Lonely..

En kort tekst om en pige, Cassandra, der har været igennem en del og ikke har andre i verden end sig selv. Og nogle andre forholdsvise 'korte' tekster om det at være/at stå alene.

2Likes
3Kommentarer
322Visninger
AA

1. Et ensomt liv med smerte, som ingen kan se..

Det havde været sådan her i et stykke tid nu. Cassandra følte sig alene. Efterladt. Intet var som det burde være. Hun gemte sig og håbede inderligt på, at ingen ville finde hende sådan her. Hun følte sig så lille og skrøbelig. Hun havde fået beskeden her til morgen: hendes mor var erklæret, det man så fint kaldte, ’mentalt forstyrret’. Det var en af de dage hvor hendes mor havde fået et tilbagefald. Det havde efterladt Cassandra med stor sorg og en enorm ligegyldighed over for alt omkring hende. Hun var kold og gøs. Hun ville så gerne at hendes mor var som alle andre; men det var hun ikke. Cassandra følte sig heller ikke ’normal’, men hvad var normal også? Kedelig? Én der går op i hvad andre tænker om en? En der følger strømmen? Cassandra rystede trist på hovedet.

Både hende og hendes mor var alt andet end normal. Cassandra havde altid været en smilende og grinende pige, men nu.. Nu følte hun ikke at hun var god nok. Hun var blevet opdraget sådan. Det havde aldrig lagt til hende at prale. Hun synes ikke, at hun kunne finde ud af noget. Eller rettere sagt havde hendes far gennem hele hendes set ned på hende og fortalt hende, at hun ikke duede til noget. Det triste var at hun havde det tilstrækkeligt mange gange til at hun troede på det. Han havde ingen ret til at rende rundt og fortælle hvem hun skule være og hvem hun ikke skulle være.

Men det kunne hun ikke sige til ham. Hun frygtede ham. Hun var ufattelig bange for ham. Han havde før slået hende. Han ville ikke tøve med at gøre det igen, hvis han var utilfreds med hende. Hun var ikke andet end en hund i hans øjne. En slave han bare kunne køre rundt med. Hun ville så gerne sige ham imod. Men hun havde ikke modet til det.

Hun sukkede af smerte da metalet ramte hendes nøgne arm. Hun sukkede dybt, da smerten blev kraftigere. Hun havde brug for at føle fysisk smerte, for at udligne den psykiske smerte hun gik igennem. Hun var alene i verden. Hun stod helt alene. Hun var blevet gennemført kedelig, fordi hun var den eneste der virkelig bekymrede sig om hende. Det var sørgeligt, men sandt. Den eneste, der nogensinde havde passet og elsket hende var død. Nu stod hun uden forsvar over en tarvelig far. Moren var der ikke meget hjælp i. Hun skulle hele tiden hjælpe andre, men ingen ville hjælpe hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...