Du kommer for sent

Det var en opgave til min terminsprøve - men ville så prøve at ligge den ud her.
Håber I kan lige den!
Resume:
John er en dreng, som bliver mishandlet af sin far. Ingen lægger rigtig mærke til ham. En dag går faren så over stregen.

0Likes
0Kommentarer
148Visninger
AA

1. Du kommer for sent

   John kunne mærke blikkene i ryggen, da han gik gennem skolegangen. Første time ville snart begynde, og alle eleverne ville forsvinde ind i klasserne. Men han gik ud på toilettet i stedet for og vaskede sig i hovedet. Han kunne ikke glemme, hvad der var sket. Det sad fast i hans hoved og kunne ikke få tankerne til at forsvinde. Du er en morder. Et monster. Du burde ikke leve! Det var det samme igen og igen. Han kiggede op i spejlet, men det var ikke Johns ansigt, der kiggede tilbage. Det var hans fars.
   Han løb ud af toilettet og ud på den tomme gang. Alle var gået til time, men John kunne ikke klare, hvis han skulle sidde stille. Det havde han aldrig kunne. Han gik hen til sit skab og satte sig nede foran det. Han vidste ikke, hvor lang tid han havde siddet der, men så kom alle ud fra klasseværelserne. Første time var forbi. Eleverne, der gik forbi, kiggede mærkeligt på ham. Nok fordi han sad med den dumme, store jakke på, men det var kun for at dække for hans T-shirt, som en gang var lysegrå med skrift på, som han havde købt til en koncert med hans ynglings band. Den var nu blevet mere bodorød.
   John rejste sig for at gå hen til musiklokalet. Der var ikke nogle derinde. Han satte sig hen på klaverbænken og sad og kiggede på de sorte og hvide tangenter. Hans mor havde lært ham at spille klaver. Han spillede et par enkelte toner, men han kunne ikke holde tårerne tilbage længere. Tankerne og følelserne kørte rundt i hans hoved, og han kunne ikke klare det. Jeg er en morder! Men jeg gjorde det for at beskytte hende! Tårerne gled ned over hans jakke. Han smækkede låget ned over tangenterne og hev jakken over hovedet. Han var vred over, at han lod det ske. At han lod det gå så vidt.
   Alt blev sort. Han så sin mors ansigt for sig. Hendes smilende ansigt og de lysende blå øjne, som han havde arvet. Hun var smuk. Men så forandrede hendes ansigt sig. Hun var bange og åbnede munden for at skrige, men der kom ingen lyd ud. Han hørte kun braget fra en affyret pistol og slog øjnene op. Han lå på gulvet i musiklokalet. Hans bodorøde T-shirt havde smittet af på gulvet. John rejste sig hurtigt op og fik sorte pletter for øjnene. Han faldt på knæ og tørrede blodet af fra gulvet. Han så op på uret, der hang over døren. Den viste 11:17. Han gik ud på parkeringspladsen og fandt først ud af der, at jakken stadig lå i musiklokalet, men han gik bare videre. Blæsten fik hårene på armene til at rejse sig, men han var ligeglad. Hvorfor var han overhovedet taget i skole? For at komme væk fra blodet, skrigene, pistolen, sit hjem? Pistolen lå stadig på kommoden i entreen. Der hvor han havde lagt den, inden han løb i skole. Ingen kunne have fjernet den. Ingen var i live i huset, og ingen, ud over John, havde en nøgle til huset, som han nu stod foran.
   Der var helt stille. Man kunne kun høre grisene grynte inde fra Grise-Olsens gård nogle hundrede meter henne. Mon han havde hørt, hvad der var forgået nogle timer tidligere? Den gamle mand var næsten døv, så det havde han nok ikke. John gik indenfor, men fortrød med det samme. Pistolen lå stadig på kommoden smurt ind i blod. Og ligene af hans forældre lå stadig inde i stuen. Hans fars øjne var helt opspilede, det samme med hans mor. John kunne ikke klare at se hende sådan. Ligge hen over stuebordet med blod ud over den hvide nattrøje. Han bar hende hen i sofaen, hvor han lagde et tæppe over hende, så det bare lignede, at hun sov fredfyldt. Hun havde altid elsket og beskyttet ham over for hans far.
   John kiggede over på ham. Han lå henne ved tv’et med et skudhul lige over øjenbrynet. Tænk at jeg faktisk skød ham, tænkte John, men så kom tankerne igen. Morder! Beviset ligger der! Du er en morder! Han kiggede ned på sine hænder, som var blevet røde af blodet fra sin mor. Far var gået over stregen. Han havde skudt, den eneste person der nogensinde havde elsket ham. John kunne ikke klare mere.
   Han løb udenfor og ned af grusstien. Far fortjente at dø! Han skød mor! Tænkte han igen og igen. Ingen fortjener at dø! Stemmen i hans hoved ville ikke stoppe. John var løbet hen til marken nær Grise-Olsens gård. Han satte sad ned og så, at han havde taget den blodige pistol med, men ingen idé om hvorfor. Måske var det et tegn. John var den sidste i sin familie. Skulle han også dø i dag?
   John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde steg ud stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...