Who the fuck am i? {One Direction}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
19 årige Amber Marin var lige flyttet til London og gik lidt rundt i gaderne, da hun så en lille pige, der sad og græd. Hun vil hjælpe pigen, men pludselig kommer der en bil imod dem og Amber blev ramt. Da hun vågnede på hospitalet kunne hun ikke huske noget. Hun kunne ikke engang genkende sig selv, så da hun skulle lære en masse at kende igen, blev hun overvældet. Damen, der postår at være hendes mor, vil så gerne have at Amber får sin hukommelse tilbage, men det ender me at irritere Amber rigtig meget. En uge senere, ringer hende mobil og hun tager den selvom hun ikke kender personen. Den samtale ændrer det hele. Vil hun kunne blive venner med dem alle igen? Hvad er det for en hemmelighed folk ikke vil sige til hende? Og vigtigst af alt: Vil hun nogensinde få sin hukommelse tilbage?
**** Har ændret beskrivelsen og titlen ****

4Likes
8Kommentarer
380Visninger
AA

2. Kapitel 1/Prolog

Jeg gik hen ad vejen og prøvede at finde en købmand eller noget i den stil. Jeg havde snart gået rundt i en halv time og jeg var ret træt i mine ben. Mine ben ville åbenbart over i en park der var cirka 200 meter væk, men jeg skulle jo finde den købmand!

Stop ben! Jeg skal finde den fucking købmand, hold så op! 

Mine ben stoppede og jeg fandt ud af at jeg var nået over til en låge ind til parken. Nå, hvis jeg allerede er Hart kan jeg ligeså godt blive her lidt. Jeg fik øje på en bænk, satte mig ned og kiggede på folk i parken. Der var 3 børn på cirka 9 år der spillede bold, to piger og en dreng. Der sad en gammel dame, på en bænk til højre for mig, der sad og kastede brød til fuglene.

Vent, der er ikke nogen fugle... Hvorfor kaster hun brød hvis der ikke er nogen fugle?

Tard.

Jeg rystede på hovedet for mig selv, hvorefter jeg kiggede på de andre mennesker i parken. Der var en pige på cirka 15 år der sad og læste i en eller anden bog - Harry Potter, hvis jeg skulle gætte. Mit blik gled videre og landede på en dreng - cirka 19 år, brunt hår, muskuløs og ret lækker - der sad foran en masse store buske, der til sammen dannede en kæmpe busk der sagtens kunne gemme et hus væk.

Hmm... Måske skulle jeg se hvad der er omme bagved? Nej, der er sikkert ikke noget. Eller... Det kan jo være der ligger et lig og så kan jeg blive en helt, fordi jeg fandt det og så vil jeg få en medalje af borgmesteren - eller hvad det hedder - og han ville sige "Amber, du har reddet verdenen. Hvordan kan jeg takke dig? Nu ved jeg det! Du skal da have 10 millioner kroner og som lidt ekstra, får du en hest!" og jeg vil sige "Mange tak Hr. Borgmester, men De behøver ikke give mig alt det. Jeg kan nøjes med 8 millioner og så kan jeg selv købe en hest." og så vil alle være sådan "Åh, hun er så sød, hun er en helt!" og så vil alle elske mig indtil jeg dør. Men jeg dør ikke, for som borgmester får jeg en masse nørder til at lave noget 'medicin' så jeg lever for evigt og så er det alle de andre der dør og så vil jeg blive vildt kendt fordi jeg er 724 år og så vil jeg komme i Guinnes Records. Så bliver jeg endnu mere kendt og så ender det med at ALLE vil kende mig og jeg vil have 20 milliarder venner på facebook og 17 milliarder followers på instagram.

Så du kan vel godt se det er vigtigt at jeg kigger omme bag buskene?!

Jeg gik hen imod buskene, men jeg nåede kun halvvejs gør jeg blev ramt af en bold.

"Av, for Lucifer i fucking helvede!" Råbte jeg og faldt ned på jorden. Den fucking bold ramte mig på mit venstre ben! Jeg kiggede hen imod de tre børn jeg så, men de havde stadig deres bold. Jeg kiggede forvirret og rasende rundt indtil jeg så 3 drenge komme løbene.

"Undskyld, det var virkelig ikke meningen jeg skulle ramme dig! Er du okay? Undskyld!" Sagde den ene panisk. Jeg stirrede på ham i cirka 10 sekunder før det gik op for mig hvem det var.

"Du... Du er ham fra det der band, ikke? Og de der to er også?"

Hvad var det nu de hed? De hed Liam, Louis og... Hvad er det nu han hedder? Det er noget med z... Zayn! Der var den! De tre der stod foran mig hed Liam, Louis og Zayn. Og deres band hed One Direction. Det lyder sgu da latterligt. En Retning? Hvordan har de overhovedet fundet på det navn?

"Ja. Vær sød ikke at skrige, vil du have en autograf, et billede?" Han rv mig ud af mine tanker, kiggede venligt på mig og de andre to sukkede stille. Det var vist ikke meningen jeg skulle høre det.

"Hvorfor skulle jeg skrige? Og hvorfor skulle jeg ville have et billede eller noget papir i har skrevet på? Jeg kunne lige så godt gå hen til en eller anden fremmed og spørge om deres autograf, det ville være det samme." De kiggede dumt på mig. Jamen, undskyld jeg ikke er en eller anden fan der vil gøre alt for at se jer!

De er så fucking selvoptagede! De tror bare alle kan lide dem!

''Hv-hvorfor er du sur?'' Spurgte Liam.

''Hey, kan det ikke være ligemeget?'' Sagde Zayn. Ja, tak fordi du siger jeg er ligemeget, det er helt fint!

''Undskyld, det var ikke sådan ment.'' Hvad? Sagde jeg det højt?

''What ever.'' Sagde jeg ligegyldigt. Vent, hvorfor snakker jeg stadig med dem? Jeg skulle jo se hvad der var bag buskene, så jeg bliver udødelig og berømt!

Jeg rejste mig op og gik forbi dem. ''Ses!'' råbte jeg over skulderen, inden jeg gik målrettet mod buskene. Jeg var næsten nået derhen, da jeg kunne høre en kalde. ''Hey, pige!''

Suk! Jeg troede jeg slap for dem! Jeg vendte mig irriteret om. ''Hvad?! Hvad er det er er så fucking vigtigt at i ikke kan lade mig gå?!'' Råbte jeg. Jeg kunne se Louis løbe imod mig. Han stoppede lettere forpustet op foran mig. Tsk! Han er i dårlig form!

''Hvad hedder du?'' Var det seriøst hvad han ville?

''Amber. Hvorfor?''

''Hvad skal du?''

''Se hvad der er bag buskene.''

''Hvorfor?''

''For at blive udødelig.''

Han stirrede mærkeligt på mig. Hm... Måske skulle jeg forklare det? Naarh, han må selv regne det ud. ''Må jeg gå nu?''

''Nej. Må jeg få dit nummer?'' Jeg stirrede lidt på ham, for at se om han lavede sjov.

''Seriøst? Spørger du mig bare? Vi har haft én samtale!''

''Og?''

''Det er mærkeligt.''

''Det synes jeg ikke.''

Tard.

''Men det er det.Jeg kan bevise det.'' Jeg gik hen til den gamle dame der fodrede ikke eksisterende fugle.

''Hej. Ham der,'' Jeg pegede på Louis. ''synes ikke det er mærkeligt at spørge om folks nummer efter én samtale. Hvad synes du?''

Hun gloede mærkeligt på mig. Jeg sendte hende en grimasse og kom måske til at mumle ''Det er ikke mig der fodrer fugle der ikke eksisterer.'' Hun fnyste vredt og rejste sig op. ''Hey, du svarede ikke!'' Sagde jeg fornærmet. Hun kan sgu da ikke bare gå, hvad fanden bilder hun sig ind?! Hun gik hurtigt væk fra mig.

Jeg trak bare på skuldrene og gik tilbage til Louis, der stod og grinte. ''Gik det godt?'' Grinte han. ''Tja, hun blev sur og gik...Så må du synes hvad du vil, jeg synes hun er en sur kælling.'' Svarede jeg ham mut. ''Men, ja.'' Han lignede et stort spørgsmålstegn. Fatter den dreng ikke noget? ''Ja, du må få mit nummer.'' Han så pludselig ud til at forstå det, hvem skulle have troet det?

Jeg gav ham mit nummer, vi sagde farvel og jeg bevægede mig over mod buskene. Da jeg kom derhen, blev mine øjne store. Det var jo smukt! Der var en lille sø i midten, en bænk bagi så man kunne sidde og kigge på søen og det var omringet af en masse træer, hvor enkelte solstråler skinnede igennem og gjorde det endnu smukkere. Men ikke noget lig. Suk, så bliver jeg ikke udødelig!

Jeg satte mig på bænken og opdagede at man kunne se parken. Der var et hul i buskene, som man ikke så fra parken, så man kunne se på alle menneskerne. Da jeg havde siddet der lidt, bestemte jeg mig for at finde den købmand. Jeg rejste mig op, gik væk fra buskene og hen til lågen. Da jeg gik hen ad gaden, så jeg pludselig noget der kunne minde om en kiosk. Jeg gik målrettet over vejen og ind i kiosken. Den var ikke særlig stor. Jeg gik hen til hylderne med pålæg og fandt noget spegepølse. Derefter gik jeg hen og tog 2 mælk og noget brød. Så kunne jeg overleve til i morgen. Jeg gik op til kassen hvor der stod en lyshåret pige, cirka på min alder, klar til at arbejde. Da jeg havde betalt og var kommet ud, prøvede jeg at finde hjem. Jeg havde ikke tænk over at jeg også skulle finde tilbage.

Da jeg havde gået i cirka 10 minutter, så jeg en pige på cirka 9 år, der sad og græd op af en mur. Jeg gik hen til hende, satte mig på hug og prøvede at få hendes opmærksomhed. ''Hey. Søde, hvad er der galt?'' Spurgte jeg blidt om. Hun kiggede forskrækket på mig inden hun svarede. ''Jeg kan ikke finde min mor og jeg kan ikke finde hjem herfra.'' Hun begyndte at græde endnu mere, så jeg trak hende ind til mig og sagde at jeg nok skulle hjælpe hende. Selvom jeg ikke kan finde rundt, har jeg min mobil hvor der er kort.

Vent, hvorfor tænkte jeg ikke på det da jeg skulle finde købmanden?

Hun sagde sin adresse og jeg taste det ind på min mobil og så gik vi ellers bare. Der var cirka 20 minutter derhen, så jeg tænkte at jeg ville snakke lidt med hende. ''Hvad hedder du?'' ''Sophia.'' Sagde hun.''Så, hvordan kom du så langt væk?'' ''Jeg løb væk.'' Svarede hun med en lille lys stemme. Jeg undrede mig over hvorfor, men inden jeg nåede at spørge, så jeg at der var en bil der var ved at køre ind i Sophia, der gik lidt foran. ''Sophia!'' Råbte jeg og skubbede hende væk. Alt gik i slowmotion. Jeg så bilen komme i mod mig, damens ansigt og jeg hørte Sophia skrige. Så blev alt sort.

 

____________________________________________________________________________

 

Hej! :)

Jeg ved ikke hvad jeg skulle kalde det, da det egentlig skulle være en prolog, men den blev ret lang... Så det blev en blanding. Jeg ved godt man normalt kun skriver en kort tekst og så ved man hvad der skete, men alle tingene bliver vigtige senere.

Hvad synes i? :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...