Se ikk', Hør ikk'

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 28 jan. 2014
  • Status: Færdig
Mika er den nye unge mentor for distrikt 5, som kommer ud for næsten lige så meget tortur som da hun var i spillet, for hun kan nemlig ikke glemme det da det har sat mange ar, både fysik og psykisk


6Likes
7Kommentarer
629Visninger
AA

9. Mentor

Tiden var gået i stå, som jeg lå i fortvivlelse på min seng. Det eneste lys der var på mit værelse var de få solstråler, der sneg sig igennem mine gandine. Som jeg lå der blev jeg ved med at tænke på, om det rigtige var, at dø i arenaen.

En banken fulde den lydløse tomme luft men jeg valgte ikke at reagerepå det. Personen bankede igen, men fik igen ingen respons.  

"Frøken Jeris, du skal komme ud, så du kan blive klar til i aften." Først blev jeg forbløffet over at jeg blev kaldt frøken, det havde jeg aldrig bleven før, men defter blev jeg forvirret over hvad der skete i aften, da jeg intet havde fået af vide. Jeg tvang min krop op at stå og gik hen til døren. Åbnede døren uden at give en tanke omkring mit morgenhår og salv ned af kinden.  

Det var min  stylist. Han holdte en tavle, som jeg rev til mig og skrev: Hvad sker der i aften? Og viste ham. Han blev tydeligvis chokeret over mit spørgsmål og var ikke tilbagerukken ved hans reaktion. 

"Du skal interviewes i aften, det gør man altid med mentorerne, når der kun er 5 soner tilbage." Jeg blinkede uforståeligt i forsøg på at fjerne den sløret faktum, at Daniella stadig var i live og hun faktisk kunne vinde. 

Jeg forsøgte at skjule min forbløffelse, som jeg havde lært, og fulgte efter min  stylist. Mit hår blev sat, min make-up blev lagt. Fik en tavle i hånden og skubbet ind på scenen.

De lys der startede med at gøre mig bløde i knæne, fik mig nu til at rette mig op og smile. Jeg tog i mod jublen og nød opmærksomheden, som jeg havde humret efter. Caesar overdøvede lamen og sagde:

"Der har vi hende jo, den tidligere vinder." Jeg tog hver et ord til mig og nød dem. Jeg satte mig på stolen over for ham, men forsatte med at kigge på puplikum. 

"Nå, Mika.." Han tog mig på låret  og så meget seriøst ud, hvilket han ikke gjorde ofte. "Er Danielle vores komne vinder?" Selvføldig, ikke et ord om mig. Jeg kunne lige så godt vænne mig til det. Men det var ikke nemt sådan at blive oversvømmet af uønskede opmærksomhed, og tvinge mig selv til at kunne li' det, for derefter at få  fjernet det hele igen.  Minderne  om fortiden for stadig som tortur imod mig, men opmærksomheden fra de altid optimistiske Capitol beboere hjalp med at fjerne dem.  

Jeg fandt mit sukkersødeste smil frem og skrev så smuk som muligt mit svar på tavlen. Et ja af min håndskrev kom op på skearmen bag os. Et eller andet sted ønsket jeg ikke hun skulle vinde, da jeg vidste at så ville hun stjæle alt opmærksomhed fra mig. Der vil komme en ny vinder, det ved jeg, det kan jeg ikke forhindre, men jeg kan håbe på at det ikke bliver Danielle. For så vil jeg forsat være den yngste vinder af distrikt 5. 

Vores samtale fortsatte med spørgsmål om Danielle og som altid fik han enstavlse svar tilbage som var løgne. Selvom jeg vidste det var forkert af mig, at være så opmærksomheds kræven, kunne jeg ikke for mig selv til at sige: Danielle er en meget bedre spiller end mig, hun er smuk, hun er klog, hun er kampdygtig, hun er perfekt og jeg.. jeg er den der fik skånen tungen ud anden dag og var i konstant kamp om at have nok blod til at overleve. Danielle havde alt undtagen en ting, og den ene ting havde jeg. Er det for meget at be om at havde den for mig selv?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...