Et spor af blod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 2 dec. 2013
  • Status: Igang
Cathrine og Emma er søskende og skal på efterårs ferie hos deres tante og mystiske onkel der bor i Odense. Deres ferie bliver lidt længere end beregnet og de starter på skolen i Odense, da de er nødt til at få undervisning.

3Likes
0Kommentarer
392Visninger
AA

4. Lørdag (Uge 41 - Oktober)

Jeg hører nogle på mit værelse, og gardinet bliver trukket fra. Der bliver lyst. Jeg blinker med øjnene og ser min far stå ved vinduet.

”Godmorgen Cathrine…” siger han og smiler til mig.

”Godmorgen… Hvad er klokken?” mumler jeg og sætter mig træt op og gnider søvnen ud af mine øjne.

”Lidt over 10… Kommer du ned? Jeg har lavet morgenmad” Spørger han og går hen til døren. Jeg nikker, og stiger ud af sengen. Min far forsvinder nedenunder. Jeg går hen foran spejlet, mit hår ligner en fuglerede. Jeg trækker min natkjole af og finder noget rent tøj.

Min søster kommer brasende ind. Jeg kigger på hende.

”Jeg kan ikke finde Flapøre” siger hun og kigger rundt i mit værelse.

”Han er ikke her, jeg tror jeg så ham i stuen i går” Svarer jeg og lukker hende ud af mit værelse. Jeg går ned i køkkenet, og der finder jeg far der har bagt brød, og lavet spejlæg og bacon.

 

Efter jeg har spist, tager jeg Magnus taske og tager bussen ned i byen.  Jeg sidder og kigger ud af et af vinduerne i bussen da en lyd distraherer mig. Jeg vender mig og får øje på en lille dreng der står og græder. Da ingen andre gør noget for at få ham til at stoppe rykker jeg mig ud på det yderste sæde, tættest på ham.

”Kan jeg hjælpe dig?” spørger jeg og tager forsigtigt fat i hans arm.

”Jeg kan ikke nå stopknappen” græder han og rækker ud efter knappen højere oppe. Jeg trykker på den for ham og sætter mig tilbage. Jeg hader virkeligt busser, der er altid noget galt. Jeg stiger af ved næste stoppested, og gisper overrasket da jeg ser Asbjørn komme ud af lejligheden på den anden side af vejen. Jeg havde nær glemt at han boede herinde sammen med sin far.

 

Det går først op for mig at jeg er stoppet, da jeg får øjenkontakt med ham. Han stirrer ondt.

Jeg skynder mig videre hen af fortovet, men hører skridt bag mig. Jeg håber seriøst det er nogle fra bussen, jeg vil ikke have ballade.

”Hey…” lyder Asbjørns stemme bag mig, jeg stivner da jeg mærker en hånd gribe fat om min skulder. Jeg vender mig og kigger på ham.

”Hvad?” spørger jeg.

”Står du og udspionerer mig?” spørger han og griber far i min jakke.

”Nej… det gør jeg ikke, jeg skulle bare ind i byen”. Min stemme dirrer.

”Og udspionerer?” spørger han og stirrer ondt på mig.

”Nej…”

”Nå… Kom du for at få bank?”. Jeg ryster panisk på hovedet. Jeg hører en knallert eller lignende stoppe bag mig, men tør ikke vende mig. Asbjørn hæver en knyttet næve mod mig. Jeg lukker øjnene.

 

”Stop Asbjørn, slås med en på din egen størrelse” lyder det bag mig. Jeg drejer hovedet og får øje på et kendt ansigt.  Magnus storebror.

”Så du mener ikke Cathrine er stor nok…” siger han og slipper mig. Han skubber mig brutalt ned på jorden. Jeg kigger forskrækket på ham. Michael springer på Asbjørn og sår ham hurtigt lagt ned. Han er også 17 hvor Asbjørn kun er 16 år.

”Du stopper med at genere Cathrine!” siger han og rejser sig. Asbjørn rejser sig. Han sender mig et hårdt og hævnrigt blik.

”Kunne du bruge en hånd?” spørger Michael og rækker mig sin hånd. Jeg kigger taknemligt på ham og han trækker mig op og stå.

”Tak… er han bange for dig?” spørger jeg og kigger efter Asbjørn, men han er allerede væk ”Han plejer ikke give op så let”.

”Ja… Jeg er klart stærkere end ham, og han tør ikke gå i mod mig” siger han, og går tilbage til sin scooter ”Hvor var du på ved hen?”.

”Hjem til Magnus…”

”Vil du have et lift? Jeg er selv på vej hjem, så hvad siger du?” spørger han og smiler til mig. Jeg kigger tilstrækkeligt langt tid på hans knallert, men nikker så og kommer hen til ham.

”Tag den her på og hold godt fast om mig” siger han og giver mig sin hjelm. Jeg tager den modvilligt på og sætter mig op bag ham og holder fast om livet på ham, mens jeg læner mig mod hans ryg.

 

Han starter den, og vi kører videre langs vejen i en hurtig fart. Sådan føler jeg det i hvert fald. Jeg strammer grebet om ham ds vi drejer ind af en vej. Kort efter drejer han ind i indkørslen ved hans hus og stopper knallerten. Jeg kravler ned fra hans knallert og rækker ham hjelmen.

 

Efter han har låst den, følger jeg med ham indenfor. Deres far er hjemme, han sidder inde i stuen og laver noget ved en computer.

”Magnus…? Hvor er du lillebror” kalder Michael og åbner døren til Magnus værelse. Jeg står bag ham og lytter.

”Hvad så…” spørger Magnus.

”Jeg reddede lige din kæreste fra at blive gennemtævet af Asbjørn” siger han og forsvinder ind til Magnus.

”Hun er ikke min kæreste…” siger Magnus, jeg går hen i døråbningen. Magnus sidder på sengen, og Michael står og læner sig op af væggen. Jeg smider Magnus taske efter Michael, og rammer ham.

”Vi er ikke kærester” siger jeg og krydser mine arme. Han griner og lægger tasken på gulvet.

”Og så snart jeg er ude i af døren vil i sikkert kysse”

”Vi er ikke kærester… Ud af mit værelse” råber Magnus og skubber Michael ud af værelset og smækker døren bag ham. Jeg smiler.

 

”Du kommer tidligt!” siger han og sætter sig i sengen igen.

”Ja, din bror reddede mig fra at få tæv og gav mig et lift hjem til dig” siger jeg og sætter mig ved siden af dig.

”Hvorfor ville han tæve dig?”

”Jeg ved det ikke… han kan vel bare godt lide det”

”Så var det et held at han kom forbi!”

 

Senere, mens Magnus og jeg spiller et spil på computeren, banker det på døren.

”Kom ind… ” siger Magnus og vender sig og kigger mod døren. Jeg vender mig også.

 

 

Døren går op og ind kommer Michael. Michael kigger spørgende på ham.

”Far vil have dig til at hjælpe ham!” siger han og smiler.

”Kan du ikke det?” spørger han.

”Nej jeg har sagt at jeg ikke havde tid så… skynd dig hellere” griner han. Magnus forsvinder ud af værelset.

 

”Tør du spille mod mig… du kan ikke vinde” spørger han og sætter sig på Magnus plads.

”Nå… så det kan jeg ikke. Så lad os tage et spil” siger jeg og griber piletasterne. Kort efter er vi godt i gang med et spil. Jeg vinder. Men jeg vil vædde med at han lod mig vinde.

”Nå… så vandt du alligevel!” siger han og rejser sig.

”Du lod mig vinde” siger jeg, døren går op og Magnus kommer tilbage. Michael forsvinder ud af døren.

 

Nogle timer efter tager jeg hjem. Klokken er 15:15. jeg kommer hjem til et tomt hus. Ikke engang Storm er hjemme. Jeg går ind på mit værelse starter noget musik og skruer op. Min mobil siger en bippende. Jeg kigger, der er sket noget på facebook. Jeg åbner et nyt vindue på min computer og ser at Evan har sendt en besked.

 

Hey Catrin!

Jeg glæder mig til at se dig igen.

Evan

 

Det ligner ham at kunne finde på sådan noget. Jeg sender ham en smiley. Jeg pakker nogle bøger, noget tøj, og andre nødvendige ting som nogle ladere til min bærbar og, børste og andre ting. Jeg hører hoveddøren, og Emmas stemme. Jeg går ud til dem, far tager snoren af Storm og lader ham løbe ind i stuen.

 

”Hvor var i?” spørger jeg og tager et æble.

”Ovre ved dyrlægen… Storm skulle lige tjekkes op på” svarer han. Jeg nikker. Jeg når ikke andet end at komme ind på mit værelse før Emma kommer ind til mig.

”Vil du ikke læse den her bog sammen med mig” spørger hun.

”Jo… Hvor henne?” svarer jeg og smiler til hende.

”Mit værelse” siger hun. Jeg følger efter hende ind på hendes værelse. Det havde hvide vægge hvorimod mit værelse havde lyseblå, ikke om jeg forstod hvorfor.

 

Vi har læst i jeg ved ikke hvor lang tid og sidder nu og spiller spil da vores far kigger ind.

”Vil i med ud og spise i aften?” spørger han og sætter sig ind til os.

”Ja, det vil vi” udbryder Emma.

”Hvem vinder spillet?”

”Emma fører” svarer jeg og smiler. Jeg lader hende vinde, men det er vist godt hun ikke ved det.

 

 

 

 

 

En time senere tager far os med ind i byen til en restaurant. Vi bestiller noget.

”Jeg vil gerne have pastasalat” siger jeg og nikker mod tjeneren.

”Hvad vil du have Emma?” spørger vores far.

”Det samme son Cathrine” siger hun, uden overhovedet at kigge på menukortet.

”Jeg tager en burger… og en øl”

”Vi skal have kakao” siger jeg og smiler til Emma, der nikker. Tjeneren forlader vores bord med bestillingen.

 

”Far… bliver du ikke fuld når du drikker øl? Så kan du jo ikke kører os hjem” siger Emma og ser lidt bange ud.

”Jeg bliver ikke fuld af en øl, jeg regner heller ikke med at drikke det hele så det skal du ikke være bekymret for” siger han og lægger en hånd på hendes skulder.

Senere bliver vores mad serveret, og vi bliver ladt alene.

 

”Har i husket at pakke alt til i morgen?” spørger vores far og tager en bid af sin burger.

”Jeg mangler kun min bærbar og min mobil” siger jeg og smager på maden. Dressingen smager anderledes end den vi har derhjemme. Emma nikker, og stikker til maden.

 

Vi rejser os senere efter at have spist op. Næsten da. Emma havde kun spist pastaen og det kød der hørte med til retten. Far tog sin jakke og gik op til disken for at betale. Jeg tager selv min jakke på, og ser til mens Emma tager hendes på.

”Tør dig lige om munden” siger jeg og rækker hende en serviet, hun havde noget skidt rundt om munden.

”Kom så piger… Vi skal hjemad” siger far og tager Emma i hånden. Jeg følger efter dem ud. Vi går ud til bilen, men bliver mødt af noget af et chok. Der står en politibil parkeret foran, og en betjent er ved at give en fyr håndjern på. Vi nærmer os og betjenten får øje på os.

”Er det jeres bil?” spørger han og peger på vores røde Ford. Vores far nikker og kigger mistænksomt på fyren der står med ryggen til os, og vendt mod bilen. Jeg tager fat i Emmas anden hånd, og klemmer den. Vi kommer helt hen til betjenten og ser at en af ruderne på bagsædet er smadret, og der er nogle ordentlige buler i bilen. Jeg kigger på fyren, hans sorte hår, og mørke hættetrøje virker bekendte. Hans bukser ser sorte ud. Drengen drejer hovedet og kigger på mig. Jeg gisper og rykker et skridt tilbage.

”Asbjørn…” siger jeg uden egentligt at være helt klar over det. Betjenten kigger spørgende på mig.

”Kender du ham?” spørger han og kigger på Asbjørn. Jeg ryster på hovedet. Min far kender ikke til Asbjørn, og det skal han heller ikke komme til. ”Han lignede bare en jeg kender”

Jeg får øjenkontakt med Asbjørn, og der breder sig et smil på hans læber. Ikke en af hans luskede smil, men et rigtigt smil, som hvis han havde været glad.

”Okay, jeg ringer efter nogle der kan kører jer hjem, og efter nogle der kan hente jeres bil” siger betjenten og tager fat i Asbjørn og fører ham hen mod politibilen.

 

Et kvarter efter kommer en kvindelig betjent med kort blondt hår og giver os et lift. Far sidder på passagersædet foran og mig og emme på bagsædet.

”Er du alene om de børn?” spørger betjenten senere.
”Ja, deres mor er død” sukker han. Jeg kan godt se hvor det her vil fører hen hvis de bliver ved.

 

Kvinden parkerer udenfor vores hus, og stiger ud af bilen. Emma og jeg går ud af bilen og op til hoveddøren der er låst. Vi står og venter mens vores far snakker færdigt med kvinden

”Hvad siger du til at vi går i biografen på tirsdag?” spørger hun og tager min fars hånd.

”Jo… hvad tid?” spørger han. Jeg går hen til dem.

Undskyld jeg afbryder… men må vi låne nøglen. Her er koldt” siger jeg og kigger på far. Min far rækker mig nøglen og jeg går tilbage til Emma og låser op. Emma forsvinder ind.

 

”Her er mit nummer… Du ringer bare” siger hun og rækker ham en seddel. Jeg går ind og tager mine sko af. Min far kommer ind, og smiler til mig. Jeg ignorerer ham og går op på mit værelse og pakker de sidste ting. En time efter går jeg i seng. Der bliver stille i huset. Alle er gået i seng selv Storm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...