The Unseen (THG FANFIC.)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 nov. 2013
  • Opdateret: 17 nov. 2013
  • Status: Igang
Evelyn bliver trukket til at deltage i døds spillet, og skal være den kvindelige repræsentant for distrikt 1. Hun har ingen familie, da det sidste af hendes familie, nemlig hendes bror, døde i dødspillet sidste år.
Selvom hun lever i distrikt 1 for luksus varer - betyder det ikke alle har det let. Hun har aldrig sultet rigtigt, som i 11 og 12, men så har hun så til gengæld mangel på andre ting. Fx familie.
Hun har ikke noget at miste i følge sig selv og vælger at tage kampen op. Hun hader spillet som pesten, og ville ikke være endnu en brik i Capitols spil.
Men i sidste ende - har hun så noget at kæmpe for? Og ikke mindst, leve for?
*Dette er mit bidrag til The Hunger Games konkurrencen*

3Likes
0Kommentarer
352Visninger

2. 1

"Evelyn Dione" siger Amelia med høj og klar stemme.

Jeg kigger op mod scenen for første gang, siden jeg stillede mig klar.

Amelia står der oppe i en eller anden ferskenfarvede kjole med strutskørt - hvilket for hende til at ligne en eller anden kæmpe marengs. Og det pynter ikke med hendes ferskenfarvede striber i det hvide hår. Hun er åbenbart gået efter det hvide-med-ferskenfarve-outfit, da hun har kunstige lange hvide øjenvipper på og en ferskenfarvet-glimmer læbestift på. Hun har et lidt stift smil på.

En kold brise rammer mig, men det blæser overhoved ikke.

Jeg kigger rundt og ser alles øjne hvile på mig - de fleste misundelige. Vi er jo trods alt kendt for at skulle glæde os til udvælgelsen. Det har nu aldrig været mig. Kan ikke se grunden til det - på nogen måde. At børn skulle slagte børn i en eller anden sindsyg arena!

Men det kan også bare være begrund af min bror. Han var "mærkelig" i følge alles øjne - undtagen mine. En svans. Han trænede ikke til kamp og ville hellere bare holde fred. Selv de voksne brød sig ikke om ham den gang. Fuldstændig syg verden! Der var nu heller ingen der græd eller var kede af det da han døde. Kun mig selvfølgelig. Jeg viste det dog ikke offentligt. 

Jeg  bevæger mig mod scenen. Jeg kaster et sidste blik på de velholdte brosten under mig, og stikker så næsen lidt i sky. Jeg måtte ikke virke svag. Jeg går med faste skridt mod scenen, og smiler sejrssikkert. En falsk maske selvfølgelig. En flok freds vogtere følger trop, som loyale hundehvalpe. Da jeg når op på scenen og kigger ud over hele forsamlingen, med et "sejt" smil, bliver der klappet og jublet, indtil Amelia elegant løfter sin hånd over glasskålen og alle tier igen. Der ligger en spændt stemning i luften. Jeg ligger mærke til at hun har en kæmpe hvid sløjfe bag på kjolen, som prikken over i'et. Det outfit kunne bare ikke være grimmere.

 

Hun udnytter stemningen til at trække det lidt ud. Hendes hånd dykker grådigt ned i skålen og roder lidt rundt, indtil hun med et elegant løft trækker hånden op igen med en papirlap. Hun går med selvsikre skridt hen til mikrofonen, åbner papir lappen og læser højt; "Athal Jackson".

Der lyder råb og klapsalver og en fyr bevæger sig mod scenen.

Han får skulderklap mens han går op mod scenen af flere af hans kammerater - der er dog også nogen der ser enormt sure ud!

Jeg studere Athal mens han går op på scenen. Jeg tror aldrig jeg har set ham før... eller har jeg? Han har en flot maskulin krop, tydelige kindben, smukke dybhavs blå øjne og mørkebrunt hår der sidder helt igennem perfekt. Jeg lægger mærke til et ar på hans venstre overarm, og der slår det mig.

Da jeg var 10 år, trænede jeg med knivkastning. Selvfølgelig trænede jeg... Og mit yndlings våben var/er en kniv (og lige på anden pladsen ligger en pande - en stegepande. De ligger virkelig godt i hånden! De bliver dog ikke betegnet som våben) Jeg var lige begyndt - og ramte aldrig målet. Han var et år ældre end mig - og kort sagt - dygtigt til alt. Han hånede mig hver gang. Hvilket bare tynget mig ned, og jeg blev dårligere og dårligere. Men en dag fik jeg nok. Jeg vidste godt det jeg havde i tankerne var forkert... Så jeg sigtede kun efter hans venstre arm. Jeg kastede og ramte! Kastet var lidt skævt, så jeg snittede mere eller mindre. Kniven skar lige i gennem hans arm, og det blødte voldsomt. Jeg må indrømme... Jeg smilte faktisk ret meget. Første gang jeg ramte! Det havde nu egentlig været min hensigt at skærer den af... eller sådan halvt af. Så han skal nok være glad for, at jeg ikke havde helt styr på det endnu. Men han hånede mig til gengæld aldrig igen. Og det bedste ved det hele- jeg fik ikke engang skæld ud. Tværtimod. Jeg fik ros! Nok en af de bedste dage ever!

 

Men det er fortid... Jeg er 16 nu...

Jeg kan ikke lade være med at have et lidt forkækt smil på læben, men han kigger overhoved ikke på mig.

”Så har vi fundet de 2 sonere fra distrikt 1, til det 69'ne dødsspil! Happy Hunger games! And may the odds, EVER be in your favor”

Der bliver hujet og klappet over alt! Nogle lidt modvillige men de klapper alligevel. Vi bliver ført ind af dørene til rådhuset af nogle freds vogtere. Da dørene bliver lukket bag os, forstummer alt lyd udefra . Vi bliver med det samme ført videre – dog hver sin vej. Jeg bliver ført til højre ned ad gangen, og ham venstre. En af freds vogterne tager bestemt fat i min arm, men jeg hiver den til mig.

"Jeg har ben, så jeg kan godt gå selv!" vrisser jeg. Hader freds vogtere. Hvert fald dem her. De tror de er noget og at de kan tillade sig alt. I deres store klodsede hvide heldragter og masker. Han svarer ikke og vi går videre. Vi var automatisk stoppet... Eller jeg var - også stoppede de også. Mens jeg går, genser jeg hele scenen, fra da mit navn bliver råbt op, til dørene bliver lukket bag mig. Det først nu det går op for mig, at... Jeg skal være med i dødsspillet. Et spil hvor børn myrder børn. Et spil hvor masser af uskyldigt blod spildes. Og hvor familie hjerter knuses. Det behøvede jeg så ikke at bekymre mig om. Min far døde før jeg blev 1, jeg ved ikke af hvad. Min mor døde af en sygdom da jeg var elleve og min bror har du jo hørt lidt om. Han døde da jeg var 15.... Det ikke engang et år siden. Han blev trukket i dødsspillet sidste år.

Jeg får en knugende fornemmelse i maven ved tanken.

Jeg bliver ført ind i et rum, og genkender det straks. Der er ingen vinduer, men en stor fløjls sofa. Jeg sætter mig stille og roligt i den. Det er her hvor man for lov til at sige farvel til sine kære. Der kommer dog ingen for at sige farvel og held og lykke til mig. Jeg bliver en smule skuffet og trist.

Efter 20 minutter bliver jeg ført ned til stationen og ind i toget. Toget har altid fascineret mig - tror det fascinere mange egentlig. Det ikke fordi man lige for lov til at kører med det hver dag. Men hvis man for lov og er sådan en person som mig - så det måske også sidste gang.

Jeg bliver ført ind i mit værelse og lukker selv døren. Jeg smider mig med det samme på sengen. Den fjedre godt. Jeg sætter mig op og hopper lid op og ned. Jeg smider mine sko og træder forsigtigt op i sengen. Jeg starter forsigtigt ud med nogle små hop. Et smil glider frem på mine læber og jeg giver den lidt mere gas. Jeg begynder at grine vildt mens jeg hopper. Det godt nok lang tid siden jeg har haft det så sjovt!

"Hygger du dig?"

Jeg lander forskrækket på gulvet og slår min fod. Auch. Jeg ser op og ser at Athal står i døren med et fjoget smil. Jeg kan mærke irritationen fylde mig. Har han ikke lært at banke på? Jeg giver et irriteret suk fra mig og rejser mig lavt stønnende op. "Har du ikke lært at banke på?" svarer jeg mens jeg sætter mig på sengen og massere min fod.

"Jeg har aldrig hørt dig grine... Jeg blev nysgerrig, du virker som en meget hård type. Jeg troede ikke du kunne have det sjovt" siger han, går ind og lukker døren.

"Undskyld mig, men jeg synes ikke jeg har inviteret dig ind?" vrisser jeg "Og selvfølglig kan jeg grine og have det sjovt, nu er det bare sådan, at der er ikke er ret meget at grine eller have det sjovt over i denne verden"

"Du behøver ikke at undskylde. Jeg har ikke fået nogen invitation, men du siger bare til. Hm... Det går an på hvordan man ser på tingene"

Han sætter sig ved siden af mig og jeg rykker lidt væk fra ham af ren refleks.

Jeg vender øjne af hans kommentar. Han er så irriterende!

"Jeg er altså ikke farlig" siger han fornærmet, da jeg rykker lidt væk. Han rykker tættere på mig og jeg sender ham et dræber blik. Jeg kan dog se med det samme på hans ansigtsudtryk at han driller mig. Hvad fanden er der med ham? Han har aldrig talt med mig, men nu hvor vi skal i dødspillet sammen, begynder han at flirte? Trods min irritation kan jeg ikke skjule et lille smil, der åbenbart skulle komme frem på mine læber. Evelyn forfanden! Det sikkert et trick! Så han nemmere kan dræbe mig i arenaen. Mit smil forsvinder ligeså hurtigt som det kom og jeg rejser mig. Jeg begynder nervøst at glatte på mit tøj.

"Jeg...uhm... tjekker lige hvornår vi skal spise!" siger jeg hurtigt og skynder mig ud af værelset uden at kigge mig tilbage.

____________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Okay første kapitel! Jeg har længe haft denne fanfic. i tankerne og nu har jeg endelig taget mig sammen til at skrive den. Jeg håber i kan lide den og kom gerne med noget kritik, så jeg kan blive bedre :)

Tak på for hånd

Ditte

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...