"Vi skal væk."

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Færdig
Mikkel og hans lillesøter Emilie har i flere år lidt under deres "bonusfars" ustyrlige temperamangt. Men da et større og mere voldsomt skænderi sender Emilie tudende og udmattet i seng, beslutter Mikkel sig for at han vil sætte en stopper for den konstante vold i huset. Han pakker de mest nødvendige ting ned i sin sportstaske, og næste dag stikker de to børn af. Men hvordan vil det gå to børn, når de er alene på gaderne? Vil de finde den lykke de søger eller bliver de fundet og sendt direkte hjem igen? (Mit bidrag til 'Vold i familien'-konkurrencen)

1Likes
0Kommentarer
524Visninger
AA

2. "Vi skal væk."

Dynen og lagnet klæbede sig irriterende til min krop, da jeg vågnede lørdag morgen dækket af sved. Mit hovedet værkede og min krop føltes tungere end den nogensinde havde gjort før. Hvad jeg havde lavet aftenen før stod mig uklart, men jeg havde en fornemmelse af at det ikke var noget godt.

Jeg skubbede den sveddryppende dyne af mig, og satte mig op i sengen en tand for hurtigt. Smerte fór igennem min krop op til flere steder. Mit hoved føltes som om der var ved at eksplodere, min mave var øm og mine arme og ben var både ømme og dvaske. Hvad havde jeg dog lavet?

Undrende så jeg mig omkring. Jeg befandt mig på mit værelse på en lille tynd madras på gulvet. På min venstre hånd stod en propfyldt rygsæk, og på min højre hånd stod min seng, som så ud til at være optaget.

Meget forsigtigt rejste jeg mig fra sengen, og genkendte den lille klump der lå i sengen, som min lillesøster Emilie. Et lille smil gled hen over mine læber, til jeg pludselig så, at hendes ene øje havde skiftet farve til lilla og var svulmet helt op.

Udover det opsvulmede øje, opdagede mit mistroiske blik også hentydningen af en lille bule.

Den forhenværende aftens  begivenheder begyndte langsomt at vende tilbage, i takt med at min mave slog flere og flere knuder. Skrigene, råbene, gråden, sorgen og værst af alt smerten. Jeg huskede det hele. Vores bonusfar havde endnu engang været efter os, og da jeg havde forsøgt at stoppe ham, vendte han bare alt sin vrede imod mig. Da vi endelig var sluppet væk fra alt hans vrede, var min søster faldet om af træthed i min seng, imens jeg var begyndt at fylde de mest nødvendige ting i en rygsæk.

Vi måtte væk derfra og det kunne kun gå for langsomt.

Jeg skubbede blidt til min søster, til hun vågnede.

”Vågn op,” hviskede jeg. ”Vi har ingen tid at spilde. Op med sig.”

Imens Emilie roligt vågnede op, tjekkede jeg op på indholdet i rygsækken. Jeg nikkede annerkendende, da jeg var gået igennem indholdet et par gange og endnu ikke havde fundet noget vi manglede.

”Hvad skal vi?” spurgte min søster søvndrukken og så på mig med sine store blå øjne.

”Vi skal væk.”

”Væk? Hvad mener du?”

Jeg tøvede lidt. Hvad mente jeg egentlig?

”Vi skal væk herfra til et sted hvor folk vil behandle os ordentligt.”

***

Da vi begge var kommet i noget ordentligt varmt tøj, sneg vi os igennem huset og ud til køkkenet, hvor jeg hurtigt fiskede nogle drikkedunke med vand og nogle sandwichs, og så var vi ellers ude af døren.

”Kom så søs, fart på,” sagde jeg. ”I aften har vi sikkert fundet os et rart sted at sove.”

”Er du sikker?”

Vores blikke mødtes og jeg tvang et lille smil frem.

”Helt sikker,” sagde jeg og rakte min hånd ned til hende. Hun greb den, og sammen begyndte vi at gå igennem byens endnu tomme gader. Men inderst inde frygtede jeg hvad der ville ske. Nok havde jeg tænkt vores flugt igennem hundredevis af gange, men aldrig havde jeg troet at vi faktisk ville gøre det.

Jeg vendte mit blik mod himmelen, og lukkede kort mine øjne i mens jeg bad en stille bøn.

***

”Mikkel? Mikkel? Mikkel?”

Et ryk i min arm rev min ud af mine tanker. Vi havde været undervejs i nogle timerne nu, og solen stod højt på himmelen, uden at give særlig meget varme.

Forvirret så jeg ned på min Emilie, der med begge hænder holdte om min arm.

”Jeg er træt. Kan vi ikke holde en pause?”

Jeg rystede på hovedet og svarede: ”Nej, ikke endnu.”

”Men jeg er sulten og tørstig. Kan vi ikke nok holde en kort pause? Please?” sagde hun bedende og gjorde sine øjne store.

Opgivende stoppede jeg op.

”Fint fint, du får din vilje. Så find et sted vi kan sætte os, gerne på en bænk eller noget.”

Lynhurtigt fandt hun os en bænk, hvor vi slog os ned. Jeg fandt sandwichene og vanddunkene frem, alt imens Emilie sludrede løs om den kat hun var helt sikker på, at hun ville få i forærende af vores kommende drømmefamilie.

Først da jeg overrakte Emilie hendes sandwich og hun havde taget nogle bidder, stoppede hun sin endeløse talestrøm om den lille plettede kat, som jeg allerede havde hørt flere gange den dag. Ikke fordi at jeg havde noget imod hende, eller katte for den sags skyld, men jeg var bange for at skuffe hende. Tænk nu hvis vi aldrig ville finde et ordentligt hjem? Eller værre; tænk nu hvis nogen fandt os og sendte os direkte hjem igen? Hendes drømme ville blive knuste og jeg ville være den der var skylden i det. Det gav et stik i mit hjerte. Jeg ville og ønskede ikke, at jeg eller nogen anden skulle såre min søster. Ingen ville få lov til så meget som at røre et af hendes blonde lokker, så længe jeg var i stand til at forhindre det. Ingen!

***

Timerne kom og gik, men alligevel mistænkte jeg min onde bonusfar for at forlænge dagen. I timevis havde Emilie og jeg været på farten, men vores jagt på et bedre sted virkede mere og mere håbløs. Solen, som ellers havde været fremme da vi begyndte vores rejse, var efter frokosttid forsvundet bag et lag af grå skyer, og vi havde ikke set den siden. Vinden havde også taget til i styrke, så alle efterårsbladende strøg forbi os. Emilie havde længe fundet de flotte blade sjove at løbe rundt efter, men hendes energi var ved at være opbrugt og samme var min.

Da mørket lagde sig, som et tykt tæppe hen over os, begyndte håbet for alvor at forlade mig. Hvis vi ikke snart fandt et sted at sove, ville vi blive nødt til at sove et sted på gaden, og den tanke brød jeg mig bestemt ikke om. Nok var jeg den store, men tanken om at skulle sove alene på gaden gav mig gåsehud.

”Det skal nok gå,” tænkte jeg opmuntrende til mig selv. ”Bare tro på det.”

Desværre havde jeg ikke meget tiltro til mig selv længere. Jeg havde virkelig troet at en sød sjæl ville have samlet os op på dette tidspunkt, men jeg tog fejl. Vi gik stadig rund i de kolde, mørke gader imens frygten langsomt var begyndt at sprede sig i min krop. Havde jeg virkelig slæbt min højt elskede lillesøster med mig, for bare at vandre forskellige byer tynde, i håb om at finde et sted hvor vi hørte til?

***

Vi fandt først et sted at slå os ned, da fuldmånen og tusindvis af stjerne lyste nattehimmelen op. Egentlig havde vi passeret en del gyder og baggårde længere ind i byen, men jeg havde ikke brudt mig om dem. De havde alle set lige uhyggelige og klamme ud, så jeg havde skubbet Emilie videre, til vi til sidst fandt en lille garage, hvis dør stod åbent. Hurtigt sneg vi os ind og slog os ned i et af garagen hjørner, gemt bag en masse papkasser og en gammel folkevogn.

”Jeg fryser,” sagde Emilie klynkende og trykkede sig ind til mig. ”Har du en dyne med?”

Jeg rystede let på hovedet, og trak de uldne tæpper frem. ”Kun tæpper.”

”Har du mit tæppe med??” spurgte hun med en mere begejstret stemme.

”Selvfølgelig har jeg dit tæppe med. Spillemand er her også,” sagde jeg og trak tæppet og en lille bamse, i form af en spillemand, op af rygsækken.

Emilie jublede og tog ivrigt imod sine ting.

”Her lad mig,” sagde jeg og puttede hende ind i tæppet, mens hun omfavnede sin bamse.

”Tak,” mumlede hun og gabte. ”Sov godt mor.”

Jeg skulle lige til at spørge ind til hvorfor hun havde kaldt mig ”mor”, da jeg hørte en lav snorken. For sent.

Jeg sukkede og puttede mig ind under mit eget tæppe. Jeg kunne virkelig trænge til noget søvn oven på den lange dag, men syntes ikke at kunne falde i søvn. Der var alt for kold, og alverdens tanker strømmede rundt i hovedet på mig. Mon nogen ville opdage os? Hvordan vil det gå den følgende dag? Vil det overhovedet blive morgen et sted som dette? Jeg var bange, hvis ikke skrækslagen for hvordan det ville ende med min lillesøster og jeg.

Jeg klemte øjnene hårdt sammen, velvidende at det ikke ville gå mig bedre, hvis jeg ikke fik noget søvn. Tværtimod.

Langsomt, meget langsomt begyndte trætheden at overmande mig. De mange bekymringer forlod mine tanker, og blev erstattet af et enkelt minde, om min mor, der sad på kanten af min seng, og sang mig i søvn. En ting jeg måske, måske ikke ville opleve igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...