Lonely..

En kort tekst om en pige, Cassandra, der har været igennem en del og ikke har andre i verden end sig selv. Og nogle andre forholdsvise 'korte' tekster om det at være/at stå alene.

2Likes
3Kommentarer
284Visninger
AA

2. At miste nogen man virkelig holder af, er som at få benene slået væk under én.

Det var meningen, at det her skulle være en god dag. Det var ferie, og hun havde glædet sig meget til at komme væk fra det hele. Men det var ikke længere en mulighed. Hun havde kendt hende hele sit liv: 10 år. Det er ikke noget man bare sådan lige glemmer. Mormoren havde altid været der for Luna. De havde haft en masse sjov sammen; de tegnede og lavede julepynt. 

Nu skulle hun snart sige farvel til sin mormor, lige som hun havde taget afsked med sin farfar, da hun var blot 3 år gammel. Forskellen var, at det nu var endnu sværere fordi hun forstod så meget mere nu. Hun var blevet klogere. Hendes mormor var den, der stod hende nærmest. Hun lyttede, når ingen andre ville. Hun forstod hende, bedre end alle de andre, fordi hun selv havde prøvet det. Det at blive smidt på jorden og ikke rigtig at havde andre end sig selv. Det var et hårdt liv, men det gjorde ikke noget dengang hun var der. Hun kunne fjerne skyerne så Luna igen kunne se lyset.

Mormoren havde en meget stor evne inden for at forstå og hjælpe andre. Luna havde ikke nemt ved at knytte bånd til andre, fordi hun igennem hele sit liv havde stået alene. Moren var knust over mormorens død, selv ville hun intet indrømme. Hun havde fået sparket benene væk under sig. Hendes klippe var død.

Luna havde prøvet, at være der for hendes 3 år yngre lillesøster, Sofia. De havde i virkeligheden kun hinanden. Luna havde mistet en del af sig selv, da mormoren døde. Mormoren havde været hendes livs lys og sol. Nu stod hun alene og skulle være tidligt voksen. Alle klagede over hende; enten var hun for voksen eller også var hun for barnlig. Hun havde ikke fået lov til at være barn. Ikke ret længe. Hun var ret usædvanlig. Hun lignede ikke nogen af de andre på hendes alder, fordi hun hele tiden skulle være ansvarlig.

Det forlangte man af hende. Hun skulle vide alt. Hun skulle være sig selv, men samtidig affinde sig med, at opføre sig lige som sin far. Moren var blevet sindssyg. Hun kunne ikke klare sig igennem en almindelig hverdag uden hjælp. Luna ville gerne hjælpe hende, men det kunne og skulle hun ikke, sagde alle omkring. De forstod ikke, hvordan det var, at se nogen lide så meget og vide at der er absolut ingenting du kan gøre for at hjælpe. De kunne sige lige hvad de ville, men lige meget hjalp det. Deres ord havde intet at sige for hende. Hun ville ikke høre på dem. Hun ville ikke vise dem hvordan hun virkelig havde det. De ville alligevel aldrig kunne forstå hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...