Børn leger med i dødens spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
Man er 12 år gammel, og har fået af vide en milliard gange, at chancen for at bliver trukket ud er ikke eksisterende. Når man som 12 årig ikke har været med til udtrækningen før, giver dette mening. Man kender ikke til spillets grusomme forspil. Men så står man pludselig der, og ser virkeligheden af denne dag og spillet. Man indser hvad der skal til, og man tænker, at men må forberede sig til hvis man bliver udtrukket i fremtiden. Det er bare svært at forberede sig til fremtiden, når denne pludselig banker på ens dør. Så må man bare tage sig sammen. 12 år eller ej.

0Likes
0Kommentarer
322Visninger
AA

4. Følelsen af at dø...

”SARAH WILLDER!!!”. Mikrofonen rungede navnet ud, og man kunne høre en pige hulke forfærdet. Gruppen af kvinde trak sig væk fra den udvalgte, en ung pige på 14 eller 15, der var bleg som et lig. Hun lignede en der kunne falde op hvert sekund det skulle være, og alligevel formåede hun at holde sig på benene. I hendes sløve, nærmest sovende skridt, var der fra befolkningen en skrigende stilhed, kun brugt af kvinden på podiet, der bød den udvalgte nærmere. Pigen, hulkede ikke længere. I hendes dødslignende tilstand, kun brudt af hendes evne til at gå, udtrykte hun ingenting. Hun var allerede død indvendigt. Indsigten i dette fik det til at løbe mig koldt ned at ryggen, og jeg følte mig syg. Der var ikke engang frygt tilbage hos hende. Hun havde ingen intentioner om at kæmpe i spillet. Nej, hun havde længe givet op. I hendes verden var hun død.

 

Jeg havde lyst til at brække mig. Af frygt? Lidt. Men langt mere frygten for nogen sinde at føle hvad denne pige følte. At blive frataget livet før det overhovedet var begyndt. Mod ens vilje, og ved hvad der var et tilfældigt lotteri. Som alle andre fulgte mit blik pigen der gik op til podiet og op på det, hvor hun stilte sig ved siden af kvinden. Denne virkede selvfølgelig lige så begejstret, og modsat befolkningen, var hun fuldstændig uanfægtet af sandheden hos pigen. Hvordan kunne hun kalde sig et menneske? Jeg kendte ikke pigen, men selv jeg kunne se at der var noget forkert i hvad der foregik. At dømme hende til døden? Sige, at hun havde en fair chance, når alle vidste at sandheden var en anden.

 

Normalt hadede jeg ikke ting. Jeg var langt mere rolig og opfattende. Jeg havde ikke hadet spillet før, måske fordi den virkelige sandhed om hvad spillet gjorde mod folket, først blev afsløret for mig i det sekund jeg havde set pigens ansigt. Med et forstod jeg folket omkring mig, og mine søstre. Når de talte om denne dag. Ikke at jeg ville falde til deres niveau af frygt. Jeg var stadig overbevidst om at dette ikke kunne røre mig. Ikke endnu. Om nogle år? Sikkert. Af samme grund havde jeg allerede nu besluttet mig at mine år som barn var ovre. Jeg måtte blive en mand. Så jeg aldrig endte som denne pige, frataget livet på forhånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...