The Ghostface Murders

I Valenborg frygter alle Ghostface; en morder som er på fri fod, og dræber sine ofre med en skarp kniv. Folk er meget bange, for morderen kan være hvem som helst, og alle er pludselig mistænkt i den lille by.

2Likes
2Kommentarer
156Visninger
AA

1. Prolog - Det første mord

PROLOG

~Det Første Mord~

 

Det var december. Det var sidst på året, og det blev tidligt mørkt. Det var fint og roligt. Det var stille. Det var ved Valenborgs center, at en person endelig fundet vej ud til parkeringspladsen. Den var svær at finde, da personen var ny i byen. 

Hun hed Lillian og var en ung pige, som havde været på indkøb til aftensmaden. Hun boede alene derhjemme, fordi hun lige var flyttet hjemmefra. Det var en underlig følelse, ikke at have sine forældre ved sig. Hun havde glædet sig til at flytte hjemmefra, men det var nu alligevel ikke som hun havde troet. Hun bar på sine poser, som hun så satte fra sig, da hun kom til sin bil. Det var en fin lille bil, som ikke havde kostet det store, men hendes forældre havde også hjulpet til. 

Hun fandt bilnøglerne frem og åbnede bilen. Hun var den eneste på parkeringspladsen. Det var ret sent, så hun skyndte sig at få varerne ind i bilen. Hun mærkede en pludselig kulde, så hun lukkede bagagerummet og satte sig ind i bilen. Så satte hun nøglerne i og startede bilen. 

Pludselig ringede telefonen. 

Lillian trak sin iPhone ud af lommen og lagde egentlig ikke mærke til hvem der ringede. ''Hallo?'' sagde hun og satte sig tilbage i sæddet. ''Hvem er det?'' spurgte en stemme. ''Det er Lillian.'' Sagde Lillian og undrede sig over hvem det var. Stemmen var forvrænget på en måde. Den var dyb og underlig. ''Ah, hvordan står det til Lillian?'' spurgte stemmen. 

Hun rynkede på panden. ''Øhm, hvem taler jeg med?'' Spurgte Lillian. Der var en pause. Der var stille. ''Spørgsmålet er ikke hvem du taler med, men hvad vi skal tale om?'' sagde stemmen og lo kort. Lillian var bekymret. Hvem fanden var det? Kunne det være Martin? Eller måske Andreas? Hmm....''Jeg er altså på vej hjem, så jeg har ikke tid til at tale lige nu,'' sagde Lillian og tilføjede: ''Du må hellere ringe til en anden.'' Så lagde hun på. Hun tog fat i rattet og satte foden på speederen. Så begyndte hun at køre. 

Pludselig ringede hendes telefon igen, og så stoppede hun bilen. Hun var ikke engang kommet ud af parkeringpladsen endnu. Hun tog telefonen. ''Hvorfor lagde du på?'' det var den samme stemme igen. ''Jeg var ikke færdig med at tale.'' Sagde stemmen. Hun rynkede panden og undrede sig. Skulle hun lægge på eller ikke? Hun havde egentlig ikke prøvet det før, med at blive ringet op af en fremmed. ''Hvad vil du så?'' Spurgte Lillian. 

Stemmen trak vejret tydeligt og sagde: ''Hvorfor kører du ikke?'' 

Lillian så sig lidt rundt. Hvordan vidste han, at hun sad i en bil? Stemmen var kold og mærkelig. Den var skræmmende. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. ''Hvordan... øhm...'' hun begyndte at stamme og blev panisk. ''Hvordan ved du, at jeg sidder i en bil?'' Spurgte hun og tøvede lidt. Hun ville gerne lægge på. ''Kan du ikke se mig?'' spurgte stemmen. Lillian kiggede forvirret rundt. Hendes blik flakkede rundt. Hun var bange. Rigtig bange.

''Nej jeg kan ikke se dig. Jeg tror bare jeg...'' hun fik ikke afsluttet sætningen. Hun blev afbrudt af stemmen som blev mere truende. ''Hvis du lægger på, så skærer jeg dig op, og lader blodet flyde ud på den ellers så nydelige parkeringsplads!'' Lillian turde ikke lægge på. Hun vidste ikke om det var en dårlig joke, eller om det var seriøst. Hun vidste endnu ikke hvad hun skulle gøre. Lillian trak vejret hurtigt. 

Så lagde hun på. 

Hun skyndte sig at tage fat i rattet og træde speederen i bund. Bilen bevægede sig bare ikke. Hun råbte et eller andet højt i vrede. Hun indtastede 112 ind på sin telefon og ringede op, men pludselig smadrede foruden, og hun tabte telefonen. Det var en skraldespand, som var blevet kastet ind gennem ruden. Lillian fik et kæmpe chok. Hun tog sin taske og glemte alt om sin telefon. Hun tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. 

Hun sprang ud af bilen og blev mødt af en skikkelse som kom løbende mod hende. Lillian skreg igen. Skikkelsen havde en skinnende kniv i hånden, som nærmest blev slået imod Lillian. Hun skyndte at flytte sig, da kniven ramte bilen. Den fik en skramme. 

Skikkelsen havde en skræmmende maske på, som lignede et spøgelse. Ellers kunne hun ikke rigtig se mere... Hun tænkte ikke helt, for det hele gik så stærk. Hvorfor fanden havde hun også taget høje hæle på? Det kunne hun jo ikke løbe i, men hun blev nødt til at gøre et forsøg. Skikkelsen var hurtig. Lillian kæmpede for at komme væk, men efter nogle meter, så gav hun op. Den ene hæl knækkede og hun faldt. Skikkelsen stoppede. Månelyset blev reflekteret i den fine kniv. Lillian kravlede nærmest hen ad jorden. Hun råbte efter hjælp, men ingen kunne høre hende. Det var forsent. Skikkelsen jog kniven ned i ryggen på Lillian. 

Hun skreg af smerte og kniven kom endnu engang. Det gentog sig indtil Lillian var stille. 
Dødstille. 

Så begyndte det at sne. 
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...