Kampen for friheden

I et fjernt kongerige truede krigen. Den onde troldmand Luke har fremkaldt en dæmonhær, og er gået i krig mod alle andre men hans fætter Oliver kæmper bragt imod. Oliver har udtænkt en plan og den involver ikke Luke som siden han var lille ville regerer over landet, så Oliver flygter til Menneskernes verden hvor han møder Daniella som han hurtigt bliver bedste venner med, men så er der jo også Elena med det dejlige hår og de smukke øjne, han forelsker sig hurtigt. For at stoppe Luke har himmel verden slået sig sammen med Oliver, og gamle ærkefjender står nu sammen om at slå Luke ud af verden. Så har han hvad der skal til for at holde sin identitet skjult og kan han beskytte dem han er begyndt at holde af?.

1Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Oliver gik ned af Callicas gader og kiggede på de sørgmodige huse. Hvis han dog bare kunne komme til en bedre verden, hvor man aldrig skulle være parat til at slås, aldrig tænke på død og vold hele tiden, i denne verden var man nærmest tvunget til at tænke sådan når alt omkring sig var dystert og sort. Han stoppede sit tanke mylder, for han var på vej ned den eneste person som holdte sindet oppe, og den eneste person han elskede og holdte af.

Da han trådte over dørtærsklen kom en ældre kvinde ham i møde, hun tog ham i sine arme og vuggede ham som om han var 5 år igen, han tog en dyb indånding og kunne mærke det begyndte af berolige ham, hun duftede som altid af vanilje og kaffe. Han elskede hende som sin egen mor. Siden hans egen mor bestemte sig for at hun ikke ville have noget med ham at gøre, så da

Margrit en sen aften fik øje på Oliver der gik uden på Callicas slidte gader, tog hun straks drengen til sig og havde opdraget ham som sin egen siden. Pludselig smuttede hun ud i køkkenet og kom ud med en stor dampende kop te med hans yndlings smag, han kunne ikke holde inde mere og braste ud i ord og forklarede Margrit at han tit gik og drømte om et bedre sted, hvor alt ikke var dyster og mindede om død og ødelæggelse, Margrit forstod Olivers sorg og fandt en flaske frem med en eliksir, hvor han kunne komme hen bare han ønskede sig det inderligt nok. Han snuppede flasken og kyssede Margrit på panden og sagde han nok skulle komme hjem igen,  

så var han ude af døren, og på vej ned til det eneste sted han følte sig hjemme og sig selv, og nok også det smukkeste sted der fandtes på Callica, de fleste folk ville nok holde sig væk, fordi folket på Callica for det meste hadede smukke ting, men ikke Oliver, han havde altid følt sig anderledes end de andre på Callica, og det var nok en af de grunde der gjorde han drømmede sig væk.

  Søen glimtede i den smule sol der var, Blomster dalede ned fra himlen og lande perfekt på søens overflade, han studerede flasken og hev proppen af studerede flasken igen, duften der steg op fra flasken havde en sødlig duft lidt ligesom vanillie lidt ligesom Margrit. Han drak hele flaskens indhold, og mørket sluttede sig om hans øjne, og han lagde sig ned og drømte sig til en bedre verden. Han vågnede lettere forvirret op i vejkanten på en øde vej, han kiggede lettere forvirret omkring sig for at sikre sig at det ikke var Callica han var i, men nej for i denne verden stod solen på himlen højt. Da han senere rejst sig var han godt øm i hele kroppen,

han kiggede forsigtigt omkring sig og så en bil i det fjerne. Bilen stoppede foran ham, personen der sad bag rattet, var den kønneste pige han nogen sinde havde set, hun havde de smukkeste blå øjne der havde en skær af grøn, hendes hår havde den samme farve som chokolade, de store slangekrøller bølgede ned til midten på ryggen, hendes smil fik hans knæ til at smelte, de perlehvide tænder, sad perfekt på række. Han var solgt på stedet. Han tog en dyb indånding, hun lugtede af kanel. Han glippede med øjnene, da en klokke klar stemme spurgte ham om han ville have et lift, han satte sig ind uden og vide hvor han enlig skulle hen, han havde aldrig været i denne verden, og gud måtte vide hvor han i universet befandt sig henne. Han tog sig selv i at tænke igen, uanset hvad skulle denne pige som havde stormet hans verden, ikke blandes ind i dette onde univers han var blandet ind i skulle ikke nå hende, ikke for enhver pris. Han undskyldte pænt og steg ud af bilen og styrtede af sted uden som bare én gang at kigge sig tilbage.

Han behøvede ikke at kigge ret længe i hendes øjne før han havde overtalt hende til at give ham huset uden så meget som at blinke, huset var hans, og sælgeren ville ikke kunne huske hvordan men kun at hun havde solgt det til ham. Denne evne til at overtale folk og været utrolig stærk, han kunne så let som ingenting knuse en bil med de bare næver, og hans sår helede sig selv de evner havde lagt til familien i århundrede, det vidste han fra de få ting han havde søgt om sin biologiske mor og familie, men kun denne ene ting havde han fået opsnuset sig til, men han vidste ikke hvorfor, for folk i Callica havde ingen specielle evne overhovedet, så hvorfor ham?.

Næste morgen stod han op, børstede han tænder og gik i skole som andre normale teenager ville gøre, mere tænkte han ikke på før han stod på rektors kontor og skulle tjekkes ind. Da han havde fået sit skema. Da han kom ud fra kontoret kom en lille køn pige med store forvildede røde krøller, og store isblå øjne, hen til ham, hun smilte og præsenterede sig selv som Daniella og ville med glæde vise rundt på skolen, og uden som et ord fra hans side af, tog hun ham under armen og trak ham af sted.

Efter 2 timer måtte han indrømme at alle de ting han havde lært om indtil videre vidste han i forvejen, han lærte hurtigt, han havde levet hele sit liv med at lære om forhistoriens viden, var blevet terpet i matematik og dansk så han kunne de hele uden af. Han havde en stor viden inden for alting. Tankerne stoppede da han braste ind i en person, han skyndte sig at undskylde og hjalp personen med at samle bøgerne op som lå spredt over hele gulvet, men denne person var ikke hvilken som helts person, det var den person som han havde forelsket sig ved i første øjekast. Han vidste det uden så meget som at kigge op, han fornemmede hendes svage duft af kanel. hun snakkede om at hun var dum hun var og hun burde se sig for men stammede pludselig meget da han kiggede op og så hende i øjnene, han spurgte til hendes navn ”Elena” sagde hun med en grødet stemme der stammede lidt, rødmen skød pludseligt op i hans kinder da han tænkte på hvor dejlig hendes lette buede læber var, han mumlede forsigtig undskyld en gang til rejste sig og marcherede ud af døren for at køle ned. Hvordan kunne denne Elena få ham til at reagere sådan, aldrig i hans liv havde nogen som helst betydet noget for ham ud over Margrit, Han vidste at det ville være for godt til at være sandt så han rensende sit sind og brugte resten af dagen på at tænke på hende selvom han udtrykkeligt havde bedt sig selv om at lade vær for faren ville være der og han vidste bedre end at bringe hende i fare bare for en dum forelskelse.

Da han senere næste morgen var han sikker på han skulle starte en normal hverdag som betød skole og job som afryderdreng på en restaurant, han ville starte forfra lade tankere flyde og prøve at få tankerne væk fra Elena der

 Fyldte hans sind og tanker. Efter som dagene skred frem snakkede han mere og mere med Daniella som efter hånden var blevet hans eneste men bedste ven, han havde ikke brug for andre end hende, for de klingede bare sammen som han ikke kunne forklare. Der er vist nogen der blevet lidt populær hos pigerne hva Daniella grinende med en lille fnisen, han så sig om straks vendte over halvdel af pigerne sig mod deres skab igen med en lettere rød farve i hovedet enkelte stod stadig og overbegloede ham som han var deres helt store pop idol. Han sagde til Daniella at han hellere måtte komme i gang med den stil de havde fået for. Da han senere sad under træet ude i skoleparken, den store røde sten han sad på var kølig under hans ben. Han kom ikke meget længere da han ud af øjenkrogen sad Elena sammen med Daniella og snakkede, han havde ikke hørt at Daniella snakkede sammen med Elena. Han var mundlam for en tid, tænk at den pige kunne fjerne alle ord i hans mund bare med at være til stede.

Han måtte tilstå at nu var han helt tryllebundet af Elena Selvom han knap nok havde snakket med hende han måtte skynde sig videre inden Daniella så ham og bød ham over, for han vidste han ikke kunne sige nej, igen var han faldet hen i tankerne og kunne ikke nå at komme væk for Daniella stod foran.

”hey kommer du ikke over og slår dine rødder sammen med os” spurgte hun grinene han smilede forsigtigt til hende og takkede ja fedt nu var han fanget han kunne ikke sige nej til hende. Daniella gik i forvejen over til Elena igen mens han fik styr på sig selv og sine sager, hvad skulle han sige til Elena? Hvad mon hun ville sige til at han kom og slog sig ned han spekulerede som en gal mens han slentrede hen mod dem, det var ikke meningen at alle pigerne på pladsen skulle sende hade blikke til Daniella og Elena. Han plejede at få trusler fra de andres pigers kærester, Daniella plejede at sige at de bare var jaloux på ham på grund af hans udseende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...