I Can't Control It - One Direction

Nadia er den lækreste pige i London, og er kærester med den lækreste dreng i London, nemlig Calum. Da Calum går bag ryggen om hende, bliver hun gode venner med skolens såkaldte "nørd". Hvad der sker derefter kan ingen sige. Se frem til en historie drama og kærlighed i alle former. (drengene er ikke kendte).

- En Fan-Fiction af Nanna Nomie.

3Likes
10Kommentarer
770Visninger
AA

3. Oh fuck - Del 1


Godmorgen verden, gid jeg kunne sige godnat igen.
Men næh nej..
På den lyse side det er fredag, og jeg skal have drama i skolen i dag.
Plus efter i dag er der weekend!
Yes!

Jeg stod op og gik i bad. Så brugte jeg også lige en halv time på at finde tøj, typisk pige ting. Alt mit tøj var til vask, så jeg måtte nøjes med tøj fra sidste sæson. Jeg lagde en simpel makeup, og glattede hår.

Det her er ikke godt for mit hår!
Jeg dræber det jo.
Jeg er blevet morder
Lidt ligesom ham der Osama Bin Laden. Ham der der var turist eller hva det nu hedder.
Nadia bin Laden Dam.
Igen fire navne!
Jeg kører med klatten!

Jeg gik neden under og hilste på min familie. Jeg var lidt sent på den, så jeg snuppede et æble og smuttede så ud af døren. Jeg gik ud og satte mig ind i bilen. "Hej søs" sagde jeg. "Hej Nads" svarede hun.

Nads.
Ret fedt kælenavn faktisk.
Jeg elsker mit liv.
Min søster tabte et væddemål her forleden dag, så nu skal hun køre mig i skole hver dag i en måned.
Jeg er konge!
Nej vent...
Jeg er dronning!

Efter fem minutter var vi ved skolens indgang. Jeg krammede min søster farvel, og steg ud af bilen. Jeg var på vej ind på skolen da jeg hørte nogle stemmer. Jeg fulgte lyden, og endte bag skolen. Jeg stod med åben mund da jeg så fem store drenge stå og gennemtæske Niall. Jeg løb derhen mens jeg skreg "lad ham være!". "Bland dig udenom tøs!" Sagde en af dem da jeg stod foran Niall, med ansigtet mod dem. "Du skal ikke spille stor!" Sagde jeg. "Du skal ikke stille dig op mod mig" svarede han tilbage. "Stop mens legen er god" sagde jeg. "Hvad har du tænkt dig at gøre lille tøs?" Spurgte han flabet. Jeg holdte øjenkontakt med ham, mens jeg løftede mit ben og fyrede han kammerat lige skallen. Han kiggede forskrækket på mig. "Det kan godt være jeg er håndboldspiller, men jeg er en smidig en af slagsen" sagde jeg. "Kom gutter vi skrider" sagde han og vendte sig om og gik. Jeg fulgte ham med mit blik, indtil han var nået et godt stykke. Jeg vendte mig og satte mig ned på hug til Niall. "Er du okay?" Spurgte jeg dumt. "Jeg har rigtig ondt" sagde han med en hæs stemme, mens han krøllede sig sammen. "Øjeblik" sagde jeg og fandt min mobil frem. Jeg tastede min søsters nummer ind, og trykkede 'ring'. "Er der nogen hjemme hos dig?" Spurgte jeg mens telefonen ringede. Niall rystede på hovedet. "Hej søs, kan du gøre mig en tjeneste?" Spurgte jeg da hun tog telefonen. "Hvad sker der?" Spurgte hun bekymret. "Kom i bil over til skolen. Skynd dig. Sig ikke noget til mor og far!" Sagde jeg og lagde på. "Hvorfor må dine forældre ikke vide det?" Spurgte Niall. "Jeg har stuearrest i en uge, fordi jeg kom for sent hjem i går" svarede jeg. "Undskyld" sagde han. "Du skal ikke undskylde, du vidste jo ingenting" svarede jeg ham. "Kom, op og stå" sagde jeg og tog fat i hans arm og lagde den om min skulder. Han klynkede lidt da det nok gjorde mega ondt. Alle var gået ind til time så vi sneg os ud til parkeringspladsen uden at vække det mindste opmærksomhed. Min søster kom og jeg satte Niall ind i bilen og gik så selv ind. "Hvem har vi her?" Spurgte hun. "Niall, han er min ven" svarede jeg.

Sagde jeg lige ven?
Er han min ven?
Nej vel?
Er han?
Jeg ved det ikke...

"Hvad er der sket" spurgte hun. "Lang historie kør nu" svarede jeg. "Hvorhen?" Spurgte hun. Jeg kiggede på Niall og han fortalte adressen.
Da vi ankom til Nialls hjem, skyndte jeg mig at få ham op på hans etage, og ind i hans seng. Da jeg havde lagt ham smuttede jeg ud i køkkenet for at lede efter noget smertestillende.


Nialls synsvinkel:
Jeg lå og ømmede mig i sengen. Hele min krop var i smerter. Jeg var så taknemmelig for at Nadia hjalp mig. Efter lidt tid kom hun tilbage med 2 panodiler og et glas vand. "Her, tag dem mod smerterne" sagde hun og gav mig pillerne i hånden. Jeg puttede dem i munden og tog derefter vandet og slugte dem. "Tak" sagde jeg. "Du skal ikke takke mig, jeg hentede jo bare nogle piller" svarede hun. "Ikke kun fordi du hentede pillerne, men fordi du hjalp mig derhenne i skolen, og fordi du tog med mig hjem og risikere at få en kæmpe skideballe. Du er en god ven" sagde jeg.

For.. Vi er da venner.
Er vi ikk?

"Du ville have gjort der samme for mig" svarede hun.

Ja, ja det ville jeg.


Nadias synsvinkel:
Han kaldte mig en god ven. Det kan kun betyder en ting...
Han er en alien.
Ej.
Mig og Niall er blevet venner.
Niall og mig er venner.
Mig og Niall er venner.
Det giver ikke rigtig mening...

Pludselig blev Niall helt rød i hovedet og gispede efter luft. Jeg gik i panik, men slappede hurtigt af igen. Jeg tog min mobil og ringede straks efter en ambulance. Da jeg havde lagt på gik der ikke længe før Niall lå helt stille med åbne øjne. Jeg troede han var død. Jeg begyndte at græde som jeg aldrig havde grædt før. Da ambulancen kom, kiggede de først til Niall og fik liv i ham igen, aldrig i mit liv har jeg været så lettet. Ambulancefolket lagde ham på en båre og løb ned til ambulancen med mig lige i hælene. De lagde Niall i ambulancen og bad mig sætte mig ind ved siden af ham. På vejen derhen sad jeg på en skammel ved siden af den båre Niall lå på. Jeg sad og kiggede ned i jorden, mens tårerne løb ned af mine kinder. Jeg kiggede op da jeg mærkede en hånd på min kind. Jeg så Niall kigge på mig mens han aede mig på kinden. Jeg tog hans hånd og holdte godt fast. Jeg kiggede på ham, og så ham fælde en tåre. Han prøvede at tale men jeg forstod ikke hvad han sagde.
Da vi ankom til hospitalet blev Niall kørt direkte ned til en MR-scanning. Jeg blev sat i et venteværelse, hvor jeg ville høre fra lægerne hurtigst muligt.

MR- scanning?
Hvad fanden er det?

Jeg slog det op på nettet og fandt ud af at det var en af de der skanninger der skannede hele kroppen og viste det på et røntgenfotografi.
Efter 20 min. Kom en sygeplejerske ind til mig. "Hej mit navn er Marie, jeg er her for at fortælle om Nialls skader". Jeg svarede ikke, jeg nikkede bare bekræftende. Hun satte sig ved siden af mig og begyndte så, "Niall har fået bøjet tre ribben, og et af dem er knækket på midten og har punkteret hans lunge, hvilket var årsagen til at han ikke kunne trække vejret. Han ligger på operationsstuen og er i gang med at blive opereret nu. Om nogle timer muligvis vil min kollega Amanda komme og fortælle dig hvordan og hvorledes". "Vil han klare den, altså, overlever han?" Spurgte jeg. "Der er jo altid en risiko ved sådanne operationer, og det afhænger også lidt af hvor stort hullet i lungen er". Jeg svarede igen ikke, jeg begyndte bare at små græde lidt igen. Marie lagde sin hånd på min ryg, "er der nogen vi burde ringe til?" Spurgte hun. "Jeg skal nok gøre det" svarede jeg. "Det i orden" sagde hun, rejste sig op og gik ud af døren.

Han må ikke dø.
Han er Niall!
Og jeg er faktisk begyndt at holde af ham.
Jeg mener han er en mega god ven.
God på engelsk betyder Gud.
Han er Gud.
Nej Nadia, bare nej.
Det der er slet ikke sjovt lige nu...

Jeg tog Nialls mobil op ad min lomme. Jeg tog den med, da jeg vidste at jeg skulle ringe til hans familie. Han havde heldigvis ikke kode på. Jeg fandt et nummer hvor der stod 'Mamma'. Så jeg gik ud fra det måtte være hans mor.

Sødt han kalder sin mor 'mamma'.
Det tror jeg også jeg vil gøre.

Jeg ringede nummeret op. Lyden af den der 'dyt... dyt...' Der lyder inden en person tager den, skar mig i hjertet. Et sus gik gennem min krop da en stemme sagde "Hej Niall". "Hej, du snakker med Nadia, Nialls fysik-og-kemi partner" sagde jeg. "Hej Nadia" sagde hun lidt undrende. "Niall har været ude for et overfald og ligger nu på operationsstuen" fik jeg presset mig selv til at sige. "Vi er på vej" sagde hun med en mindre gråd i stemmen. Jeg gik ud fra hun mente hende og hendes mand.
Jeg så ved en tilfældighed et nummer kaldet 'BFSB'

Best friend since birth?
Mon ikke det er Zelia?
Jeg ringer til hende.

"Det Zelia" sagde en venlig stemme i enden af røret. "Hej mit navn er Nadia, jeg er Nialls fysik-og-kemi partner". "Åh, Hej Nadia" sagde hun. "Øhm... Niall har været ude for et voldsomt overfald, mød mig hospitalet" sagde jeg. "Er han okay?" Spurgte hun.

Siden hvornår er man nogensinde okay når man ligger på hospitalet!
Jeg hader drenges bedste veninder. Eller i hvert fald hader jeg Nicole, jeg tror bare jeg skal lære Zelia at kende.

"Vi snakker om det når du kommer" svarede jeg og lagde på. Efter 10 min. Åbnede døren, og ind kom en mand og en dame, og en teenage tøs.
"Du må være Nadia?" Sagde damen. "Og du må være Nialls mor" sagde jeg. Hun gav mig hånden, "kald mig Maura" sagde hun. Jeg hilste på alle tre, og vi satte os ved bordet. Jeg forklarede dem alle hvad der var sket. Vi sad alle med våde øjne. Og Maura græd voldsomt. Lidt efter åbnede døren. Det var Marie, hun trådte ind i lokalet og sagde så, "hej igen, Jeg er her for at følge jer ned til den stue Niall ligger på, han har det fint". I ren refleks løb jeg hen og gav hende et kæmpe kram. Hun førte os hen til en dør. Og åbnede den så.


Nialls synsvinkel:

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej igen.
3. Kapitel er ude, håber i kan lide det.
Undskyld for den virkelig onde slutning, jeg ved godt at den er mega ond.
Tak for alt den feedback jeg har fået (både privat og offentligt), det betyder meget.
vi ses snart igen,
Knus :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...