One kill - The Hunger Games (oneshot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 14 nov. 2013
  • Status: Igang
Hvad ville du gøre, hvis du skulle dræbe en person? Hvilke tanker ville gå gennem dit hoved?
*Mit bidrag til The Hunger Games Fanfiction konkurrencen*

4Likes
5Kommentarer
553Visninger
AA

2. Ét drab

Hvad ville du gøre, hvis du skulle dræbe en person?

Det er bare én af de tanker, der flyver gennem mit hoved. Jeg står foran pigen, den sidste anden pige i Spillet, det eneste jeg skal gøre, er at dræbe hende, og så har jeg vundet. Men jeg kan ikke. Hun har ingen våben, men det gør det ikke nemmere.

Det er en pige på min alder. En pige, der har familie og venner, folk der holder af hende. En pige, der har en personlighed og tanker. En pige, der er blevet valgt til det her, hun har ikke haft noget valg. En pige ligesom mig. Hvis jeg dræber hende, hvad vil jeg så være? En morder.

Hun står et par meter fra mig, med frygten malet i øjnene. Hun ved, hun har mødt sin overmand. Hun ved, hun skal dø nu, men det er mig, der holder buen, det er mig, der skal skyde. Et par tårer løber ned af hendes kind. Jeg spænder buen, men jeg sender ikke pilen afsted. Jeg ved ikke, om jeg kan sende pigen i døden.

Ét drab mere, så er jeg på vej hjem.

Men er billetten til mit hjem, værd nok for et menneske liv? Det er det Dødsspillet går ud på, det er jeg klar over, men pigen, der står foran mig, fortjener ikke at dø. Hun fortjener at leve, ligeså meget som alle de andre i dette spil, alle dem, der er døde. Ingen i dette spil har fortjent at dø, de blev bare født det forkerte sted. Hvorfor kan jeg ikke skyde? Fordi så ville jeg blive en morder.

Den dag årets høst fandt sted, sagde min mor til mig, at jeg ikke ville blive trukket op, men det blev jeg. Jeg ser igen på pigen. Hendes mor lovede nok også hende, at hun ikke ville blive trukket op. Ingen kan føle sig sikre, ikke når det gælder Dødsspillet.

Ét drab mere, så vil jeg aldrig komme tilbage.

Men hvis jeg kommer tilbage, hvordan vil min familie så se på mig? Jeg vil være en anden person. Jeg vil aldrig kunne leve med, at have dræbt en anden. Det ville forfølge mig resten af mig liv.

Pigen begynder at klynke. Tårerne strømmer ned ad hendes ansigt, de bliver hele tiden flere og flere. Jeg ved, at jeg piner hende ved at vente, men min arm vil ikke samarbejde med min hjerne. Jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke leve med denne piges liv på samvittigheden. Jeg lader langsomt buen falde. Jeg giver op. Pigen må dræbe mig, hvis hun vil, men jeg kan ikke dræbe hende.

Solen bliver reflekteret i det store Overflødighedshorn. Pigen åbner sine øjne og ser på mig. Der er spørgende i hendes blik, da hun ser ned på buen, der ligger på jorden foran hende. Hun gør ikke mine til at samle den op. Hun vil måske heller ikke dræbe.

Ét drab mere, så kunne hun tage hjem.

Men hun prøver ikke. Hun gør mig intet. Hun stirrer bare hypnotiseret på buen. Begge vores kroppe spjætter ved lyden af brusende vand. Det er ikke tæt på, men heller ikke langt væk. Præsident Snow vil have afsluttet dette show. Spilmestrene vil have afsluttet dette show. Seerne vil se afslutningen på dette show. Og det er sådan, de vil slutte det.

Pigen begynder igen at klynke, men jeg er ikke bange. Hvis det er sådan, det skal afslutte, så lad det afslutte sådan.

"Vil du ikke nok? Jeg be'r dig." Hendes stemme er lav og bange. Hun vil ikke spille mere. Hun vil dø med værdighed, ikke som endnu en brik i Dødspillet. Hun ser på buen, der stadig ligger uberørt på jorden. Hun bukker sig ned, tager den og lægger den i mine hænder.

"Er du sikker?" spørger jeg, men det lyder mest som en hvisken.

Hun nikker. Lyden af det brusende vand er blevet højere. Jeg spænder buen. En enkelt tårer triller ned ad min kind, idet jeg sender pilen af sted. Solen lyser pigens ansigt i samme øjeblik, pilen gennemborer hendes bryst. Jeg ser hendes krop falde sammen på jorden. Jeg ser, hvordan det mørkerøde væske flyder ud ad hendes krop. Et lille smil ligger om hendes læber, og hun ser fredfyldt ud.

Vinderen af dette Dødspil bliver annonceret i hele arenaen, men det er kun mig, der er her til at høre den. Jeg vil være alene for altid. Alene med følelsen af tomhed. Ingen vil nogensinde kunne forstå følelsen af, at have sendt pilen af sted.

Ét drab mere, men var det det værd?

Aerofartøjet kommer flyvende på himlen over mig, men mit blik sidder fast på pigens smil. Hun fortjente ikke at dø, men det blev hun nødt til. Det vil aldrig ændre sig. Jeg kommer bare til at være endnu en vinder, endnu en ødelagt person, endnu en brik i spillet. Det er et grusomt spil. Et spil der gør børn til mordere.

Jeg hægter mine hænder fast i stigen, der bliver sænket ned. Jeg kommer op i fartøjet, og mit skønhedshold kommer farende. Jeg skal gøres klar til overrækningen af kronen. Jeg lægger ikke mærke til, hvad de gør ved mig, for mine tanker er stadig ved pigen. Hun kommer aldrig til at se sin familie igen. Hun kommer aldrig til at se solen stå op igen. Jeg hørte hendes sidste ord, og jeg slukkede for hendes livsflamme. Jeg så blodet forlade hendes krop. Jeg så smilet på hendes ansigt. Hun kommer aldrig til at smile igen.

Præsident Snow har et ondskabsfuldt smil kruset om læberne, idet han giver mig kronen på. Han siger tillykke. Jeg får lyst til at skrige af ham. Hans spil har ødelagt mig, og jeg vil aldrig blive den samme igen.

Ét drab mere, og det førte mig til en krone.

Men jeg vil ikke have den. Jeg føler mig ikke, som en vinder. Jeg føler mig, som en taber. Jeg har tabt. Jeg har tabt en del af mig selv. En del jeg aldrig får tilbage. En del, der bliver begravet med pigen. Jeg ser hende igen for mig. Jeg kender ikke en gang hendes navn. Det eneste jeg tænker på toget hjem er, at det burde være mig. Pigen burde have skudt mig, men så ville hun leve med det hele sit liv. Dødspillet har ingen vindere. Lige meget hvor mange kroner, huse, penge eller fordele man får. Alle taber, lige meget hvad. Denne gang var det mig, der tabte, næste år, en ny. Det vil aldrig holde op.

Da jeg ser ud over min familie og mine venner, er der kun en tanke, der flyver gennem hovedet på mig.

Ét drab mere, men det var ikke det værd. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...