Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
831Visninger
AA

6. Kapitel 5

Dylan var gået muggent tilbage til gæsteværelset efter jeg havde fundet et håndkæde til ham. Han havde intet skiftetøj med og hans boxershorts var gennemblødte, så han fik det med ind på værelset. Han så meget træt ud i forhold til hvordan jeg følte. Jeg havde været vågen i lang tid både herhjemme men også i Egypten som jeg ikke lige havde været forberedt at besøge i nat. Alligevel lå jeg og stirrede op i loftet i min seng længe før jeg satte mig rastløs op. Jeg pustede en tot hår væk fra mit ansigt og stirrede ud i det mørke rum. Der var stadig god tid til jeg skulle op og i skole, så hvad kunne jeg lave uden at vågne Dylan? Jeg smed benene ud over sengekanten og skar en grimasse da gulvet knirkede. Min mobil sagde klokken var omkring fem om morgenen, så jeg listede ned af trappen og ned i køkkenet. Jeg tog et glas i skabet og stillede den ved siden af køkkenvasken. Jeg stod lidt og tappede en melodi på køkkenbordet og kiggede mig over skulderen og forventede at Dylan ville komme når som helst, selvom han først ville blive vækket om godt halvanden time af Amber. Jeg pustede ud og tændte for den kolde hane. Vandet strømmede ud som det skulle og jeg prøvede at koncentrere mig som jeg havde gjort tidligere og holdte en hånd ovenover hanen. Jeg ved ikke hvad jeg forventede, for jeg prøvede at dele vandet på midten, men fik en boble ud af det, som oversvømmede hele badeværelset. Måske skulle jeg være mere specifik i mit ønske? Jeg havde jo bare tænkt at der skulle ske et eller andet, så jeg koncentrerede mig og bad vandet om at gå over i mit glas uden at sige noget højt. Jeg måbede da vandet brød tyngdekræften og bevægede sig som en slange væk fra bunden af vasken og hen imod mit glas. Det blev hurtigt fyldt op og jeg fjernede min hånd for at få det til at stoppe. Slangen blev slap i luften og vandet faldt hen over bordet og ned i vasken. Jeg rakte ud efter en karklud da nogen satte nøglen i hoveddøren og jeg stak hovedet ud i gangen, for at se hvem der prøvede at komme ind. Det var kun få mennesker jeg havde vist at nøgen lå bag ved postkassen, men jeg havde ikke regnet med at det var min mor. Hun kom baglæns ind af døren med sin kuffert på slæb og lukkede døren forsigtig efter sig. Godt nok boede hun i huset, men hun var her mindre sjældent end Dylan og Amber. Jeg stillede mig i døråbningen med krydsede arme og så på mens hun stillede sin kuffert fra sig og tog sine høje støvler af og stillede dem pænt på plads i skohylden. Hun tog sig til hjertet af forskrækkelse da hun vendte sig om og så mig stå i døren ind til køkkenet.
”Jeg havde slet ikke set dig.” Sagde hun og lo lidt af sig selv. Hun begyndte at tage sin lange designer jakke af og rettede på sit hår, selvom hun var hjemme og sagtens kunne lade det hænge tilfældigt, for hun skulle ikke imponere nogen her.
”Hvad laver du hjemme på det her tidspunkt?” Spurgte jeg hende og lænede mig ind i køkkenet for at kigge på uret der hang over bordet, for at bekræfte at det stadig var et mærkeligt tidspunkt pludselig at dukke op. Hun rettede på sin stramme nederdel og kiggede kort på sin kuffert, men besluttede sig for at lade den stå og gik forbi mig og ud i køkkenet.
”Jo, det var jo meningen jeg skulle være væk indtil lørdag, men jeg fik en underlig trang til at komme hjem, så jeg ombookede min flybillet og tog det første fly hjem. Det er nu rart at være hjemme… Gabbie, hvorfor er der vand ud over hele bordet?” Min mor var stoppet op ovre ved vasken og kiggede misfornøjet på det vand jeg havde spredt ud over bordet, da jeg skulle afprøve mine teorier.
”Jeg øh.. var træt og tørstig. Jeg spildte måske en smule.” Løj jeg og begyndte at tørre op efter mig. Glasset var selvfølgelig stadig fyldt og jeg smilede lidt for mig selv, fordi det var lykkes mig at gøre som jeg ønskede blot ved tankens kraft. Det kunne helt sikkert udnyttes så snart jeg vidste noget mere om det hele.
”Bare du husker at rydde op efter dig. Ah ja. Jeg må nok hellere få den kuffert ovenpå så jeg kan pakke ud.” Hun sukkede og gik ud for at hente den. Hun plejede aldrig at pakke hundrede procent ud, men hun havde alligevel taget et par dage fri, hvilket chokerede mig. Hvad kunne hun lave ud over at arbejde? Jeg havde aldrig set hende lave noget hobby relateret som Mrs. Young.

”Du skal nok ikke larme for meget. Dylan sover i gæsteværelset.” Sagde jeg til hende, da hun greb ud efter sin kuffert. Hun stod stille lidt og tænkte nok på hvordan hun kunne få den op af trappen uden at larme.
”Hvis du nu tager fat for neden.” Forklarede hun og gik hen til trappen og trådte op på det første trin. Jeg tog fat i tasken og forventede den vejede mindst et ton, men jeg løftede den nemt som ingenting og fik næsten min mor væltet op af trappen, da jeg skubbede lidt bagpå. Hun kiggede en smule muggent på mig, men vi fik nemt kufferten op af trappen. Jeg kom til at tænke på da jeg havde skubbet postbuddet Isaac fra mig i lejligheden. Han var fløjet igennem lokalet da jeg havde skubbet til ham. Havde jeg allerede kræfterne der? Og var de døde mennesker måske også en del af det? Det kunne jeg ellers godt undvære. Jeg gav slip på kufferten da vi nåede enden af trappen, hvilket gav et kæmpe bump. Min mor skuttede sig og selvfølgelig gik der heller ikke længe før Dylan kom ud af gæsteværelset med et håndklæde om livet. Jeg kunne ikke lade være med at stirre lidt på hans veltrænede overkrop men rystede på hovedet. Han var min bedsteven! Det var ikke tilladt at savle!
”Det må du undskylde Dylan. Vi prøvede at være stille.” Undskyldte min mor overfor ham og han nikkede bare, for at vise det var i orden. Min mor baksede med kufferten da det ene hjul ikke ville virke og jeg sukkede let og gik over for at hjælpe hende.
”Nej pas på! Du skal ikke komme mere til skade.” Dylan daskede min hånd væk og tog kufferten fra os og begyndte at trille den ned mod min mors værelse.
”Komme mere til skade? Hvad har du nu lavet, Gabbie?” Min mor satte hænderne i siden og kiggede bebrejdende på mig før hun fulgte efter Dylan ind på hendes værelse.
”Har du ikke fortalt hende det?!” Vrissede Dylan og gav slip på kufferten før min mor kunne nå at reagere, så den væltede.
”Fortælle mig hvad, Gabbie?” Min mor skubbede sin kuffert hen til sengen med foden og takkede Dylan for at bære den ind, men Dylan var åbenbart for sur på mig, til at ligge mærke til min mor.
”Hun blev kørt ned i går! Hun mener ikke hun skal tjekkes selvom hun er dækket af blå mærker!” Jeg ville have tysset på ham, men det gik op for mig at jeg ikke behøvede at skulle fortælle min mor om ulykken og risikere at hun sendte mig til psykolog fordi jeg prøver at forklare at jeg ser døde mennesker gå rundt på gaden.
”Hvad?!” Min mor kiggede uroligt på mig og skulle til at række ud efter mig, men jeg prøvede at lave det bedst mulige pokerfjæs og kiggede bare underligt på Dylan.
”Hvad snakker du om? Jeg blev da ikke kørt ned?” Jeg var ikke nogen god skuespiller, men mit ansigtsudtryk var godt nok til at få min mor til at kigge forvirret mellem mig og Dylan.
”Hold nu op hun skal jo vide det! Jeg var inde og hente dig inde mit i Jacksonville i går fordi du var endt ved en eller anden mærkelig mands lejlighed fordi han havde kørt dig ned og du nægtede at tage på skadestuen!” Halv råbte Dylan og kom over og kiggede mig vredt i øjnene. Det var svært at lyve når han kiggede mig lige i øjnene og jeg sank en klump før jeg prøvede at få ro på nerverne og satte en lige så vred facade op.
”Hvad snakker du om Dylan? Du var inde og hente mig fordi jeg var foret vild på min shoppe tur! Jeg anede ikke hvor jeg var gået hen og da jeg endelig fandt noget jeg kendte, så var jeg ude ved den legeplads mig og bedstemor plejede at lege på. Kan du ikke huske det mor?” Min mor rystede forvirret på hovedet. Hun kunne nok godt huske legepladsen, men hun forstod nok slet ikke vores samtale. Det var en meget alvorlig ting jeg prøvede at lyve mig fra, men hvad skulle jeg gøre?
”Hvordan vil du så forklare det her?” Han tog fat i min bluse og hev op i den i højre side hvor jeg var blevet ramt af bilen. Min hud var fuldstændig pletfri og det var ikke til at se, at hele min højre side havde været et stort blåt mærke. Han løftede et øjenbryn og stirrede på min hofte lidt, før han gik op på den anden side af mig og løftede blusen op der også. Jeg trak den ned i gang, da hele situationen var ved at være akavet når min mor stod og kiggede på.
”Jamen du viste mig dine blå mærker? Har du dækket det med makeup?” Dylan tog sit håndklæde af og trak op i min bluse igen. Han begyndte at gnubbe håndklædet på min hofte og op. Jeg var glad for jeg ikke bare havde dækket det med makeup, for det ville seriøst havde gjort nas hvis han havde gnubbet på det sådan, før dronning havde fået det til at gå i sig selv.
”Der har aldrig været nogen blå mærker, Dylan. Jeg ved ikke hvad du fabler om. Du har nok haft mareridt eller sådan noget.” Jeg prøvede at undgå at lade mig påvirke af at han kun stod i de stadig halvt våde boxershorts og gik ind til min mor og tog fat i hendes kuffert.
”Vi skal have pakket ud, ikke?” Sagde jeg utålmodigt. Jeg vidste ikke hvor længe jeg kunne holde masken mere.
”Jamen du viste mig de blå mærker! De kan ikke bare forsvinde! Du var så bleg!” Han kørte frustreret en hånd igennem sit hår og stirrede ud i luften ude i gangen. Min mor kiggede spørgende på mig men jeg trak bare på skulderen og lod som om jeg ikke anede hvad det var han snakkede om.
”Hør her Dylan, jeg tror det er bedst du enden går ind og sover lidt, eller tager hjem. Mareridt kan tit være tegn på feber.” Min mor gik ud og lagde en hånd på min halv nøgne vens skuldre og nussede den lidt. Han nikkede bare, stadig stirrende tomt ud i luften.
”Jeg er sikker på.. eller jeg var…” mumlede han. Min mor begyndte at skubbe ham ind på gæsteværelset hvor hans tøj sikkert lå. Hun lukkede døren ind til værelset og kom ind igen.
”Stakkels dreng. Hvad gik der dog af ham? Du er da ikke blevet ramt af en bil vel?” Spurgte hun bekymret. Jeg var begyndt at tage hendes ting op af tasken. Der var ikke så meget i, for hun beholdte hendes stiletter i æskerne og hendes tøj hang fint på bøjler og med et plastikbetræk ud over, som når man lige har hentet det på renseriet.
”Nej jeg ville jo nok have en form for skæmmer, hvis jeg var blevet påkørt. Jeg var bare inde og shoppe med Amber, men hun skulle tidligt hjem og så gik jeg videre alene. Det var derfor jeg ringede og spurgte om han kunne hente mig.”  Min mor skar en grimasse og tog imod tøjet på bøjlerne og hang det ind i skabet.
”Fik du så købt noget?” Endelig skiftede min mor emne og jeg kunne ånde lettet op.
”Nej ikke rigtig, men Amber fik købt en del.” Jeg rakte min mor to skotøjsæsker som hun satte nederst i skabet.
”Det ligner da ikke dig at komme tomhændet hjem fra en shoppetur? Måske skulle vi tage ind til byen en af dagene og prøve igen? Det er længe siden vi har haft en rigtig tøsedag! Bare os to!” Jeg rakte hende en gigantisk toilettaske som hun stillede hen på hendes natbord.
”Okay?” Sagde jeg undrende og løftede et øjenbryn og ventede på, at hun så mit forvirrede ansigtsudtryk.
”Kunne det ikke var sjovt? Vi kunne shoppe løs og måske finde en lille cafe og dikke en cappuccino?” Jeg stirrede bare målløst på min mor.
”Vi har aldrig haft en tøsedag før mor.” Hun stoppede op lidt og tog sig til panden.
”Det har du vel egentlig ret i. Du må undskylde jeg ikke har været så meget hjemme, men jeg vil gerne gøre det godt igen, okay?” Hun kom pludselig over og krammede mig og jeg glemte helt at kramme igen, for det var så uvant for mig. Hvad var der sket på hendes rejse, siden hun pludselig kom hjem og ville bruge tid på mig? Jeg havde aldrig været vant til hun var der, så at hun lige havde pakket ud og ville hygge var en smule skæmmende for mig.
”Okay.” Var det eneste jeg kunne sige og gik ud af hendes værelse.

Dylan havde lagt sig til at sove igen inde i gæsteværelset og jeg sagde til min mor, at jeg ville gøre det samme indtil Amber kom. Jeg sad og prøvede at få min dyne til at flyve, men den bevægede sig kun en smule på sengen. Måske var det for stort et objekt at starte med? Jeg sad og nidstirrede min dyne for at få den til at reagere og var ved at gå ud af mit gode skind, da amber råbte nede fra gaden.
”Gabbie!” Jeg opgav dynen og gik hen til vinduet, men Amber var allerede henne ved døren.
”Oh hej Mrs. Harris. Jeg vidste ikke du var hjemme.” Sagde hun og kiggede op imod mit vindue og skar en grimasse, før hun blev lukket indenfor. Jeg havde været vågen længe, men havde slet ikke tænkt over at skifte mit tøj. Jeg gik hen og fandt et nyt par shorts og en tætsiddende top og nåede til første trin på trappen, da jeg kom i tanke om Dylan. Jeg havde virkelig ondt af ham og det føltes forfærdelig at udstille ham sådan overfor min mor, men jeg følte ikke jeg kunne fortælle det her uden jeg lød sindssyg selv og jeg vidste heller ikke hvordan jeg skulle forklare det. Jeg havde selv erkendt at det hele måtte være rigtigt, for det var ikke normalt at man bare kunne få vand til at svæve eller blå mærker til at forsvinde for den sags skyld. Hvis man kunne lærer at kontrollere kræfterne, kunne det ende med at være virkelig fedt at kunne gøre alt uden at løfte en finger, men noget nagede mig stadig. Hvad ville dronning Isis mig? Hun ville ikke fortælle mig hvad hun skulle bruge mig til og hvorfor hun havde givet mig disse overnaturlige kræfter.

Jeg åbnede døren ind til Dylan meget stille og han lå på maven i den store dobbeltseng med ansigtet ud til den ene side. Han så vildt sød ud som han lå der og sov, men jeg var desværre nød til at vække ham så vi kunne komme i skole. Jeg listede ind og overvejede hvordan jeg kunne vægge ham på den bedste måde. Jeg kørte fingrene igennem hans hår, hvilket gav mig kuldegysninger. Det var ubeskriveligt dejligt at røre ved, men da han langsomt åbnede øjnene tog jeg min hånd hurtigt til mig igen og lod som om intet var sket. Dog var jeg sikker på jeg var helt rød i hovedet. Han rykkede lidt på sig i sengen og strakte sig lidt.
”Hey.” Sagde han og kløede sig selv i håret og smilede til mig. Jeg måtte minde mig selv om endnu engang at han var min ven og på ingen måde dating materiale, men han så nu ret godt ud, selv med morgenhår.
”Godmorgen.” Svarede jeg ham og pegede mod døren for at hentyde at jeg nok skulle gå. Han skulle jo have tøj på.
”Du må undskyld at jeg råbte af dig.” Sagde han da jeg nåede døren. Jeg rystede på hovedet.
”Det går nok. Du havde nok bare et slemt mareridt.” Jeg havde været vildt chokeret og var det stadig en smule, men siden jeg forlod dronnings tempel havde jeg ikke følte den samme forvirring som jeg havde da jeg havde ringet efter Dylan, på trods af alle de ubesvarede spørgsmål. Jeg var ikke tung i hovedet, træt eller følte mig stresset over noget. Det var som om hun havde renset mig fra alle bekymringer.
”Jeg var bare så sikker på du var kommet til skade. Jeg kan huske du var helt blå ned af siden… og dit hoved! Du havde en flænge i panden.” Han mumlede alt muligt og jeg var ikke sikker på det var til mig, eller fordi han prøvede at overbevise sig selv om, at det faktisk var noget der var sket i virkeligheden.
”Dylan jeg har det fint. Der er ikke sket noget med mig. Det kan være det bare er noget din bevidsthed ønsker.” Sagde jeg drillene for at komme lidt væk fra emnet. Dylan rystede på hovedet og smed dynen til side og afslørede endnu engang sin veltrænede overkrop. Jeg kiggede hurtigt væk som han kom op og stå.
”Det kan være. Ej, jeg vil ikke have der sker dig noget, Gabbie.” Grinte han. Han var ubeskrivelig sød og jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, men bakkede den sidste halve meter ud af døren og lod ham tage tøj på.

Jeg blev chokeret da jeg kom ned og fandt min mor i en morgenkåbe. Hun sad på en af de høje barstole med et dameblad i den ene hånd og en kop kaffe i den anden. Jeg kan ikke mindes jeg sidst jeg så hende i andet end hendes stramme business tøj hun rente rundt i, som helt klart opmuntrede de mandlige købere når hun tog ud og skulle sælge et hus.
”Fik du sovet lidt?” Spurgte hun og jeg nikkede bare og vendte opmærksomheden mod min veninde der havde sat sig over for min mor. Så snart min mor kiggede ned i sit dameblad igen, sendte Amber mig et forvirret blik. Jeg lavede et nik med hovedet for at få hende til at følge med ud i gangen.
”Hvorfor er hun hjemme? Kunne du ikke have advaret mig?” Hviskede hun så snart vi var ude af køkkenet.
”Advare dig? Hun er ikke en seriemorder, Amber. Men jeg ved virkelig ikke hvad der sker for hende. Hun siger hun tog hjem tidligt og..” Mere nåede jeg ikke at sige før Dylan kom ned af trappen til højre for os og var ved at trække sin T-shirt ned over hovedet, mens han gik. Amber stirrede dumt på ham og han stoppede op på sidste trin.
”Godmorgen Amber.” Sagde han bare som om det var det mest naturlige at han kom gående i bar mave ned fra første sal.
”Hvorfor har jeg ikke været inviteret til sleepover?” Spurgte Amber skuffet og fulgte Dylan med øjnene da han gik ud i køkkenet.
”Vi har ikke haft sleepover. Han blev bare hængene efter han kørte mig hjem fra byen i går.” Amber stod med åben mund og begyndte at pege på mig.
”Du tog ud og shoppe uden mig!”


Jeg fik husket de bøger jeg havde lånt på biblioteket og Kevin havde næsten smidt sig for mine fødder da jeg smed dem på bordet.
”Hvad er det?” Spurgte Jamilla surt over at jeg åbenbart brugte noget af hendes dyrebare bordplads til mine bøger.
”Det er de bøger jeg har ledt efter! Jeg søgte på bibliotekets database og så at alle de relevante bøger allerede var lånt ud. Hvorfor sagde du ikke at du havde dem?” Kevin tog straks den første bog og begyndte at bladre igennem den. Jeg svarede ham ikke, før jeg var sikker på han ikke ønskede et svar fra mig om mine biblioteks vaner, men et svar på hvad ham guden vi havde om egentlig var for en fætter. Jeg kunne ikke engang huske hvad han hed, men det gik hurtigt op for mig som timen gik, at jeg ikke anede hvad det var jeg havde lavet i nat. Jeg bladrede en bog igennem og læste ikke meget af det, men kiggede på billederne og malerierne der lignede dem i templet til en forveksling. Jeg stoppede op da jeg kom forbi et vægmaleri der forstillede en dame der havde præcis den samme hovedbeklædning på, som jeg så dronning Isis have på. Guldkronen med tyrehorn. Jeg kørte fingrene hen over billedet og prøvede at sammenligne tegningen med dronning som jeg huskede hende. Det kunne ikke være andet end hende. Jeg bladrede om på næste side hvor der med kursiv skrift stod en beskrivelse af billedet. Overskriften sagde det tydeligt og fik mig til at udstøde et lille åh. Gudinde Isis. Hun var ikke blot dronning, men gudinde af det gamle Egypten. Jeg lænede mig lidt ind over bogen som om jeg var bange for at andre skulle læse det, men de kunne ikke vide hvad jeg havde oplevet. Havde jeg virkelig snakket med en gudinde? Fandtes der virkelig guder? Jeg havde stået ansigt til ansigt med en dame der præsenterede sig som dronning, men i virkeligheden var hun ikke kun dronning over det gamle Egypten, men dronning over hele jorden. Hvad skulle hun overhovedet bruge mig til? Hvis hun havde et problem og hun virkelig var en gudinde, hvorfor gjorde hun ikke bare noget ved det selv?
”Det er ikke hende der vi har om.” Kevin fik mig ud af mine tanker og jeg nærmest kastede mig tilbage i stolen, som om jeg var blevet grebet i noget jeg ikke måtte. Både ham og Jamilla kiggede underligt på mig, så jeg rettede mig op og rømmede mig. Kevin rakte ud efter bogen og begyndte at bladre i den og lagde den foran mig igen. Som om jeg ikke selv kunne vende et par sider om i en bog.
”Det er ham der.” Kevin pegede på siden han havde fundet, hvor endnu et maleri fyldte siden. Maleriet forstillede en mand der stod på samme måde som gudinde Isis havde gjort, men hans hoved var, som vi havde set tidligere på nettet, var erstattet med hovedet fra en sjakal. Han var på ingen måde interessant for mig, selvom vi sad og skulle skrive en opgave om ham. Jeg tog bogen til mig og bladrede tilbage på billedet af gudinde Isis. Det var helt underligt at se hende på et maleri der var over 2000 år gammelt, når man for mindre end 12 timer siden stod ansigt til ansigt med hende. Jeg kom med et lille tilfreds smil, da jeg følte mig helt speciel. Jeg var blevet valgt til at hjælpe en gudinde.

”… og til sidst gav min far efter og gav mig mit kreditkort igen! Jeg var godt nok nød til at vaske hans bil, men ved du hvad? Ham den lækre collegefyr der bor inde ved siden af var hjemme og jeg var ret sikker på han tjekkede mig ud! Jeg tror min far fortrød, at han fik mig til at vaske bilen.” Grinte Amber og jeg kunne lige forstille mig hvordan hun prøvede at gøre sig sexet overfor hendes nabo. Det var så typisk hende. Hun blev ved med at snakke indtil vi kom ned til enden af footballbanen hvor vi plejede at møde Dylan fra morgen af.
”Min mor kommer og henter mig her, vi skal nemlig ud og fejre at jeg har fået mit kreditkort tilbage!” Amber var helt oppe at køre.
”Nu skal du passe på han ikke tager den fra dig igen!” Advarede jeg hende om og hun grinte bare.
”Han kan ikke gøre noget ved det lige nu! Han tog nemlig på forretningsrejse i går aftes, så han kan nå at køle ned igen inden han kommer hjem. Vil du ikke med? Vi skal bare lige ind til byen?” En shoppetur lød faktisk fristende, men jeg ville faktisk hellere hjem og se om min mor stadig var der, eller hun havde fået dårlig samvittighed over for hendes arbejde og var taget af sted igen, så snart jeg var gået i skole.
”Jeg skal hjem og se om min mor tøffer rundt i hendes morgenkåbe.” Amber nikkede forstående og gav mig et hurtigt kram før jeg gik.

Da jeg kom hjem lod jeg mærke til at garagen porten stod en smule åben. Hun var altså taget af sted igen og kunne ikke finde ud af at lukke garagen ordentligt. Jeg sukkede og tog mine nøgler frem hvor fjernbetjeningen sad i og fik lukket garagen helt. Godt vi ikke var midt i en indbrudsbølge, for det sker rimelig ofte når man bor i sådan et kvarter. Jeg lukkede mig ind i huset og smed min taske i gangen. Hun havde efterladt en seddel på køkkenbordet, før hun var taget af sted.

Hej skat! Jeg er lige taget over for at besøge en veninde jeg ikke har set længe! Jeg er tilbage inden aftensmaden!
                             -kærligst mor

Hun var altså ikke bare rejst igen? Der kan man bare se. Jeg lod papiret ligge på bordet og tog mig et æble og smed mig i sofaen inde i stuen. Jeg spekulerede over om hun mod ville lave mad. Sådan et rigtig hjemmelavet godt måltid som hun lavede dengang far var i live. Jeg kan mindes at hun var rigtig god til at lave mad, ligesom bedstemor, men nu hvor hun endelig var hjemme, så sad hun også tit på sit kontor og arbejdede og bad mig om at bestille gourmet takeout, for det skulle være specielt når nu hun var hjemme. Som om jeg ikke bestilte gourmet takeout når hun ikke var hjemme? Jeg kunne da ikke leve af pizza hver eneste dag.
”Hun har ikke forladt dig denne gang.” hørte jeg en stemme bag mig sige. Jeg for op af sofaen, for jeg kunne ikke genkende stemmen. Det var en mørk og rug mandestemme. Jeg greb ud efter den grimme lysestage der stod på stuebordet og fægtede med den i luften omkring mig. Måske var der faktisk indbrud! Ting jeg havde tænkt var sket, så hvorfor kunne et indbrud ikke ske, når nu jeg havde overvejet det, da jeg lukkede garagen efter mor. En person stod foran mig med hænderne oppe for at beskytte sig, men noget var forkert. Personen var et af de blege mennesker og var helt hvid i ansigtet. Han havde en kedelig grå sweater på og et par velsiddende mørkeblå jeans på. Han lignede ikke en indbrudstyv, men han var jo også død. Da jeg begyndte at studere ham, begyndte min underlæbe at bævre. Det brune pjuskede hår havde jeg set før. Og de lysebrune øjnene var matte, men jeg kunne stadig genkende dem.
”Far?” Hviskede jeg og tabte lysestagen ned på gulvet. Han kiggede chokeret på mig til at starte med, men hans ansigtsudtryk blødte om da jeg begyndte at græde.
”Du..Du kan se mig?” Det var lige præcis den sætning jeg havde hørt om og om igen, første gang jeg mødte et af de blege mennesker. Jeg nikkede og begyndte at hulke og selvom han var ligbleg, løb jeg imod ham og kastede mig ind til ham. Han lukkede armene om mig mens jeg begravede mit ansigt i hans sweater. Han kørte hans kolde hånd over mit hår for at trøste mig, men det her var ubærligt. Jeg havde slet ikke overvejet at jeg ville kunne støde ind i min far, når jeg begyndte at se de døde. Var det alle de døde der gik rundt på jorden? Eller hvad var det der gjorde at de var her? Jeg trak mig lidt væk fra ham, så jeg kunne se hans ansigt. Jeg havde været meget lille da han døde, så jeg havde kun få minder om hvordan han så ud, men han lignede manden på de billeder jeg havde, på nær én ting. Hans ansigt var helt rynket og arret i den ene side. Det var tydeligt, at han havde været brændt, hvilket fik mig til at gibbe efter vejret en enkelt gang. Det var så underligt at han stod her med mig og jeg kunne røre ved ham og snakke med ham, men alligevel var han død og bar præg af måden han døde på.
”Du skal ikke græde, prinsesse.” mumlede min far ned i mit hår, da han trak mig ind til sig igen. Han ville tydeligvis ikke have jeg så hans ansigt.
”Har du været her hele tiden?” hviskede jeg og jeg kunne mærke at han nikkede. Min far havde været hos mig hele tiden. Alle de ensomme nætter når min mor havde været ude at rejse. Hvis jeg bare havde vidst han havde været der, ville jeg ikke have grædt mig i søvn og følt den ensomhed. Hvis jeg bare havde vist han var der.
”Skal vi ikke sætte os ned?” Han ventede ikke på svar, men trak mig om på den anden side af sofaen og satte sig ned. Jeg sad lænet op af ham og begravede mit ansigt i hans bluse og nød at have ham tæt på mig, selvom han var forfærdelig kold.
”Hvordan kan det være du kan se mig?” sagde han stille og kyssede mig i håret. Man kunne høre på hans stemme at han også var rørt at situationen. Jeg kunne ikke forstille mig det var rart at være en af de døde der gik omkring. Ingen kunne se en. Man kunne stå få centimeter fra ens familie uden at kunne fortælle dem at alt nok skulle blive godt og man elskede dem. Hvordan må det ikke have været at overværge ens egen begravelse og se alle dem man elsker græde og deres hverdag smuldre fra hinanden fordi de ikke kan holde sorgen ud?
”Det er en lang historie.” Snøftede jeg og gnubbede mine øjne der sikkert var ved at være godt røde af at græde.
”Vi har masser af tid. Jeg går ingen steder.” forsikrede han mig.

Jeg vidste jeg kunne fortælle ham alt, for han ville forstå mig. Der var jo en grund til jeg pludselig kunne se ham. Jeg fortalte ham om episoden på stranden hvor jeg fandt halskæden og hvordan jeg var blevet jaget af de hvide mennesker. Jeg fortalte ham ikke om Isaacs reaktion på, at jeg havde halskæden, for jeg ville ikke have han bekymrede sig om det, for helt ærligt at var det smykke det bedste der var sket for mig, på trods af jeg kun havde haft det et par dage. På trods af at vi havde råd til at købe næsten alt, havde jeg ikke ligefrem været heldig her i livet. Dronning havde givet mig en chance for at kunne føle at jeg kunne noget, og det faktum at hun havde brug for mig til et eller andet, gjorde at jeg følte mig vigtig. Min far nikkede stille til alt jeg sagde.
”Hvor er jeg glad for jeg fik en chance for at snakke med dig igen, min pige.” Min far klemte mig lidt og jeg smilte til ham.
”Du snakkede til mig, selvom du troede jeg ikke kunne høre dig.” huskede jeg og satte mig op, men holdte ham stadig i hånden. Han klemte min hånd og kiggede smilende på vores hænder.
”Jeg har altid snakket til dig. Holdt øje med dig. Jeg så dig godt træde på stenen der nede på stranden, men jeg anede ikke hvad den var i stand til. Jeg var mindst lige så forvirret som dine to venner.” Han tog fat i smykket jeg havde om halsen, og kørte en tommel over stenens overflade. Den så ikke ud af noget speciel, men uden den ville jeg ikke have siddet her med min far.
”Fulgte de efter mig og postbuddet ind til centrum af Jacksonville?” Jeg var lidt bange for, at der var dele af historien jeg havde undladt.
”Nej jeg bliver som regel her i området. Du skal vel også have noget privatliv når nu du er blevet teenager.” Han blinkede til mig og jeg kunne ikke lade være med at le. Han påtog sig faderollen, selvom han ikke kunne være fysisk til stede. Han havde ikke gået glip af noget. Han havde set hele min opvækst, men alligevel gav jeg mig til at fortælle ham gamle historie fra efter hans død. Hvordan jeg havde det med mine bedsteforældre og hvor god en støtte Dylan og hans familie havde været. Jeg var ved at fortælle ham hvordan Mrs. Young havde behandlet min skadede fod, da hoveddøren gik og forvirrede skridt lød ude i gangen.
”Undskyld jeg kommer så sent hjem. Jeg skulle lige ud og handle!” Råbte min mor ud i huset og man kunne høre hun fortsatte ud i køkkenet og smed et eller andet tunget fra sig på køkkenbordet.
”Du går ikke vel?” Jeg kiggede nervøst på min far mens jeg rejste mig op. Jeg var ikke klar til at han gik endnu og jeg var ikke meget for at slippe hans hånd.
”Jeg går ingen steder.” Han rejste sig op og gav slip på min hånd og gik først ud i køkkenet. Mor stod derude med hendes brune købmandspose og var ved at tømme den. Hun havde købt ind til den helt store guldmedalje. Vi havde heller intet i køleskabet, så det var nok nødvendigt. Jeg stoppede op i døren til køkkenet og så på min far der stod og beundrede min mor kun et par skridt fra hende. Det var vidunderligt at se mine forældre sammen og jeg ville ønske jeg kunne tage et billede, men at tage et billede af min far, ville sikker være som at taget et billede af luften. Hvis man faktisk kunne se de døde på billeder, ville folk nok have lagt mærke til dem. Min mor lagde mærke til jeg stod og kiggede på hende og vendte sig om og satte hænderne i siden.
”Har du tænkt dig at hjælpe mig med varerne?” Nu hvor de begge vendte fronten imod mig, var det tydeligt at man far var død ung. Min mor havde ikke rynker, men hendes aftegninger i ansigtet var ved at være tydeligere. Aldersforskellen var tydelig, men de var stadig smukke sammen. Jeg kunne ikke lade være med at smile.
”Gør som din mor siger.” sagde min far og prøvede at lyde streng, men han smilede bagefter og jeg kom med antydningen af et grin, før jeg gik imellem dem og tog nogle af de ting hun havde taget ud af posen og lagt på bordet.
”Hvad griner du af?” Spurgte hun forvirret og jeg rystede bare på hovedet. Jeg stod og ventede på min far flyttede sig lidt, så jeg kunne komme i skuffen som han stod op ad. Det var måske en smule svært t lade som om han ikke var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...