Begyndelsen - The hunger games

Før dødspillet overhovedet eksisterede åndede alt fred og orden i landet Panem. Men fred og orden kan aldrig vare ved, det ved alle. Der vil altid være den gnist, der sætter det hele i flammer. I dette tilfælde er det dog ikke en gnist, men et gyldent ur.


16Likes
8Kommentarer
1119Visninger
AA

3. Kapitel 1

Saffra Combe er for tiden under store lidelser. Hendes mor er døende og medicinen er endnu ikke kommet fra City, selvom det er over to måneder siden hun sendte brevet til Panem’s præsident.

 

Saffra skyndte sig igennem den store mængde af syge mennesker, der blev passet af de knap så syge. Saffra holdte sit tørklæde op for munden og næsen, det var vigtigt at hun ikke blev syg. Det var hende der skulle helbrede, ikke hende der skulle blive syg. Saffra var som 17årig en af de yngste nyuddannet  healere og havde derfor et stort ansvar overfor byens syge, hun havde det skidt med at de syge lå sammenkrympede ude på gaden.

Det var vinter og derfor en hård tid for Saffra. Der var flere syge om vinteren, da de fleste ikke havde råd til hverken tøj eller mad.

Saffra havde for flere måneder siden skrevet til Panems præsident, for at de kunne sende medicin inde fra City af, men der var stadig ikke kommet hverken svar eller medicin. Saffra var ved at miste håbet, for alle de syge.

Saffra skubbede lidt med skulderen til en rask lille pige, der sikkert snart ville ligge ved siden af moderen hun passede. Hvis moderen da stadig ville være der til den tid. Saffra gøs. Hun tænkte på sin egen mor der højst sandsynligt kun havde en måned tilbage.

Saffra skyndte sig med stor hast uden om de syge og prøvede ikke at give dem blikke, men det var svært. Saffra havde viet sit liv til at hjælpe andre da hun blev healer, så det var svært for hende at undgå så mange sultne og syge blikke.

Saffra undgik med nød og næppe en forslået kat, der lå skulle til mjave sit sidste mjav. Katten langede ud med poten efter Saffra. Saffra undgik klørene fra katten, men da hun skulle til at gå opdagede hun hvor svært for hende det var at forlade katten og de andre døende.

Saffra lod sine fingre række ud efter kattens pels. Kattens pels var ru og sort, Saffra aede den forsigtigt ned af ryggen og kunne mærke katten spinde.

Saffra sad sådan lidt tid med katten, indtil at den holdte op med at spinde. Saffra kiggede ned på katten der nu havde udåndet for sidste gang. Hun tog med rystende hænder katten op og lagde derefter liget op i en kasse, der fra nu af fungerede som skraldespand.

 

Saffra tørrede hænderne af i sit bukseben før hun gik hen ad mod sit mors hus. Mørket var ved at trænge på, og Saffra løb med små hastige skridt op i mod det faldefærdige skur, der skulle forestille at være hendes mors hjem.

Skuret havde flere huller i taget end muligt og det kunne til enhver tid brase sammen, men Saffra’s mor boede her stadig, som hun sagde var det bedre at have lidt tag over hovedet end slet ingen. Saffra måtte modvilligt erkende til sin mor at hun havde ret.

Saffra så op på taget da hun gik indenfor, der var flere lapper end der var det egentlige tag tilbage.

Der var ikke meget lys i skuret, men hvorfor vidste Saffra ikke. Det var unaturligt for hullerne burde give mere lys, men der var ikke noget. Saffra rakte sin hånd ud i mørket i håb om at kunne gribe fast om noget. Saffras hånd strejfede ingenting og hun lod den lige så stille falde ned langs siden igen.

”Mor?” Saffra spurgte ud i mørket. Hun var bange for at moren ikke svarede men samtidig var hun også bange for at hun svarede. Saffra holdt en tåre tilbage. Hun var bange og hun indrømede det gerne. Hendes øjne var nu langsomt begyndt at vænne sig til mørket og Saffra kunne se sin mor ligge helt krøllet op ad væggen.

Saffra gik over mod sin mor. Gulvet knirkede og Saffra var bange for at skuret kunne brase sammen hvert eneste sekund det kunne være. Saffra holdte vejret det sidste stykke over til sin mor. Da Saffra ikke kunne holde vejret længere kunne hun straks mærke lugten, af sygdom og fordærvelse. Saffra fik kvalme. Hun holdte for anden gang i dag sit tørklæde op for munden. Det smagte af støv og skidt, men Saffra foretrak det i forhold til stanken der lå i rummet. Saffra studere sin mor da hun nærmede sig hende. Hendes øjenlåg lå tungt ned over øjnene som et beskyttende lag mod verdenen udenfor. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig langsomt og Saffra vidste ikke om hun skulle ånde lettet op eller græde.

Saffras mor havde altid været et glad og livligt menneske og det smertede Saffra helt ind til knoglerne at se hendes mor i den her verden Panem var blevet til. Efter at hende og hendes mor var flyttet fra City til distrikt 13. Grunden var at Saffra skulle kunne hjælpe med  at heale i distrikterne og hendes mor insisterede på at følge hende til det sidste. Saffra fældede en tåre da hun huskede på hendes mors glade smil da de begge to tog toget til distriktet. Hendes mor havde været fyldt med glæde over at hun kunne opleve nye ting og se hele verdenen, selvom at Saffra blev ved med at forklare hende at de skulle køre direkte igennem distrikterne og direkte til distrikt 13. Men trods alt den energi Saffra havde brugt på at forklare. Var hendes mor blevet oppe både nat og dag, og havde siddet ved vinduet for at få selv det mindste blad med i hendes hukommelse.

Saffras tåre havde sneget sig ind i det lille smil hun havde om munden da hun tænkte på hendes mors grin, og Saffra smagte salt.

Saffra havde altid undret sig over hvorfor at tåre smagte salt, men lige nu undrede hun sig ikke. Smagen af salt fik hende til at græde mere. Hendes øjne var rødsprængte. Hun lagde armene om hendes mor og græd så inderligt at det føltes som om at hendes hjerte sprængtes. Saffras hjerte gjorde ondt og Saffra havde det som om at det kunne briste hvert minut, men Saffra var healer og vidste bedre end det. Hendes hjerte kunne ikke briste eller sprænges af sorg, det vidste hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...