Who am I? - [Liam Payne] -STOPPET

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2013
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
Liam Payne står op på et hospitals værelse. Han ved ikke hvorfor han er der. Det seneste han kan huske er at han havde snakket med sin mor, om den audition han skulle til dagen efter. Han kan huske at han var nervøs. Han husker at det var hans anden audition. Det er sådan nogle ting han kan huske. Han husker intet om at han faktisk er i et band. Et verdens berømt band- bedre kendt som One Direction. Han husker ikke at de kom på en tredje plads i x-factor. Han husker ikke at han havde været på hele to tuneringer. Han husker intet om de 4 drenge, han engang så som sine brødre...

*Coveret er lavet af Mille. Tjek det ud, det er virkelig flooot! <3 *

20Likes
10Kommentarer
1196Visninger
AA

3. ∞ No, that is not me. Im only 16. Im not 20. ∞

 

He looked at himself, in the mirror.

"Who is he?" he asked, and pointed at himself.

En mand, to kvinder og fire drenge, som jeg burde kende, stod rundt om min hospitals seng. De kiggede alle akavet på mig, og vidste ikke hvad de skulle sige. Den yngste kvinde brød stilheden. "Hvordan har dit hoved det, skat?"

Mit hoved? Hvad snakkede hun om? Jeg tog min hånd op til hovedet, for at mærke. Der var en slags bandage rundt om. "Hvad er der sket med mit hoved?" spurgte jeg, og lod min hånd glide ned på siden af mig igen. Den anden, og ældste, kvinde begyndte at hulke. Manden trak hende hen til en sofa, og der sad de sammen. Han mumlede noget til hende, som vi andre ikke kunne hører, men det fik hende til at stoppe lidt. De fire drenge kiggede stadig på mig, og hende som havde kaldt mig skat sad og nussede min hånd. "Fuck. Det her bliver svært.." Mumlede en af drengene. Han var den eneste sorthårede imellem dem. "Øhm, Liam.. Det plejer altid at være dig, som ved hvad der skal gøres og siges-" "Men når vi må, og har tid, vil vi prøve at fortælle dig alt." afbrød Niall drengen med det krøllede hår. "Når I har tid?" Jeg kiggede lidt spørgende på dem. "Jo altså nu om lidt skal vi til et interview, og fortælle hvad der er sket. Fansene er virkelig bekymrede." Svarede ham som ikke havde sagt noget indtil videre. Han så ældst ud. "Må jeg ikke lige få jeres navne?" "Nåh, jo. Det glemte vi jo. Jeg er Zayn." Sagde ham med det sorte hår,-altså Zayn. "Jeg er Louis." "Og jeg er Harry."  De kiggede lidt afventende på mig. "Jeg kan altså stadig ikke huske jer.." Jeg tænkte lidt på hvad de mon mente med at fansene var bekymrede. Og hvordan kendte deres fans overhovedet mig?

Harry, Niall, Louis og Zayn var taget afsted. De havde lovet at komme igen i aften. Mens de var væk, kom mange andre på besøg. De prøvede alle at få mig til at huske dem. De snakkede om minder. Om ferier. Om hvordan jeg var som person. Om hvordan jeg var imod dem. Om alt muligt, som jeg ikke huskede noget som helst af. Jeg sad i sengen, og lod som om jeg hørte efter. Jeg nikkede, og spurgte spørgsmål, hvis det var nødvendigt. Når de så svarede på de få spørgsmål, var det ikke bare korte svar. Nej, det var lange svar, hvor de beskrev alting. Også hvad jeg havde haft på den dag. 

Det de ikke vidste var, at jeg faktisk allerede havde glemt, hvad de havde sagt, 2 minutter efter det var sagt. Jeg havde alt for mange andre spørgsmål jeg faktisk meget hellere ville have svar på. Jeg kunne sagtens spørge "min mor". Eller "min far". Eller Sophia. Men jeg kunne ikke. Der var et eller andet der holdte mig tilbage. Ikke engang Niall kunne jeg spørge, og ham var jeg endda blevet venner med. 

"Hvad husker du egentlig?" spurgte en lille dreng, som åbenbart var min fætter. "Faktisk så husker jeg kun mine søskende... Jeg kan ikke huske hvad de hedder, eller hvordan de ser ud. Jeg kan bare huske at jeg har to ældresøstre, og at de ønskede mig held og lykke, før jeg faldt i søvn, natten før min audition." Han så lidt forvirret ud, men spurgte så; "Hvorfor kan du ikke huske dine forældre? Det dem som har lavet dig. Det lærte vi om i skolen idag. Vidst du at-" "Det fint Toby." afbrød hans mor ham. "Toby, jeg kan faktisk godt huske min mor... Hendes ansigt er bare helt slørret, men jeg kan huske at vi snakkede om auditionen sammen." Han kiggede underligt på mig, trak på skulderne og løb så ud af værelset. "Drik din te, Liam." sagde min mor. Jeg gjorde som hun sagde.

Ved klokken ni tiden kom Harry, Niall, Zayn og Louis igen. De havde en pakke med. Det var min yndlings chokolade, sagde de. "Jeg kan altså stadig ikke huske noget." sagde jeg for hundrede gang den dag. "Det var heller ikke meningen at du skulle huske noget.. Vi købte den bare." Sagde Louis. "Du deler den med os ikke? Det plejede du." "Nej, han gjorde ej." Sagde Zayn, og satte sig i sofaen. "Du behøver altså ikke at dele den med os." Jeg gjorde det alligevel. Vi snakkede lidt, og de fortalte lidt om sig selv. Ligesom Niall havde gjort.

Jeg rejste mig op, og begav mig hen til toilettet. Jeg havde slet ikke været på toilettet den dag.

Nialls synsvinkel.

Vi snakkede om Liam -selvfølgelig- mens han var på toilettet. Pludselig hørte vi et råb fra badeværelset af. Vi stormede allesammen derhen. "Hvad er der galt Liam?" "Luk op Liam!" "Er du okay Liam?" "Kald på en læge!" "Liam, åbn nu døren!" Vi råbte allesammen i munden på hinanden. Hvad var der dog sket derude?

Døren blev langsomt åbnet, og Liam sad grædende på gulvet.

Jeg var som limet fast til gulvet. Jeg kunne ikke rykke mig ud fra stedet. Jeg havde aldrig set Liam græde, -i hvertfald ikke på den måde. Alle de andre var lige så chokerede. Zayn løb ud af værelset, for at finde en læge. 

Sophia skubbede til mig, og løb hen til Liam. Hun slog armene rundt om ham. "Shh, det skal nok gå. Shhh " mumlede hun stille til ham, mens hun vuggede ham lidt frem og tilbage. Liam græd stadig. Harry gik hen og satte sig på hug ved siden af dem. "Hvorfor råbte du? Hvad er der galt?" Spurgte han stille. 

"Jeg..jeg..hve..hvem er.. hvem er han?" stammede Liam grædende. Vi kiggede rundt på badeværelset. Der var ingen andre end os. "Hvem er hvem?" spurgte hans far bekymret. Liam rejste sig op. Han tørrede øjnene, og rettede lidt på sit tøj. Derefter kiggede han ind i toilet spejlet. Han kiggede sig selv i øjnene.

"Hvem er han?" Liam pegede ind i spejlet. Vi kiggede alle ind i spejlet.

Han pegede på sit eget spejlbillede. 

---------------------------------------------------------------------------------------------

Hvad synes I så? Synes I det går for hurtigt eller er det fint? :) 

Lige pt. kommer der kun til at være små skænderier og sådan noget, MEN men men jeg kan indrømme at der på et tidspunkt kommer drama! -Meget drama. Jeg satsede først på at der kun skulle være 10 kapitler eller lignende, men så fik jeg en ny idé, som jeg tror I bedre vil kunne lide!  ;)

Jeg kommer nok til at opdatere hver anden dag fra nu af, så jeg også har tid til at skrive nogle lidt længere kapitler og sådan noget!... ^^

-Er der noget som I synes jeg kunne gøre bedre, allerede fra nu? :)

 

Fatma xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...