Børn leger med i dødens spil

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Igang
Man er 12 år gammel, og har fået af vide en milliard gange, at chancen for at bliver trukket ud er ikke eksisterende. Når man som 12 årig ikke har været med til udtrækningen før, giver dette mening. Man kender ikke til spillets grusomme forspil. Men så står man pludselig der, og ser virkeligheden af denne dag og spillet. Man indser hvad der skal til, og man tænker, at men må forberede sig til hvis man bliver udtrukket i fremtiden. Det er bare svært at forberede sig til fremtiden, når denne pludselig banker på ens dør. Så må man bare tage sig sammen. 12 år eller ej.

0Likes
0Kommentarer
310Visninger
AA

1. Du er sikker

Mor stressede som altid på denne tid. Hun havde altid så travlt og alligevel forsøgte hun at få tid til os alle. Hendes børn. ”Stakkels kvinde” sagde de alle sammen. Var mor stakkels fordi hun arbejdede meget? Eller fordi hun havde så mange børn? I realiteten arbejdede hun jo så meget, netop fordi hun havde få mange børn. Så hun kunne give os alle mad. Jeg kan stadig huske da lille Ellie opdagede dette og havde sagt til mor at hun ikke behøvede give hende mad. Dumme lille Ellie.

 

Far var her ikke mere. Han døde da jeg var 7. Det havde været meget sørgeligt, men nu kom der i det mindste ikke børn. Og mor skulle kun forsøge 6. Jeg kunne dog godt forstå at det måtte være hårdt. Mors veninde, havde kun et barn, og hun var også træt. Så måtte mor jo være 6 gange så træt.

 

I dag var som sagt det værste. Mor, der kæmpede med at få os alle i tøjet, mens hun kæmpede for ikke at græde. Lille Ellie på 5 og Jon på 9 forstod ikke helt situation, men de kunne blive passet hos landsbyens bedstemor. Jeg selv, lige blevet 12, skulle for første gang klædes i det fine tøj. Det var nok mig mor stressede mest over. Mine tvillinge søstre, Amber og Annie på 15, og min storesøster, Pen på 17 havde jo prøvet det før. Heldigvis var ingen af dem nogen sinde blevet udtrukket. Noget Pen også var godt i gang med at overbevise min grædefærdige mor om lige nu.

 

Jeg vidste jeg burde have sagt noget, men jeg formåede ikke at formulere nogle ord til at trøste min kære mor. Desuden følte jeg ingen frygt, sikkert efter de utallige gange mine ældre søskende havde forsikret mig at jeg aldrig ville blive udvalgt. Det var nærmest umuligt. Desuden forstod jeg mig godt nok på tal til at se at det var sandt. I forhold til mængden af mænd, og mængden hvorpå de havde deres navn i den bowl, i forhold til mængden af sedler med mit navn… Mor havde intet at bekymre sig om. Så jeg smilte til hende. Og som altid smittede mit smil, og jeg kunne se hun muntredes lidt op igen. Godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...