Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
806Visninger
AA

5. Kapitel 4

Jeg ventede ikke særlig længe på Dylan der kom kørende i sin store firhjulstrækker og holdte ind til siden på den godt trafikerede vej. Jeg strøg håret om bag øret før jeg åbnede den tunge dør og satte mig ind og knugede min taske ind til mig. Jeg græd stadig over den lille pige og jeg anede ikke hvordan jeg skulle stoppe igen.
”Hey, hvorfor græder du Gabbie?” Spurgte Dylan bekymret og lagde en hånd bag min nakke og kørte den rundt for at få mig til at slappe lidt af. Jeg trak vejret dybt ind og lukkede øjnene.
”Jeg ved ikke om du vil forstå det.” mumlede jeg. Jeg kunne høre han rykkede sig i sædet og tog hånden til sig igen. Han satte i gang uden at stille spørgsmål. Jeg vidste ikke om jeg ville snakke om det eller om jeg overhovedet kunne. Hvem ville tro på mig? Jeg havde siddet de sidste par timer og snakket med en lille død pige med brækket hals. Jeg var blevet overfaldet af vores postbud i hans egen lejlighed og jeg var blevet kørt ned fordi jeg flygtede fra blege mennesker. Jeg vidste Dylan var min ven og jeg kunne fortælle ham alt, men ville han tro på mig? Jeg sukkede og åbnende øjnene igen. Vi holdte for rødt og Dylan kiggede bag ud af forruden mens han støttede den ene arm ved vinduet.
”Jeg ser døde mennesker.” sagde jeg ligeud og kiggede efter hans skiftende ansigtsudtryk. Først så han chokeret ud over min udtalelse, men så fik han et smil på læben.
”Jeg ved ikke hvad du har røget, men jeg tror du skal stoppe med det. Hvad lavede du egentlig inde i byen alligevel? Hvor er din bil?” Jeg sukkede. Selvfølgelig kunne han ikke tage det seriøst, men hvad havde jeg regnet med. Jeg vidste ikke om jeg selv troede på det endnu. Jeg kunne lige så godt vågne op i morgen og så var det hele bare en drøm.
”Jeg blev kørt ned af vores postbud og han tog mig med hjem til sin lejlighed og overfaldt mig næsten.” Dylan kiggede chokeret over på mig så han nær havde kørt op bagi bilen foran, hvis jeg ikke havde gispet højt. Han nåede lige at stoppe, men bilen foran dyttede stadig og rakte en knugende hånd ud af vinduet. Dylan lagde ikke mærke til noget og kiggede bare alvorligt på mig.
”Kørte han dig ned og så overfaldt han dig? Den syge stodder skal meldes til politiet. Vi holder ind ved næste sidegade og ringer med det samme!” Udbrød han og selvom vi stadig kørte tog han mobilen op af lommen med det samme. Vi holdte ind og Dylan gik på internettet for at finde nummeret på det lokale politi.
”Lad nu bare være Dylan. De gør ikke noget ved det alligevel.” Sagde jeg og snøftede en sidst gang. Så snart Dylan var kommet, var det som om alt var blevet bedre og jeg var snart holdt op med at græde.
”Hvorfor skulle de ikke gøre det? Kan du huske hvor han bor?” Jeg sukkede og tog mobilen ud af hånden på ham og han så alvorligt på mig.
”Du tror ikke engang på mig, så hvorfor skulle politiet, Dylan?”
”Jeg tror da på dig! Du ser herrens ud! Har du set såret i din pande?” Jeg tog min fri hånd op til hovedet. Jeg havde godt nok ramt asfalten med hovedet, men jeg havde ikke haft ondt og jeg havde heller ikke været i nærheden af et spejl, men det var nemt at mærke, at jeg havde en eller andet form for sår eller hudafskrabning i panden.
”Jeg sagde jeg så døde mennesker, Dylan. Du tror ikke på mig. Jeg blev kørt ned fordi de var efter mig!” Dylan rystede på hovedet og greb ud efter sin mobil igen, men lagde den ned i skødet.
”Hvem var efter dig?” Spurgte han dumt.
”De døde mennesker, Dylan! De løb efter mig fordi jeg kan se dem. Jeg har siddet de sidste to timer og snakket med en lille død pige på en legeplads, fordi ingen andre kan se hende!” Jeg råbte til sidst for alt det her var for meget for mig. Mit hoved kunne ikke kapere mere og jeg lænede mig træt tilbage i sædet. Dylan kiggede bare underligt på mig og startede bilen igen.
”Jeg tror vi skal have dig hjem i seng. Du vrøvler!” Sukkede han.

Jeg havde siddet stille så længe at jeg var ved at komme til mig selv igen og begyndte at kunne mærke alle de steder jeg efterhånden havde ondt. Min fod dunkede af den lange gå tur på brandsåret og min hofte tillod ikke at jeg rejste mig op uden hjælp. Dylan støttede mig da jeg skulle ud af bilen og tog min taske over skulderen, men heldigvis skulle jeg ikke trækkes op fra sædet men ud, da bilen var meget høj. Jeg lod Dylan tage om mig og jeg humpede mig vej frem til døren. En bleg mand med overskæg stod i haven og betragtede os, men jeg lod som ingenting, for jeg havde virkelig ikke energi til at tage mig af det. Dylan fandt nøgen bag postkassen og låste os ind.
”Du er ved at have haft en hård uge.” Mumlede Dylan, da hun hjalp mig op af trappen og op på mit værelse. Jeg blev ivrig da jeg så min seng og trak mig væk fra Dylan og gik de sidst skridt selv og kollapsede fuldstændig hen over den bløde madras.
”Lig dig nu ordentligt.” Kommanderede Dylan og tog fat i min arm og begyndte at hive mig lidt længere ind over sengen, men det gjorde forfærdeligt ondt i min hofte.
”Dylan lad være! Min hofte!” Klagede jeg med hovedet begravet i dynen og han gav straks slip. Der gik lidt før han tog fat om min bluse med fire fingre og løftede den op over min ryg. Han gispede så højt at jeg kunne høre det igennem dynen og jeg prøvede at dreje hovedet for at se hvor galt det var. Det var kvalmende at se på. Min hofte havde på inden måder nogen naturlig hudfarve længere. Det var en stor farvelade af sort og blålilla nuancer. Det var tydeligt at se hvor hoftebenet sad, for det havde taget imod det meste af slaget fra bilen og en øm sort plamage fulgte dets form ned af min side.
”Jeg ringer altså efter en læge.” Sagde han med et bekymret ansigtsudtryk og begyndte at taste på sin mobil.
”Please lad nu være Dylan!” Bad jeg og vendte mig om på min venstre side, så jeg bedre kunne se ham. Han kørte frustreret sin hånd igennem håret.
”Vi kan da ikke bare gøre ingenting? Du er blevet kørt ned for helved!” Han gik lidt frem og tilbage. Dylan var en god ven og jeg ved han ville gøre alt for jeg skulle have det godt, men han lyttede også til mig og ville ikke tvinge mig til noget jeg ikke ville. Jeg kiggede bedende på ham og han sukkede til sidst og slog ud i luften for at komme af med nogle aggressioner han tydeligvis havde fået på grund af min underlige opførsel.  Han lukkede øjnene lidt før han rettede en finger mod mig.
”Okay. Jeg skal nok lade være med at ringe til en læge eller politiet eller nogen som helst, hvis bare du lover at ringe til din mor, Okay? Jeg går ikke før jeg ved du har gjort det.” Jeg kiggede surt på ham for jeg vidste min mor ville blive fuldstændig ud af den. Jeg regnede ikke med hun ville komme hjem med det første fly hun kunne komme til, men hun ville nok sende mine bedsteforældre over og kigge til mig eller måske naboen, hvis det var alvorligt nok. Jeg sukkede og rettede mig i sengen, så jeg endelig fik mit hoved på puden. Den var dejlig kølig imod min kind og jeg lukkede udmattet øjnene.
”Du kan sove ved siden af mig eller låne gæsteværelset. Jeg ringer til hende i morgen.” Jeg var ligeglad med at jeg lagde på dynen, for det var alligevel varmt nok.  Jeg hørte Dylan sukke opgivende og han gik mumlede ud af mit værelse. Der gik ikke længe før jeg døsede hen i en urolig søvn.

Jeg vågnede ved at et skarpt lys ramte mine øjenlåg. Jeg knep øjnene hårdere sammen og vendte mit ansigt ned imod puden, men jeg indså jeg måtte trække vejret på et tidspunkt og satte mig op for at finde ud af hvor det irriterende lys kom fra. Det gav et sæt i mig, da der stod en person ovre ved mit skrivebord, men jeg tænkte det nok måtte være Dylan der holdte øje med mig, eller noget i den stil.
”Jeg løber ikke nogen steder Dylan.” Sagde jeg anstrengt og lagde mig ned igen. Lyset var forsat skarpt, så jeg udstødte en irriteret lyd og valgte at kaste en af mine puder efter Dylan. Person udstødte et lille åh som fik mig til at kigge hen imod lyset igen. Stemmen var for lys til at kunne have været en fyr. Jeg kneb øjnene lidt sammen og kiggede over på pigen der stod ved skrivebordet. Hun vendte ryggen til mig kort og lyset forsvandt fuldstændig og der blev helt mørkt. Jeg kunne ikke engang se hendes skikkelse, fordi mine øjne lige havde vænnet dig til lyset. Jeg rakte ud efter min natlampe og tænkte for det gullige lys og kiggede på den mystiske pige. Hun havde langt sort hår der var flettet med små perler og hun havde en lang hvid kjolelignende beklædning på. Hun kiggede nysgerrigt på mig med store mørke øjne og gik et skridt tættere på mig.
”Jeg ringer til politiet hvis du kommer tættere på!” Advarede jeg og rakte ud efter min mobil på natbordet. Pigen løftede sine hænder i forsvar og trådte et skridt tilbage igen.
”Ring ikke til nogen. Jeg er her for at hente dig.” Hun lød meget nervøs og stammede næsten i sin tale. Jeg kiggede undrende på hende.
”Er du død?” Spurgte jeg, selvom hun på ingen måde lignede de blege mennesker. Hun havde en meget lys brun hud, hvilket indikerede at hun var udlændig af en art. Hendes øjne var markeret med en masse sort makeup som var tegnet i en underligt trapez form ud fra hver side af øjet. Hun smilede til mig og rystede på hovedet.
”Ikke endnu. Jeg holder mindst 20 år endnu. Men du bliver nød til at komme med mig! Dronningen venter!” Sagde hun glad og viftede med sin hånd. Jeg kiggede dumt på hende. Drømte jeg? Det her gav ingen mening for mig, men hvad havde givet mening de sidste par dage? Det hele måtte være en eller anden langt ude underlige drøm som jeg snart ville vågne af. Når det skete måtte jeg heller se at få mig en ordentlig kost, spise vitaminer hver dag og drikke rigeligt. Det var den eneste forklaring på de her underlige begivenheder.
”Ved du hvad, engle? Jeg tror jeg vil ligge mig til at sove igen og så glemmer vi alt om det her, okay?” Hun lignede lidt en engle med hendes hvide kjoleagtige tøj og hendes lange flotte hår. Skulle jeg måske gå i kirke når nu det blev søndag? Det kunne måske også få mine underlige drømme væk.
”Du.. Du må hellere følge med, før dronning bliver sur. Hun kan ikke lide at vente.” Hun begyndte nervøst at lege med sine egne fingre og sendte mig et bedende blik. Hvad var der med hende? Hvem var hende dronningen? Vi havde da ikke nogen dronning, kun en præsident. Jeg rystede på hovedet og lukkede øjnene lidt for at prøve og se om hun ville forsvinde hvis jeg åbnede dem igen. Hun var kun kommet tættere på da jeg åbnede øjnene igen og hun havde foldet sine hænder som i en bøn.
”Vær sød at kom med!” Hvad kunne det skade? Hvis det virkelig var en drøm, så ville der vel heller ikke ske mig noget? Jeg plejede altid at vågne når jeg havde mareridt, før det blev alt for meget. Jeg vågnede som regel og tændte lyset med det samme og lå og stirrede ud i rummet i et godt stykke tid, før jeg turde ligge mig til at sove igen. Jeg rullede med øjnene og steg ud af sengen, men stadig med smerter i siden. Pigens ansigt lyste op og hun rakte ud efter min hånd. Hendes hånd var ikke kold som den lille pige i parken, så hun var helt klar ikke en af dem. Hun trak mig hen til mit skrivebord og tog en halskæde frem, som hun havde gemt under kendes tunika kjole og trak den over hovedet. Perlerne i hendes hår larmede en smule når de ramte hinanden. Var de lavet af glas? Keramik måske? Hun begyndte at tegne ud i luften med halskæden i hånden. Den havde samme design som den jeg havde om halsen, men havde en gennemsigtig hvis sten i hendes. Lige så langsomt begyndte et lys at komme ud midt i ingenting. Det lys der før havde vækket mig hang bare ud i luften og blev kraftigere og kraftigere efter hver bevægelse hun lavede med sin hånd. Jeg reagerede næsten ikke på det, for jeg havde allerede besluttet mig for, at det hele var en drøm, så hvorfor skulle der ikke være et eller andet underligt svævene lys i midten af mit værelse? Jeg havde jo allerede snakket med døde mennesker. Da lyset var ved at være blindende og snart i menneskestørrelse, måtte jeg kigge væk, for at mine øjne ikke løb i vand. Jeg tog min halskæde mellem to fingre og studerede den. Kunne jeg også gøre det der? Jeg ville gerne vide det, men af en eller anden grund, havde jeg ikke lyst til at tage den af for at prøve det. Hun hang til sidst kæden tilbage om sin hals og gik lige ind i lyset. Hun lavede et lille nik med hovedet for at fortælle mig at jeg skulle samme vej, før hun forsvandt ind i lyset. Jeg stod og stirrede på lyset lidt og gik om på den anden side af den for at se hvor pigen gik hen, men hun var ikke til at se. Jeg kiggede omkring den og lænede mig ind over skrivebordet, for jeg kunne ikke gå forbi skrivebordet, uden at gå ind i lyset. Jeg prøvede lige så stille at række min arm hen imod den, for at se om jeg kunne røre ved den, men det eneste jeg kunne mærke var at den var lidt varmere end der var i mit rum. Jeg kiggede mig omkring en sidste gang i værelset for at se om hun nu ikke var der, før jeg lukkede øjnene og gik lige ind i lyset. Duften af røgelse og våde sten ramte mig og jeg lukkede øjnene op til en overraskelse så stor, at jeg nær var tiltet bagover på hælen. Jeg stod inde i et kæmpe bygningsværk lavet af granit. Væggene var smykket med flotte vægmalerier og indhugninger der lignede noget taget ud fra vores historie bog. Malerier der fortalte en historie om guderne, konger og dronninger i det gamle Egypten. Jeg kiggede ud mellem de gigantiske marmorsøjler og så hvordan en fantastisk og farverig have med tropiske blomster blev passet op af folk der ligesom pigen jeg havde mødt, havde hvide kjolelignende dragter på.

”Denne vej.” Jeg vendte mig om og så pigen stå og smile til mig fra den anden side af rummet. Jeg kiggede mig forvirret rundt mens jeg gik over til hende.
”Jeg har virkelig en god fantasi.” Sagde jeg og beundrede vægmalerierne igen. Min skulle opgave måtte allerede være gået mig til hovedet, for det ville være umuligt at drømme noget så detaljeret, hvis det ikke var noget jeg havde set før. Jeg havde aldrig fået læst de bøger, men det jeg havde skimmet dem igennem på biblioteket måtte have givet bonus. Jeg skulle bare lade være med at fortælle nogen at jeg drømte om skoleopgaven, for det var så nørdet og kikset. Pigen gik med hænderne foldet foran sig og bøjet hoved, da hun ledte mig igennem en åbning i den tykke granit væg. Det næste rum var lige så flot dekoreret men rundt omkring stod der smukt dekorerede krukker og urner. Et par fyre der kun var iført hvad jeg ville kalde en nederdel, kom gående igennem rummet og nikkede til pigen foran mig. Hun nejede for dem og jeg så et smil på hendes læber, selvom hun stadig kiggede ned i jorden. Fyrene stoppede op før de gik ind i rummet til højre og den ene pegede ikke just diskret hen på mig. Som en refleks kiggede jeg op og ned af mig selv for at se om jeg havde spildt ned af mig selv eller om jeg måske havde noget tøj der sad forkert og jeg derfor viste skind. Selvfølgelig var mine shorts og T-shirt lidt beskidt efter jeg havde lagt og rodet rundt på asfalten foran en bil og leget i sandkasse med en død pige, men det var ikke mere beskidt end deres tøj. Jeg havde helt ærligt regnet med at jeg ville finde på noget andet tøj i min drøm, end det jeg var faldet i søvn i, men selvom min fantasi rakte til at forstille sig et kæmpe egyptisk tempel af en art, så var jeg lidt skuffet over, at jeg ikke gik rundt i den lækreste og dyreste designer kjole, men jeg anede ikke hvordan jeg skulle styre drømmen. Jeg indså dog de nok kiggede efter mig, fordi mit tøj var fra det 21. århundrede, så jeg tog mig ikke af deres blikke. Jeg fulgte pænt efter pigen dybere og dybere ind i bygningen og til sidst kom vi til et værelse der var bevogtet af to helt skaldede og meget veltrænede vagter. De kiggede undrende på os, men flyttede sig alligevel til siden og lod os pacere. Med det samme vi var inde, stillede de sig på plads igen foran døråbningen.
”Endelig! Jeg var ved at tro, du ikke fik overtalt hende! Du kan gå nu!” Hørtes en kvindestemme så højt at det rungede i det meget lytte rum. Pigen jeg havde fulgt nejede en gang, så perlerne i hendes hår klirrede og gik med små hurtige skridt ud samme vej, som vi var kommet ind. Stemmen var kommet fra en lidt ældre kvinde som sad i midten af rummet på noget der lignede en Chaiselong, men den så meget mindre behagelig ud, end dem man så i de fine huse i Jacksonville. Den var guldfarvet og meget tynd at se på, men den måtte holde fint, for damen lå henslængt hen over den mens en mand i det nederdel lignende lændeklæde stod og viftede hende med noget der lignede en meget hjemmelavet vifte af papyrus.  Kvinden smilede til mig og holdte en hånd op imod manden for at få ham til at stoppe og det gjorde han straks og gik til siden. Hun rejste sig og afslørede hendes høje skikkelse. Hun var mindst et hoved højere end mig og havde langt og kulsort hår som pigen der havde ført mig hertil. Det var ligeså flettet, men perlerne var guldfarvede som Chaiselongen og nogle få var metalfarvede. Hendes øjne var mandelformede og var en smule klemt i mens hun kom imod mig. Hendes makeup havde en tyk streg ud fra hvert øje med sort, mens hendes øjenskygge var mørkerød. Når hun kom tættere på, lignede det lang fra det øjenskygge som jeg kendte til. Hendes var en smule klumpet og lignede lidt størknet mudder, men det fik hendes øjne til at fremstå på en spændende måde.
Hun var ligesom alle andre klædt i en linned kjole, men hendes så en smule mere fint ud og var samme mørkerøde farve som hendes makeup. Om halsen havde hun en krave af guld som sad stramt om hendes hals og gik helt ud på hver skuldrer. Hun så alt i alt ud til at være meget mere værd end de andre der var simpelt opklædt. Hun gik i bare tærer hen til mig og standsede så tæt på mig, at jeg måtte kigge op. Hun smilede til mig før hun rakte ud med hånden og det gav et lille set i mig, fordi jeg troede hun skulle til at tage fat i mig, men hun tog fat i smykket om min hals og vendte den i hånden som om hun studerede den og lod den falde ned på mit bryst igen.

”Velkommen vogter.” Sagde hun med løftet hoved og lagde sine hænder på mine skuldre. Jeg kiggede bare dumt på hende og anede ikke hvordan jeg skulle reagere, for jeg havde ingen ide om hvad hun snakkede om.
”Øh hej? Hvem er du?” Hun var en mærkværdig kvinde, men den her drøm havde ikke været andet end mærkværdig. Jeg var ingen vogter. Hvis der var nogen her der kunne kaldes vogter, var det de to mænd der stod og holdt vagt udenfor. Hun sukkede lydløst før hun vendte ryggen til mig.
”Ja man kan jo ikke forvente så meget af jer moderne dødelige.” Hun gik tilbage til sin Chaiselong og satte sig meget højtideligt og fint ned og foldede hænderne i sit skød på det røde linned. Jeg ved ikke hvorfor jeg ført lod mærke til det nu, men på hovedet havde hun noget der lignede en krone. Ikke en traditionel krone som vi kender dem fra eventyr, men en krone formet som et par tyrehorn. Den sad om hendes hoved som en hårbøjle, men sikke en speciel en.
”Jeg er dronning Isis af Egypten og himmelen! Jeg har naturen i min magt og magiens kunst som min vej frem. Du, dødelige, er blevet ledt til mig af mit smykke.” Jeg kiggede ned af mig selv på den blå halskæde der glødede på en underlig måde. Jeg havde forventet den ville have været varm, som den dag jeg havde trådt på den, men jeg kunne ikke mærke den igennem blusen og jeg prøvede at placere min pegefinger på den, men den var kun varmet op til den temperatur min krop nu kunne præstere.
”Du er dronning siger du? Javel ja. Men det var nu ikke halskæden der ledte mig hertil, men den pige jeg kom herind med, som du lod løb for lidt siden. Jeg går ud fra hun er din assistent eller noget?” Det hele var ved at være meget overvældende af en drøm at være og jeg ville egentlig gerne vågne, før det her blev for underligt. Hvad skulle jeg gøre? Nive mig selv?
”Du er et meget uvidende individ, min kære. Men lad mig informere dig. Sæt dig ned.” Hun lavede en kort bevægelse med sin arm ud i luften, og en fint bord med tilhørende stol dukkede op. Ikke fint som i morderne og efter Mrs. Youngs smag, men en gammel træstol med flotte udskæringer der passede til resten af dekorationen i bygningen. Jeg var imponeret over at hun bare kunne få det frem, bare ved at bevæge armen, men det kunne jeg sikkert også, hvis jeg på en eller anden måde kunne få kontrol over min egen drømmeverden. Hun lavede en gestus for at få mig til at sætte mig ned, og jeg nikkede en gang før jeg satte mig ved det tomme bord. Straks efter jeg havde sat mig kom der to piger løbene fra rummet bag os og placerede to flade med udskåret friskt frugt foran mig. De forsvandt hurtigt igen, men jeg nåede at se, at de så næsten identisk ud, med hende der havde været på mit værelse. Jeg var egentlig ikke sulten, men af ren høflighed tog jeg en skive melon og nikkede tak til den såkaldte dronning.
”Har du lagt mærke til nogen ting der sker omkring dig, som ikke plejer at ske, kære?” Hun smilede stift til mig og jeg nikkede, for jeg må nok erkende at der var sket en del de sidste par dage. Ikke mindst en del der har gjort ondt.
”Jeg er blevet kørt ned. Det sker ikke hver dag.” Sagde jeg en smule flabet og lagde melonskralden fra mig på tallerkenen og suttede på min finger, for at få det sidste saft af.
”Men hvad var årsagen til det, Gabriella Harris?” Hun løftede kort det ene øjenbryn og jeg kiggede undrende på hende, mens jeg fjernede min finger fra munden. Hvorfra vidste hun hvad jeg hed? Det var min drøm selvfølgelig.
”Der var en masse døde mennesker der fulgte efter mig, men de forsvinder nok når jeg vågner.” Sagde jeg bestemt og trak på skulderen.
”Vågner? Du tror vel ikke alt dette er en drøm? Nej, ser du kære. Alt dette er bygget med håndkræft af mine dejligste undersåtter. Det står skam stadig i din tid. Philae templet. Det er ærgerligt at de skulle oversvømme det og lade det forfalde, men de kom heldigvis på bedre tanker.” Dronning rejste sig langsomt op og gik hen imod bordet. Før hun nåede det, begyndte en form for røgsky at komme på hendes side af bordet og i den bølgende sky, som ved en hallucination, kunne man skimte endnu en stol der lige nøjagtig nåede at blive fast form, før hun satte sig. Den var selvfølgelig højere end min, for hun var jo dronningen. Hun tog et stykke pære og bed et stykke af den og tyggede på en meget sensuel måde. Jeg glemte helt hvad det var hun spurgte om, for jeg sad og var helt optaget af hendes femininitet, indtil hun knipsede med fingrene og som lyn fra en klar himmel stod spørgsmålet klart i mit hoved igen.
”Selvfølgelig er det en drøm. Man kan ikke se de døde. Jeg er ligeglad med om det her tempel det findes eller ej. Det hele er en del af min fantasi og samvittighed som prøver at fortælle mig, at jeg nok burde begynde på mit historieprojekt snarest, hvis jeg skal have en ordentlig karakter.” Dronningen sænkede hovedet lidt og duppede sig overfladisk om munden med et par fingre, før hun så smilene på mig igen.
”Hvad med smerten? Er det en fantasi eller er det virkeligt?” Jeg skulle til at svare, men pludselig mærkede jeg en forfærdelig stikken i højre side. Jeg tog mig til siden, men det hjalp ingenting. Smerten blev kun værre og værre og samtidig begyndte mit brandsår under foden at kunne mærkes igen. Først som en svig, men derefter eksploderede smerten, som om nogen havde stukket ild til min fod. Jeg krøb sammen i stolen og bankede hovedet ned i det rustikke træbord, for jeg prøvede at fjerne fokus fra den ene slags smerte, til noget der måske var udholdeligt, men lige lidt hjalp det. Jeg havde lyst til at skrige til sidst, men jeg kunne ikke få en lyd over mine læber som om nogen havde blokeret mit stemmebånd, så jeg lå med åben mund og med tårerne stående ud af øjnene på mig, mens jeg faldt fra stolen og ned på gulvet under bordet og vred mig i smerte.

Dronningen rejste sig og jeg kunne følge hende fødder, indtil hun bøjede sig ned under bordet og uden meget besværg fik fjernet mine hænder fra min side og placerede en hånd, der hvor mine havde klemt. Det holdt med det samme op med at gøre ondt og jeg prøvede at genvinde en normal vejrtrækning mens jeg rystede af forskrækkelse. Jeg fattede ingenting mere. Det hele føltes så virkeligt. Jeg kunne mærke det kolde marmorgulv under mig og jeg følte hvordan tårerne langsomt gled ned over kinderne på mig. Smerten var fuldstændig væk, men jeg turde ikke bevæge mig, i frygt for at smerten ville vende tilbage. Dronning flyttede sin hånd fra min side og jeg knep øjnene sammen, for smerten var forsvinde så snart hun havde lagt hendes hånd lige under mine ribben. Hun rejste sig og stod stille lidt tid og jeg var sikker på hun opserverede mig.
”Du kan godt rejse dig.” Sagde hun en smule køligt, men jeg gjorde ikke som hun sagde. Jeg ville bare væk herfra. Ingenting gav mening mere. Jeg ville bare hjem til min dejlige bløde seng og vågne ved at Amber råbte ude fra gaden. Et par arme tog om mig, og jeg stivnede mens jeg blev hevet op fra gulvet af en mand i linnedklæde. Hun smilede bekymret til mig, men dronning gjorde tegn med hånden til, at han skulle forsvinde så snart jeg stod på benene. Han bøjede hovedet for hende og små løb ud af rummet. Jeg satte mig ned på stolen jeg før var faldet ned af, og turde ikke kigge på hende.
”Jeg er ked af at jeg forskrækkede dig, men man må lide for skønheden.” Hun gik om og satte sig overfor mig. Lide for skønheden? Hvad snakkede hun om? Jeg løftede forsigtig min bluse op og kiggede min før så svigende højre side og spærrede øjnene op, da huden var helt fin og tilbage til sin normale farve. Ingen blå mærker eller rifter. Jeg kørte min hånd hen over min hofte og det var på ingen måde ømt mere.
”Jeg forstår det ikke.” Mumlede jeg og stirrede ud i luften. Dronning smilede et skævt smil, før hun lænede sig frem i stolen.
”Som jeg sagde før, er magien min vej frem og jeg tilbyder dig det samme. På én enkel betingelse.” Hun lænede sig afslappet tilbage igen.
”Og hvad er den betingelse så?” Jeg anede ikke hvad jeg skulle tro længere, men jeg havde indset jeg nok ikke kom tilbage til mit hus, før dronning følte hun var færdig med hvad end det nu var hun ville mig.
”Det kan vi altid snakke om en anden gang. Nu vil jeg få en af mine piger til at følge dig hjem, så du kan afprøve dine kræfter. Hvis det er noget for dig, regner jeg med vi har en aftale.” Inden jeg kunne nå at stille nogle spørgsmål eller protesterer tog endnu en pige med perlelokfrisure fat i min arm og trak mig op fra stolen. Jeg prøvede at vende mig om, for at se på dronning igen, men pigen blev ved med at puffe mig mod udgangen af rummet og gjorde det umuligt for mig at se tilbage. Vagterne gik til side og med det samme vi var ude, stillede de sig foran indgangen igen. Pigen ledte mig smilene ud i haven jeg havde passeret på vejen herind og folk hilse så vældigt på os. De vinkede alle og børnene der legede rundt omkring smilede genert. Alle børnene var nøgne, men det var også umenneskeligt varmt. En lille pige kom løbene og rakte en smuk Hvid lotusblomst imod mig. Hendes lille hånd dryppede af vand, da hun lige havde taget blomsten fra det lille bassin lignende dekoration der var i haven. Pigen der havde fulgt mig ud lod mig stoppe op og jeg bukkede mig ned og tog imod blomsten fra den lille pige der glad begyndte at grine og danse. Nogle andre børn kom til og dansede og klappede sammen med den lille pige og de fleste i haven stoppede op og kiggede smilene på. Jeg anede ikke hvad der foregik, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå. Selvom dronning havde skæmt mig fra hvid og sans, så havde hun fjernet smerten fra min hofte og fra min fod. Jeg kom i tanke om min fod og løftede den op og hev bandagen lidt til side, så godt som jeg nu kunne. Jeg kunne ikke så meget sår på det lille stykke jeg kunne se, før jeg måtte sætte foden på jorden igen for ikke at vælte. Børnene tog det som om jeg dansede med, og begyndte at kigge under deres fødder som om det var en dans jeg lige havde opfundet. Jeg tror aldrig nogensinde jeg havde set gladere mennesker. De arbejdede godt nok hårdt i haven for en dronning, men de så alle så glade ud. De gik sikkert rundt og passede haven og kornet hele dagen og så på deres børn lege. Det var mere end de gjorde hjemme i Jacksonville. Der arbejdede forældrene på et nedtrygt farveløst kontor hele dagen og kom hjem for at sidde foran fjernsynet eller måske kom de slet ikke hjem, fordi deres arbejdsplads var i en helt anden stat. Så var børnene også bare hjemme i et farveløst og kedeligt hus. Vi havde godt nok TV, spillekonsoller og mobiler, men børnene her så, så meget mere lykkelige ud, end alle børnene i Jacksonville til sammen.
”Du er heldig at blive valgt. Ikke alle får lov til at komme så tæt på dronningen.” Sagde en lidt større pige til mig og tog fat i min bluse. Jeg nikkede bare. Hun måtte være en god dronning, når nu folk var så glade og så velnæret ud.
”Vi skal af sted.” Sagde pigen der skulle følge mig hjem. Jeg nikkede og fulgte efter hende, men vendte mig om og vinkede til børnene.

Da vi var ude af syne for de arbejdede stoppede hun op og tog sin halskæde af, som var identisk med den jeg havde set lave en port tidligere. Hun lavede de rolige bevægelser med hånden, indtil et lys på størrelse og højde med et menneske var foran os. Hun stillede sig til side og nejede for mig, før jeg trådte igennem den lysende port. Straks var jeg tilbage på mit mørke værelse. Det var stadig nat, på trods af jeg lige havde været et sted med massere af sol og varme. Jeg var underligt nok ikke særlig træt efter alt der var sket, så jeg gik ud på badeværelset for at få noget koldt vand i hovedet. Jeg satte proppen i håndvasken fyldte den op med koldt vand og placerede lotusblomsten i vandet. Jeg betragtede den flydende lidt rundt, før jeg tog en håndfuld vand og kastede det i ansigtet på mig selv. Det var virkelig forfriskende, når nu jeg lige havde været et så varmt sted. Der havde været køligt inde i bygningen, eller templet som dronning havde kaldt det. Jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg havde gjort alt mit hår omkring ansigtet vådt så det hang i mørke totter, men jeg kiggede nøje efter, da de få ridser jeg havde fået i ansigtet da jeg ramte asfalten, var væk. Jeg gnubbede min pande lidt for at være sikker, men der var selvfølgelig ikke noget. Mit spejlbillede ville da ikke lyve for mig. Jeg trak blusen op en gang mere for at være sikker på at de blå mærker stadig var væk. Det var på magisk vis forsvundet det hele, så slog brættet ned på toilettet og satte mig for at vikle bandagen af min fod. Huden var helet perfekt og der var intet tegn på at der nogensinde havde været et brandsår. Jeg pustede hårdt ud. Var det hele en drøm, eller hvad dronningen virkelig fået mine sår til at forsvinde? Og ville jeg kunne gøre det samme? Hun bad mig om at afprøve mine kræfter, men hun sagde ikke hvordan. Jeg anede ikke om de eksisterede eller ej og hvis de gjorde, hvad var brugsanvisningen så? Jeg smed bandagen i den lille skraldespand ved siden af toilettet og gik hen til håndvasken igen. Det første jeg kom i tanke om, når jeg hørte ordet magi, var Jesus der kunne gå på vandet og få havet til at dele sig. Jeg havde ikke tænkt mig at stille mig op i min håndvaske for at afprøve teorien, så jeg stirrede ned på vandet med lotusblomsten i og overvejede om jeg kunne få det til at sprede sig.
”Kom nu!” Mumlede jeg en smule surt mens jeg indeni bad vandet om at dele sig i to men intet skete. Jeg ville ikke sige det højt, for tænk hvis Dylan kunne høre mig? Han sov jo trods alt længere ned af gangen. Jeg prøvede at holde hænderne hen over vandet og begyndte at hviske surt at vandet skulle dele sig, men der skete intet. Måske var det hele bare en drøm? Jeg mærkede efter på mit bryst om halskæden stadig var der, og det var den. Ergo måtte jeg havde fundet den ved at træde på den og brænde mig, men sårene efter den var væk nu. Jeg sukkede og var på vej ud af badeværelset, da jeg hørte en dryp lyd bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og så hvordan en boble langsomt steg op af håndvasken. Jeg havde ikke hældt sæbe i vandet, så det var ikke muligt at der var kommet bobler. Den svævede i luften godt en halv meter over håndvasken og jeg gik tilbage og stirrede lidt på den. Var det mig der havde gjort det? Jeg pustede til den, men den stod helt stille i luften. Hvad skulle jeg gøre med den? Den kunne jo ikke bare hænge der? Tænk hvis Dylan vågnede og lige skulle bruge toilettet? Jeg kunne ikke komme på andet end at bevæge min pegefinger mod dens overflade og idet boblen sprang væltede det ud med vand over hele gulvet. Jeg blev forskrækket og udstødte et lille hyl og greb fat i håndvasken for ikke at falde. Hvordan kunne alt det vand være i den lille boble?! Mit tøj var gennemblødt og der var vand ud over hele badeværelset da Dylan kom susene og var ved at glide i vandet, så snart han var inden for døren.
”Hvad har du lavet?” Spurgte han forskrækket. Jeg havde nok vækket ham da jeg skreg, men jeg kunne ikke finde på nogen undskyldning. Han ville ikke tro mig når jeg sagde sandheden. Jeg kiggede uskyldigt på ham da jeg opdagede han faktisk var løbet her ud kom i boxershorts.
”Jeg tror der er noget galt med håndvasken.” mumlede jeg og gik ud i gangen og efterlod et vådt fodspor efter mig. Dylan gik forsigtig hen til håndvasken. Hvad skulle jeg gøre når han fandt ud af der ikke er noget galt med den? Jeg skulle finde på en undskyldning, men jeg vidste da alt det VVS virkede og hvad der eventuelt kunne være galt, så jeg krydsede fingre for der skete et eller andet når han tog i vandhanen. Han rakte ud efter den og så snart han løftede den mindste smule op for det kolde vand, stod en stor tyk vandstråle lige op i hovedet på ham. Han udstødte ligesom mig et lige så tøset hyl og fik slukket for vandet igen. Selvom jeg var imponeret over at vandhanen faktisk havde gjort som jeg havde håbet, hvilket var mystisk, så kunne jeg ikke lade være med at grine af Dylan. Jeg holdte en hånd for munden for det var tydeligt at han på ingen måder syntes det var sjovt. Han var lige så gennemblødt som mig og selvom jeg troede det var umuligt, havde det faktisk ødelagt hans frisure.
”Vi må hellere ringe efter en VVS mand når vi står op.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...