Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
808Visninger
AA

3. Kapitel 2

”Hun er simpelthen for meget!” Klagede jeg mig, da Dylan og Amber havde fået hjulpet mig op på mit værelse. Jeg smed mig tilbage i sengen og hev en af mine puder op over hovedet for at lade mine frustrationer gå ud over den.
”Jeg tror faktisk kun jeg har mødt hende én gang før.” Sagde Amber tænksomt og lagde sig ned ved siden af mig i sengen. Dylan indtog sin plads ved skrivebordet og smække benene op på det som han altid gjorde.
”Du skal ikke tage dig af Allison. Hun arbejder bare virkelig meget, så i kan blive boende her.” Jeg stirrede over på Dylan.
”Siden hvornår er du kommet på fornavn med min mor, dengse?” Spurgte jeg drillende og smed puden efter Dylan.
”Jeg har da næsten kendt hende lige så længe som du har!” Grinte han og Amber rullede med øjnene. Tydeligvist irriteret over at hun ikke kunne være helt med på de interne drillerier mellem mig og Dylan.
”Jeg ville bare ønske jeg så hende lidt mere ofte. Ja, jeg ved det lyder sært at en teenager siger det, men det er ved at være kedeligt at være alene og bare bestille mad ude fra. Jeg får kun hjemmelavet mad hvis jeg laver det selv, eller jeg er hos en af jer.” Jeg savnede faktisk hjemmelavet mad helt forfærdeligt. Det var en luksus at have et kreditkort der gik lige til sin mors konto, men man bliver virkelig træt af take-out mad. Jeg kendte snart pizzabuddet lige så godt som jeg kendte Amber.
”Hun er jo enlig. Hun er jo nød til at arbejde for i kan beholde huset.” Dylan vidste lige hvad han skulle sige for at få mig til at tie stille og det så var på den gode eller dårlige måde. Jeg sagde ingenting og kiggede bare på det blomstrede mønster på min dyne. Jeg hadede at blive mindet om at min mor var enke og at jeg aldrig ville komme til at se min far igen. Jeg havde fået at vide han ville komme tilbage. Det havde min mor sagt til mig mens hun selv græd. Jeg var ikke mere end 5 år gammel og vidste ikke hvad der skete, men min far var et godt menneske og selvom han havde travlt med at være direktør for et eller andet firma der producerede dele til computere så var han også frivillig brandmand i området, da de fleste her i området på ingen måde var interesseret i at risikere deres liv for andre, når nu de havde så travl med at være rige og berømte. Desværre skulle det gå galt da en gammel dame besluttede sig for at ryge i sengen og antænde hele hendes hus. Hun var som alle andre herude meget overbeskyttende med sin ejendom og havde ekstra låse og andet sikkerhedsudstyr på hendes døre og vinduer så hun havde lukket alle tyve ude, men hun havde også låst sig selv inde. Både hende og min far omkom i forsøg på at få hende ud derfra. Min mor græd men sagde han bare havde travlt på arbejdet, men han kom aldrig hjem. Hvor hvad jeg naiv at tro på hende, men jeg var trods alt kun 5 år gammel. Hun holdte alt skjult for mig, selv begravelsen. Jeg var ikke engang med til min egen fars begravelse og fik aldrig chancen for at sige farvel på nogen måder. Selvfølgelig blev jeg ved med at spørg om han ikke snart ville komme hjem og i rent raseri fra min mors side, fik jeg slynget i hovedet at han var død.
Jeg kan huske mine bedsteforældre tog mig med hen til kirkegården for at besøge ham og jeg havde lavet en tegning til ham. Jeg vidste ikke så meget om døden på det tidspunkt og fik at vide, jeg ikke ville se ham igen, for han sov under jorden. Jeg havde fået min bedstemor til at tage et billede af mig med min tegning mens jeg sad ved siden af hans gravsten. I dag når jeg tænke på det fatter jeg ikke jeg kunne få mig selv til det, for hver gang jeg så billedet i dag, begyndte jeg automatisk at græde. Jeg kan ikke så godt huske ham, men det at jeg ved han har været der og min mor har været så fraværende siden er bare en kombination Man ikke altid kan holde ud.

Dylan var nok godt klar over at det nok ikke var det mest heldige at hentyde til min fars fravær så han satte sig over i sengen til mig og lagde en arm om skulderen på mig.
”Du kommer bare over hvis du ikke gider lave aftensmad, ikke? Du ved du er altid velkommen.” Hans mor arbejde derhjemme og var designer, så hun var altid hjemme når man kom og det var rart at komme over og lade som om der faktisk var nogen der interesserede sig for en, men det er også en smule trist at se på hans forældre der bare har et super forhold.  Jeg nikkede bare til ham og lod ham trøste mig lidt.
”Skal vi ikke have noget forbinding på den fod? Eller i det mindste et plaster?” Han trak sig lidt væk og nikkede imod min fod. Jeg ved ikke om det så lige så ulækkert ud som det gjorde på stranden, men hvis det gjorde, så skulle jeg ikke have hovedet ned i det for at få forbinding på.
”Tror du ikke det går?” Klynkede jeg. Dylan satte sig ned i fodenden og kiggede under min fod. Han skar en grimasse og kløede sig i nakken.
”Du skal da have gjort et eller andet ved det. Jeg kan spørge din mor om i ikke har noget creme.”
”Lad det nu bare være! Det er ulækkert at røre ved!” Erklærede Amber før hun rejste sig og rettede på sin nederdel.
”Jamen hun kan da ikke bare gå på det? Det bliver det bare værre af?” Skældte Dylan men Amber trak på skuldrende.
”Jeg skal hjem og lave en aflevering, så hvis i vil røre ved det klamme sår der, så skal i være velkomne, men jeg kaster op hvis jeg kommer for tæt på.” Hun svang sin taske på ryggen og gik ud af døren og ned af trappen. Vi sad stille og lyttede efter døren der smækkede nedenunder.
”Er det virkelig så ulækkert?” Spurgte jeg og Dylan lænede sig ned for at kigge på såret igen.
”Altså… det er ikke kønt.” sagde han og jeg sukkede. Jeg rette mig op og trak mit ben op til mig og kiggede langsomt under min fod.
”Tror du at du kan finde noget forbinding et sted i huset?” Dylan var straks oppe og af sted.

Som altid stod Amber uden for mit vindue morgenen efter, men denne gang stod Dylan ved siden af hende.
”Vis noget livstegn!” råbte hun ude fra og jeg rullede ud af sengen og skulle til at sætte mine fødder ned på det kølige trægulv, da jeg kom i tanke om min fod. Jeg trak den til mig igen og nøjes med den ene fod. Jeg tog fat i sengegæret og humpede langs den og videre hen og fik fat i mit skrivebord og hen til vinduet. Jeg åbnede vinduet op og stak hovedet ud. Dylan grinede en smule af mit morgenhår.
”I ved hvor nøglen ligger!” Råbte jeg til dem og begyndte at humpe over imod mit skab. Det er også praktisk at have dem til at stå udenfor om morgenen for så får man også lige en følelse af hvordan vejret var udenfor og finde tøj efter det. Jeg fandt et par shorts af cowboystof og en T-shirt med print og satte mig over op min seng så jeg kunne få det på uden at skulle stå og balancere på ét ben. Jeg nåede lige at trække blusen over hovedet da Dylan bankede på døren til mit værelse og stak hovedet indenfor.
”Har du brug for hjælp til noget?” Spurgte han omsorgsfuldt.
”Du kan give mig min hårbørste, tak!” Smilede jeg og Dylan kom helt ind og tog min børste fra skivebordet og rakte den til mig. Mens jeg børstede mit hår tjekkede jeg lige Dylan ud. Han så som altid rigtig godt ud og havde taget et par shorts på så man også kunne se hvordan hans muskler var markerede på hans ben. Han løb meget for at kunne holde sig i form og det kunne tydelig ses. Jeg havde altid en hårelastik til at sidde på håndtaget af hårbørsten så jeg satte det op i hurtig hestehale. Dylan kom automatisk hen til mig med min skoletaske. Jeg smilede til ham og tog imod den. Smykket som jeg havde brændt mig på havde lagt på mit natbord og var kølet helt af. Jeg lagde den i den forreste lomme på min rygsæk og tog Dylans hånd som han rakte ud til mig, så han kunne hjælpe mig op.

”Din mor har faktisk lavet en madpakke til dig!” Råbte Amber fra køkkenet da hun kunne høre os komme ned af trappen. Hun sad som altid ved det høje bord og min mor havde lagt en seddel på bordet.

Der er en madpakke i køleskabet, så vi kan spare lidt penge på kantinemaden.
                     - Knus mor

Jeg krøllede sedlen sammen og smed den ud med det samme og åbnede vores gigantiske køleskab der næsten altid var tomt. Som om hun nogensinde lagde mærke til om der forsvandt en tyver når hun havde flere millioner på kontoen. På midterste hylde i køleskabet lå en uformelig klump viklet ind i sølvpapir. Jeg tog den ud og vejede den lidt i hånden mens mine venner kiggede skeptisk på mig.
”Hvad er det?” Spurgte Amber undrende. Jeg trak på skulderen og lagde den over på køkkenbordet så jeg kunne støtte mig op af den mens jeg pakkede den op. Hun havde åbenbart stået og smurt mig nogle tunsandwich i går aftes. Hun var nemlig taget af sted midt om natten fordi hun havde en kunde i Los Angeles der havde besluttet sig for at være besværlig. De så ret slaskede ud og jeg var ikke sikker på hvornår jeg sidst havde købt toastbrød, så jeg smed den direkte i skraldespanden ligesom sedlen og tog min taske på ryggen.
”Hun prøvede da?” Mumlede Dylan og kom hen og hjalp mig ud i gangen.
”Hun kan lige så godt lade være.” Jeg havde ikke tænk mig at tage sandaler på, da de skulle sidde fast på foden og jeg ville ikke have noget til at røre såret, så jeg tog mine klipklapper på og lod Dylan hjælpe mig ud. Amber låste efter os og gemte nøglen bag ved postkassen som vi plejede, fordi den ikke sad helt tæt ind til muren længere.

Folk gloede lidt efter os da Dylan kom slæbene med mig, men jeg prøvede at virke upåvirket og lod ham bare føre mig frem til klasse. Vi var en smule forsinket i forhold til hvordan vi plejede at dukke op, men det var heldigvis ikke en af de lærer der kom til tiden, som vi skulle have i første modul.
Da det blev frikvarter ville jeg op og aflevere halskæden på kontoret så jeg sagde til Dylan og Amber jeg nok selv skulle finde ud af at komme derover og de skulle bare gå ned i kantinen. Jeg humpede langs væggen hen imod kontoret hvor døren stod åben. Jeg bankede på døren alligevel og den gamle sekretær med hornbrillerne kiggede utilfreds hen på mig, da jeg åbenbart forstyrrede hende i hendes gøren på computeren.
”Jeg har fundet en halskæde som skal i glemt-kassen.” Sagde jeg haltede ind af døren og lænede mig op af væggen så jeg stadig kunne nøjes med at støtte mig på den ene fod mens jeg tog min taske fra ryggen og fandt halskæden fra forlommen.  Jeg humpede over til hende og gav hende den og kiggede lige en ekstra gang om hun mon brændte sig på den, men selvfølgelig skete der intet. Hun kiggede dumt på den et stykke tid og rettede så på sine briller.
”Tror du virkelig eleverne her vil gå med sådan noget gammelt skrammel? Hvor fandt du den?” Spurgte hun muggent og studerede den nærmere.
”Øh, jeg fandt den nede ved stranden. Jeg tænkte sandsynligheden for at det var hen her fra skolen der havde tabt den var stor, når nu vi altid er dernede efter skole.” Jeg anede ikke hvorfor hun altid var i det humør, men jeg havde aldrig set hende smile så længe jeg havde gået på skolen. Det var efterhånden ved at være over tre år.
”Den er jo så gammelt at den er oxideret. Jeg tror næppe en elev her fra skolen af går med noget der er så gammelt. Du kan lige så godt smide den ud, i stedet for jeg skal gøre det til jul når vi tømmer kassen.” Hun pegede over sin skuldrer på den rodede trækasse hvor der lå glemt gymnastik tøj og solbriller i en stor klump. Hun ledte sin opmærksomhed tilbage til computeren for at hentyde, at vores samtale var ovre og jeg tog min taske på ryggen og tog halskæden med mig igen.
Jeg smed den på bordet da jeg kom ind i kantinen og sukkede da jeg smed mig ned på en stol ved siden af Amber.
”Du afleverede den ikke.” Sagde hun mere som en konstatering end et spørgsmål.
”Kontordamen mente ikke at folk her fra skolen vil gå med noget der er så gammelt, så jeg kunne lige så godt smide den ud, end at hun skulle gøre det.” Jeg snuppede en af Ambers gulerodstænger og lagde min fod op på stolen på den anden side af mig.
”Så behold den! Det kan være du kan bruge stenen til noget. Lig den i en potteplante som pynt.” Sagde Amber sarkastisk da klokken ringede og vores korte frikvarter var ovre. Jeg langede ud efter hende, for hun havde altid en dum kommentar til alt og jeg anede ikke hvordan jeg ellers skulle reagere på det.

Selvfølgelig var min mor ikke hjemme da jeg låste mig ind derhjemme. Jeg havde lavet en aftale med Dylan at jeg kunne spise hos ham så snart jeg havde været på biblioteket for at finde bøger til vores historie opgave. Jeg anede ikke om jeg kunne køre med den fod jeg havde anskaffet mig, men jeg orkede ikke at finde ud af hvornår busserne kørte. De kørte alligevel heller ikke lige forbi mit hus. Jeg smed min taske fra mig i køkkenet og tog et æble fra køleskabet og satte mig ved bordet. Jeg havde lagt kæden i lommen og da min lomme ikke var forfærdelig stor kunne det sagtens mærkes at den var der. Jeg tog den op og kiggede på den igen. Den så da ikke så gammel ud? Den var da heller ikke grim? Måske var sølvet lidt sort nogen steder, men det så ud som om det var med vilje, for det passede faktisk godt til smykket. Jeg tog den om halsen og humpede ud i gangen for at se mig selv i spejlet der hang ude ved siden af knagerne. Den passede da meget godt til mit tøj. Den blå sten havde næsten samme farve som mine shorts af cowboystof, så jeg lod den blive om min hals da tog mine bilnøgler og fandt ud til vores store garage. Der var plads til to biler, men når mor alligevel aldrig var hjemme, så var det næsten overflødigt. Jeg åbnede den med den lille fjernbetjening som jeg havde fået af min mor, for jeg ville nok få mere brug for den end hende mente hun, når nu der kun var en med. Min lille Mazda stod og ventede på mig med taget rullet ned så jeg rigtig kunne nyde turen. Nej. Jeg nød ikke at køre og havde altid været nervøs for at køre, men jeg havde fået en bil til min sweet sixteen fest af min mor og den levede stadig selvom jeg var en virkelig dårlig bilist.
Jeg var ikke moderne ved at jeg skulle køre i klipklapper og jeg kunne ikke træde ned på speederen med den fulde fod, for ellers ville mit sår svige alt for meget.

Jeg kom alligevel helskindet til det nærmeste bibliotek som lå den syd østlige del af Jacksonville. Den kedelig røde murstensfacade fik allerede ens øjenlåg til at blive tunge, men jeg skulle jo finde bøgerne. Biblioteket var som alle biblioteker nu er, dekoreret med pynt lavet af børnehavnebørn. Der hang grimme tegninger på væggene og der var en udstilling af papmache figurer henne i hjørnet som børnene gladelig havde skrevet deres navn på med store bogstaver. Jeg vidste jeg aldrig ville kunne finde rundt her inde, så jeg gik med det samme over til bibliotekaren som var en ældre herre der var halv skaldet og havde brillerne til at sidde helt nede på næsetippen. Han sad og kiggede på et eller andet program på computeren og tastede nogen numre ind fra bagsiden af nogle bøger mens han rykkede fingeren hen over den, for at kunne huske hvor han var kommet til. Jeg rømmede mig, så han kiggede op og vendte sig imod mig med foldede hænder.
”Hvad kan jeg hjælpe dig med, frøken?” Han kiggede underligt på mig, for manden nægtede åbenbart at rygge sine briller tilbage på plads, så han måtte læne hovedet lidt tilbage for at se på mig igennem dem.
”Jeg skal lave et historieprojekt om en gud fra det gamle Egypten. Hvor finder jeg materiale til det henne.” Spurgte jeg venligt og kiggede forventningsfuld på manden.
”Det gamle Egypten siger du. Lad mig se.” Han vendte sig mod skærmen igen og klikkede væk fra det han nu var i færd med og søgte efter nogle bøger for mig.
”Jeg skriver lige nogle numre ned til dig.” Han fandt en lille post-it blog frem og skrev nogle numre ned som jeg ikke fattede en brik af.
”Hvad er de numre til?” Spurgte jeg dumt. Jeg hørte tydeligvis ikke til på et bibliotek.
”Det er så du kan finde bøgerne. På ryggen af bøgerne er der skrevet et nummer alt efter hvilken afdeling de hører til.” Han rakte mig sedlen og jeg kiggede dumt på den. Jeg nikkede som tak og begav mig ud i biblioteket. Jeg anede ikke hvor jeg skulle finde det og gik først bare ind i mellem hylderne og håbede på at finde en stor fed bog med en overskift der havde noget med de egyptiske guder at gøre. Jeg kiggede hen over bøgernes rygge og sukkede dybt, indtil jeg så de små tal der var klistret på for neden på bøgerne. Rejsebøgerne var godt nok noget med Egypten at gøre, men det var langt fra den her afdeling, så jeg gik for tredje gang den dag over i den anden ende af biblioteket. Jeg håbede ikke at bibliotekaren holdte øje med mig, for det ville være ekstremt pinligt at jeg bare havde gået uvidende rundt i blinde uden at finde noget som helst af det jeg skulle bruge. Jeg fandt endelig min afdeling og støttede mig op af reolen, da mit sår var ved at svige voldsomt af at jeg havde gået så meget rundt. Heldigvis stod bøgerne jeg skulle bruge lige ud for næsten af mig og jeg vendte hovedet på skær, så jeg kunne læse titlerne. Der var rimelig mange bøger at vælge i mellem, hvilket overraskede mig. De andre måtte ikke have været her endnu og finde bøger. Jeg tog et par bøger der alle, ifølge indholdsfortegnelsen, indeholdte noget om guden Seth. Jeg overraskede mig selv da jeg kiggede igennem alle mine mange plastikkort og fandt et lånekort til biblioteket. Da jeg var mindre havde jeg været her med min bedstemor et par gange for hun var den eneste der nogensinde havde læst højt for mig. Det var godt nok et børne-bibliotekskort, men jeg gættede på den virkede endnu.

Biblioteker er ikke så moderne og selvom lånerkortet var gammelt gik det igennem og 10årige mig, som der var billede af på plastikkortet, har lige lånt 3 bøger om det gamle Egypten. Jeg bevægede mig roligt hjemad og lod dem der ville overhale, overhale mig, for jeg turde ikke køre mere end det var tilladt. Ingen andre havde fået den ide at overholde færdselsreglerne selvom vi var midt inde i en by. Jeg sad og holdte stift ved rettet og kiggede mig ekstra for, da jeg kørte over et kryds. Pludselig gik en person ud foran bilen og jeg lukkede øjnene i refleks og hamrede bremsen i bund så bilen klagede sig forfærdeligt. Jeg skreg op selvom jeg ikke hørte noget bum og jeg blev hevet frem i sædet og smidt tilbage igen.
”Åh nej, åh nej, åh nej!” gentog jeg mens jeg langsomt åbnede øjnene. Heldigvis nåede personen bag mig at lave en undvigelsesmanøvre, så jeg ikke fik en smadret bagende på min lille Mazda. Jeg kiggede omkring bilen, men personen var væk. Hvad jeg ramte ham alligevel?
”Hey hvad laver du?” Råbte manden bag mig som havde steget ud af sin bil. Han kom op på siden af mig og kiggede vredt på mig.
”Der var en mand der gik ud foran mig!” Råbte jeg nervøst og åbnede med rystende hånd bildøren og gik ud foran bilen. Der var ingen. Hvor var manden blevet af?
”hvad snakker ud om? Der var jo ingen på fortovet og der ligger ikke nogen under din bil. Jeg syntes du skal prøve at passe lidt mere på unge dame!” vrissede manden som gik tilbage til sin bil. Nogle biler holdt bag os og dyttede fordi vi spærrede det meste af vejen. Jeg gik forvirret en tur rundt om bilen og lagde mig ned på knæ for at kigge under den. Jeg sværger der var nogen der gik ud foran mig. Jeg satte mig ind i bilen og lukkede øjnene mens jeg pustede hårdt ud. Jeg måske heller ikke fået så meget væske i dag. Måske var det derfor jeg hallucinerede. Det tog mig et godt stykke tid før jeg tog mig sammen og tændte for bilen igen. En masse mennesker havde passeret mig og kigget utilfreds på mig, fordi jeg holdte midt på kørebanen, men jeg prøvede at ignorere det.

Jeg kørte direkte hjem til Dylans hus og parkerede bag hans mors bil. Jeg vidste hun ikke brugte den så tit, og hans far var ikke kommet hjem endnu, så det ville være dumt at parkere på hans plads. Dylans hus var lige så stort som vores, men deres have var mange gange større. Han mor gik meget op i hvordan haven så ud og hvordan huset var indrettet, så alt var topmoderne og jeg var meget begejstret for den pool de havde fået lavet sidste sommer. Den havde vi holdt en del fester ved efterhånden, for intet slog en god pool-party. Jeg humpede op til deres enorme egetræsdør og bankede på med deres flotte dørhammer der forstillede en løve. Selvfølgelig var det Dylans mor der lukkede op og hun trådte med det samme til side.
”Hej Gabriella! Dylan er ikke kommet hjem fra football træning, men du kan bare komme ind.”
”Tak Mrs. Young! Vi kan alligevel godt finde på noget at lave uden ham.” Sagde jeg venligt hvilket fik hende til at grine. Mrs. Young havde store krøller og noget af et overbid når hun smilte eller grinede. Jeg ved det er ondt at sige, men jeg syntes Dylan skal være glad for at han ligner mere hans far. Mrs. Young var også en lille dame som brugte alt for meget makeup. Heldigvis var hun ikke hoppet på botox-bølgen som ellers rasede her omkring. Hun ledte mig ind på sit værelse fordi hun ville vise mig nogle af de ting hun arbejdede med. Hun var utrolig kreativ og havde siddet og tegnet stole ned til mindste detalje. Jeg var mest imponeret over hvor detaljeret hun havde tegnet betrækket. Man kunne se at flere skitser af mønstret lå rundt omkring på hendes store skrivebord, men en del var små krøllede eller overtegnet med en stor fed sprittusch som indikerede at hun ikke havde været tilfreds med resultatet.
”Det er virkelig flot, Mrs. Young. Men det plejer det altid at være.” Mindede jeg hende om og hun smilede stort.
”Du er altid så dejlig at have på besøg!” Sagde han og krammede mig, så vores kinder blev mast mod hinanden. Måske var det lidt uhyggeligt at være så gode venner med Dylans mor, men jeg havde kommet her meget som barn. Heldigvis gik døren ud til og Dylan kom ikke lige frem lydløst ind i gangen.
”Jeg er hjemme!” råbte han og en stort brag lød ude fra gange så både mig og hans mor småløb derud. Han havde bare smidt sit football udstyr midt på gulvet i hans kæmpe sportstaske. Han havde engang fået mig til at tage det på og det var virkelig tungt, så hvis han gjorde det der hver dag, ville der til sidst komme hul i deres fine trægulv.
”Nå der var du Gabbie! Jeg troede vi skulle mødes nede ved football banen? Jeg var ved at tro at du havde glemt mig.” Sagde han melodramatisk og jeg skulle lige til at spille med og kaste mig i armene på ham, da han løftede armen og lugtede til sig selv. Jeg begyndte straks at grine mens hans mor rystede på hovedet og tog hans sportstaske væk fra gangen, så ingen kunne falde over den.
”Jeg tror jeg trænger til et bad.” Mumlede Dylan og spredte armene ud som om han skulle til at kramme mig.
”Hold dig væk, stinkdyr!” Kommanderede jeg men han gik truende hen imod mig. Jeg humpede væk fra ham og ud i vaskerummet hvor hans mor var i gang med at hive hans football tøj ud af tasken med væmmelse i ansigtet.
”Hjælp!” Råbte jeg og gemte mig bag ved hende. Hun kiggede strengt på Dylan, som var fulgt efter mig, med hænderne i siden.
”Jeg vil bare give hende et venskabeligt kram!” Sagde Dylan undskyldende og lod armene falde ned langs siden.
”Se at kom i bad! Ellers får du ingen aftensmad!”

Jeg hyggede mig altid hjemme hos Dylan og det var lidt som om jeg havde erstattet hans storesøster som var rejst væk for at gå på universitetet. Hans mor lavede et hjemmelavet måltid fra bunden af og jeg nød virkelig at der var en der bad mig om at spise mine grøntsager. Hans far var kommet hjem lige før aftensmaden og havde endnu klappet mig på hovedet da han gik forbi mig. Jeg hjalp til med at tage af bordet da vi var færdige og hans mor lagde endelig mærke til at jeg humpede.
”Hvad har du lavet med din fod, kære?” Spurgte hun bekymret og tog imod de tallerkner jeg havde samlet sammen inde fra bordet.
”Jeg har brændt mig på den her.” Jeg kunne lige så godt sige sandheden, selvom folk troede jeg var en smule skør. Selvom Dylan næsten havde stået lige ved siden af da det skete og havde fundet smykket på det sted jeg faldt, havde hverken han eller Amber troet på mig. Jeg vidste Mrs. Young kæden jeg havde om halsen og hun kiggede på den med sammenknebne øjne.
”Har du brændt dig på en angelite?” Spurgte hun og tog den mellem sine fingre.
”En hvad?” Spurgte jeg dumt.”
”Angelite. Det hedder stenen. Den er ellers meget pæn.” Bemærkede hun. Jeg vendte ryggen til hende og løftede mit ben, så hun kunne se såret under min fod. Hun udstødte et lille gisp da hun så den.
”Det der ser til gengæld ikke så pænt ud. Har du fået noget salve på? Måske har vi noget et sted. Hvad med en lille forbinding?” Jeg nåede ikke at sige noget før hun små løb ud af køkkenet og af sted for at finde alle mulige ting der skulle hjælpe på såret. Jeg begyndte at sætte tallerknerne i deres opvaskemaskine da Dylan kom ud med nogle gryder.
”Har mor sat dig til at rydde op?” Spurgte han drillende og rakte mig gryden. Jeg tog ikke imod den, men pegede bare på opvaskemaskinen.
”Nej, hun så bare mit brandsår og besluttede sig for at gøre noget ved det her og nu.” Jeg skar en grimasse hvilket fik Dylan til at grine. Jeg havde ikke været så meget for at få gjort noget ved det i går og jeg havde ikke skiftet mening, men når Mrs. Young først havde sat sig for meget, var hun næsten umulig at få snakket fra det igen. Hun val valsende ind med noget bandage, en klud og noget creme som hun læste på bagsiden af, hvor at bekræfte det ville hjælpe.
”Åh godt du her er Dylan. Du kan lige ordne resten her, så kan jeg se på Gabriellas fod. Kom kære!” Hun tog min hånd og jeg sendte Dylan et drillende blik inden hun trak mig ind i stuen. Hun bad mig sætte mig på deres Chaiselong der gik i forlængelse med deres sorte lædersofa. Jeg smækkede benene op og hun trak en puffer hen hun kunne sidde på.
”Du skulle måske have været på skadestuen med det.” Sagde hun, da hun kiggede på det igen.
”De vil nok bare have sagt, at jeg skulle ligge en kold klud på og så sende mig hjem igen.” fnøs jeg. Jeg havde aldrig været særlig vildt med læger eller hospitaler, for bare lugten af dem fik det til at vende sig i mig.
”Har du så haft en kold klud på?” Hun kiggede skeptisk på mig men jeg løj og nikkede bare, for det ville måske have været en klog ide, og hvorfor kom jeg først i tanke om det nu?
”Nå. Jeg renser det lige først. Det kan godt være det kommer til at gøre lidt ondt.” Lidt? Da hun begyndte at duppe var det til at holde ud, men fordi jeg havde gået rundt i klipklapper havde mine fødder været frit tilgængelig for alt snavs og skidt fra gaden som ifølge hende åbenbart havde groet sig fast, for hun tog pludselig hårdt ved og begyndte at skrubbe på såret så jeg vendte og drejede mig i sofaen og bed tænderne hårdt sammen. Dylan var blevet færdig i køkkenet i mellem tiden og kom ind i stuen og kiggede bekymret på mig, som jeg sad og vred mig i sofaen.
”Måske skulle du slappe lidt af mor!” Sagde han og satte sig ved siden af mig og anede ikke hvad han skulle gøre, så han stirrede bare på min fod som om det på magisk vis skulle hjælpe noget. Heldigvis havde hun besluttet sig for at det var fint nok og smurte meget mere forsigtig en kølende slave på. Det var næsten som om det fik smerten til at gå væk for en stund indtil hun begyndte at vikle den lille bandage omkring. Dylans far sad ovre i hans lænestol der matchede sofaen og havde det vældig morsomt med at kigge på mig i stedet for nyhederne på BBC.
”Har jeg fortalt jeg var ved at køre en mand ned på vej herhen?” Spurgte jeg Dylan for at flytte fokus til noget andet.
”Nej? Hvad?” Han virkede meget overrasket og det kan jeg ikke sige, at jeg ikke selv var. Det var bare drysset lidt af mig igen.
”Køre du ikke ordentligt?” Spurgte hans far og lo lidt af sig selv.
”Jo jo! Men der var pludselig en mand der gik foran min bil. Midt på vejen! Så jeg bremsede hårdt op og ramte ham ikke, men jeg ved ikke hvor han blev af, for øjeblikket efter var han væk.” De kiggede alle undrende på mig og Mrs. Klappede min fod et par gange da hun var færdig med at vikle den ind.
”Jeg ville og løbe for livet, hvis der kom en teenager kørende.” Jokede hans far og slog en rigtig mandelatter op. Lige meget hvor meget jeg elskede Dylans forældre, kunne de også blive for meget ind i mellem. Måske er det fordi jeg ikke selv var vant til at have pinlige forældre omkring mig.
”Nå. Jeg tror hellere jeg må komme hjem! Jeg har lånt nogen bøger jeg skal have kigget igennem inden i morgen.” Sagde jeg frisk og prøvede at ignorer Hr. Youngs tidligere kommentar.
”Har du været på biblioteket?” Spurgte Dylan overrasket og grinte så. Jeg slog ham drillende på armen, hvilket bare fik han til at grine mere.
”Du kommer bare når du har lyst, søde. Vi har altid mad nok.” Sagde Mrs. Young og gav mig et hurtigt kram. Jeg var overrasket over hvor meget den bandage egentlig hjalp. Det gjorde stadig ondt at træde ned på den, men bandagen tog lidt af stødet. Det så godt nok ikke så smart ud i klipklapper. Jeg satte mig nervøst ind i min bil igen og mindede mig selv om, at der ikke var sket noget tidligere. Jeg kørte forsigtigt hjem og var måske en smule til gene for andre i trafikken, men jeg havde det ikke godt efter oplevelsen.

Da jeg var på min vej og jeg fokuserede på mit store tomme hus der ventede forude, så jeg der stod en mand i min indkørsel. Jeg bremsede straks op og glemte koblingen, så jeg blev for anden gang i dag kastet frem i sædet og hevet tilbage igen. Jeg rystede hovedet lidt og kiggede hen imod huset igen. Nu var han væk. Det kunne da ikke passe? Jeg startede bilen igen og kørte langsomt frem. Jeg kiggede ind på nabo huset og så min nabo stå i vinduet. Han havde sikkert undret sig over larmen fra min pludselig opbremsning. Jeg rullede lige så stille ind i indkørslen og kiggede mig omkring før jeg med min fjernbetjening åbnede garagen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg forventede på en eller anden måde, at der stod en mand derinde med et baseball bat eller noget lignende, men der var intet derinde. Ikke engang min mors bil. Jeg parkerede min bil, tog mine lånte bøger med mig og kiggede mig mistroisk omkring inden jeg låste mig ind i mit tomme hus. Jeg måtte se at drikke noget mere væske, siden jeg skal begynde og se syner. Der var jo ingen mand! Men skeptisk som jeg var, gik jeg en runde i huset og sikrede mig at alle døre og vinduer var låst og sikkerhedssystemet var slået til. Jeg tog et stort glas vand med mig ovenpå og besluttede mig for at lade bøgerne blive i tasken, for jeg orkede ikke flere utrolige hændelser og mystiske historie om folk der alligevel ikke findes. Som manden jeg næsten havde kørt ned. Og manden der stod udenfor mit hus. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...