Begyndelsen - The hunger games

Før dødspillet overhovedet eksisterede åndede alt fred og orden i landet Panem. Men fred og orden kan aldrig vare ved, det ved alle. Der vil altid være den gnist, der sætter det hele i flammer. I dette tilfælde er det dog ikke en gnist, men et gyldent ur.


16Likes
8Kommentarer
1124Visninger
AA

6. Kapitel 4

Saffra har opdaget at medicinen der er sendt fra City er giftig. Folk klager over at Saffra ikke giver medicinen ud og Saffra prøver så godt hun kan at forklare at medicinen er giftig. Saffras mor døde også i går, hvilket smerter Saffra.

 

Saffra havde ondt i hovedet da hun trådte op på podiet foran hele befolkningen. Eller i det mindste den syge del af befolkningen. Hun rømmede sig.

”Øhh” Startede hun ud. ”Jeg har fundet ud af at medicinen vi modtog

 i går”.

Saffra kiggede nervøst ud over beboerne.

”Kan du ikke bare give os medicinen?” råbte en vred borger som Saffra ikke engang nåede at se hvem var.

”Jamen det der er pro-” Saffra blev afbrudt af en anden beboer.

”Mit barn er sygt. Vi har brug for medicinen. Nu!” Hun slyngede det ud over Saffra, som fik dårlig samvittighed.

”Jamen det nytter ikke. Medicinen er forgiftet” erklærede Saffra udover de knap så stille beboer.

En mere nervøs mumle erstattede nu den vrede mumle. Saffra vidste ikke hvad hun skulle gøre så hun stod bare akavet på podiet indtil at der var en der kom med et spørgsmål.

”Er du sikker på at den er forgiftet?” det var en lille pige med lyst hår, der havde taget mod til sig.

”Ja, desværre” sukkede Saffra og hun kunne se hvordan at den lille pige holdte sine tåre inde.

”Hvordan ved vi at vi kan stole på dig?” igen nåede Saffra ikke at se hvem det var der spurgte. Saffra var mundlam, hun anede ikke hvad hun skulle svare.

”Øh.” Saffra forbandede sig selv for at starte så dårligt ud. Hun skulle til at sige noget mere da en stemme afbrød hende.

”Fordi hun er vores healer” Hun kendte godt stemmen der snakkede, og hun forgudede ham lige i det øjeblik. Capitol trådte frem på podiet ved siden af Saffra og talte videre. ”Hun er også den person i alle burde stole på” han gik frem og tilbage oppe på podiet mens han talte. ”Hun har kurreret jeres mødre og børn, lige siden hun kom og så gider I ikke engang at stole på hende”. Saffra var lykkelig over at Capitol havde de bedste talegaver hun nogensinde havde hørt og hun var glad for at han talte hendes sag.

Alt imens at Capitol gik frem og tilbage og besvarede spørgsmål og andre relevante ting, sukkede Saffra. Hun havde ingen ide om hvad hun skulle gøre med de syge nu når det var umuligt at redde dem. Saffras mor døde i går. Hun var ked af tabet af sin mor, men alligevel var hun lykkelig. Hun var lykkelig over at hendes mor ikke kom til at opleve den mest forfærdelige vinter, som en af de syge der aldrig ville klare den til at se foråret igen, men dt værste var at de alle ville vide det.

Saffra lyttede kun med et halvt øre hvad Capitol forklarede beboerne. Det kunne godt være at Saffra ville hjælpe alle, men hun havde aldrig været god til at tale foran så mange mennesker. Det var derfor at hun ikke hjalp med at besvare spørgsmål. Det kunne godt være at Capitol ikke vidste hvad svarene ville være, men han havde altid haft en evne til at besvare alt uden at besvare det overhovedet. Man ville bare føle at han havde fortalt alt det man ville have at vide. Saffra havde altid misundt Capitol den evne. Hun ville med samme evne have bestået sin healereksamen med højeste karaktere. Men Saffra vidste at hun ville have haft det som om at hun snød.

 

”Ved City at medicinen er forgiftet?” Det var det spørgsmål Saffra hørte og det var også det eneste Capitol ikke kunne svare på. Saffra trådte helt frem på podiet.

”Det kan vi kun håbe på at de ikke vidste” var alt hvad Saffra kunne svare. Capitol tog over igen og var forundret og skræmt over de sidste ord han sagde.

”Det var det oprør mod City!” brølede Capitol ud mod beboerne der brølede med.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...