Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
817Visninger
AA

7. Kapitel 6

Jeg havde virkelig hygget med min mor de sidste par dage og min far havde været på mit værelse hver dag jeg kom hjem. De andre hvide mennesker lod jeg slet ikke mærke til, før jeg begyndte at tænke på, hvor de mon var. Det var som om jeg kun kunne så de, så snart jeg tænkte det mindste på dem. Jeg prøvede at lade som om de ikke eksisterede, men jeg var stadig nød til at gå udenom dem på gaden. Det var det mest besynderlige og klamme syn, når jeg var ved at snakke med Amber og jeg gik pænt udenom en af de døde og hun gik lige igennem. De første par gange havde jeg på en underlig måde lyst til at kaste op. Det var virkelig noget man skulle vende sig til.
”Åh jeg gider ikke idræt!” Klagede Amber sig, da vi i stedet for at gå imod skolens indgang, gik vi imod omklædningsrummene der lå i den modsatte ende af footballbanen. De fleste fra vores idrætsklasse var kommet. Pigerne og drengene havde aldrig idræt sammen mere, hvilket mange af pigerne var trætte af. De ventede bare på at få et glimt af nogle bare maver når drengene havde fået det for varmt. Det kunne meget nemt ske når det var så varmt om sommeren i Jacksonville. Vores idrætstøj bestod heller ikke af mere end et par små shorts og en polyester top som næsten aldrig blev svedig, for vi nægtede mærmest at røre os. Vores idrætslærer var ved at give op og prøvede ikke længere på at få os til at løbe, men lod os gå rundt når vi ikke gad løbe mere. I dag var heller ikke en undtagelse. Vi skulle starte med opvarmning i form af vollyball. Vi havde en glimrende strand et spytklat væk fra skolen, men alligevel havde de lavet en bane fyldt med sand til os, som vi kunne spille på. Jeg var altid en af dem der blev valgt til sidst, og var egentlig ligeglad med det, da jeg aldrig prøvede at yde en indsats alligevel. Jeg fik en af de mindre vigtige pladser på banen og bevægede mig ikke ud af flækken før bolden kom lige imod mig. Jeg er ikke ligefrem en sportskvinde og min normale reaktion ville have været at skærme for mit ansigt med armene, men da jeg fik øje på bolden var det som om alt gik i slowmotion og jeg fik faktisk løftet mine hænder op og stødte til bolden så godt jeg nu kunne. Jeg kiggede efter bolden der var kommet noget op i fart og var på vej godt over på den anden side af nettet. Et par piger hoppede ud efter den, men fik ikke fat i den og den landede med et hårdt dunk på deres banehalvdel. Folk kiggede forbløffet på mig, og jeg er sikker på, at jeg selv så chokeret ud. Jeg havde aldrig gjort noget lignende i idræt før. Jeg havde rent faktisk skaffet mit hold point. Da de var kommet sig over chokket begyndte de at juble og en pige der også gik på mit franskhold kom over og klappede mig på skulderen. Jeg smilede stolt til dem alle og for en gang skyld prøvede jeg at stille mig parat når bolden kom og hoppede ud efter den, så snart det andet hold servede. Måske havde det noget at gøre med halskæden der hang under min bluse, måske var det held, men det føltes fantastisk endelig at være god til noget.

”Er du klar Harris?” Spurgte Jamilla sarkastisk. Til sidst i alle idrætstimer skulle vi et par gange rundt om footballbanen hvor drengene havde løbet rundt mens vi havde været på volleybanen. Jamilla var en af de piger der virkelig gjorde noget ud af sit udseende. Meget lidt for meget. Hun havde et tykt lag makeup på, på trods af at vi havde idræt, men det sad heller ikke så godt mere. Hun brød skolen beklædningspolitik bed at have en sports BH på og nogle hotpants. Det værste var at hun kunne gå i det. Der var ikke et gram fedt på hendes krop og hun han var virkelig veltrænet. Hun så knald godt ud, og det var bare så irriterende. Vi stillede os parat ved startlinjen og Amber kiggede forpustet på mig og viftede sit røde ansigt med hænderne. Jeg plejede at se ud som hende, men jeg følte mig på ingen måde træt eller forpustet, på trods af hvor meget jeg havde deltaget i volleyballkampen.
”Der er lige noget jeg skal prøve.” viskede jeg til Amber som bare kiggede undrende på mig. Jeg stille mig op til målstregen sammen med pigerne der virkelig var i form og skulle have noget ud af idrætstimen.
”Du slår dig selv ihjel! Og hvad med din fod?” Sagde Amber overdramatisk bagfra og jeg smilede bare. Hvis jeg kunne blive mester i volleyball, så ville jeg også kunne løbe fra Jamilla. Vores idrætslærer bad os gøre os klar og jeg skævede til Jamilla ved siden af mig, som gik ned i knæ som en af de professionelle og jeg gjorde hende kunsten efter.
”Hvad prøver du på, Harris?” vrissede hun med et selvtilfreds smil, helt sikkert overbevist om at hun ville løbe fra mig med det samme. Jeg håbede virkelig det virkede som jeg håbede det her, for ellers var jeg i gang med at gøre mig selv godt og grundigt til grin.
”Parat? Løb!” råbte vores lærer og fløjtede. Jeg fandt ikke stillingen som Jamilla havde sat sig i særlig brugbar, for jeg kom allerede bagud med det samme. Jeg prøvede at overbevise mig selv om at jeg kunne og selvom min løbestil langt fra var lige så flydende og elegant som Jamillas, kom jeg hurtigt op på siden af hende. Jeg bed tænderne sammen og satte farten yderligere op og snart kunne jeg ikke se Jamilla ud af øjenkrogen. Det kildede helt i maven mens jeg løb og jeg sænkede farten kort før jeg så målstregen. Først da jeg stod helt stille og pustede ud lagde jeg mærke til at folk heppede på mig. Drengene inde på footballbanen var stoppet op og heppet på mig, selvom deres lærer råbet af dem, at de skulle tage sig sammen og fortsætte med de øvelser de lavede før.
”Jeg vidste ikke du havde det i dig, Harris!” Roste min idrætslærer og klappede mig på ryggen. Jeg kunne mærke mit hjerte slog hurtigere, men jeg følte mig ikke særlig forpustet. Kort efter kom Jamilla over målstregen og hun gik direkte hen til bænken og tog sin taske og forsvandt uden at sige et ord. Jeg havde slet ikke brug for folk der heppede på mig, eller min lærers rosende ord. Jeg havde brug for at slå Jamilla i noget, og gud hvor føltes det skønt!

Jeg gik ind i bad og mens jeg stod under bruseren kom Amber endelig ind. Hun havde helt sikkert gået hele vejen og var kommet ind som en af de sidste.
”Hvor kom den energi lige pludselig fra, Gabbie?” Spurgte hun og gav mig high five. Hun hængte sit håndklæde hen og stillerede sig under bruseren ved siden af min.
”Jeg må have gemt på det længe.” Jokede jeg og jeg kunne høre en fnyse længere nede i bruserækken og det kom selvfølgelig fra Jamilla.
”Det er ulovligt at tage steroider, Gabbie.” Hun gjorde grin med Ambers kælenavn til mig og tog sit håndklæde og gik. Amber kom med hentydningen af et grin og skyllede shampooen ud af håret.
”Nogen er vist jaloux.” Mumlede hun og jeg nikkede bare. Jeg vidste ikke om man kunne kalde halskæden for steroider, men man kunne godt bilde mig ind, at det var sådan det føltes hvis man tog steroider. Jeg følte mig nærmest uovervindelig.
”Apropos jaloux. Jeg tager hjem herefter idræt.” Jeg vred vandet ud af mit hår og gik over for at tørre mig.
”Hvad? Du kan da ikke bare forlade mig! Vi skal have matematik og du ved jeg ikke kan hjælpe Dylan alene!” protesterede hun og kom også ud af badet. Vi gik ud for at finde vores skabe og begyndte at trække i tøjet.
”Min mor havde lovet mig en tøsehyggedag i byen, når nu hun er hjemme. Hun har ringet til skolen og sagt jeg kunne gå tidlig i dag!” Jeg jublede nærmest for jeg havde chancen for endelig at være sammen med min mor, og så slap jeg både for matematik og kemi.
”Det er ikke fair! Jeg vil også ud og shoppe!” klagede Amber og sparkede til hendes taske på gulvet.
”Det har du jo lige været!” grinede jeg og klappede hende på skulderen.
”Man kan aldrig shoppe for tit!”

Jeg stillede mig ud foran skolen og ventede på min mor hentede mig. Hun havde ikke været på arbejde i nogle dage, så jeg regnede med hun ville komme til tiden. Jeg havde gået fra Amber og Dylan så snart det ringede ind til matematik og hoverede en smule. Jeg tog min mobil op af lommen og tjekkede tiden en ekstra gang. Hun havde stadig 3 minutter til at komme, hvis hun skulle komme på det aftalte tidspunkt.
”Hey!” var der pludselig en der råbte, hvilket fik mig til at kigge op fra telefonen. Alle var til time og jeg var sikker på jeg stod alene. Jeg tænkte med det samme på de hvide mennesker som straks dukkede op omkring mig, men stemmen var ikke deres, det var Isaacs! Postbuddet var stået ud af den blå postbil og kom gående imod mig i sin uniform og så ikke meget skræmmende ud, hvis det var det han prøvede på.
”Lad mig være i fred!” Vrissede jeg da han kom nærmere. Jeg holdte en hånd op som tegn til at han skulle stoppe og han holdte med det samme og stak hænderne i vejret som når politiet kom.
”Du må ikke gøre mig noget. Jeg vil bare have du lytter til mig.” Sagde han og lød virkelig som om han var bange for mig. Jeg stod stille lidt og overvejede hvor meget han mon vidste. Han havde snakket om halskæden da jeg var i hans lejlighed og havde spurgt hvorfor jeg havde taget den på. Måske vidste han noget om dronning.
”Okay. Kom med det.” Sagde jeg udfordrende, men lavede tegn til at han skulle blive stående da han var ved at komme længere imod mig.
”Hvis du er klog, så giver du mig den halskæde med det samme. Du roder dig ud i noget du slet ikke kan håndtere! Måske kan du stadig nå at komme af med det! Lad mig hjælpe dig.” Det sidste lød næsten bedende. Jeg var virkelig forvirret. Han fik det til at lyde så skidt, at jeg havde fundet halskæden. Jeg havde aldrig haft det bedre, siden jeg havde fundet det. Jeg var blevet kørt ned, ja, men jeg var blevet helet igen så let som ingenting. Jeg havde fået min far igen, så godt det nu var muligt, og jeg havde fået chancen for at tvære Jamilla ud i hendes bedste disciplin i idrætstimen. Det var svært at finde en negativ side ved alt det her. Han ville sikkert bare selv have den og bruge den.
”lad mig værre i fred, okay? Smykket er mit, og du skal slet ikke så meget som røre det eller mig for den sags skyld!” Vrissede jeg af ham. Han bakkede et skridt tilbage men kiggede pludselig alvorlig på mig.
”Du ved ikke hvad du gør!” råbte han, og jeg kiggede op på skolen, for at se om der mon var nogle nysgerrige ansigter at se i vinduerne, men solen stod lige ind på dem, så jeg kunne ikke se nogen. Han havde åbenbart taget min distraktion som tegn på svaghed og tog fat om mit håndled. Jeg gispede da jeg ikke havde set ham komme hen til mig, men prøvede at vride mig ud af hans greb. Han fægtede i luften med sin hånd og prøvede at få fat i smykket om min hals, hvilket fik mig til at blive bange for at miste den. Så snart tanken strøg mig, var det som om Isaac fik strøm igennem sig og han lukkede hånden hårde om mit håndled og kastede hovedet tilbage i smerte. Jeg fik fjernet hans hånd og bakkede lidt tilbage. Han faldt mod jorden og kom med en form for klages hyl.
”Shit jeg håber ikke der er nogen der ser det her. Shit! Jeg blev smidt ud af skolen!” Hviskede jeg til mig selv, mens jeg hev mig selv i håret af frustrationer. Han ømmede sig, men var ved at rejse sig op, så jeg sparkede ham engang i maven, så han udstødte endnu et hyl og tog sig til maven. Et dyt lød bag mig og min mor kom kørende hen af vejen og vinkede glad til mig. Hun havde rullet taget ned på sin bil og fundet de dyre solbriller frem. Med håret nede så hun meget yngre ud, end nu hun havde det oppe i den sædvanlige stramme business frisure. Jeg kiggede nervøst fra hende til postbuddet Isaac der lå på jorden og rullede af smerte.
”Kommer du?” Spurgte min mor og skubbede solbrillerne længere ned på næsen, så hun kunne se mig i øjnene. Jeg kiggede bare dumt på hende. Ingen spørgsmål om den halv døende mand der lå ved siden af mig og skreg af smerte? Kunne hun virkelig ikke se ham? Han var vel ikke død vel? Jeg kiggede ned på ham og ønskede at han ville ligge stille. Øjeblikket efter stoppede han med at vride sig, og lagde sig fladt på ryggen og trak vejret dybt. Jeg gik om på den anden side af bilen og satte mig ind. Lige da min mor skulle til at sætte i gang, rejste Isaac sig op og jeg frygtede hvad han ville gøre.
”Oh dog, hvor kom du fra?” Spurgt min mor forskrækket og tog sig til hjertet. Han begyndte at rulle med skuldrene og tog sig til nakken.
”Jeg må have faldet.” Sagde han bare og jeg var ved at tabe kæben af forbløffelse. Hvorfor sagde han det ikke som det var? Jeg havde jo fået ham til at vride sig af smerte og han vælger at dække over mig.
”Jeg så dig slet ikke. Gjorde du Gabbie?” Hun vendte sig om mod mig og jeg rystede bare ivrigt på hovedet. Han begyndte bare at gå tilbage til sin postbil og kørte irriteret hånden rundt i sit sorte hår og min mor kørte endelig væk fra ham.
”Det er et nyt postbud? Er det ikke?” Jeg sværger jeg så min mor kigge tilbage på ham i bakspejlet. Jeg trak bare på skulderne og fandt min mors ekstra solbriller i handskerummet, da jeg ikke havde fået mine egne med.

Vi kørte ind til midtbyen og startede med at finde os en cafe hvor man kunne for cappuccino to go. Jeg tog min mor i armkrog mens vi gik igennem gaderne og kiggede på en masse tøj. VI fandt en masse vi skulle prøve og drev ekspedienterne til vanvid. Det føltes ikke som at være sammen med sin mor, men som at være sammen med en veninde. Hun opførte sig næsten ligesom Amber, når vi var ude at shoppe. Hun skulle prøve alt, sikre sig fem gang om jeg nu syntes det sad pænt på hende og så klagede hun over priserne, på trods af at hun købte alt alligevel. Prisen betød jo heller ikke så meget, når man havde en fed løb som hende.
”Gabbie, den her! Du skal prøve den.” Min mor rev en kjole ud fra et stativ og rakte den til mig. Jeg kiggede på den meget korte kjole, og fattede ikke at min egen mor faktisk forslog at jeg skulle prøve den. Den var ikke meget længere end alt lige var dækket og så sad den stramt. Jeg var godt nok ikke tyk, men jeg var heller ikke en pind som Jamilla var, så jeg var en smule betænkelig ved det, da min mor skubbede mig hen imod prøverummet. Jeg skyndte mig at prøve den og fik den hurtigt af, inden min mor nåede at kigge ind. Den var slet ikke mig.
”Har du allerede prøvet den?” Spurgte min mor da hun stak hovedet ind. Jeg havde ikke sagt en lyd, så jeg stod kun i undertøj og trak min bluse over hovedet igen.
”Den var ikke lige mig.” Sagde jeg bare kort og gik ud og hængte den på plads. Jeg kiggede igennem resten af kjolerne og fandt en lang rød kjole. Den mindede mig om dronningens kjole, selvom stoffet så meget mere glat ud. Jeg besluttede mig for at prøve den, men min mor stoppede mig før jeg nåede hen til prøverummet igen.
”Hvad er det dog for en kjole?” Spurgte hun og hev lidt i ud i den, så hun kunne se den. Hun rynkede på næsten. Det var tydeligt at hun ikke kunne lide den.
”Jeg vil bare lige prøve den. Ingen har sagt at vi behøves at købe den.” Jeg rullede med øjnene. Det var nogle gange irriterende at hun var ligesom Amber. Ikke bange for at sige sin mening. Jeg trak af tøjet igen og fik kjolen ned over hovedet. Jeg rettede en del på den, da den også var en smule tætsiddende, men det at den var lang, gjorde at den ikke sad så stramt om hofterne, så den sad virkelig godt på mig, hvis jeg selv skulle sige det. Den havde ingen stropper, og det forstilte jeg mig heller ikke der var i dronningens, men det var svært at bedømme med det store guldsmykke hun havde om halsen. Selvom det langt fra var sådan noget jeg forstilt mig at nogen kongelige gik i nu til dages, så følte jeg mig en smule kongelig når jeg havde den på. Jeg svang den en smule frem og tilbage for at mærke det glatte stof mod mine ben.
”Er du snart færdig?” Spurgte min mor utålmodig og jeg sukkede. Jeg måtte jo have den af. Jeg skiftede til mit eget tøj igen og stod lidt med den i hånden. Jeg følte mig så tilpas i den, så hvorfor ikke købe den, selvom min mor ikke brød sig om den?
”Jeg er nød til at have den mor.” Sagde jeg og kiggede bedende på hende. Hun rynkede endnu engang næsen ved synet af kjolen, men smed den til sidst op på bunken hun holdte i hænderne og gik til kassen.

Vi måtte gå tilbage til bilen i flere omgange, for at komme af med vores vare. Vi købte måske mere med øjnene end med fornuften og vi kom af sted med en masse nyt tøj. Vi spiste til sidst aftensmad inde i byen på en fin restaurant. Jeg ved ikke hvor mange år siden det var, at jeg havde været på en fin restaurant. Når jeg var sammen med Amber eller en sjældent gang Dylan i byen, så spiste vi altid billigt, selvom vi var af sted med vores forældres kreditkort. Når man er vant til at sidde med en helt pizza for sig selv, så var det her gourmet mad simpelthen for lidt. Ikke fordi jeg var vildt sulten, men jeg havde ondt af min mor når hun skulle betale så meget for så lidt. Det smagte dog fantastisk.
Da vi kom hjem gik jeg op på værelset og smed alle mine poser fra mig. Jeg var meget tæt på at råbe efter min far at jeg var hjemme, for jeg var allerede vant til at han var der. Jeg begyndte at pakke tøjet ud af poserne og lagde det på sengen for at gå et overblik over hvor meget jeg havde fået.
”Det er vist ikke helt sundt for din mor at være hjemme.” Sagde min far pludselig. Jeg havde ikke hørt en dør blive åben, men han havde vel heller ikke brug for nogen dør for at komme ind. Han kiggede med store øjne på den støre bunke tøj der lå på sengen og jeg smilede bare. Han var en mand og ville nok aldrig forstå behovet for at shoppe.
”Jeg er nu meget glad for at hun er hjemme.” Sagde jeg og krammede en af de fine kjoler jeg havde fået. Far satte sig ved siden af mig på sengen, men det kunne ikke mærkes. Jeg havde forventet at sengen ville give sig lidt som med et levende menneske, for jeg kunne jo mærke ham, men sengen gav ingen tegn på at der sad en ekstra person i den.
”Må jeg så se noget af det på? Jeg er nød til at se hvad din mor bruger penge på.” Jeg kiggede ud over alt tøjet. Jeg burde egentlig lave lektier, men man kunne jo ikke skuffe sin døde far, vel?
”Du skal se den røde her!” Jeg tog den lange røde kjole som jeg prøvede sidst, med ud på badeværelset og fik den på utroligt hurtigt. Jeg prøvede at gå som modellerne på en catwalk, men overdrev lidt i mine bevægelser for at gøre lidt grin med det hele. Min far grinte og klappede mens jeg gik frem og tilbage på mit værelse.
”Smukt!” fik ham frem mens han grinte.
”Hvad syntes du?” Jeg drejede rundt om mig selv, så kjolen løftede sig lidt. Han rejste sig op og tog mine hænder.
”Den er pæn til dig. Skal du bruge den til at imponere Dylan?” han grinte drillende og jeg skubbede ham væk og prøvede at se irriteret ud. Han prikkede mig i siden for at få mig til at smile igen.
”Næste kjole!” Sagde han og kyssede mig i håret, før jeg gik ud på badeværelset med den næste kjole.
”Kun hvis du holder op med at drille!” halv råbte jeg ude fra badeværelset.
”Hvem snakker du dog med?” Kom det kort efter fra min mor. Hun stod med hovedet ind af døren til badeværelset og jeg havde kun lige fået den næste kjole på.
”Jeg prøver bare tøjet på igen og øh… holder min egen lille catwalk.” Indrømmede jeg. Ikke at jeg ville fortælle hende, at far var der. Gid jeg kunne, men så længe hun ikke kunne se ham, så ville det bare gøre hende unødvendig ked af det, hvis jeg nævnte ham. Hun smilte af mit svar og gik ind på mit værelse og uden hun vidste det, satte hun sig faktisk ved siden af far.
”Vis mig hvor god en model du er, skat!” sagde min og lagde benene over kort. Far sad og kiggede på mor mens jeg gik ind i rummet og gik på samme måde, som jeg havde gjort med den anden kjole på. Denne gang havde jeg en tætsiddende blå kjole på med lange ærmer. Min mor smilede og ligesom far havde gjort, tog hun mine hænder i sine.
”Da du var lille lavede du modeshow for dine bamser, i stedet for at lege te selskab. Det ser ud til du aldrig vokser fra det.” Jeg smilede til hende. Jeg kan ikke huske jeg havde gjort det mens hun var hjemme, men siden hun kan huske det, måtte hun have set det på et tidspunkt. Mor havde selvfølgelig set alt tøjet, men jeg tog noget mere af tøjet med ud på badeværelset og fortsatte mit lille modshow for både min mor og far. Jeg havde det som om jeg var lille igen. Begge mine forældre der sad og kiggede smilene på mig, mens jeg viste mig frem. Jeg følte mig som den prinsesse jeg aldrig havde fået lov til at være da jeg var lille, da min far var væk og mod var ude at rejse.

Der gik yderligere et par dage før jeg hørte fra dronning igen. Jeg var ved at være dus med mine evner og brugte dem så snart folk ikke så det. Jeg havde siddet en aften ude i badekaret og leget med vandet som et andet barn. Jeg fik bobler af vand til at flyve rundt i badeværelset og en form for krokodilledyr der svævede rundt efter dem og spiste dem, så den blev større og større alt efter hvor mange bobler den spiste. Hvem har brug for en badeand? Jeg kan ikke huske hvor lang tid siden det var jeg havde været så længe i badet, men jeg kunne bare placere mine hænder i vandet og ønske mig at det skulle blive varmt igen, uden jeg skulle spilde mere vand på at få det opvarmet. Jeg hørte godt den knitrende lyd inde på mit værelse og selvom lyset var tændt på badeværelset, så strømmede lyset ind gennem den lille sprække under døren. Jeg trak benene til mig og lagde armene om min knæ for at skjule min nøgne krop, for sidst det lys kom fra min værelse stod der pludselig en pige på mit værelse, men jeg havde næsten forventet det denne gang, for dronning havde lovet at vende tilbage til mig og jeg var egentlig ved at være godt nysgerrig om hvad det var hun ville have mig til at gøre før hende, som hun ikke kunne selv. Det bankede på døren og jeg syntes det var lidt underligt, men jeg bad personen om at komme ind, selvom jeg faktisk sad nøgen i badekaret.
Pigen der før havde stået i mit værelse, eller måske en der lignede, trådte ind på badeværelset og bøjede hovedet for mig med det samme, så perlerne i hendes hår slog mod hinanden.
”Du må undskylde at jeg forstyrre dig, men dronning vil gerne se dig snarest.” Hun smilede venligt til mig og jeg brændte for at komme af sted, men jeg vidste ikke om jeg bare skulle rejse mig, når nu hun var her. De små børn løb rundt nøgen der hvor hun kom fra, så nøgenhed var nok ikke noget nyt for hende, men jeg blev siddende lidt og rømmede mig.
”Ja altså.. jeg skal lige op af badet først.” Sagde jeg hentydende men hun najede bare for mig og gik over til skabet og tog et håndklæde ud og foldede den ud. Hun stod som om hun var parat til at folde det om mig hvis jeg kom op og jeg gloede bare lidt dumt på hende.
”Dronning vil nok gerne have du skynder dig lidt.” Hun viftede lidt med håndklædet til jeg endelig rejste mig op og trådte ud på bademåtten og lod hende vikle håndklædet omkring mig.
”Hvordan vidste du overhovedet hvor mine håndklæder ligger?” mumlede jeg og begyndte at tørre mig mens hun akavet så på.
”Det er mit job.” Sagde hun bare kort og smilede stadig til mig. Hun virkede en smule skummel. Havde hun været her uden jeg vidste det? Det var lidt for skummelt at tænke på. Jeg fik snaget mit tøj på mens jeg stadig havde håndklædet omkring mig for jeg var ikke meget for situationen.

Hun ventede tålmodigt på mig mens jeg fik tørret mit hår så godt jeg kunne med håndklædet, men jeg vidste at der skulle lidt magi til, før det blev helt godt. Jeg skævede til hende da jeg smed håndklædet på gulvet og holdt hænderne over mit hoved og bad om at få mit hår tørret. En varm vind kunne med det samme mærkes smyge sig om mine arme og videre ned over hoved. Mit hår blæste ud til alle sider og var tørt på ingen tid. Det virkede bedre end en hårtørrer og larmede slet ikke.
”Jeg kan se du nyder dine nye kræfter.” Sagde pigen og jeg nikkede, stolt over at jeg faktisk havde fået godt styr på det hele. Hun gik i forvejen ind og fik åbnet den meget lysende port og jeg kunne mærke det Egyptens varme klima igennem porten, allerede før jeg trådte igennem. Af ren refleks lukkede jeg øjnene da jeg trådte igennem og lyden af legene børn ramte mig, før jeg åbnede øjnene. Solen bagte ned på den velplejede have hvor de voksne egyptere rodede i blomster og frugttræer, mens børnene løb efter hinanden i leg. Da vi dukkede op stoppede alle op og vinkede til os og nogle børn kom løbene hen og begyndte at løbe drillene omkring os. Pigen jeg fulgte grinede lidt af dem, men skubbede dem blidt til side, så vi kunne komme frem mod templet. Jeg beundrede endnu engang den smukke marmor bygning med de høje søjler. Vi trådte inde og igen hilste alle på os. Jeg huskede så småt vejen til dronningens kammer fra sidste var der og jeg gibbede næsten af spænding da jeg så vagterne udenfor døren. Pigen stoppede op før og gik, men nikkede mod indgangen til dronningens kammer, for at hentyde jeg skulle fortsætte. Jeg skulle ikke sige et ord til vagterne for at få dem til at gå til side. De lavede en synkron bevægelse til hver sin side og gjort plads til at jeg kunne komme ind.

Dronning lå som sidst på hendes chaiselong af guld. Stolene og bordene hun på magisk vis havde fået frem sidst var væk. Hun smilede skævt da hun så mig og satte sig op.
”Velkommen vogter.” Sagde hun højtideligt og viftede med hånden for at få mig til at komme nærmere. Hun havde samme tøj på som sidst, og jeg kom i tanke om den nye kjole jeg havde købt. Hendes sad lang bedre på hende, end min sad på mig, men hun var smukkere end mig på alle måder, så selvom min kjole måske lignede hendes, ville jeg aldrig komme til at ligne hende.
”Du ville tale med mig.” Sagde jeg og anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, så jeg stillede mig lidt væk fra hende med hænderne på ryggen.
”Det er sandt. Jeg lovede dig udødelighed til gengæld for en tjeneste.” Jeg var ved at tabe min kæbe af forbløffelse. Sagde hun lige udødelighed? Det havde jeg ikke fået noget at vide om? Alle de her kræfter, kom de med udødelighed? Jeg ville være noget af et videnskabseksperiment hvis nogen tog mig i at bruge mine kræfter. Det kan være de ville spærre mig inde.
”Og hvad vil du have mig til at gøre?” Spurgte jeg forsigtigt. Jeg var stadig nysgerrig men også en smule bange for hvad hun mon ville mig, for med alle de ting jeg kunne gøre nu, var mulighederne uendelige. Hun rejste sig og stillede sig med ryggen til mig. Hun begyndte at vifte hænderne langsomt i luften som pigen havde gjort med halskæden for at få den lysende port frem. Det dronningen fik lavet lyste ikke nær så meget. Det gjorde i hvert fald ikke ondt i øjnene at se på det. Jeg trådte et skridt til siden for at se hvad det var hun lavede og en skikkelse kom til syne i det hvide lys. Jeg troede første det var sådan det så ud på den anden side af portalen, når man kom igennem, men personen der blev mere og mere tydelig, bevægede sig ikke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke da skikkelsen blev helt tydelig og billedet af en ekstremt flot man kom frem, men han var helt mørkegrøn i huden. Jeg kiggede undrede på ham. Hvad fejlede han? Nu var jeg lige blevet vant til de hvide døde mennesker og nu blev jeg introduceret for en grøn en af slagsen. Jeg skulle til at spørge hende hvem det var, da jeg så hvordan hun pludselig hang med hovedet. Hendes ansigtsudtryk viste sorg, så jeg ventede på at hun talte først. Hun kiggede op på billedet før han snakkede.
”Dette er min afdøde mand, Osiris.” Jeg kiggede lidt nærmere på billedet. På trods af den grønne hud var han meget attraktiv. Hans kæbe var markeret og han havde en spids hage. Han havde nogle perfekte mandelformermede øjne som dronning Isis også havde og han bar en hvid krone af en art med gulddetaljer. Han havde en stor og tung udseende halskæde på, magen til dronningens.
”Han var meget smuk.” nænnede jeg at sige. Jeg havde lyst til at ligge min hånd på hendes skuldre for at trøste hende, men jeg vidste ikke om jeg kunne tillade mig at røre hende. Hun var jo trods alt en gudinde og jeg var bare en simpel men åbenbart udødelig person.
”Det var han. Han blev dræbt af hans egen bror, Seth. Seth har overtaget tronen fra os, uden skam i livet. Jeg har bedt de andre guder om hjælp, da tronen retmæssigt tilhøre vores søn Horus, men de kan intet stille op. Horus er ikke stærk nok til at erobre tronen tilbage alene, det er derfor jeg har brug for din hjælp.” Jeg var en smule rystet over historien, men jeg var mere rystet over hvad hun mente jeg skulle gøre. Navnene sagde mig noget, eftersom vi havde et skoleprojekt omkring præcis de samme guder og selvom jeg ikke havde hørt hvad Kevin fra historieholdet havde snakket om, kunne jeg huske Seth som guden med sjakalhovedet. Det var kun tegninger jeg havde set, men han så ikke just rar ud.
”Hvad vil du have mig til at gøre?” Jeg lagde mærke til at min stemme skælvede en smule. Selvfølgelig var jeg nervøs. Skulle jeg stå ansigt til ansigt med en ond gud der havde et hoved som sjakal? Jeg ville da dø på stedet.
”Jeg har brug for dig til at få fat i noget for mig. Et smykke. Faktisk magen til den du har om halsen. Jeg har hørt fra min tidligere vogter at det skulle befinde sig i dit land. Hun var ikke i stand til at finde det til mig, og derfor vil jeg bede dig om at lede efter det for mig. Det var blevet begravet her i Egypten med en farao, men da verden fik øjnene op for vores skatte, tømte de gravene og spredte al vores rigdom ud over hele kloden.” Jeg åndede lettet op, for jeg skulle ikke slås mod nogen. Det duer jeg heller ikke tid. Men alligevel nagede det mig at hun sagde mit land. Havde hun nogen ide om hvor stort Amerika var?
”Du mener at halskæden er i mit land?” Jeg hævede øjnebrynet men hun flyttede ikke sit blik var billedet af hendes afdøde mand.
”Ja. Det var der min sidste vogter lokaliserede den.” Hun viftede engang med hånden og det lysende billede af hendes mand forsvandt.
”Din sidst vogter? Hvad skete der med hende, siden hun ikke er din vogter længere?” Hun sukkede lavt og vendte endelig sin opmærksomhed mod mig.
”Hun kunne ikke håndtere hendes kræfter. Hun misbrugte dem og jeg måtte tage dem fra hende igen.” Jeg sank en klump. Det jeg havde gjort var vel ikke misbrug? Jeg havde brugt den til at blive bedre i idræt og jeg brugte dem til noget så dumt som at tørre mit hår. Det var vel ikke sådan noget hun mente. Hun havde alligevel hende pigen der åbenbart holdte så godt øje med mig, at hun vidste hvor jeg gemte mine håndklæder.
”Hvad.. hvad gjorde hun?” spurgte jeg forsigtigt. Dronningen vendte ryggen til mig og gik op og satte sig på sin chaiselong.
”Det kan være lige meget, for jeg ved du ikke vil gøre noget lignende. Du kender til svigt og ved hvad der er rigtig og forkert. Jeg beder ikke om meget, blot at min søn kan få det smykke og bestige tronen som var tiltænkt ham.” Det lød kun fair. Det måtte være forfærdelig at opleve drab inden for familien på den måde og jeg kunne ikke forstå hvorfor den sidste vogter ville misbruge en sådan gave som jeg havde fået, hvis man til gengæld kun skulle finde en halskæde.
”Ved du hvor smykket er henne i mit land?” Hun smilede til mig, for hun var godt klar over at jeg ville påtage mig opgaven.
”Det er gemt i et tempel. Det er alt jeg ved.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...