Børn leger med i dødens spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
Man er 12 år gammel, og har fået af vide en milliard gange, at chancen for at bliver trukket ud er ikke eksisterende. Når man som 12 årig ikke har været med til udtrækningen før, giver dette mening. Man kender ikke til spillets grusomme forspil. Men så står man pludselig der, og ser virkeligheden af denne dag og spillet. Man indser hvad der skal til, og man tænker, at men må forberede sig til hvis man bliver udtrukket i fremtiden. Det er bare svært at forberede sig til fremtiden, når denne pludselig banker på ens dør. Så må man bare tage sig sammen. 12 år eller ej.

0Likes
0Kommentarer
307Visninger
AA

3. Introduktionen

Med fortryllelsen brudt, åbnede jeg igen mine brune øjne, og lod dem søge mod scenen. Jeg stod ved udkanten af rækken, og formåede derfor at kunne se kvinden ved mikrofonen, på trods af min lave højde i forhold til den 18 årige foran mig. Hun var bestemt ikke noget kønt at se på. Overpyntet, med tøj jeg aldrig før havde set. Hendes ansigt kunne jeg kun sammenligne med de monstre, der kom fra mors og fars historier, hvilket kun fik mig til at frastøde hende. Ikke at jeg troede på rigtige monstre, men hun afspejlede dem, og der var nok til at jeg ikke ville tættere på hende. Heldigvis behøvede jeg hellere ikke dette, og med den tanke, veg jeg tilbage fra at titte ud af rækkerne, og i stedet igen se mod himlen. Hm. Skyen fra før var længe væk. Øv. Den havde lignet en hare, hvilket havde været meget sjovt.

 

Introduktionen til hele eventen var efter min mening langtrukkent. Og grunden til vi holdt dette? Gjorde det nogen forskel? For os gjorde det jo ikke… ingen forventede at de to der blev trukket ville overleve. Det havde vi aldrig. Hvilket nok mere var derfor de ældre var så ængstelige. Blev man trukket var man dømt. Vi havde alle hørt om distrikt 1 og 2. Selv jeg, havde sidste år spurgt mor hvorfor ingen fra vores distrikt vandt. Hun blev tavs, og Pen havde måtte svare i stedet, men jeg havde da forstået konceptet. Det gjorde ikke introduktionen mindre langtrukken. Og det tærrede kun på stemningen kunne jeg mærke. Sluuuuut… træk nu så vi kan komme hjem til Ellie og Jon. Jeg følte mig, på trods af en rolighed, stresset. De trak det ud, og det generede mig. Gav mig en rigtig dårlig fornemmelse. Så var det godt der kom endnu en sjov sky forbi.

 

Ikke at jeg dog nåede at studere den længe, da jeg hørte den skrigende stemme, endelig udmelde at NU skulle der trækkes de to deltagere. Det fangede selvfølgelig ikke kun min, men også alle andres fulde opmærksomhed, og alle blikke hvilede nu på kvinden og den første syrlige bowl. Det var som om luften sitrede. Skæbnen for to ville blive bestemt i dette øjeblik, og det virkede så kaotisk når nu kvinden ved mikrofonen nærmest hummede en munter melodi idet hun trak navnet på den kvindelige deltager. Var den kvinde helt skør? Vidste hun ikke hun ville stå med to deltagere dømt til døden? Og det morede hende? Det var virkelig ikke til at blive klog på, så jeg valgte slet ikke at forsøge. I stedet strøg mit blik fra hende og over på kvinderne. Jeg kunne ikke skimte mine søstre, der nok enten stod længere fremme eller tilbage i rækkerne. Samtlige blikke derover, var enten på bowlen og kvinden på podiet, eller tæt sammenlukket i bøn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...