Begyndelsen - The hunger games

Før dødspillet overhovedet eksisterede åndede alt fred og orden i landet Panem. Men fred og orden kan aldrig vare ved, det ved alle. Der vil altid være den gnist, der sætter det hele i flammer. I dette tilfælde er det dog ikke en gnist, men et gyldent ur.


16Likes
8Kommentarer
1116Visninger
AA

5. Kapitel 3

Saffra har nu oplevet det allerførste dødsspil i sine drømme, selvom hun ikke ved at det er fremtiden, er hun skræmt fra vid og sans. Hendes stakkels mor kan ikke klare mere og hun vil højst sandsynligt dø i dag, hvis der ikke kommer hjælp. Og heldigvis for Saffra ankommer der en metalfaldskærm med den nødvendige medicin.

 

Saffra sukkede. Lyset var endnu ikke trængt ind i skuret, hvor hun lå nede på gulvet. Saffra ville ikke rejse sig op. Hun ville ikke gå udenfor og risikere at hele verdenen faldt sammen på grund af hende. Saffra kunne stadig se drømmen for sig. Hun kunne se hvordan at blodet blev ved med at løbe ned af hendes hænder. Og selvom hun lukkede øjnene blødte det stadig. Saffra tog sig sammen og satte sig op. Hvis verdenen ville brase sammen på grund af hende, hvordan ville det så ske?

Saffra brugte minutter der føltes som timer til at tænke på muligheder, men hun kunne ikke finde nogen overhovedet. Det eneste Saffra ville, var at hjælpe andre folk, og hvordan kan det at hjælpe få verdenen til at brase sammen?

Saffra holdte vejret mens hun tænkte. Hun var bange for at hendes vejrtrækning ville vække moderen fra hendes søvn. Saffra besluttede sig for at forlade skuret dels fordi at hun ikke kunne holde vejret og dels fordi at hun ikke ville skade verdenen. Saffra skyndte sig ud med hastige men rolige skridt. Saffra holdte endnu engang sit tørklæde op for munden. Det var ikke passende at hun blev syg. Hun skulle finde en måde at kurere alle de syge på, og det skulle være nu. Hun havde ikke længere tid til at vente på at City skulle komme med den medicin de alle havde så hårdt brug for. Saffra kunne høre motorer larme i det fjerne. Hun smilede glad over at ikke alle var syge og for syge til at arbejde. Mørket var ikke længere over distrikt 13, men solen stod højt på himmelen. Det var begyndt at blive mere køligt hvilket kun var en ulempe for beboerne i distrikt 13. Kulde var lig med sygdom.

 

Saffra kiggede op da en skygge fløj ind foran solen. Hun kunne ingenting se og det skræmte hende. Saffra var bange og hun indrømmede det. Hun var bange for at hun aldrig ville se lyset igen. Saffra kunne ikke se noget. De havde ikke elektriske lys her i distrikt 13 som de havde i City. Saffra hørte et skrig i det fjerne. Det var en lille pige. Hun kunne ikke se pigen men hun gik udfra at hun også var blevet bange for solens pludselige forsvinden. Da den lille pige havde skreget færdig begyndte alle andre at gå i panik og skrige. Saffra følte at det var som om at hele verdenen skreg på samme tid og hun holdte sine hænder for ørene. Hun ville ikke høre folk skrige. Hun ville ikke mindes om drømmen der var begyndt at blive virkelighed.

Saffra mærkede mennesker der skubbede til hende for at komme frem. Saffra vidste at de ville løbe rundt i evigheder. Man kunne umuligt finde ud af distrikt 13 i mørke. Distrikt 13 var bygget op som en labyrint og hvis man ikke havde hverken lys eller kort, var man dødsdømt. Saffra blev væltet omkuld. Slaget fra jorden slog alt luften ud af hende, og hun kunne knap nok trække vejret. Hun hev luften ind og ud af lungerne. Alt imens at Saffra lå der begyndte hun at lytte. Saffra lyttede og bag de skrigende og forvirrede stemmer kunne hun høre lyden af en motor. Saffra rejste sig op. Lyden af motoren var hverken til højre eller venstre, men kom oppefra.

I det øjeblik vidste Saffra hvad det var.

 

 

I et svagt lys så, Saffra at medicinen var lige blevet smidt af fartøjet, i en sølvfaldskærm. Saffra var lykkelig. Befolkningen var lykkelig. Saffra kæmpede sig frem af den store menneskemængde der havde samlet sig om faldskærmen.

”Undskyld mig” Saffra skubbede sig frem og var ved at falde da hun nåede hen til faldskærmen.

Faldskærmen lå som et sølvlag uden om pakken der var spændt fast. Saffra fjernede så let som ingenting sølvfaldskærmen og lod den falde ned på jorden. De gispede alle da sølvfaldskærmen afslørede en metalkasse der ikke kunne komme andre steder fra end City. Saffra smilede. Det var rart for hende at have noget hjemligt og velkendt her i distriktet. Hun var vokset op i City og havde taget sin uddannelse der for derefter at tage til 13 for at hjælpe de syge. Saffra smilede ad minderne. Hun savnede den sygdomsfrie tilværelse i City, men alligevel gjorde hun intet der for at ændre verdenen de bor i. Det gjorde hun derimod i 13, og det gjorde hende lykkelig, men hun mente stadig hun havde ret til at savne hendes hjemby.

Saffra gik hen imod sølvkassen der åbnede sig mere og mere jo tættere hun kom på. Saffra kiggede ned i kassen og tog den første dunk op. Saffra smilede. Det var medicin.

 

 

Saffra fik det største chok senere på dagen. Saffra undersøgte medicinen igen. Jo det passede. Saffra var målløs, hun blev nødt til at tjekke igen. Saffra havde brugt eftermiddagen på at undersøge medicinen fra City, da hun ville vide hvad de havde brugt til at frembringe den helende effekt som Saffra måske kunne frembring ved hjælp af de midler hun havde her i 13. Det var der hun opdagede giften. Hun ville have haft brugt medicinen med det samme hvis ikke det havde været for den giftige plante der var i. Saffra kunne nu overhovedet ikke give medicinen ud og Saffra var igen tilbage hvor hun startede ,men nu bare med et spørgsmål mere. Vidste City at medicinen var forgiftet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...