I Can't Control It - One Direction

Nadia er den lækreste pige i London, og er kærester med den lækreste dreng i London, nemlig Calum. Da Calum går bag ryggen om hende, bliver hun gode venner med skolens såkaldte "nørd". Hvad der sker derefter kan ingen sige. Se frem til en historie drama og kærlighed i alle former. (drengene er ikke kendte).

- En Fan-Fiction af Nanna Nomie.

3Likes
10Kommentarer
765Visninger
AA

7. What did you do?

Jeg svarede hurtigt, "Nej, jeg har noget jeg skal fortælle dig Nadia, jeg håber ikke du dropper mig for det her men, jeg er jomfru, og tror ikke på sex før ægteskab". Nadia svarede ikke, hun kiggede bare på mig. Jeg kiggede nervøst tilbage, og ventede bare på at hun sagde at hun ikke kunne leve med det. Hun begyndte at smile. Hun sprang i armene på mig, "hvor er det dejligt endelig at møde en dreng som ikke kun tænker på sex" sagde hun. Jeg blev så lettet. Hun trak sig ud af krammet og sagde så, "faktisk, så er jeg også jomfru".

What?
Jeg troede med sikkerhed at Calum havde haft gang i hende.

"Mener du det?" Spurgte jeg. Hun nikkede og jeg hev hende ind i et kram. "Hov forresten Niall, vi skal ud i spise i morgen" sagde Nadia og hev sig ud af krammet. "Hvad snakker du om? Jeg må ikke forlade hospitalet" sagde jeg. "Jeg har aftalt det med Amanda" sagde hun. "Mener du det? Hvor er du dejlig" sagde jeg og lagde op til et kys. "Kom, du skal i bad" sagde hun og afviste mig. Jeg smilede og rejste mig op, og fulgte med Nadia hen til badeværelset. Hun skubbede mig derud og lukkede døren. "Kom så i gang" råbte hun, og grinede. Det samme gjorde jeg. Jeg gik i bad og gjorde mig færdig, det gik op for mig at jeg Intet tøj havde på badeværelset. Jeg tog et håndklæde om livet og gik ud på værelset. Nadia var der ikke så jeg stod bare derude og tog tøj på. Jeg var i gang med at tage boxershorts på da døren åbnede. Jeg løb ind bag væggen da jeg troede at det var Amanda, men da jeg hørte en velkendt latter gå helt amok, var jeg ikke i tvivl om at det var Nadia. Jeg tog mine boxershorts på og gik ud til Nadia som stod grine færdig i gangen. Jeg løb hen og bar hende op og kildede hende. Jeg bar hende ind til sengen og smed hende ned på ryggen. Jeg lænede mig ind over hende og kyssede hende. Da jeg rejste mig gik Nadia ud på badeværelset og kom ud igen 10 min. efter.

Wow!

"Wow" var alt jeg fik ud af munden da jeg så hvor smuk Nadia var. Hun grinede svagt og kiggede usikkert ned i jorden. Jeg gik hen til hende og løftede hendes hage op, ”du godt klar over vi bare skal i seng ikk?" Spurgte jeg. "Jo jo" sagde hun og gav mig et lille kys. Hun skyndte sig hen og lagde sig under dynen. Hun klappede på sengen ved siden af sig i tegn som at jeg skulle ligge mig ved siden af. Jeg slukkede lyset så der var totalt sort! Jeg løb hen og puttede mig ned bag ved Nadia så vi puttede i ske. Jag gav hende et hurtigt kys på halsen og lagde mig så til rette. "Godnat Niall" sagde hun. "Godnat min skat" svarede jeg. Der gik ikke længe før jeg sov.

Da jeg vågnede næste morgen gik jeg hen og tog min guitar, som Nadia havde været så sød at sørge for jeg fik med. Jeg begyndte at sidde og spille en melodi, ikke for højt, Nadia sov jo stadig. Det endte med jeg skrev et vers og et omkvæd af en sang. Da jeg havde skrevet noderne, begyndte jeg på teksten.


Nadias synsvinkel:
Jeg havde ligget vågen i cirka 10 minutter. Jeg lå og lyttede på Niall skrive en sang. "Okay" sagde han og jeg hørte ham fumle med sin guitar. Han begyndte at spille en intro, det lød super fedt. Og så begyndte han at synge:


"We are standing at the crossroad,

And now it is time,
For you to go your way,

And me to go mine.
I will pray The Lord will keep you safe,

Untill the day I see your face again,

Again.

My friend,
We have been through so much,

And you have been my godsend,

With your sure and steady love.
My friend,
You know I will be there,

If you ever need,

Cause you've always been a friend to me".

"Hvem har du skrevet den til?" Spurgte jeg da han var færdig. "Er du vågen?" var hans såkaldte "svar". "Du svarede ikke" sagde jeg og ignorerede hans spørgsmål fuldstændigt. "Zelia" svarede han. "Det vidste jeg godt" svarede jeg. Han rejste sig op og gik over i mod mig, "hvorfor spurgte du så?" Sagde han mens han kildede mig. "NIALL!" Råbte jeg. Han stoppede mig og kyssede mig mens han lå oven på mig. "Du er en dum dreng" sagde jeg og trak mig ud af kysset. "Og du er en dum pige, måske er det derfor vi passer så godt sammen" svarede han og kyssede mig igen. "Har du været i bad?" Spurgte jeg Niall og rejste mig op. "Nej ikke endnu" svarede han. "Jeg går i bad nu, så gør du bag efter" sagde jeg og tog mit håndklæde. Da jeg kom i ud af badet lå Niall i sengen og små sov. "Din tur" sagde jeg og kastede hans håndklæde over i skødet på ham så han vågnede i et chok. Han grinede af mig men gad ikke gå i bad. Da vi var færdige med begge at tage tøj på, gik vi ned i hospitalscafeen for at spise morgenmad. Vi gik op på vores stue igen.

Det var vores stue!
Ikke kun Nialls!
Det ændrede sig den dag jeg flyttede ind.
Vores stue.
Vi burde have sådan et dørskilt.
Hedder det ikke det?
Dørskilt?
Det gør det i hvert fald nu.
Anyways, på vores dørskilt skal der stå: 'Velkommen til Nadia og Nialls stue'.
For man siger jo altid kvinden først.
Eller er det manden.
Nej, fordi kvinder er sejest!

Da vi kom op på stuen bad jeg Niall ringe til Zelia. Efter 20 minutter hvor jeg blev ved med at presse ham, ringede han Zelia op. Og da de havde snakket i lidt tid, lagde de på. "Det var en hurtig samtale" sagde jeg. "Ja, hun kommer herhen" svarede han.

Oh fuck...

"Er det en god ide? Jeg mener hun hader jo sikkert mig. Skal jeg ikke tage hjem imens?" Spurgte jeg. "Nej nej, bliv du bare" svarede han. "Ej Niall jeg tager bare hjem, jeg savner også min familie" sagde jeg. "Okay det i orden, men glem ikke vores frokost aftale!" Svarede han. "Selvfølgelig ikke, jeg er tilbage her klokken 15" sagde jeg og gav ham et lille kys inden jeg forsvandt ud af døren.


Nialls synsvinkel:
Jeg sad og ventede på at Zelia kom. Jeg var lidt nervøs, jeg ville jo ikke miste hende.

Zelia har været min bedste ven siden den dag jeg kom ud af min mors..
Ej okay, nu blev det alligevel for meget!

 Jeg sad på en stol ved vinduet, og før jeg vidste af det kom Zelia ind af døren. Uden at sige så meget som et ord, satte Zelia sig hen på stolen overfor mig. Jeg kiggede på intet tidspunkt på hende men jeg så ud af øjenkrogen at hun fjernede en tot hår fra hendes ansigt. "Undskyld" sagde hun. "Undskyld jeg reagerede som jeg gjorde, det var forkert af mig. Jeg ved ikke hvorfor men jeg tror bare jeg var i chok, det ligner ikke dig at have en kæreste. Jeg vil bare ikke have at du bliver såret, og kærlighed fører til sorg. Men jeg er glad på dine vegne" fortsatte hun. Jeg kiggede over på hende, og så at hun kiggede mig i øjnene. En tårer forlod hendes øje og strømmede ned af hendes kind. "Undskyld" gentog hun. Jeg gav hende et kram, og jeg kunne høre hende snøfte og jeg kunne mærke hendes krop ryste. Jeg er pænt sikker på at hun græd. "Hvor er Nadia?" Spurgte Zelia. "Derhjemme, hun kommer igen klokken 15" svarede jeg. Zelia nikkede bekræftende på hovedet. "Hun har inviteret mig ud og spise frokost" sagde jeg. "Virkelig, så må vi jo hellere gøre dig klar, du kan ikke tage ud og spise i hospitalstøj" svarede hun. "Smut du i bad, så finder jeg noget tøj i mens" sagde hun og skubbede mig ud mod badeværelset. Da jeg kom ud fra badet tog jeg det tøj på Zelia havde fundet frem til mig. Jeg havde et par cowboy bukser og en lyseblå skjorte på. Jeg gjorde mig færdig og pludselig var klokken 14:55. "Hvis du vil gå inden Nadia kommer, skal du nok smutte nu" sagde jeg. "Nej nej det okay, jeg synes jeg skylder hende en undskyldning" svarede Zelia. Jeg sad på sengen da det bankede på døren. Inden jeg nåede at sige noget, sprang Zelia på mig og kyssede mig og stak sin hånd ned i mine bukser, jeg prøvede at skubbe hende væk, men hun begyndte bare at give mig et handjob. Døren åbnede. Zelia stoppede med at kysse mig, men holdte stadig sig hånd i mine bukser. Jeg rev hendes hånd ud og vi kiggede begge hen mod døren hvor Nadia stod. Jeg så hende fælde en tåre inden hun løb. "Nadia vent!" Råbte jeg og løb efter. Jeg løb ned ad gangen og indhentede Nadia. Jeg tog fat i hendes arm. "Giv slip!" Råbte hun og strittede i mod. Jeg bar hende op og ind i et kosteskab. Jeg låste døren og mens Nadia prøvede at slippe fri, prøvede jeg at holde mit hjerte sammen så det ikke ville gå i stykker. "Nadia lad mig ny forklare!" Råbte jeg for at stoppe hendes skrigeri. Hun gav op og satte sig ned i det ene hjørne at dette 2x2 meters kosteskab. Jeg satte mig i hjørnet skråt overfor. Jeg kiggede ned i jorden og sagde så "Nadia Jeg-", "drop det Niall" afbrød hun mig. "Hvordan kunne du gøre det?" Spurgte hun så. "Det er lige det, jeg gjorde det ikke" svarede jeg. "Niall jeg er jo ikke du-" "lyt nu på mig" afbrød jeg hende. Jeg fortalte hende hele historien, og da jeg var færdig så jeg Nadia fælde en tåre. Jeg fik det så dårligt indvendigt, og det knuste mit hjerte at vide at jeg var årsagen til at hun græd. "Nadia du må ikke græde, jeg får det så dårligt" sagde jeg og satte mig tættere på hende. Hun svarede mig ikke. "Undskyld" sagde jeg og fjernede en tårer fra hendes kind. "Det er jo ikke din skyld" svarede hun. "Nej men jeg burd-" jeg blev afbrudt af Nadias læber på mine. "Jeg tror vi skal snakke lidt om os selv noget mere" sagde jeg da jeg trak mig fra kysset. Hun kyssede mig kort og sagde så, "ja vi må, forresten så har jeg godt nyt. Amanda siger at du kan blive udskrevet i morgen". "Mener du det? Endelig!" Sagde jeg glad. Jeg rejste mig op og tog Nadias hånd og så gik vi ud sammen. Vi gik ind på min stue men Zelia var der ikke. Jeg havde det dårligt. Nadia lagde sig i sengen og bad mig ligge mig hos hende. Jeg lagde mig, og puttede mig ind til hende. Hendes smukke lyse hår kildede mig i hovedet, og duften af hendes balsam er fantastisk. Mens vi lå der, fløj tankerne rundt i hovedet på mig.

Hvad fanden havde Zelia gang i?
Og hvorfor?
Hvad end hendes grund er, er det bare ikke i orden!
Jeg er så overdrevet sur!
Hvad fanden bilder den tøs sig ind?
Jeg er færdig med Zelia!
Aldrig igen skal jeg se hende!
Drop den der sang jeg har skrevet!

"Niall" sagde Nadia og rev mig ud af mine tanker. "Ja skat" svarede jeg og lyttede. Hun svarede først lidt efter, "Undskyld, men jeg"......

__________________________________________________________________________

Hej igen,

Jeg ved godt jeg sagde at kapitel 7 ville komme i går, men eftersom jeg kun har min mors computer, og hun er fotograf, så hun bruger konstant computeren til at redigere billeder. Jeg er kun lige begyndt på kapitel 8, men da jeg har en stor fysikrapport for til på mandag, må jeg altså prioritere det lidt højere end min fanfic.

Nogle af jer har bedt om der ikke kunne ske noget med noget frækt i. Til jer der har spurgt, det kommer, i promise.

Elsker jer, og tusinde tak for alt den støtte i giver, det varmer.

Møss!! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...