mad igen. Helt upåvirket.
”Spændende? Det ord tror jeg aldrig jeg har hørt dig bruge i forbindelse med historie.” Vi begyndte at spise i tavshed og jeg lagde godt mærke til blikkende der ind i mellem blev sendt mellem min mor og Isaac. Det gav mig kvalme.
”Vi er blevet sat i grupper og skal skrive om hver vores gud. Ambers hold skal for eksempel skrive om gudinden Isis, mens mit hold skal skrive om guden Seth.” Isaac stoppede midt i at føre sin gaffel op til munden så snart jeg nævnte guden Seth og nervøsiteten strejfede hans ansigt før det blev normalt igen og han spiste videre. Hvad var der med Seth og hvorfor så han pludselig så nervøs ud? Havde jeg fået fat i et eller andet?
”Det lyder godt skat.” Var det eneste min mor havde at sige. Hun hørte ikke efter, men det er vel sådan en forældre ting. De ting vi laver i skolen er på ingen måde interessant for dem, men de skal jo spørge ind til det engang i mellem.
”Det er faktisk interessant. Ham guden Seth har hoved som en Sjakal. Sådan et hundelignende dyr. Men vi kan desværre ikke finde så mange kilder på ham. Måske har du hørt om ham før, mor?” Jeg skævede til Isaac mens jeg snakkede med min mor og man kunne begynde at se der var et eller andet der gemte sig under overfladen.
”Øh nej det siger mig ikke noget. Sådan noget lærte vi vist ikke om da jeg gik i High School.” Sagde hun og dubbede sig om munden med en serviet.
”Nå okay. Hvad med dig Isaac? Måske havde du noget om det, da du gik i skole?” Jeg gav ham et uskyldigt smil og han nikkede kort på hovedet. Jeg hævede et øjenbryn. Jeg havde ikke forstillet mig at han ville fortælle mig det bare sådan uden videre. Jeg troede det ville være meget hårdere at få noget ud af ham.
”Nu interesserer jeg mig for gamle myter fra alle steder rundt omkring i verdenen. Men hvis du sætter de to nævnte guder du nævnt, i sammenhæng med hinanden, så har de noget af en historie. Myterne har altid fremstillet gudinden Isis som den gode, men i virkeligheden tror jeg ikke hun var så god endda. Men nu er det jo kun myter.” Han blinkede til mig og smilede både til mig og min mor.
”Der kan man bare se. Du sagde godt nok du før havde arbejdet på museum, men tænk hvis du kunne hjælpe Gabbie her med lektierne. Hvad siger du Gabbie?” Jeg hørte slet ikke efter hvad min mor havde snakkede om, for jeg havde stadig alt min fokus på Isaac. Havde han lige sagt at dronning Isis var ond? Det var stik modsat af alt andet jeg havde hørt.
”Hvad får dig til at sige det? Det jeg har læst er at gudinden var god og kærlig mod sit folk. Hun ønskede blot at få tronen tilbage som regelmæssigt tilhørte hende og hende søn.” Jeg kiggede surt på ham og han foldede hænderne foran sig og lignede en der gjort sig klar til debat.
”Hendes søn var ikke stærk nok til at overtage tronen, så derfor er det da kun godt at Seth, knægtens onkel, tager sig af jobbet som farao. Andet ville da være uansvarligt.”
”Jamen Isis er der jo også? Hun kunne jo råde ham indtil han var gammel nok. Desuden er Seth ond. Han slog sin egen bror ihjel. Man kan da ikke lade en morder lede et land.” Vi var vist begge ved at være en smule ophidset og min stakkels mor sad og anede intet om hvad der foregik.
”Måske var der en god grund til at Seth slog Osiris ihjel!” nærmest hvæsede Isaac og det så ud som om han var ved at slå hånden ned i bordet.
”Virkelig? En god grund til at slå en anden ihjel? Lad mig høre om din psykopatiske tankegang!” Jeg var tæt på at råbe og jeg undre mig over at min mor ikke sagde noget. Hun sad og så fuldstændig forvirret ud, men der var et eller andet galt. Hun havde et underligt mat udtryk i hendes øjne. Lige ligesom min far har. Han var jo også død, så det var vel ikke så underligt, men det lignede at hun havde et hvidt slør hen over hendes pupiller. Jeg vidste jeg ikke havde gjort noget ved hende. Havde Isaac gjort noget ved hende? Han rejste sig op som om han skulle til at lange ud efter mig, men idet han stod op ringede det på døren. Min mor bevægede mekanisk hovedet mod lyden.
”Jeg åbner.” Selv hende stemme lød forfærdelig robotagtig. Hvad var der sket med hende? Da hun var ude at køkkenet gjort jeg en bevægelse med min arm så Isaac fløj tilbage så han væltede stolen og blev endnu engang presset mod væggen.
”Hvad har du gjort ved min mor?” Råbte jeg af ham og rejste mig o gik om op tog i kraven på ham. Denne gang så han ikke bange ud, men han smilede helt vildt og fjernede nemt min hånd fra han krave igen.
”Jeg var nød til at gøre et eller andet. Vi skulle jo nødig afsløre noget.” Sagde han spidst.
”Du kunne bare lade være med at komme her til at begynde med! Så ville der ikke være nogen problemer.” Hvæsede jeg af ham og jeg så han var ved at fjerne sig fra væggen på en eller anden måde, så jeg gjorde endnu en bevægelse med armen for at få ham på plads igen.
”Wow dronning har overgået sig selv denne gang. Hør her Gabriella, du er nød til at give mig den halskæde. Du bringer kun sig selv og dine kære i fare ved at beholde den.” Jeg lukkede irriteret øjnene. Hvor mange gange skulle han have at vide, at han ikke kunne få den? Hvem ville være så dum at give afkald på kræfter som dem jeg havde? Jeg skulle kun gøre én simpel ting for at beholde dem.
”Den eneste fare der er omkring mine venner og familie er dig, Isaac! Du lader mig være fra nu af, for du får ikke min halskæde! Og du lader min mor være!”
”Beklager prinsesse, men jeg skal jo have en grund til at være tæt på dig så jeg kan holde øje med dig. Du vil gøre livet nemmere for dig selv, hvis du giver mig halskæden med det samme.” Med en let bevægelse fik han sig selv væk fra væggen igen og han smilede skummelt til mig. Jeg styrtede ud i gangen hvor min mor stod med Dylan og de så begge på min med et overrasket udtryk da de så hvor vred jeg var.
”Dylan hvad laver du her?” Sagde jeg og stoppede op. Min mor havde stadig det underlige matte udtryk i øjnene og det var ikke til at bære at se på.
”Jeg kom med de noter til historie som du bad om. Hvad sker der? Hvorfor råber du?” Han så forvirret på mig mens jeg tog min sandaler på og jeg hev ham med mig ud af døren.
”Min mor har taget en irriterende date med hjem.” Var det eneste jeg sagde, mens jeg trak ham ud til hans bil og satte mig ind på passagersædet.

Han kendte mig godt nok til at lade være med at stille spørgsmål så længe min mor stod i døren og kørte af sted med det samme. Vi var nået halvvejs hjem til ham før han snakkede. Jeg sad med armene over korts og funderede over hvordan jeg skulle komme af med Isaac uden at såre min mor.
”Siden hvornår er din mor begyndt at date?” Spurgte Dylan endelig og jeg sukkede dybt. Endnu engang måtte jeg lyve over for Dylan. Hvordan skulle jeg kunne fortælle ham at jeg vidste hvordan Isaac nærmest forheksede min mor?
”Det ved jeg ikke. Hun kom pludselig hjem med ham Isaac. Det kom meget bag på mig.” Jeg prøvede at lyde som en normal muggen teenage pige og kiggede ud af sideruden. Vi kørte ind i Dylans families indkørsel og hans mor hilste på os med det samme vi kom ind af døren.
”Jamen hej Gabriella, jeg troede bare Dylan skulle give dig nogle historie noter.” Selvom hun lød overrasket lavede hun en gestus til at jeg skulle komme indenfor og tage skoene af.
”Hun var oppe og skændes med Mrs. Harris date.” Dylan sagde det sidst ord meget tydeligt og hentydende. Vores mødre var rigtig gode venner så Mrs. Young burde vide noget om det, men hendes ansigtsudtryk viste at det kom bag på hende, lige så meget som det kom bag på os andre.
”Hvem er han? Tog hun har virkelig med hjem? Så må det være seriøst. Hvorfor har hun ikke fortalt noget?” Jeg vidste ikke om det var spørgsmål jeg skulle svare på eller om Mrs. Young bare mumlede for sig selv mens hun gik foran os ind i stuen. Dylans far var ikke hjemme, eller ville han helt sikkert have siddet i stolen foran fjernsynet.
”Hvad havde han gjort siden du kom op og skændes med ham?” Dylan satte sig ned i sofaen og jeg satte mig op af ham og hvilede mit hoved på hans skuldre. Jeg lukkede øjnene og overvejede hvad jeg skulle svare.
”Han var bare provokerende og min mor gjorde ingenting.” Det var jo sandt. Det var ekstremt provokerende hvordan han brugt min mor til at komme tæt på mig. Jeg vidste hun ikke bare ville tage den først og bedste fyr med hjem. Hun vidste ikke hvem han var den dag vi skulle ud og shoppe og han lå og rodede rundt på fortovet, så hun kunne umulig have kendt ham mere end et par dage hvis det var. Hun havde ikke haft en fyr med hjem siden far døde, så Isaac havde helt klart haft kontrol over hende fra starten af og bedt hende om at invitere ham med hjem.
”Du må godt blive her i nat hvis det er? Så kan du køle lidt ned, skat.” Mrs. Young aede min arm da hun satte sig på den anden side af mig og jeg nikkede så godt jeg kunne uden at flytte mit hoved fra Dylans skuldre.
”Jeg går op og gør gæsteværelset klar.” Hun klappede blidt min kind inden hun rejste sig.
”Du behøves ikke gøre så meget ud af det Mrs. Young. Jeg kan bare sove på Dylans værelse. Du ved, ligesom da vi var mindre.” Hun stoppede op og kiggede på Dylan indtil han sagde det var også og hun rystede bare smilende på hovedet.
”Ja ja gør som i vil.” Sagde hun før hun gik ud i køkkenet for at lave os noget te.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...