Børn leger med i dødens spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
Man er 12 år gammel, og har fået af vide en milliard gange, at chancen for at bliver trukket ud er ikke eksisterende. Når man som 12 årig ikke har været med til udtrækningen før, giver dette mening. Man kender ikke til spillets grusomme forspil. Men så står man pludselig der, og ser virkeligheden af denne dag og spillet. Man indser hvad der skal til, og man tænker, at men må forberede sig til hvis man bliver udtrukket i fremtiden. Det er bare svært at forberede sig til fremtiden, når denne pludselig banker på ens dør. Så må man bare tage sig sammen. 12 år eller ej.

0Likes
0Kommentarer
342Visninger
AA

6. Styrke

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Jeg opdagede hvordan de andre omkring mig havde trukket sig væk, hvilket gav mig mulighed for at vende mig og møde mine søstres blikke. Mor der græd i baggrunden var stadig til at høre. Skreg om en ny trækning. Pen havde forladt kvindernes rækker og kommet nærmere. Hun mødte kort mig blik, dog kun for at tilvende sig hos mændene omkring mig. Hendes ord fik mig et sted til at smile. Som hun bad dem om at tage sig sammen, være mænd, og melde sig frivilligt, så en lille dreng ikke behøvede dø. Skulle jeg opfatte det fornærmende? Hun troede jeg ville dø. Og mor troede jeg ville dø. Det gjorde de alle sammen. Hver og en, forventede jeg blev som pigen, død indvendig. Det havde jeg bare ikke lyst til.

 

Der var ingen andre der meldte sig. Selvfølgelig ikke. Jeg bebrejdede dem ikke, hvilket også var derfor jeg trådte nærmere min søster og sendte hende et beroligende smil. Pen, kunne kun stå tilbage overrasket. Jeg vendte min opmærksomhed mod min mor, der nu var på knæ på jorden, hulkende. Det var synd for hende. Meget. Specielt når vi nu havde lovet det ikke ville blive mig. Når de alle sammen sådan havde kæmpet for at forsikre mig om at jeg aldrig ville blive valgt. Det var vel bare hvad man kaldte uheld.

 

”Mor? Bare rolig… Du behøver ikke græde… Det skal nok gå alt sammen”.

Min stemme var lige så sikker som jeg følte mig. Jeg følte mig ikke sikker på overlevelse, men jeg ville ikke bare ”droppe ud” og vælge døden frem for overlevelse. Desuden, hvis jeg bare kunne overbevise hende det mindste, kunne hun måske få et smil på læberne igen. Det ville Ellie og Jon også foretrække. Jeg håbede det, for jeg nåede ikke at se hendes reaktion, før jeg vendte mig og med faste, og livlige, skridt, forlod min plads blandt forbløffede tilskuere, og indtog min plads som deltager ved siden at den hæslige kvinde på podiet. Også hun, virkede et øjeblik forbløffet over min beslutsomhed og sikkerhed, men i sidste ende måtte hun vel tolke det som en god ting, da hun tillod sig at lykønske mig for min deltagelse. Mine tanker var dog andre steder, lige som mit blik faldt på min mor i de bagerste rækker, i tæt omfavnelse med mine søstre. I det mindste var det ikke blevet dem. Nu måtte de hjælpe mor med at passe de små og det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...