Børn leger med i dødens spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
Man er 12 år gammel, og har fået af vide en milliard gange, at chancen for at bliver trukket ud er ikke eksisterende. Når man som 12 årig ikke har været med til udtrækningen før, giver dette mening. Man kender ikke til spillets grusomme forspil. Men så står man pludselig der, og ser virkeligheden af denne dag og spillet. Man indser hvad der skal til, og man tænker, at men må forberede sig til hvis man bliver udtrukket i fremtiden. Det er bare svært at forberede sig til fremtiden, når denne pludselig banker på ens dør. Så må man bare tage sig sammen. 12 år eller ej.

0Likes
0Kommentarer
344Visninger
AA

2. Pladsen

Vejen hen til pladsen, tog på en måde en evighed. Ikke for mig, men for de andre. Jeg kunne se det på dem. Min hånd hvilede i mors, og jeg fandt mig selv sætte tempoet ned, for at matche de andres. De virkede bange, hvilket undrede mig, når nu de havde sagt så mange gange at intet slemt ville ske. Det slog mig ikke at nok var der ingen chance for at jeg blev udtrukket, men mine søstre havde til gengæld samme uheldighedschance som resten af befolkningen. Jeg kunne ikke forstå dette, for i min verden, virkede det simpelt. Tag derhen, udtrækningen sker, og vi tager alle hjem igen. Mere simpelt kunne det ikke blive?

 

Der var et organiseret kaos på pladsen i form af registreringen. Mor trak mig nærmere og gik i hug, og hviskede nogle ord jeg egentlig ikke rigtig hørte. Hun mindede mig jo bare om at intet kunne ske. Desuden frygtede registreringen mig ikke. Jeg havde aldrig rigtig frygtet noget. Hvad havde der været at frygte? Så jeg nikkede bare, smilte igen til hende, og lod hende slippe min hånd, hvorefter jeg stillede op i en af køerne bag ved en omtrent 16 årig ung mand. Mine mørke, brune øjne, søgte rundt som jeg kom nærmere bordet og manden bag denne. Folk så så ængstlige ud. Så man over til kvinderne var der flere af dem der var på grænsen til tårer. Ingen ønskede at blive udtrukket. Ingen ønskede at dø.

 

Jeg bemærkede knap nok registreringen, i min tavse vurdering af omgivelserne. Tænk at skulle igennem dette år efter år. Tanken generede mig, ikke på grund af frygt, men langt mere den trykkende fornemmelse, der havde lagt sig over pladsen. Den føltes kvælende. Yderligere observerede jeg hvordan flere afslørede deres følelser. Modsat mit udtryksløse ansigt, var flere ansigter fortrukket til gråd, og afslørede ellers frygt og den kaos der foregik i folks sind. Kvinderne var de mest afslørende, men også nogle af de unge mænd, rettere sagt drenge, kunne heller ikke skjule hvad de følte. Andre havde valgt samme strategi som mig, og holdt en stram maske, der ikke utrykte noget fra deres indre. Om det var fordi de ikke følte det samme eller ej, var dermed ikke til at sige.

 

Jeg blev puffet videre at manden bag mig, og lod blikket falde mod jorden, som jeg strøg med strømmen og ind på linje med resten af den mandlige side. Stående der, studerede jeg jorden for mine fødder et øjeblik, kun for at indse at jord var den ting jeg havde set hele livet, som aldrig havde ændret sig. Så mine brune øjne strøg op på himlen, og jeg vurderede de hvide skyer, der hele tiden bevægede sig og på en form for magisk vis gav udtryk af en foranderlig verden. Hvis bare de andre ville se på himlen, så ville de nok slappe mere af. Det var hvad jeg tænkte. Jeg håbede i hvert fald at mine søstre var lidt mere samlet end de der små pigebørn der absolut skulle tude. Hvis man bare kunne lukke alt ude, bare et øjeblik.

 

Jeg lukkede øjnene i forsøget, og tænkte på far. På mindet om min 5 års fødselsdag, hvor han havde skrabet penge sammen til et festmåltid. Det havde været en fantastisk dag. Vi havde hygget os sammen, hele familien. Og havde for en dag, ingen bekymringer haft. Det virkede lidt – Og lukkede en andel af lydene ude. Skabte et universt, for blot et øjeblik, hvor pladsen og situationen ikke eksisterede.

 

Fortryllelsen blev dog brugt ved lyden af den hæslige stemme, i mikrofonen, der med sikkerhed var overdøvende høj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...