And then you die

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 nov. 2013
  • Opdateret: 23 nov. 2013
  • Status: Igang
Haven er en rå 16 årig pige som inderst inde bare gerne vil være normal. Derhjemme bliver hun slået og seksuelt mishandlet af sin far. Noget alle kan se, men ingen vælger at gøre noget ved. En dag beslutter Haven at Det er nok. Hvem ville alligevel savne hende? Hun kaster sig ud fra havnen og lander i vandet hvis kulde er som tusind knive. Hun håber på at dø. Inderst inde, men man kan vel ikke få ALT hvad man ønsker sig?

2Likes
2Kommentarer
185Visninger
AA

1. Prolog

Først ville jeg bare lige sige tak til E. Nathalie Bjørn 

fordi du har givet mig denne fantastiske prolog,

jeg lover at jeg nok skal skrive videre på den og gøre den god.

 

 

Jeg bankede på døren til det store, dyre hus. Det var gigantisk - specielt i forhold til mine forældres lille, beskidte lejlighed. Min kærestes rige mor åbnede og som altid kiggede hun på mig med afsky. Det irriterede hende at nogen forældre lod deres børn gå med mørk make-up og tøj der var for småt. I virkeligheden gik jeg kun med for småt tøj fordi mine forældre ikke have råd til nyt, og hvis du havde? Så er jeg ret sikker på de ville bruge alle pengene på alkohol og stoffer alligevel. Jeg tog min smøg ud af munden, pustede ud og kvaste den under min støvle.

"Må jeg komme ind?" Spurgte jeg efter et stykke tid hvor hun bare stirrede. Stirrede på de blå og røde mærker på min krop. Hun vidste godt hvad der skete hjemme hos os, hun vidste godt hvad mig og min bror var udsat for hver eneste dag. Men hun gjorde intet ved det. Hun var ligesom de andre: ligeglad.

Hun blinkede et par gange og trådte til siden så jeg kunne komme forbi. Jeg gik lige forbi hende, i gennem stuen hvor jeg kunne mærke hendes mands stiren når jeg gik op af trappen. Han kiggede nok under min nederdel som han altid gjorde. Jeg gik hen til en dør og åbnede den uden videre, jeg vidste han ville være derinde. Min skat. Mit eneste eje som jeg holdte af. Det eneste der holdte mig over overfladen. 

På værelset var der rimlig mørkt, lyset var dæmpet, og da jeg åbnede døren vældede der lys ind, ind på sengen hvor en pige lå. Vores alder, næsten helt nøgen og med tungen oppe i halsen på min kæreste, som lå oven på hende. Jeg kunne mærke end kæmpe klump i halsen, som en gigantisk blomme der var så moden at den næsten ville springe hvis man rørte ved den. En varm, våd stråle af sort, gled ned af min kind og ramte mine læber i en smag af salt og eyeliner. Pigen i sengen fniste på den der pigede måde, og nulrede min kærestes krøllede lyse hår. Jeg kunne ikke være mere sur. Det var som om han havde stukket en kniv igennem mit hjerte. Han smilet skævt til hende, og så hurtigt op på mig da jeg styrtede væk fra hans værelse, væk fra hans hus og væk fra hans pædofile far, der kun var lidt bedre end min egen. Dem og deres perfekte liv. Jeg var et skod, en fattig pige at øve sig med. Aldrig nok, aldrig god. Jeg var en tyk, klam, fattig røv. Lige til at smide ud.

     Jeg smækkede døren i, og løb ud på toilettet. Alene hjemme. Det var godt, så var der ikke nogen tilskuere til hvad der var ved at ske. Jeg fandt et barberblad frem fra under toilettet og satte mig ned på gulvet med et gammelt, sort håndklæde. De før hvide fliser var grålige, og for mange ville det være yderst ulækkert at sidde her på. Jeg lagde med rystende hænder håndklædet ud på gulvet, og stillede mig på knæ. Jeg løftede op i min bluses sorte stof og holde bladet i mod hoften, i mellem de mange lige linjer som var ar. Der var snart ikke plads til flere, og den anden side var fyldt helt op fra min hofte, til lige under brystet. Tårerne der fyldte mine øjne, løb hurtigere da den velkendte smerte kunne føles. Blodet løb ned i min nederdel og dryppede på håndklædet, men det var blot i et minut at jeg var frelst fra følelserne. Jeg havde aldrig skulle gøre det på grund af ham, han ville gøre mig glad så jeg ikke behøvede at gøre. Nogen gange følte jeg jeg aldrig behøvede at gøre det igen når jeg var sammen med ham. Det var altid efter min far havde været fuld, som efterhånden var vær aften. Efter min mor havde drukket sig i hegnet, ville min far ligge hende i seng. Senere ville han selv drikke en del, og så komme ind til mig. Det var efter de aftener, som var blevet oftere og oftere at jeg ville skære i mig selv. Smerten han på førte min krop om dagen var blot hvis jeg kom forsent, et smæk, eller hvis jeg ikke opførte mig ordenligt, en knytnæve, intet specielt. Men om natten. Om natten ville han virkelig gøre ting ved mig. Ting der efterlod ar helt inde i sjælen, helt inde ved hjertet. 

Jeg holde bladet i mod mit håndled. Jeg lukkede øjnene og koncentreret mig om den smerte jeg aldrig havde forstillet mig ville være så slem. Jeg havde skåret dybt denne gang. Igen. Igen. Igen. Blodet løb ned af min arm, på håndklædet, på fliserne. Jeg blev rundtosset. Det flimrede for mine øjne, og jeg måtte koncentrere mig for ikke at falde om. Jeg holdte fast i kanten af vasken og brugte den som støtte. Jeg kom op, og stak hovedet under hanen. Vandet løb ned i min mund og kølede mig af. Jeg kæmpede mig op og stå, men måtte sætte mig ned igen. Verdenen kørte rundt for mine øjne. Forsigtigt prøvede jeg igen, jeg fik stillet mig op, og begyndte forsigtigt at gå i mod køkkenet. Jeg holde fast i alt hvad der var i nærheden for ikke at falde om igen. Jeg flakrede med mine øjne og fik endelig fat på en pose med sukkerknalder. Når man besvimer skal man have sukker, meget sukker. Jeg tog en firkantet klump sukker op og skulle til at proppe den i munden da jeg stoppede mig selv. Hvor mange kalorier var der i sukkerknalden? Hvor meget kunne jeg tage på? Jeg holde posen op foran mit ansigt for at prøve at tyde hvad der stod på bagsiden. 

Ikke sundt nok.

Jeg fandt en kniv i en skuffe, men var lige ved at falde igen. Jeg måtte lige stå i to sekunder, inden jeg gik videre. Jeg skar sukkerknalden op i fire dele, og spiste en enkelt fjerdedel. Det hjalp lidt. Jeg satte mig ned på det knirkende køkken gulv, og ventede lidt. Jeg døsede hen. Da mine øjne sprang op igen, var blodet ved at tørre ud. Jeg følte mig uduelig og svag. Mine ben vaklede under mig, som jeg langsomt fandt noget at drikke. Jeg drak en stor del af min fars ynglings vodka og drak to glas vand. Jeg følte jeg havde kræfter, men ikke nok til at forlade huset. Jeg tog endnu en kvart sukkerknald. Jeg kiggede på min mave som om at man kunne se jeg havde taget på allerede. En top mave. Lige der. Jeg gik ind på mit værelse og skiftede tøj. Det her var blodigt. Jeg trak et par jeans og en sort bluse på, tog min mobil og satte mig på min seng. Det røde hår, som fornyligt var blevet farvet var som var det over det hele, i vejen, i øjnene, i munden og strittede. Jeg indtastet et tre-cifret nummer på min mobil.

"Alarm-centralen, hvad kan jeg hjælpe med?" Spurgte en irriterende stemme mig.

"Min far... Han gør ting ved mig... Mig og min bror... Han-han kommer om natten" Jeg var begyndt at græde.

"Hvor befinder du dig?"

"Derhjemme," mumlede jeg.

"Hvor bor du?"

"Eeh... " Jeg fortalte hende vores adresse og lagde på med det samme. Det var pinligt. Jeg boede nok i det mest fattige område i verden. Jeg stiledet mig op og forlod lejligheden, selv hvis de var på vej, behøvede jeg vel ikke at være her? Og nu kom min far nok i fængsel, så måske jeg aldrig skulle komme tilbage igen?

Som jeg løb ud på gaden og langs en vej følte jeg et islag om mit hjerte. En barriere imod alle følelser. Da jeg var kommet lidt væk fra mit hjem, ledte jeg efter nogen med en bil. 

Jeg fandt endelig en med en motorcykel, det burde være fint. Han lignede det modsatte af min, nu ex, kæreste. Så det passede mig fint. Jeg gik direkte hen imod ham. 

Jeg rømmede mig lidt,"Undskyld?"

Han vendte sig overrasket rundt, så det halvlange brune hår fløj til siden.

"Jeg ville bare lige høre hvor du var på vej hen? Og om du skulle forbi havnen?" Spurgte jeg, og prøvede virkelig at virke flirtende.

Han stirrede på min kavalergang, som var ret tydelig i denne bluse. "Øh, eh, uhmm... Jah! Hop på!" 

Han virkede ikke som den klogeste, men jeg satte mig nu alligevel om bag på hans motorcykel. Jeg holde stramt fast om ham, og sørgede for at han kunne mærke mine former. Hvorfor ikke? Verden var så fucked up allerede. 

"Vent lidt!" Sagde jeg lige som han skulle til at tænde motoren. Jeg stak min hånd ned i lommen og tog en lille æske frem. Jeg åbnede den og tog en lang, hjemmelavet smøg op af den. Jeg havde lavet den tideligere men glemt at ryge den. Jeg lagde æsken tilbage og tænde min smøg. 

"Gi'r du et sug, dukke?" Han smilede til mig. Jeg rakte ham smøgen og åndet ud. Han tog et enkelt sug og stirrede på mig. "Hvad fanden er der i den der..? Badass Lady."

Jeg smilede og stak min smøg i munden. Han startede motoren og vi begyndte at køre. "Jeg kalder den Jeffrey, min egen lille blanding."

Jeg pustede en fin røgsky ud. Jeffrey. Haha. Ligesom i den der film.

Vi stoppede op ved havnen og jeg stod af, jeg skulle til at gå da han stoppede mig; "For jeg nu ikke noget for at køre dig?"

Jeg gik hen til ham og pustede ham i hovedet, røgen gjorde ham tydeligvis ret så høj. Jeg smilede til ham og lænet mit hovedet helt tæt på hans, klar til at give ham et godt kys, da jeg trak mig væk. "Ses, dukkedreng."

Jeg forlod ham stående der og måbe, forvirret og rimlig høj på Jeffrey. Haha. Jeffrey. Hvis strømerne valgte at komme forbi lige nu, ville han blive anholdt. Jeg gik helt hen til vandet og satte mig med benene over kanten. "Life's a Bitch," 

Jeg smed min smøg ned i vandet.

Jeg gjorde klar til at hoppe.

Jeg kunne mærke det kolde vand omkring mig. Jeg begyndte at trække vejret, vandet faldt ned i mine lunger og min krop begyndte instinktivt at sprælle. Det var nytteløst. Valget var taget. Lyset omfavnede mig som jeg lukkede mine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...