Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
834Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg sov virkelig skidt den nat. Jeg havde underligste drømme som ikke rigtig betød noget. Jeg kan ikke huske meget af det, kun en masse farver og sand. Jeg havde det lidt som om der var løbet maling ned over mine øjne i alle regnbuens farver. Jeg var badet i sved da jeg vågnede med et set, da Amber stod og råbte på mig udenfor. Jeg gik over og åbnede vinduet helt op og kiggede ud på Amber. Dylan var ikke sammen med hende i dag, men jeg syntes der var utrolig mange mennesker ude på gaden i forhold til hvad der plejede sådan en normal hverdags morgen. Jeg lagde slet ikke mærke til noget specielt ved menneskerne, så jeg gik bare ned for at lukke Amber ind. Hun kunne jo ikke låse sig ind selv hver dag.
”Dylan sagde du havde ladet hans mor røre ved din klamme fod.” Amber var tydeligvis ikke personen der gik ind og sagde godmorgen som det første. Hun gik med det samme ud i køkkenet som jeg gik op på mit værelse.
”Må jeg tage noget i køleskabet?” Råbte hun efter mig, da jeg gik op af trappen.
”Hvis der da er mad i, så ja!”Råbte jeg morgenhæst tilbage. Jeg gik op og fandt mig noget tilfældigt tøj og jeg indså jeg nok hellere snart måtte vaske noget tøj, for alle mine ynglings bluser var ved at være væk. Det var bare så træls at skulle gøre selv, især når vaskemaskinen stod i kælderen for ingen levende sjæl turde gå ned alene. Jeg måtte invitere Amber over en dag så hun kunne hjælpe mig. Hun stadig med hovedet ind i køleskabet da jeg kom ned, som om der på magisk vis skulle komme en masse mad, hvis hun stod der længe nok. Jeg rømmede mig for at få hendes opmærksomhed og hun sukkede og lukkede køleskabet.
”Du er nød til at tage ud og handle efter skole.” Sagde hun og slæbte sig ud i gangen så vi kunne komme af sted.
”Regner du med at blive hængende?” Jeg låste døren og lagde nøgen om bag ved postkassen som jeg plejede. Jeg mistede den alligevel, hvis jeg lagde den i lommen eller ned i bunden af skoletasken.
”Nej, men vi kan ikke have du bliver tyndere end mig!”

Vi gik langsomt til skole, for jeg havde selvfølgelig stadig ondt under foden. Det var nok også det mest upraktiske sted man kunne blive brændt. Jeg kiggede mig omkring på gaden og undrede mig over hvor alle menneskerne blev af, som havde gået her da jeg stak hovedet ud af vinduet. Nu var der kun mig og Amber og et par førsteårselever der gik længere fremme. Det kan være der lige var et øjeblik hvor alle folk skulle på arbejde som Amber lige havde ramt i dag, for det var ikke samme tidspunkt hun kom hver dag. Når hun havde været oppe at skændes med hendes forældre aftenen før, kunne hun godt stå udenfor så tidligt, at vi kunne nå at snakke over en kop kaffe i køkkenet. Ikke fordi vi brød os om kaffe, men det var lidt en nødvendighed hvis man skulle tidligere op.
Det viste sig at Kevin havde været på biblioteket kort efter jeg havde forladt det. Han havde hentet et par bøger som åbenbart ikke var så relevante fordi de gode bøger allerede var udlånt. Nu hvor han også havde været der, var der snart ikke flere bøger tilbage om det gamle Egypten tilbage på biblioteket. Det var måske lidt dumt at vi aldrig talte sammen, for nu havde vores gruppe otte bøger, mens de andre måtte nøjes med internettet. Jeg havde glemt at tage mine bøger med, men jeg sagde ikke jeg havde glemt dem eller det var mig der havde de mest brugbare bøger. Jeg syntes det lød så arrogant at sige man lige har været forbi biblioteket og fundet de bøger vi skal bruge, for det er kun de klogeste og mest irriterende nørder på den her skole som skal sige det højt. Jeg satte mig til at søge på præcist det samme som jeg gjorde sidste time og læste de links jeg fandt igennem endnu en gang. Hr. Barker var heldigvis meget passiv selv, så han lagde slet ikke mærke til klassen ikke eksisterende entusiasme. Endnu en kedelig dag alene derhjemme var foran mig, så jeg gik desperat i hælende på Amber, da vi fik fri.
”Kom nu! Vi kan tage ud og shoppe! Så kan vi få fyldt køleskabet og vores klædeskab! Kom nu!” Plagede jeg hende, men hun rystede bestemt på hovedet.
”Jeg har fået shoppeforbud på fars kort. Jeg skal hjem og klage til mor, og det er ikke kønt at se på. Du skal ikke have lov til at se mig i mit svage øjeblik.” Stønnede hun og hankede op i sin taske så den sad mere behageligt til hendes gåtur hjem.
”Jeg så dig da tisse af grin til den fest hjemme ho..”
”Du så ikke noget!” Halv råbte hun irriteret og jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var måske ikke det kort jeg skulle trække, hvis jeg virkelig gerne ville have hende overtalt, men jeg følte jeg allerede havde tabt, så jeg kunne lige så godt få det bedste ud af det og drille hende lidt. Jeg krammede hende farvel og fandt min mobil frem. Vores sidste time var valgfag og Dylan var på kreativ skrivning, så han var i den anden endnu af bygningen. Måske kunne jeg stadig nå at få fat på ham. Jeg fandt hans nummer frem og den nåede ikke at ringe mere end to gange før han tog den.
”Please leg med mig i dag!” Klagede jeg som et lille barn. Dylan grinte af mit lille udbrød, men han lød også en smule undskyldende.
”Øh. Jeg er på vej til football træning. Der er kamp i weekenden.” Forklarede han og jeg sukkede dybt.
”Har du noget imod jeg kigger på, når i træner så?” Der blev stille lidt inden han endelig svarede mig.
”Klar. Men du skal ikke forstyrre eller heppe på mig.” advarede han.
”Det kunne jeg da heller ikke drømme om. Jeg ville da heppe på alle andre end dig. Du har virkelig høje tanker om dig selv!” drillede jeg og jeg hørte ham grine før han lagde på.

Jeg var ikke den store sports fan, så at sidde på tribunen og så på en masse nørder der løb i slalom mellem hinanden på en græsbane var ikke det sjoveste. Der gik endda lang tid før de gik i gang, hvor den tykke træner kom valsende ind på banen mens han stadig tyggede på sin frokost. Han begyndte straks at fløjte og råbe af dem så både fløjten og luften omkring ham sikkert indeholdt halvdelen af hans sandwich. Alle drengene havde deres fulde uniform på, undtagen hjelmen. Deres skuldre var dobbelt så brede end et normalt menneskes og bukserne sad stramt om benene på dem, så de usynlige modstandere ikke kunne få fat i dem og hive dem ned at ligge. De fik smidt nogle bolde ud på banen som de kastede tilfældigt mellem hinanden, uden at løbe så meget eller score. Jeg lage mig ned på bænken og fandt min mobil frem, i stedet for at se på spillerne. Jeg begyndte først at kigge rigtig da træneren fløjtede vildt og overdøvede mine tanker om mine venners statusser rundt omkring på diverse sociale netværk. Han bad dem meget højlydt om at holdkaptajnen og ham der stod som ekstra skulle finde nogle hold, så de kunne øve sig på kamp. De delte sig om i to hold med en masse buh og klappen og gik til hver deres bane halvdel. Jeg satte mig op igen og støttede mine albuer på mine knæ. Det først kast var altid det bedste, for så løb de imod hinanden som griske hunde, klar til at bide i hinanden. Dylan kiggede kort op imod mig og vinkede før han tog sin hjelm på. Jeg vinkede tilbage og smilede for jeg måtte jo ikke heppe. Han holdkammerater bemærkede mig og begyndte tydeligvis at drille Dylan, selvom jeg ikke kunne høre dem. De prikkede til ham og kiggede op imod mig, mens han prøvede at koncentrere sig om at stille sig parat til bolden skulle gives op. Fløjten lød og de løb alle ind i hinanden for at få fat i bolden. Dylan nedlagde en af modstanderne og en af hans holdkammerater løb først et par skidt tilbage for at blive fri fra slåskampen på midten og styrtede så op imod målet. Jeg sad op hoppede lidt da en af modstanderne satte i sprint efter ham og selvom man ikke var fan, kunne man godt blive en smule opstemt. Han begyndte at løbe ud imod kanten af banen og han nåede lige at smide bolden fra sig på den anden side, da en af modstanderne kom flyvende og tacklede ham. Jeg skar en grimasse for det måtte helt sikkert have gjort ondt, men de grinte bare og daskede lidt til hinanden, da de hjalp hinanden op. Det var ikke et under at Dylan nogen gang var dækket af blå mærker. De stillede sig klar igen og jeg havde på fornemmelsen af at Dylan kiggede på mig, men det var lidt svært at se for hjelmen. Den var da drejet den her vej. Jeg lavede en tommel op til ham og desværre nåede han ikke at ragere da der blev fløjtet, så han så stadig på mig, mens han blev tacklet og lagt ned på under et sekund. Jeg kiggede mig forskrækket omkring før jeg begyndte at bevæge mig ned fra tribunen. Jeg måtte hellere gå før Dylan kom til sig selv og så jeg ikke distraherede ham mere end højest nødvendig.

Jeg begyndte langsomt at gå hjem, ikke kun på grund af min fod, men der var intet at komme hjem til alligevel. Husene på vejen var store og jeg vidste de fleste af dem havde pool i baghaven. Facaderne var flotte med palmer der stod og svajede en smule i vinden og buske der var veltrimmede på grund af billig arbejdskraft fra mexicanske gartnere. Jeg passerede et blåtmalet hus på tre etager hvor en mand gik meget langsomt udenfor i indkørslen. Han var iført en meget hullet og beskidt joggingdragt i lilla og blå og havde hjemmesko på. Jeg havde aldrig nogensinde set en i det kvarter gå rundt i joggingdragt før. De var alle mappedyr her og gik rundt i jakkesæt. Når de slappede af gik de rundt i dyre polo bluser og mærkevare shorts i neutrale farver, men joggingdragt? Jeg gik langsomt så jeg havde rigelig tid til at nærstudere manden. Han vendte sig lidt om ved lyden af mig med min tunge skoletaske og jeg prøvede diskret at kigge på ham. Jeg gik totalt i chok da jeg opdagede hvor bleg han var. Det var umenneskeligt. Han måtte være sminket på en eller anden måde, for intet mennesker havde så hvid en hud. Jeg stoppede lidt op og overvejede om jeg skulle spørge, om han var okay, for han så meget syg ud. Måden han slæbte fødderne på så heller ikke normalt ud, men han skræmt mig. Det så ud som om der var noget der gik op for ham, da vi fik øjenkontakt og han stoppede op og stirrede tilbage.
”Er.. Er du okay?” Spurgte jeg lavt. Hans øjne blev straks store og han gik robotagtigt hen imod mig.
”Du kan se mig?” Spurgte han og man kunne se håb i hans øjne. Jeg kiggede mig omkring for at se om der var andre mennesker i nærheden, men vi var alene, så han måtte snakke til mig.
”Ja?” Spurgte jeg tvivlende. Han kom tættere og tættere på og begyndte at løfte armene for at gribe ud efter mig. Instinktivt begyndte jeg at gå baglæns for jeg kunne mærke der var et eller andet galt.
”Du kan se mig?” Halv råbte han og satte tempoet op. Jeg begyndte at gå med hastige skridt væk fra manden, for han var virkelig ved at gøre mig bange. Jeg kiggede mig tilbage og han fulgte stadig efter mig. Jeg havde ikke lyst til at stoppe op, men endnu et helt hvidt menneske stod midt på vejen længere fremme. Det var en ældre dame der var iklædt noget meget pænere tøj, men det så ud som om det var fyldt med størknet gammelt blod.
”Hun kan se mig!” Råbte manden bag mig som stadig gik efter mig med udstrakte arme. Jeg fik øjenkontakt med damen og hun fortsatte efter mig ligesom manden. Af en eller anden grund, kom der flere og flere til og jeg havde lyst til at skrige, men jeg skulle bruge luften i mine lunger til at løbe. Jeg bed tænderne sammen og begyndte at løbe på trods af brandsåret under min fod og det faktum at jeg havde valgt at tage klipklapper på igen. De hvide mennesker mumlede mens de pænt fulgte efter i forskellige tempoer og jeg anede ikke hvor jeg skulle løbe hen. Jeg løb bare tilfældigt ned af vejen og fik svære ved at få luft. Jeg kiggede mig bagud og så den store flok sygt udseende mennesker der var ved at være samlet bag mig og jeg nåede lige at høre bilen, før jeg følte et hårdt slag mod min højre side, som slog mig omkuld. Jeg slog hovedet mod asfalten og hørte ikke en bildør blive åbnet, før der var en hos mig.
”Åh gud! Åh nej! Lig stille, vi ved ikke om du har brækket noget.” Jeg var blevet ramt af postbuddet midt i et sving. Han havde sin blå uniform på, så han var stadig på arbejde. Jeg havde aldrig lagt mærke til ham før, men han så forholdsvis ung ud af et postbud at være. Han havde sort hår under hans kasket og hans øjne var næsten lige så mørke. Han lignede en udlænding, men hans hud var ikke mørk nok til det alligevel. Han sad på knæene ved siden af mig da jeg begyndte at bevæge på mig, for at få øje på de syge mennesker. De var stadig et stykke væk, men de gik stadig hen imod os.
”Få mig væk.” Mumlede jeg døsigt og tog mig til hovedet.
”Bare rolig, jeg er ved at ringe efter en ambulance!” Forsikrede han mig og han tog sin mobil op af lommen og begyndte at taste.
”Nej! Få mig væk fra dem nu!” Jeg pegede på de syge hvide mennesker som kom bag ham. Han kigge sig forvirret rundt, men spærrede alligevel øjnene op da han så dem. Hans mobil var kommet igennem til alarmcentralen, men han lagde slet ikke mærke til det.
”Kan du se dem?” Spurgte han undrende og jeg nikkede ivrig for at komme væk, men hans bil havde efterladt en stikkende smerte i min højre hofte. Jeg prøvede desperat at tage fat om hans skuldre og få mig selv op ved at støtte mig til ham. Han trykkede opkaldet væk og tog fat om livet på mig og hjalp mig hurtigt op. Han ledte mig over til passagersædet og hjalp mig ind i bilen ved at løfte mine ben op for mig, da jeg skar en grimasse af smerte. Han kiggede imod de hvide mennesker der var på den anden side af hans bil, men løb lige i mellem dem og satte sig hurtigt ind og vi kørte hurtigt af sted.

Tårerne var begyndt at løbe ned af mine kinder, ikke kun på grund af smerte, men også på grund af forskrækkelsen over de forfærdelige sygt udseende mennesker der var kommet ud af ingenting. Hvad var de for nogen? Og hvorfor var postbuddet og jeg de eneste der ikke var hvide. Da vi i høj fart havde passeret et par sideveje, begyndte der at komme biler omkring os.
”Skal vi ikke advare dem?” halv råbte jeg, da jeg kom i tanke om at bilerne kørte lige imod de hvide mennesker. Postbuddet sagde ingenting men kørte bare og fokuserede på vejen med et stift blik. Flere af de hvide mennesker kunne ses gå langsomt omkring og ænsede os ikke som de andre. Det så heller ikke ud som om andre folk på gaden var ved at flippe ud ved synet af dem, som jeg var. Jeg prøvede at få min vejrtrækning i ro og slugte klumpen der havde arbejdets sig frem i min hals. Det gav ingen mening for mig. En veltrænet dame kom løbende længere fremme med hendes tætsiddende løbetøj og musik i ørene. Hun ænsede slet ikke de hvide mennesker og løb mindre end en halv meter forbi en af dem. Er der noget jeg er gået glip af? Var det her en joke? Jeg tørrede mine øjne med min håndflade og kiggede over på postbuddet der stadig kiggede stift ud af forruden.
”Hvor er vi på vej hen?” sagde jeg hæst og ventede på han kiggede på mig.
”Hjem til mig. Vi skal være sikker på der ikke er sket dig noget.” Jeg nikkede bare og lukkede øjnene lidt. Alt gik galt for mig lige i tiden. Det er anden gang jeg prøver at undgå hospitalet inden for en uge. Det var som om han kunne læse mine tanker om hospitalet, men jeg ved ikke hvor meget jeg havde lyst til at tage hjem til ham, når jeg ikke vidste hvem han var.
”Jeg hedder Isaac for øvrigt.” sagde han pludselig. Han kunne vel fornemme jeg var nysgerrig at vide hvem han var, når nu jeg havde kigget sådan på ham.
”Gabriella.” mumlede jeg og prøvede at finde ud af hvor vi var. Efterhånden som husene lå tættere og tættere og til sidst blev lejlighedskomplekser, faldt antallet af de hvide mennesker omkring os. Han stoppede bilen ud for en meget kedelig udseende bygning. Alle lejlighederne havde en lille balkon og lignede alle hinanden ude fra. Han steg ud af postbilen og jeg var ved at gå i panik så snart jeg så et hvidt menneske der kom gående i mod bilen, men i et meget langsomt tempo. Jeg dukkede mig ned i bilen. Jeg fattede ikke hvorfor han stoppede her og lod som om det var ingenting. De hvide mennesker havde opført sig så underligt. Jeg anede ikke hvad de fejlede, men jeg skulle ikke tæt på dem. Han åbnede døren og kiggede beklagende på mig da jeg sad og dukkede mig i bilen. Han tog fat i min arm, men jeg trak den til mig og ømmede mig lidt, da det var den side han ramte mig i.
”Hvorfor vil du ud til dem?” Hvæsede jeg og kiggede ud af forruden for at se hvor tæt på manden var. Han var tæt nok på, til at jeg kunne se han havde en underlig purpur farve under øjnene der var underligt matte. Isaac kiggede fra mig til ham men kiggede væk og rakte sin hånd til mig.
”Han gør ikke noget så længe du ikke kigger på ham.” Hviskede han og jeg tog imod hans hånd og lod ham trække mig ud. Hele den her situation var absurd. Alt for underlig. Det eneste forklaring var at nogen lavede den sygeste joke for ellers var der en eller anden epidemi i gang som folk ikke kunne nedkæmpe. Det kunne sagtens være, for jeg så aldrig fjernsyn. Jeg greb fat i siden på Isaacs skjorte og brugte ham som et slags skjold for den blege mand.

Han låste os ind i bygning og jeg trak vejret hårdt ind. Jeg følte mig lidt mere i sikkerhed ind i et aflåst hus, men han kunne nu også have spurgt om min adresse og kørt mig derind. Jeg havde ingen ide om hvordan jeg skulle komme hjem herfra. Han lod mig gå først op af trapperne, hvilket gik vildt langsomt, da det gjorde ekstremt ondt i min hofte af løfte benene. Han skyndte ikke på mig, selvom han boede på tredje sal. Jeg var næsten parat til at løbe da han åbnede døren ind til hans meget mørke lejlighed. Han tændte på kontakten lige inden for døren og afslørede en skummet udseende lejlighed. Bare for døren hvor jeg stod stille kunne man kun se reol efter reol med slidte gamle bøger. Ryggene på nogen ad bøgerne manglede endnu, så man kunne se hvordan bøgerne i sin tid var limet uprofessionelt sammen. Væggene havde gammelt mørkeblåt terpet og en enkelt lampe hang i midten af rummet. Han lavede en gestus ind i lejligheden og jeg gik nervøst derind. De krøllede persienner lod kun en smule lys ind i mellem revnerne, så man satte sin lid til den lille støvede lampe i midten af rummet. Under lampen stod en enkel lænestol som på ingen måde matchede sofaen henne i hjørnet. Der var ingen tegn på elektriske apparater nogen steder, hvilket er mærkværdigt. Det var sjældent man mødte en der ikke ejede et fjernsyn. Isaac gik ud i køkkenet og smed sine nøgler på bordet. Køkkenet var som stuen, meget mørk og lignede noget fra en gammel 60’er film med mørkerøde skabe og mørkt træ til bordene. Han fandt noget pulver kaffe frem fra et af de øverste skabe og begyndte at hælde vand i en kogekedel.
”Har du tænkt dig at fortælle mig hvad der sker?” Spurgte jeg irriteret. Han var ikke bange for de blege mennesker og jeg var fandeme blevet kørt ned fordi jeg flygtede fra dem.
”Du skal være glad for jeg er postbuddet og ikke en travl mand på vej hjem fra arbejde. Jeg køre ikke så stærkt rundt i kvarteret.” Sagde han og blinkede til mig. Han tog en kop op fra vasken og kiggede ned i den med afsky, mens han kørte fingeren rundt i kanten af den. Den var åbenbart ikke ren nok, så han lagde den ned igen så det klirrede. Der måtte være mere af vaske op nede i den håndvask.
”Jubii, hvor er jeg heldig at jeg kun blev kørt lidt ned.” Sagde jeg sarkastisk og gik ud i stuen og kiggede mig omkring på de gamle bøger.
”Vil du have kaffe?” halv råbte han ude fra køkkenet, selvom jeg nok ikke var mere end 5 meter fra ham. Jeg sukkede før jeg gik ud i køkkenet til ham igen.
”Jeg er her ikke for at hyggesnakke over en kop kaffe. Jeg vil bare gerne vide om du kan fortælle mig hvad de mennesker fejler.” vrissede jeg og lagde armen over kors. Han tog sig god tid til at svare mens han hældte noget pulver i koppen og lavede sin kaffe. Lyden af skeen der ramte mod kanten af koppen når han rørte rundt, var ved at gøre mig vanvittig, men jeg havde på fornemmelsen af, at han var en person man skulle være meget tålmodig med.
”De fejler ikke noget. De er døde.” Sagde han rolig og smagte på kaffen. Døde? Det giver jo ingen mening. Når man var død, var man væk. Sådan var det bare. Kroppene var begravet dybt i jorden og gik langsomt i forrådnelse og til sidst var man det rene ormeføde.
”Lad nu være med at gøre grin med det! Jeg blev kørt ned fordi de forfulgte mig.” Han hældte noget mere pulver i koppen og rørte rundt endnu en gang. Det var tydeligt at se på hans ansigt at det var lang bedre denne gang. Jeg kiggede desperat på ham, indtil han besluttede sig for at svare.
”Du burde ikke kunne se dem.” Påpegede han og masede sig forbi mig i døren. Han tog hans kasket af og hang dem på den enkelte knage der hang ved hoveddøren og satte kaffen fra sig ovenpå en stabel af bøger der var bygget ved siden af lænestolen. Han gik over til en real og kørte fingrene hen over bøgernes rygge.
”Hvorfor burde jeg ikke kunne se dem?” jeg sukkede, fordi han godt kunne komme med en forklaring i stedet for at være så hemmelighedsfuld. Han måtte vide et eller andet siden han kunne konstatere at jeg ikke burde kunne se dem. Men hvis det virkelig var døde mennesker, hvorfor kunne jeg ikke se dem? Den løbende pige på gaden ænsede dem slet ikke, selvom hun løb så tæt forbi en af dem, at hun burde have ramt ham med skulderen.
”Fordi de er døde.” Sagde han bare som om det var indlysende.
”Det har du allerede pointeret, men hvad mener du der er galt med mig?” Han trak en bog ud og bladrede hurtigt igennem den og holdte den op ved siden af mit ansigt som om han sammenlignede mig med et eller andet i bogen og rystede så på hovedet.
”Det er det jeg finder ud af.” Han stillede bogen tilbage på reolen og trak en ny en ud. Han skulle til at sammenligne mig med et eller andet i hans bog da han stoppede op midt i en bevægelse og stirrede på mine bryster. Eller det troede jeg da han gjorde. Jeg havde ikke nogen nedringet top på, så der var ikke noget at se alligevel, men jeg holdte mine hænder op for mit bryst, for det var meget uforskammet.
”Okay jeg tror jeg går.” Sagde jeg bestemt og begyndte at bevæge mig mod døren.
”Nej vent! Hvor har du den halskæde fra?” Han greb ud efter min overarm og trak mig et par skridt tilbage igen. Jeg kiggede ned på det blå smykke og løftede et øjenbryn.
”Jeg fandt den på stranden.” Sagde jeg ligegyldigt. Han var virkelig ved at mystisk og jeg havde ikke lyst til at blive her et sekund mere. Han havde vist mig jeg bare skulle prøve at ignorere de blege mennesker, så ville de ikke gå efter mig. Det så da ud til at virke?
”Hvorfor har du taget den på?” Han havde en smule skræk i stemmen og jeg anede ikke hvordan jeg skulle tolke det.
”Fordi den er pæn. Helt ærligt, jeg går nu!” Det så ikke ud som om han hørte mig, for han stod med hænderne begravet i håret og kiggede håbløst over på en af hans reoler som om der manglede et eller andet. Jeg gik imod døren og nåede at åbne døren før han fik fat i mig igen. Jeg skreg op og Isaac gav slip på min arm som om han havde fået stød, men på en eller anden måde fløj han pludselig igennem luften og hamrede hårdt ind i en af hans reoler så nogle bøger faldt ned over ham. Jeg kiggede forbløffet på ham. Hvad var der sket? Han faldt sammen på jorden, sikkert bevidstløs og jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg ringe efter en ambulance? Men hvad hvis nu han vågnede inden den kom og ville prøve at få fat på mig igen. Han var begyndte at blive vildt ubehagelig og jeg ville nyde mere af det. Selvom han havde fået et ordentligt slag i baghovedet, så begyndte han at røre på sig, så jeg løb ud af døren og ned af trappen. Jeg tog mig til min højre side, for at prøve om det kunne hjælpe lidt på smerten. Nede på gaden var der et par blege mennesker, men da jeg var inde i midtbyen, gik der mange andre mennesker på gaden der så en del mere friske ud med normal solbrun hudfarve. De ænsede ikke de blege, så jeg prøvede at holde masken, men kunne ikke lade være med at gå en stor bue udenom. Jeg lod mit blik flakke da en ældre bleg kvinde kom imod mig med slæbene fødder. Hun kiggede ned i jorden med et meget sørgmodigt ansigtsudtryk. Da jeg passerede hende lukkede jeg øjnene lidt og holdt vejret, men der skete ikke noget. Jeg pustede hårdt ud og satte lidt mere tempo på. Jeg anede ikke hvor jeg var, da vejene godt kunne være ens, så jeg prøvede at huske hvor vi havde kørt, men det er svært at erindre når man sad skrækslagen og ude af sig selv på passagersædet. Jeg kunne huske vi var kørt over Acosta Bridge, så jeg prøvede at finde tilbage dertil. Jeg kom ned til St. John’s flod og fulgte den over til broen. Det gav et gib i mig da jeg længere fremme så et af de blege mennesker stå på gelænderet på side af broen og holdte ved en pæl. Fyren var ikke meget ældre end mig og havde et par alt for store bukser på og en omvendt siddende kasket. Han kiggede ned mod vandet og jeg stoppede op og kiggede på ham. En middelaldrene kvinde kom gående imod drengen, men gik lige forbi ham. Kunne hun virkelig ikke se ham? Fyren havde tydeligvis brug for hjælp, men jeg turde ikke nærme mig ham, fordi han var en af dem. Pludselig gav han slip på pælen og tog et skidt ud i luften og forsvandt. Jeg gav et lille halvhjertet skrig fra mig så damen kiggede underligt på mig, men jeg prøvede at lade som ingenting og gik med hastige skridt hen til hvor drengen havde stået på gelænderet. Jeg kiggede ned i vandet for at se om jeg kunne få et glimt af ham, men han var ikke til at se nogle steder. Havde han lige begået selvmord for øjnene af mig? Jeg tog mig til hovedet og kiggede mig omkring. Ingen havde lagt mærke til det. Var jeg virkelig den eneste der kunne se dem eller var de andre bare så ligeglade med disse syge mennesker, at de lod som om de ikke eksisterede?

Jeg gik hen til et af de få steder jeg kendte, på den anden side af vandet. Jeg havde før med min bedstemor trasket igennem Jacksonville og vi havde tit parkeret ved tennisbanerne ved Southside Park og gået rundt. Min bedstemor havde vist gået til tennis derinde med nogle veninder og kendte derfor området. Jeg vidste der var godt 15 kilometer ud til kysten derfra og jeg havde helt klart ikke tænkt mig at gå hjem. Jeg satte mig udmattet på en bænk ved legepladsen og satte min skoletaske fra mig. Jeg rodede lidt rundt i lommerne for at finde ud af om jeg mon havde efterladt nogle smertestillende. Min hofte var ved at dræbe mig, men jeg kunne da gå, så den var i hvert fald ikke brækket. Jeg var ved at gå ud af mit gode skind da jeg kiggede ud på legepladsen og så en lille bleg pige stå i mellem alle de andre legene børn og kiggede trist på dem. Hun havde rottehaler og en yndig lyserød kjole, men et eller andet så forkert ud ved hendes hals. Det var som om den var usædvanlig tynd og havde et underligt knæk. De andre børn ænsede hende ikke og forældrene gjorde tydeligvist heller ikke, for jeg ville nok have tjekket hendes hals og se om hun var okay. Jeg rystede tanken ud af hovedet og fandt en pille i mit penalhus jeg gik ud fra var en smertestillende. Jeg slugte den uden vand og lavede en grimasse af smagen der lige nåede frem på min tunge inden jeg slugte den.
”Nej pas på med at kravle derop, skat! Du kommer til skade hvis du falder ned!” Råbte en bekymret mor efter sin lille dreng. Han var skravlet op på toppen af et klatrestativ og havde vendt sig halv om, for at kigge ned på sin mor. Den lille blege pige havde stillet sig ved siden af moderen og kiggede op på drengen.
”Kom og leg med mig.” Sagde hun med en spinkel stemme som fik nakkehårene til at rejse sig på mig. Drengen begyndte at kravle ned mod sin mor med et stort smil på læben, men glider på et af de sidste trin, før han når moderens favn. Moderen gispede og greb ud efter ham og den lille blege pige ved siden af spændte sine muskler som om hun var spændt. Drengen kom heldigvis ikke noget til, men gav sig til at græde af forskrækkelsen og klamrede sig til sin mor. De gik med hastige skridt væk fra legepladsen og kørte sikkert hjem. Den lille pige vendte sig om op kiggede sig omkring på legepladsen og jeg mente jeg kunne se en tåre i hendes øjenkrog som om hun var ked af at drengen ikke kom til skade. Hvis folk virkelig ikke kunne se hende, så var der jo heller ikke nogen til at lege med hende. Hun kiggede sig omkring på den andre børn og på forældrene der løb efter dem, bange for der skete dem noget. Hvor var den lille piges forældre henne? Jeg blev helt ked af det på hendes vegne og glemte helt at hun ikke var som de andre, indtil jeg fik øjenkontakt med hende. Hendes øjne var underligt matte, men man kunne stadig e glæden i dem, da hun kom gående imod mig. Jeg sad helt stille og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var virkelig bange for de blege mennesker og hvordan de havde opført sig over for mig, men jeg kunne da ikke bare løbe fra en lille pige? Jeg sad stille og betragtede hende mens hun kom gående hen og stillede sig foran mig. Jeg spærrede øjnene op da jeg så hendes hals tæt på. Den var helt deform og radbrækket. Det så ud som om det var et under at hun kunne holde hovedet oprejst.
”Vil du lege med mig?” hviskede hun med tåre i øjnene og jeg kiggede bare forfærdet på hende.
”Hvad er der sket med dig?” Jeg ville række ud efter hendes hånd eller hendes kind og trøste hende, men ville jeg blive syg hvis jeg rørte hende? Ville jeg blive bleg og usynlig ligesom hende?
”Jeg faldt ned fra klatrestativet.” Sagde hun og pegede om på det stativ som drengen og hans mor havde leget ved før. Jeg sank en klump og holdte en hånd for min mund. Var hun virkelig død? Havde Isaac talt sandt? Var alle de kridhvide mennesker døde der gik rundt i blandt os? Hvorfor var jeg så den eneste der kunne se dem? Tårerne arbejdede sig frem i min øjne mens jeg kiggede på pigen.
”Vil du lege med mig?” Spurgte hun igen og rakte en hånd ud til mig. Jeg nikkede og tog hendes hånd og lod hende tage mig hen til sandkassen. Gad vide hvordan det så ud for alle andre, hvis de virkelig ikke kunne se hende? Gik jeg og holdte i hånd med luften? Jeg kunne mærke hendes hånd som om hun var et rigtigt levende menneske. Den var lille og fin men meget kold. Jeg satte mig i kanten af sandkassen og hun begyndte at samle sandet op i hænderne og lod det glide ud mellem sine fingre. Jeg knugede min skoletaske ind til mig, mens hun begyndte at snakke om hendes skole. Hun gik i første klasse, men hun havde ikke været der i lang tid. Jeg sad bare og nikkede til det hun sagde mens hun prøvede at bygge et sandslot med hænderne. Jeg havde en vandflaske i skoletasken som jeg hældte indholdet ud af i sandet, så det var nemmere at forme og pigen byggede gladelig et højere tårn, mens hun blev ved med at snakke. Gad vide hvor længe siden hun havde snakket med nogen? Kunne de blege mennesker ikke se hinanden? Kunne de ikke snakke sammen? Måske havde de ikke noget at snakke om, for hvad skulle man gå op i når man var død? Jeg sad længe og lod den lille pige fortælle mig om hendes mor og far som nogen gange kom hen på legepladsen med hendes lillebror der snart var lige så høj som hende. De så hende aldrig når de var her, men hendes mor havde jo også briller. Nogen gange når hendes mor græd, krammede hun hende og sagde det nok skulle gå, men hun hørte hende aldrig. Jeg kunne snart ikke klare at høre på mere og til sidst måtte jeg vendte hovedet væk fra hende, for jeg kunne ikke lide tanken at sådan en lille pige faktisk var død. Hun havde knap nok startet sit liv, før det var endt og hun gik bare rundt her og anede ikke hvad hun skulle gøre.
”Du må ikke græde.” Sagde hun stille og jeg vendte ansigtet væk og tørrede mine øjne med håndryggen. Hun rejste sig op og rakte mig hendes hænder. Jeg tog imod dem og jeg kunne mærke det våde sand mellem hendes små fingre, da jeg nulrede dem i mine hænder. Vi smilede til hinanden da hun kiggede ud over parken.
”Kommer du igen i morgen?” Jeg kiggede ud i parken ligesom hende og lod mærke til at solen var ved at gå ned bag de høje bygninger uden for parken.
”Det ved jeg ikke, søde. Jeg skal også i skole i morgen.” Jeg tog det som mit stikord og strøg hende over håret og tog min taske med mig da jeg gik. Jeg fiskede min mobil op af lommen på den og ventede med at taste nummeret ind, til jeg stod ude ved vejen. Den ringede et par gange før telefonen blev taget.
”Hallo?”
”Hey Dylan. Kan du hente mig inde i byen? Ved Southside Park?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...