Dronning Isis Smykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 4 dec. 2013
  • Status: Igang
Livet er skønt for Gabriella Harris på Duncan U fletcher High School i den dyre ende af Jacksonville. Hun har sine venner og hun har sine fjender og det hele kollidere i et ganske almindelig teenages liv. Dog ved hun ikke at skæbnen vil hende noget andet og et magisk smykke venter på hende på stranden og sender hende på en mission mellem to tidsperioder. Dronning Isis skal bruge hende til at genvinde magten over Egypten.
(Jeg deltager i NaNoWriMo i år og det her er resultatet indtil videre. Det er ikke rettet igennem, da det hele skal gå lidt hurtigt, men så snart jeg bliver færdig med historien, vil jeg selvfølgelig rette den igennem :3)

3Likes
0Kommentarer
807Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Skynd dig nu Gabbie!” Jeg vidste jeg ikke skulle have ladet det vindue stå åben i nat! Jeg vågnede ved at min veninde Amber stod udenfor vinduet og råbte af mig. Det gjorde hun efterhånden tit, og jeg må indrømme hun var mere effektiv end mit vækkeur og min mor til sammen. Min mor havde alligevel givet op for længe siden og mente jeg selv kunne finde ud af at komme op hvis jeg virkelig ville noget i livet. Jeg sparkede dynen til side og rullede ud af sengen. Gulvet var utrolig koldt for mine bare tærer, men jeg var nød til at komme hen til vinduet og bekræfte at jeg var vågen, for ellers ville hun stå udenfor og råbe indtil naboen pudsede deres store schæfer på hende for at få ro. Jeg stak hovedet ud af det åbne vindue og kiggede ned på min blonde veninde. Hun var kun iført en cowboy nederdel og en top, da det var midt i august.
”Hvad er klokken?” Råbte jeg til hende og strøg mit irriterende morgenhår væk fra ansigtet. Jeg missede lidt med øjnene da solen allerede var oppe på den skyfrie himmel. Amber kiggede på klokken på hendes similistens beklædte mobil.
”Du har et kvarter. Lukker du mig ind?” Jeg nikkede til hende og lukkede vinduet. Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet. Mit ellers så fine lange brune hår sad rodet om hovedet på mig og jeg tog børsen med og begyndte at redde det igennem mens jeg gik ned af trappen til stueetagen. Amber kiggede utilfreds på mig da jeg åbnede døren, men hun gik direkte forbi mig og ind i vores køkken.
”Du har ikke engang fået tøj på. Tag dig nu sammen!”
”Godmorgen til dig også..” Hun satte sig på en af barstolene vi havde ved vores høje bord og tog et æble fra skålen min mor havde sat frem i håb om at få mig til at spise mere frugt.
”Du kommer også senere end du plejer. Giv mig 2 minutter!” Jeg kiggede hurtigt op på uret over bordet og løb ovenpå igen. Jeg smed min pyjamas på sengen og begyndte at rode igennem mit gigantiske klædeskab. Det er virkelig et luksus problem at have så meget tøj, at man ikke aner hvad man skal have på og jeg havde et gigantisk problem. Skabet var propfyldt og det faldt næsten ud når jeg åbnede det. Jeg havde prøvet og have det hele ude og lagt det ordentligt sammen, men intet hjalp det. Jeg havde snakket med min mor om det walk-in-closet som måske kunne blive bygget i en del af mit badeværelse, men hun havde aldrig tid til at lytte til mig alligevel. Hun havde alt for travlt med at være ejendomsmægler for de kendte, til at være hjemme hos mig. Den frihed det har givet mig er simpelthen for kedelig. Det var sjovt nok i starten at kunne gøre hvad man vil, men til sidst er det træls at komme hjem til et tomt hus efter at have gjort noget man måske fortryder. Jeg stirrede tomt ind i mit skab og mindede mig om at jeg alligevel havde en veninde til at sidde nedenunder og vente på mig, så jeg var ikke helt alene.

Jeg kopierede Ambers stil og fandt en nederdel og en enkel T-shirt med print. Selvom nederdelen måske var en smule kort, så regnede jeg ikke med, at den ville gå ind under forbudt påklædning på skolen. Man måtte heller ikke vise noget som helst form for hud. Jeg tog mine bøger fra min rodede skivebord ned i min slidte skoletaske og svang den på ryggen. Det havde ikke taget mig lang tid at finde tøj, så jeg brugte ekstra god tid på badeværelset på min makeup. Skolens politik sagde også at man ikke måtte have for meget makeup på, men lysten til at gå rundt med så meget makeup at det føltes som en maske, var heller ikke lige mig alligevel. Jeg lod lipglossen ligge og gik ned til Amber. Hun havde slev fundet et lille lommespejl frem og sikrede sig at hendes makeup sad som den gjorde da hun forlod hendes hus.
”Bare rolig, du er stadig smuk.” Sagde jeg til hende og hun rakte bare tunge af mig.
”Nå! Lad os komme af sted! Dylan venter på os for enden af football banen.”

Der var latterligt kort vej hen til football banen så vi begyndte at gå. Vi boede i en af de heldige dele af Florida hvor de fleste havde swimmingpool i baghaven og kørte rundt i dyre åbne biler. Jeg havde ikke selv nogen, men jeg havde heller ikke bedt om en. Jeg havde det godt med at blive kørt rundt af Dylan, hvilket han var meget villig til, fordi jeg ikke selv var meget for at køre. Dylan havde været min ven siden vi var små, og selvom vi lagt fra havde de samme interesser, så var vi stadig sammen lige så meget, som jeg var sammen med Amber. Selvom han var en dreng, var han faktisk god til at lytte og sætte sig ind i pige-problemer. Når man havde det skidt kunne han sagtens komme over med chokolade is eller en kaffe fra Starbucks. Hans lange skikkelse stod lænet of af pælen til hegnet der indkredsede football banen. Han havde et par godt slidte jeans på og en meget løs tank top som man kun kunne tillade sig at gå i, når man var så muskuløs som Dylan nu var. Hans lystfarvede hår strittede ukontrollabelt ud til alle sider, men det lignede noget der var gjort med vilje og folk misundende tit hans hår, men hvis man kendt ham som jeg gjorde, så vidste man at han ikke engang forsøgte. Han kiggede op fra sin mobil og så os. Han skyldte sig at ligge ned i lommen og gik os i møde. Han gav os begge et en-arms knus og vi forsatte ned imod vores skole.

Duncan U Fletcher High School. En skole hvor alle de riges børn går og vi var virkelig privilegerede at kunne gå her, men vi hadet det. Men hvilken teenager hader ikke skolen? Det var bare noget der skulle overstås og det var heldigvis snart. Vi var i gang med vores senior year. Vi kiggede hen over parkeringspladen på den anden side af vejen, hvor mange store dyre biler allerede var parkeret så tæt på skolen som muligt, så man ikke skulle gå så langt. Det gjorde dem der kom på dette tidspunkt frustrerede over at de var nød til at gå over 20 meter fra deres bil, for at komme ind på skolen. Skolens facade var møgkedelig at kigge på. Det var en rød murstensklods med masser af vinduer, garanteret lavet af en designer i sin tid. Palmetræerne der var langs vejen forsatte op af stien mod indgangen hvor et par bannere var blevet hæng op i løbet af weekenden, i de velkendte blå og hvide farver som repræsenterede skolen. Football sæsonen må snart starte, for skolen spildte ikke penge på bannere hvis ikke det var fordi de skulle vise skolen frem for udefrakommende.
Vi trådte lige præcis indenfor døren da klokken ringede og man kunne se hvordan folk gik fra at bevæge sig i slowmotion til at bevæge sig i normalt tempo. Lyden af hundrede mennesker der næsten på samme tid smækkede deres skabe i lød voldsomt her fra morgenen af. Jeg havde ikke selv noget vigtigt i mit skab, så jeg hang aldrig ud ved det, som så mange andre gjorde. Måske i mit freshman år, men nu syntes jeg bare det så så latterligt og kliche agtigt ud, som taget fra en dårlig komedie.

Vi gik ind i klassen i det Hr. Barker svingede rundt om hjørnet nede for enden af gangen. Det er heldigt for os at læreværelset var på første sal, ellers ville vi have fået en del advarsler med hjem i form af breve til forældrene. Ikke at jeg ikke tror min mor var ligeglad med det, for hun var der alligevel aldrig. Jeg satte mig ned ved min vindues plads som altid og Dylan satte sig bag mig. Amber var blevet placeret i den anden ende af klassen fordi vi havde til vane at snakke engang i mellem. Okay, måske lidt mere end en gang i mellem, det indrømmer jeg gerne. Hr. Barkers mave kom ind af døren før resten af ham gjorde. Han var virkelig en kæmpe på alle måder. Jeg løj ikke hvis jeg sagde han var to meter høj, men hans mave måtte være samme mål i omkreds, for hvis man spurgte om hjælp og han kom ned til ens bord, måtte han gå ned i knæ, for han kunne ikke se bogen på bordet for sin mave alligevel. Han havde sluttet hele sit look af med et forfærdeligt busket overskæg. Han smed hans brune taske på kateteret og kiggede ud over os med hænderne i siden. Det var en tradition for ham at lange ud efter de elever der ikke var kommet til tiden, så han skulle lige orientere sig om hvem der var her og hvem der ikke var. Desværre for ham, så det ud til at vi alle var her, så han pustede hårdt ud som om han var skuffet og satte sig endelig ned.

”Vi skal endnu engang bevæge os ud over vores eget lands grænser, selvom vi ikke altid er så glade for det. Vi skal bevæge os til mellemøsten. Egypten vel og mærket, og finde vores historie der. Vi begynder så småt og kigge på de oldegyptiske dynastier og analysere kilder til deres dagligdag…” Og sådan fortsatte det. Vi skulle starte på et helt nyt emne i verdens historie faget. Det var ikke just spændende, men det var ligesom resten af high school, det skulle bare overstås. Jeg kiggede mig omkring og der var heller ikke mange andre der hørte efter hvad han sagde. En enkelt havde gang i mobilen under bordet og andre var allerede begyndt at tegne cirkler i deres kladdehæfter. Jeg kiggede op på Dylan der stirrede ud af vinduet og sikkert over på football banen på den anden side af vejen. Han brændte sikkert for at komme i gang med træningen igen så han kunne beholde sine enorme muskler, men man skulle bevise man kunne fokusere på skolearbejde på samme tid med football træningen, så jeg viftede min hånd foran ham til han kiggede op på mig. Jeg pegede over på Hr. Barker og han forstod hvad jeg mente og smilede til mig. Jeg havde før trøstet ham, da han var ved at ryge af football holdet og vi sad oppe om natten flere dage i træk for at læse op til en prøve han skulle have mindst et C+ i, for at kunne blive på football holdet.

”…I vil derfor blive sat i grupper til opgaven og til sidst i forløbet vil i skulle fremlægge jeres opgave for klassen.” Jeg vendte mig mod Hr. Barker da han sagde grupper. Nej! Ikke gruppearbejde! Hr. Barker var den mest forfærdelige lære hvad det angår. De andre siger vi bare skal finde sammen som vi vil, men Hr. Barker skal altid misbruge sin magt og lave grupperne for os. Jeg tror han har en indre censor som kan se hvilke elever der ikke kan klare hinanden og så sætter han dem sammen og venter på de hiver hovederne af hinanden. Det var det rene gladiatorkamp. Jeg kiggede bekymret hen på Amber som gengældte mit blik mens hun tyggede på en lille tot af sit blonde hår.
”Jeg har lavet grupperne på forhånd.” Sagde Hr. Barker henrykt og fandt et stykke papir frem fra sin taske. Han begyndte at råbe grupperne op og man kunne høre lave støn og suk rundt omkring i klassen.
”Gabriella Harris, Kevin McCarthy og Jamilla Rodriguez, find sammen i hold 4.” Nu var det min tur til at sukke. Jamilla var klassen, hvis ikke skolens, største snob. Jeg kunne virkelig ikke døje hende og havde have en intern kamp med hende siden starten af high school. Jeg kiggede over på hende som hun sad der med hendes glatte sorte hår, blå øjenmakeup og med armene krydset hen over den lidt for tydelige kavalergang. Hun brød helt klart skolens dresscode, men rektor havde nok ikke set hende endnu. Hun gjorde ikke tegn på at flytte sig, så jeg rejste mig op og tog fat i min stol og begyndte at møve mig tavst igennem klassen og placerede min stol ved siden af hendes. Heldigvis var Kevin der også. Han var klassen nørd med et stort n. Han rakte altid hånden op og var alle læres ynglings. Når han var her, havde Jamilla måske travlt med at hakke ned på ham i stedet for mig, og når han var her, kunne vi godt regne med en karakter på mindst B. Derfor kæmpede folk tit om at være sammen med Kevin i gruppearbejde, men så snart man trådte uden for klasselokalet, ville ingen have noget med ham at gøre. Ikke at jeg var meget bedre, for jeg ville heller ikke selv hænge ud med ham.

”I vil blive tildelt hver jeres gud fra Ennead, den egyptiske nygudskreds, som i skal arbejde med som et sideprojekt. I vil få timen i dag til det, ellers skal i lave det sideløbende så i får meget frie hænder her. Bare det bliver lavet!” Hr. Barker begyndte at dele papirer ud til de forskellige grupper som sad og ventede på der skulle ske noget. Folk lænede sig ind over for at læse overskrevet på deres opgave, for at finde ud af hvilken gud de skulle skrive om. Han smed et ark papir på Jamillas bord og Kevin var hurtig til at nærstudere papiret. Jamilla sad stadig stift med armene over kors, tydeligvis meget utilfreds med hvem hun var kommet i gruppe med. Jeg himlede med øjnene af hende før jeg kiggede opgaven igennem. Vi havde fået en gud ved navn Seth. Ikke at det sagde mig noget overhovedet. Jeg anede absolut ingenting om de gamle egyptiske guder, så de kunne lige så godt have skrevet Anders And og jeg ville have troet det var en gud.
”Hvordan har du tænkt dig at vi skal finde læsestof om det her?” Spurgte Kevin tvivlsomt og alle vendte deres opmærksomhed mod vores lærer.
”Du kan finde et par sider i jeres bog. Brug indholdsfortegnelsen.”
”Et par sider er da ikke nok til en hel opgave!” Brokkede en anden sig. Hr. Barker stoppede op og satte hænderne i siden igen.
”Har du hørt om et bibliotek? Måske internettet. Det er altså ikke så svært.” Der blev stille lidt, før de fleste rakte ud efter deres tasker og trak en bærbar frem. Jeg gik selv over til min plads og fandt min frem og fik øjenkontakt med Dylan. Han var blevet sat sammen med Amber?! Hvordan kunne det lade sig gøre? Jeg nikkede hen mod Jamilla og himlede med øjnene endnu engang. Det fik dem bare til at grine, hvilket bare fik mig til at få det lidt bedre. Kevin var allerede godt i gang med google men jeg var sikker på Jamilla bare havde lukket sig ind på facebook eller lignende.
Jeg googlede bare navnet Seth og fik en masse billeder op af gamle vægmalerier af hvad der skulle forstille denne gud Seth. Han var afbilledet med et meget aflangt hundehoved. Og en eller anden form for stav. Jeg kiggede skeptisk igennem billederne før jeg gik til Wikipedia og diverse opslagssider som sikkert blev brugt til krydsord.
”Guden for uorden.” Læste jeg højt og Kevin nikkede bare. Et stort suk kom fra Jamilla og hun lænede sig tilbage i stolen igen.
”Det her er latterligt. Hvad har det her med historie at gøre overhovedet? En mand med et hundehoved? Virkelig?” Hr. Barker som havde siddet oppe ved kateteret rejste sig og gik med tunge skridt ned imod bordet hvor vi sad. Han lade en af sine kæmpe hænder på bordet og støttede sig.
”Det er en meget vigtig del af historien, frøken Rodriguez. Folk troede på disse guder i sin tid og det er nogen af de allerførste noterede guder, så dine forfædre troede faktisk på det her. Det er vigtig med en forståelse for ens fortid.” Han lod utrolig forstående mens hans blik så meget irriteret ud. Da nogle andre havde et spørgsmål rettede han sig endelig op og forlod vores bord, så jeg kunne trække vejret igen. Han stank virkelig langt væk af daggammel sved selvom det var morgen.
”Det er en sjakal.” Sagde Kevin lavt uden at kigge op fra sin computer.
”Hvad?” Spurgte Jamilla muggent.
”Seths hoved. Det er en Sjakal.” Informerede han os om. Jeg nikkede bare ligeglad med Jamilla kiggede nedladende på ham og skulle helt sikkert til at sige noget, men hun vidste nok godt, at hvis hun gjorde ham sur, kunne hun godt sige farvel til vores nørd og de gode karakterer.

”Det er virkelig det underligste familieforhold de guder havde. De er alle søskende og ægtefælder på samme tid.” Indså Kevin som sad og fyrede en masse facts af mens vi bare sad og nikkede. Jeg skimmede endnu en hjemmeside på tysk uden at læse det, for jeg forstod ikke meget af det alligevel. Det var altså ikke så nemt at finde kilder som Hr. Barker sagde det ville være. Jeg havde kun fundet et par sider vi faktisk kunne bruge til noget, for vores lærer var ikke så glade for at vi brugte sider som Wikipedia, da man aldrig vidste om det var sandt det der stod, når alle kan gå ind og rette i det.
”Hvis Seth er Osiris bror men er gift med Nephthys som er Isis søster.. og Osiris er sammen selvom de er søskende så måde jo alle være søskende? Det må da være det underligste familieforhold? Og det må da ende med indavl når man leger sådan med kromosomerne.” Kevin var tydeligvis frustreret over det stamtræ han havde fundet og var blevet bedt om at sende rundt til resten af klassen.
”Måske er det derfor nogen af dem har dyre hoveder? Kromosomerne var gået amok.” Kevin grinte lidt af det og jeg prøvede virkelig at få gruppearbejdet til at fungere ved at lege lidt med men Jamilla sukkede dybt og nidstirrede ham.
”Der er jo intet af det der, der er sket i virkeligheden, så hvorfor tænker du overhovedet på sådan noget?”
”Hvor er du bare negativ!” Udbrød jeg så en stor del af klassen vendte sig om og stirrede på mig. Man kunne se hvordan Jamilla rasede indeni, men hun vidste at Hr. Barker ville smide os begge ud, hvis vi kom op og skændes. Det var måske sket et par gange før, så jeg fatter ikke hvorfor vi blev ved med at blive placeret i samme gruppe. Jamillas forældre arbejdede nemlig hjemme og havde alt tid i verden til at skælde hende ud hvis hun fik en eftersidning eller en seddel med hjem, om at hun havde råbt i klassen igen. Hr. Barker sagde ikke noget til os, men gav os et advarende blik indtil vi begge var kølet en smule ned.
”De.. De gamle egyptere troede jo på det. Men de vidste jo nok heller ikke så meget om cellebiologi dengang.” Det var et under at Kevin turde fortsætte med at snakke, men han kiggede også nervøst ned i bordet og rodede rundt i sine krøller.

”Jeg kunne rive hovedet af den tøs!” Vrissede jeg, da jeg gik sammen med Dylan og Amber ned i kantinen. Vi stoppede op ved Dylans skab for at han kunne komme af med nogle bøger, da Jamilla passerede os med en af hendes veninde. Hun lavede en grimasse til os som om vi var det mest ulækre hun nogensinde havde set.
”Okay. Jeg dræber hende.” Jeg begyndte at gå efter hende, men Dylan greb fat i min arm og trak mig tilbage.
”Vold løser ingenting.” Sagde han og grinte. Han smækkede lågen til sin skab så vi kunne fortsætte.
”Sig du? Du er football spiller.” Jokede jeg. Han trak bare på skulderen.
”Det er noget helt andet. Der er ingen piger der vil komme til skade og intet hår der bliver revet ud.” Påpegede han. Jeg ville gerne have siddet i den modsatte ende af kantinen i forhold til Jamilla, men kantinen er altid opdelt i årgang. Senior eleverne sad altid ude til venstre i den nyrenoverede side af kantinen. Freshman eleverne sad helt ude til højre i den del skolen havde været for nærig til at renovere endnu. Det var ikke noget der var bestemt, det var bare noget der var sket. Der gik ikke mere end et par uger efter sommerferien hvor de helt nye elever ikke ved hvad de skal gøre ved sig selv endnu og forvilder sig ind og sidder i venstre side af kantinen og fik de værste dræberblik af alle andre, til at de indordner sig og indser hvad der er det rigtig at gøre hvis man vil overleve første år. Jeg havde rimelig ondt af de nye, men jeg havde også selv været der engang.

”Så. Har du læst noget om de guder der? Langt ude ik’?” Spurgte Dylan og snuppede en af mine gulerodstænger jeg lige havde købt.
”Hvorfor snakker vi om historie?” Spurgte Amber irriteret med munden fyldt med sandwich. Et par krummer fløj ud af munden på hende og hun holdte hurtigt en hånd for hendes mund, fordi hun syntes det var lidt pinligt.
”Fordi det er langt ude? Vi fik en eller anden dronning Isis. Hun er gift med hendes egen bror og blære sig med, jeg citere hjemmesiden, at have hans sæd i hendes skød. Det er næsten værre end dengang vi havde om den græske mytologi.” Amber nikkede sig enig.
”Jeg har om ham der med hundehovedet der var hendes bror. Altså ikke den bror hvis sæd hun havde i sit skød.” Sagde jeg på en finurlig måde for at gøre en smule grin med Dylan, for det var så underligt at han sagde sådan noget. Han er en rigtig pæn dreng der ikke kan finde på at bande men alligevel er han en af de bedste på banen til at smadre folk i football, så at høre ham snakke om kropsvæsker på den måde var så underligt.
Vi spiste lidt i stilhed indtil vi kunne høre Jamilla slå en latter op. Vi drejede alle sammen hovedet for at se hvad der skete, og det vist sig, at hun lige havde skubbet Kevins bakke ud af hånden på ham. Personalet stod målløs og så på, mens Kevin bare lagde sig ned på alle fire og begyndte at samle maden sammen på den, utrolig nok, ikke smadrede tallerken. Ingen sagde noget til det og kiggede bare væk. De fleste havde nok ondt af ham, men man vidste man ville blive udstødt sammen med ham, hvis man gik hen for at hjælp. Dylan rystede på hovedet af situationen og det var tydeligt at se, at han havde det på samme måde som mig. Jeg ville ønske der en dag var en der ville stille sig op imod Jamilla for alvor.

Efter skole ville Amber ned på stranden. Hun havde sågar taget hendes badetøj med i skoletasken. Skolen lå ikke mere end 800 meter fra stranden hvis man gik af Seagate Ave, hvilket gjorde vi nogen gange havde idræt dernede og spillede rigtig beachvolley, men en del af eleverne brugte lang tid dernede efter skole også fordi det ikke krævede den helt store kraftanstrengelse at komme derned.  Stranden var selvfølgelig allerede godt fyldt lige nedenfor vejen, da vi kom derned. Folk orkede ikke at gå længere hen og placerede sig bare oven i hinanden. Lidt længere henne til højre lå et kæmpe hotel som havde reserveret en del af stranden til deres gæster, så vi gik imod venstre da vi kom derned. Folk fra skolen sad på deres jakker eller skoletasker for ikke at få sand på tøjet og sad og snakkede og lo. Et par ældre mennesker havde alt grejet med og havde slået sig ned med klapstol, parasol og en lille grill de nok skulle bruge når det blev aftensmads tid. Vi fandt et sted hvor der ikke var så mange mennesker og smed vores skoletasker i sandet. Amber måtte opgive at finde et sted at skifte til hendes badetøj, for hun havde intet håndklæde med sig som vi kunne holde op foran hende mens hun skiftede og hun gad ikke gå tilbage til skolen og bruge deres toilet. Vi smed vores sko og gik ned i vandkanten og plaskede lidt rundt. Dylan sparkede noget vand imod os så vi måtte løbe lang væk fra ham, for ikke at blive våde. Vores ben var helt sandede til, da vi var løbet op til vores tasker igen og havde efterladt ham nede ved strandkanten.
”Kom nu! Jeg er ikke farlig! Jeg skal nok lade være med at sprøjte på jer!” Råbte han ude fra vandet af og jeg kiggede på Amber som rystede på hovedet.
”Jeg går ikke derud så længe han er der!” Sagde hun bestemt og satte sig ned på hendes taske og prøvede at børste noget af sandet af hendes stadig våde ben. Jeg sukkede og begyndte at gå ned imod Dylan som stod og storsmilede med hænderne på ryggen. Jeg kiggede mistænksomt på ham og vendte ikke ryggen til ham på noget tidspunkt. Jeg gik lidt længere ud i vandet og var glad for jeg havde en kort nederdel på, for så kunne jeg gå længere ud end Dylan og ville kunne flygte med mindre han ikke havde noget imod at hans bukser blev våde. Vandet på den her årstid var meget lunken men den kølede stadig i forhold til luften, især når vandet blev lidt dybere. Jeg nød helt at mine tæer begyndte at blive en smule kolde da jeg kunne høre Dylan lige bag mig.
”Hey Gabbie?” Jeg kiggede om på ham og han havde gået ud så hans ellers så fint opsmurte bukser var gennemblødte for neden. Han havde samlet noget halvråddent tang op og holdte det hen imod mig.
”Gå væk med det der Dylan! Det er ulækkert!” Hylede jeg op, men han kom kun tættere på og begyndte at grine ondt. Jeg prøvede at løbe i vandet så godt jeg nu kunne, men alle ved at det praktisk talt er umuligt. Dylan var ikke meget bedre selv men kom stadig efter mig. Jeg grinede helt vildt og Amber heppede på mig. Jeg løb længere ind så jeg stadig var i vandet, men det var nemmere at løbe væk. Pludselig var der noget der brændte mig under foden og smerten var så stærk og pludselig at jeg skreg op og faldt så lang jeg var ned i vandet med et plask. Dylan stoppede forskrækket op og kiggede forvirret på mig indtil han smed det ulækre tang fra sig og kom hen for at hjælpe mig op.
”Vred du om?” Spurgte han bekymret og fik mig op og stå. Jeg fik tårer i øjnene men jeg holdte dem inde og prøvede at fokusere på noget andet end den brændende fornemmelse under min fod.
”Nej. Jeg brændte mig på et eller andet!” Dylan støttede mig, da det gjorde ondt at træde ned på foden og jeg humpede væk fra vandkanten. Amber kom hen og tog fat i min anden arm og fik sat mig ned i sandet.
”Hvad skete der lige?”
”Hun brændte sig på et eller andet.” Svarede Dylan, da jeg havde travlt med at skære tænder.
”På en brandmand?” Dylan og Amber satte sig begge ned foran mig og Dylan løftede forsigtig min fod op og kiggede under foden.
”Du har virkelig fået et brandmærke! Men det der er ikke fra en brandmand.” Han rejste sig op og gik ned til vandet. Jeg var bange for at se under min fod, hvis jeg virkelig havde fået et brændemærke for syntes af sådan noget gav mig nemt kvalme.
”Er det slemt?” Spurgte jeg Amber der kiggede undrende på min fod.
”Nej men det ser underligt ud. Det sådan helt… rundt?” Dylan gik rundt nede ved vandkanten og kiggede efter noget jeg kunne have trådt på mens jeg endelig fik taget mig sammen til at kigge under min fod. Et perfekt oval rødt mærke var lige under min fodballe og lignede lidt et betændt sår. Der var selvfølgelig kommet sand og det hele i, så det hele vendte sig i mig. Dylan samlede et eller andet op i vandkanten og børstede det af med hånden. Han så undrende fra mig og på det han nu havde samlet op, før han kom hen til os.
”Øh. Jeg ved ikke rigtig. Den her lå derovre, men jeg tror ikke den kunne have brændt dig, for den er slet ikke varm.” Han viste os et smykke der var fyldt med sand. En halskæde med en lyseblå sten i der spejlede sig i solen. Han børstede lidt mere sand af den og vendte den i hånden.
”Formen er den samme som mærket på din fod. Måske har vandet kølet den af igen?” Han rakte den til mig og jeg tog i mod den, men jeg brændt mig på dens overflade og trak hånden til mig igen.
”Du sagde den ikke var varm!” Skældte jeg på Dylan.
”Det er den jo heller ikke! Jeg står og holder den i hånden!” Sagde han forvirret og gned på stenen for at bevise den ikke var varm.
”Det giver jo ikke nogen mening!” Jeg rakte ud efter den igen, men brændte mig endnu en gang.
”Lad mig se!” Sagde Amber og tog smykket fra Dylan. Hun vendte den i hånden et par gange uden at reagere.
”Den er altså ikke varm. Stop med at pjatte sådan.”
”Jeg pjatter ikke!” Sagde jeg surt og prøvede at rejse mig, for jeg ville ikke sidde der og diskutere. Det gjorde forfærdeligt ondt at gå på foden, så jeg prøvede at gå på tæerne, men der ville stadig komme mere sand i såret.
”Stop nu. Vi skal have kigget på det sår der. Lad mig hjælpe dig.” Dylan havde rejst sig og lagde min om hans skuldre så jeg kunne støtte mig til ham. Amber sukkede og tog min taske og så gik vi hen over stranden hvor folk gloede efter os.
”Har i brug for hjælp?” Spurgte postbuddet da vi passerede ham på gaden. Han kiggede bekymret på mig.
”Nej nej. Det går.” Mumlede Dylan og vi fortsatte.
Jeg var halv gennemblødt og haltede af sted forbi skolen og videre hjem til mig. Amber vidste hvor ekstra nøglen lå og gik i foran os og låste os ind i mit hus. Dylan kendte vejen og ledte os hen til det store badeværelse i stueetagen og satte mig på kanten af det store badekar i hjørnet. Jeg elskede virkelig at Dylan tog sig sådan af mig, men det havde han altid gjort. Han tændte for vandet og lod det løbe ned over min forbrændte fod.
”Føles det bedre?” Spurgte han bekymret og klappede mig på hovedet. Jeg nikkede bare og kiggede ned på min fod. Bunden af badekaret var dejlig kold, så at sætte foden ned på det var virkelig dejligt.
”Jeg forstår stadig ikke hvordan du kunne brænde dig på den. Den er helt kold.” Amber kom ind på badeværelset og satte sig på kanten sammen med mig og rakte smykket til mig igen. Jeg tøvede lidt mens jeg kiggede på den. Begge mine venner kunne have den i hånden uden at blive brændt og jeg kunne knap røre ved den uden at få brandsår. Jeg prikkede dens overflade med en pegefinger og blev underligt nok ikke brændt denne gang. Men hvordan fik jeg så det brandmærke under min fod?
”Se den er ikke varm.” Sagde Amber. Jeg tog den i hånden og vejede den lidt. Den var varm, men ikke brændende. Den havde en pæn blå farve og var perfekt oval. Stenen var indkredset af et par små sølvstænger der holdte den på plads og den havde en lang sølvkæde uden nogen lås i nakken, men den så ud til at være lang nok til at man sagtens kunne få den over hovedet uden problemer.
”Gad vide hvem der har tabt den?” tænkte jeg højt og Dylan trak bare på skulderen.
”Kan det ikke være lige meget?”
”Den ser da ret dyr ud, gør den ikke?”
”Den lå på stranden i den rige del af Jacksonville, Gabbie. Selvfølgelig er den dyr.” Dylan slukkede for vandet til badekaret og rakte ud efter min fod. Han begyndte at sprøjte vand op på undersiden af dem, for at få det sidst sand væk, som havde sat sig i de dele af såret jeg havde revet hul på, ved at prøve at gå. Det sveg rimelig meget Så jeg skar en grimasse, men Dylan blev bare ved, for han mente det hjalp.
”Jeg aflevere den på kontoret i morgen på skolen, så den kan komme i glemmekassen. Måske er det en fra skolen der har tabt den.”
”Hvis du syntes.” Sagde Amber ligeglad og begravede hendes hoved i sin mobil.

Døren ud til gik op og et par høje hæle kunne pludselig høres gå rundt ude i gangen og videre ind i køkkenet.
”Er der nogen hjemme?” råbte min mor ud over hele huset og lyden fra hendes sko stoppede mens hun ventede på svar.
”Her ude mor!” Råbte jeg til bare så det gav et sæt i Dylan der sad helt op af mig.  Stilethælene kunne høres igen og min mor kom til syne i døren. Hun havde som altid en tæt siddende nederdel på med en matchende mørkegrå blazer som en anden forretningskvinde. Hendes stiletter og læber skilte sig ud fra de kedelige farver, med en postkasserød farve. Hendes hår der havde samme kastanjebrune farve som mit, var sat op i en høj knold oven på hovedet. Som altid et meget gennemført look.
”Hvad laver i dog herude?” Hun satte en hånd i siden mens hun kiggede på mig og mine to venner som vi alle sad på kanten af badekaret.
”Hej Mrs. Harris. Gabriella havde bare brændt sig under foden, så vi har fået den i koldt vand.” Svarede Dylan. Min mor var helt vild med Dylan og når hun endelig var hjemme spurgt hun altid ind til, om jeg ikke snart gjorde ham til hendes svigersøn. Heldigvis kunne hun holde lidt igen med spørgsmålene når han var i nærheden.
”Nå da. Det er godt du tager dig af hende.”
”Det er ren fornøjelse.” Sagde han og smilede stort til mig mor. Hvad fedtede han for?
”Har du fået en ny veninde?” Min mor kom helt ud til os så hendes sko gav genlyd i det meget rumlige badeværelse. Hun rakte hånden ud til Amber som tog imod den med et undrende udtryk i ansigtet.
”Nej? Jeg har kendt Amber i 4 år mor? Jeg er sammen med hende næsten hver dag.”
”Nå da? Jeg er virkelig dårlig til at genkende ansigter. Det må du undskylde.” Sagde min mor til Amber og gav slip på hendes hånd. Amber smilede bare men sendte mig et mindre irriteret blik.
”Du ville måske kunne genkende hende hvis du faktisk var hjemme engang i mellem. Hun bor her nærmest.” Sagde jeg måske en smule flabet.
”Du ved godt hvor travlt jeg har på arbejdet. Jeg kan jo ikke bare gå her hjemme og lave ingenting, for så ville vi slet ikke bo her.” Hun lavede en armbevægelse for at hentyde til vores store flotte hus og jeg nikkede bare uden at kigge på hende.
”Jeg ved det godt, okay! Jeg skal nok blande mig udenom.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...