Never say never ~ Justin Bieber

16-årige Emily bruger det meste af sin tid på, at sove problemerne væk. Men når hendes mor tvinger hende til at tage til en Justin Bieber koncert med hendes 19-årige søster, Allison, sker der noget uventet. Et møde med Justin, og hele hendes verden forandrer sig.
Bliver det for meget for en enspænder, der normalt ikke omgås så mange mennesker, pludselig at blive fulgt af paparazzi? Og vil den pludselige popularitet ændre hendes forhold til hendes familie?


Reminder: dette er min første movella :)

4Likes
3Kommentarer
331Visninger
AA

3. The Hospital Visit

"Hvordan kan det være, du altid er så uheldig?" Sagde en mandlig sygeplejeske, kiggede på Justin, og lukkede døren ind til vores stue. "Det er tredje gang du er her på to måneder." Han kiggede skuffende på Justin. "Du ved godt, at jeg ikke kan blive ved med, at dække over dig, ik?"

"Jo, men.." Justin tøvede, og sygeplejersken afbrød; "Justin, jeg kan risikere at miste mit job."

"Jeg ved det godt. Det er sidste gang, det lover jeg."

Der var helt stille. Jeg kan normalt godt lide stilhed, men ikke i det her tilfælde. Det her var akavet.

Jeg hostede falsk, og ventede på at nogen skulle sige noget.

"Okay, men kun denne gang. Næste gang bliver jeg nødt til at indberette det, okay?" Sygeplejersken kiggede på Justin, han nikkede forstående, og kiggede bagefter over på mig.

Han gik over imod mig, satte sig ned på en stol ved siden af min seng, og tog min hånd. Jeg trak mig hurtigt væk, og rynkede med panden. "Øh, hvad tror du lige, du laver?"

"Oh, undskyld, jeg troede bare.." Jeg afbrød; "Ja, du tog fejl. Jeg kan sagtens klare det her, og jeg behøver da slet ikke din støtte," han rømmede sig. "Kan vi ikke få det her overstået? Jeg vil meget gerne hjem hurtigst muligt." Jeg kiggede på sygeplejersken, og han gik straks i gang med at undersøge mig.

"Jeg kan ikke se, der er noget galt. Du har bare fået et slag i hovedet, så du kommer nok til at være lidt svimmel." Han smilede, og gav tegn til, at jeg kunne gå.

Jeg drejede mig, så jeg sad med benene ud over sengekanten.

Åh gud, nu kom det. Det var nok det værste nogensinde. Jeg kunne mærke det komme helt nede fra min mave af. Før jeg vidste af det, var det udover det hele.

"Come on! De der sko var helt nye" sagde Justin opgivende.

"Ja, for det er jo ikke fordi, du har så mange penge, at du bare kan gå ud og købe nogle nye. Måske burde jeg brække mig over dit ego, i stedet for." Snerrende jeg.

"Okay, gnavpot. Lad os nu bare få kørt dig hjem, så du kan hvile dig." Han gik over mod sygeplejersken. "Tak for hjælpen, Kevin. Forresten, hvilken bil kører du i?"

"Ikke noget, du vil være interreseret i." Han grinede kort.

"Perfekt. Skal vi bytte, du får den tilbage imorgen?"

Han så forvirret ud. "Hvad skal det til for?"

"Paparazzi." Sagde Justin kort.

"Say no more!" Han tog hånden ned i sin lomme, og kastede bil nøglerne til Justin.

"Pas godt på hende." Sagde Justin, og lagde nøglerne på bordet.

Jeg havde så mange ting, jeg gerne ville have svar på.

"Sig mig," jeg kiggede på Justin mens vi var på vej ind i Kevins skrotbunke. "Hvad skal alt det her til for? Bilen, det mystiske hospital besøg, og Kevin, kender du ham?"

Han nikkede. "Kevin er min onkel." Han tog sikkerhedsele på og startede bilen. Jeg ved intet om biler, eller Justin, for den sags skyld. Men jeg er sikker på, han aldrig ville køre i sådan en skrotbunke. "Alt det andet skyldes medierne. Hvis jeg kører i min egen bil genkender de mig. Det gør de ikke, når jeg kører i den her. Og de 'mystiske hospitalsbesøg', som du kalder dem, er faktisk ikke så mystiske." Jeg stiftede helt fortabt på ham. "Du ved, når man er på hospitalet, har man en journal, hvor lægerne skriver ned, hvad der er sket, hvilken medicin du får osv." Jeg nikkede. "Det gør de ikke med mig. Eller ikke de, men bare Kevin. Hver gang jeg er på Hospitalet, går jeg ind til Kevin, fordi de andre sygeplejersker ville notere det i min journal, men det gør han ikke. Giver det mening?" Jeg nikkede endnu en gang.

"Men.. Det kan da ikke være så slemt, at de skriver noget i din journal?" Spurgte jeg.

Han sukkede. "Du forstår det bare ikke. Hvis journalisterne finder ud af, at jeg har været på hospitalet flere gange om måneden, begynder de at skrive en eller anden latterlig historie om det. Og hvis jeg kører en eller anden pige på hospitalet, så det jo endnu værre."

"En eller anden pige?" Sagde jeg fornærmet. "Fordi jeg ikke er kendt, har flere millioner i min pung, og ikke har en bil? Hvor er du dog latterlig!"

"Heyy, hør..." Tøvede han.

"Nej, jeg vil gerne ud. Nu." Jeg kiggede over på ham. "Stop bilen."

Han kørte ind til siden og jeg steg ud.

"Tak." Sagde jeg og begyndte at gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...