Det 50. Dødsspil

Jeg vidste at jeg ville blive udtrukket. Alle oddsene sagde det. Jeg havde hentet mad så mange gange, til gengæld for mit navn på flere lodder. Jeg havde ingen familie at hente mad til, så jeg havde givet det ud til dem, som havde det værst. Jeg følte ingenting, da jeg blev trukket. Det vidste jeg jo, at jeg ville. Men jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Haymitch ville blive udtrukket samtidigt med mig. Jeg havde jo gjort alt for at forhindre det. Jeg havde taget mad for ham, så mit navn kom på lodderne istedet for hans. Hvorfor Haymitch? Hvordan kunne jeg dræbe min elskede?

8Likes
5Kommentarer
574Visninger
AA

8. Hjemme igen

Haymitchs mor krammede mig bestemt ind til sig.

”Åh, Rusan. Min kære Rusan.”

Hviskede hun lettet, og så så op på vogterne.

”Men hun… hun blev jo trukket…”

Sagde hun forvirret. Repræsentanten rømmede sig let.

”Der er sket en mindre… Tja, vi havde ikke forudset et lille problem, som udelukker Rusan fra spillet. I hvert fald ind til næste år.”

Forklarede repræsentanten, og gik så sin vej med vogterne. Haymitchs mor krammede mig fortsat ind til sig.

”Hvad med Haymitch? Bliver han også…”

Spurgte hun, og ville spørge om han også blev sendt hjem. Jeg rystede på hovedet.

”Kun hvis han vinder.”

Svarede jeg. Haymitchs mor udstødte en trist lyd, men krammede mig fortsat ind til sig. Hun har altid været så venlig.

”Åh, Rusan. Hvorfor blev du dog sendt hjem?”

Spurgte hun. Jeg blinkede trist, trist over at Haymitch ikke var her, så han kunne fortælle hende det.

”Jeg…”

Jeg tøvede let. Skulle jeg fortælle hende det? Det måtte jeg hellere.

”Jeg er gravid med Haymitchs barn. Derfor blev jeg trukket ud af spillet.”

Forklarede jeg. Haymitchs mor udstødte en lykkelig lyd, og krammede mig tæt ind til sig.

”Åh, min kære Rusan. Gravid! Med mit første barnebarn. Jeg er så glad.”

Jublede hun, og trak mig med ind i sit hus, så hun kunne fortælle det til Haymitchs bror.

 

Jeg nød varmen under det tykke tæppe, som Haymitchs mor havde svøbt mig ind i. Men jeg følte mig stadigt helt kold indeni.

”Kom nu, Haymitch.”

Hviskede hans bror bekymret, mens at vi så ham på skærmen. Han og den sidste deltager var ved at slås. Hvis han dræbte hende, så vandt han. Så kom han hjem. Så skete det. Han blev ramt i maven af hendes økse, og vaklede væk. Blodet strømmede frem. Jeg gispede chokeret, og begyndte bekymret at græde. Min stakkels Haymitch.

Men han rejste sig stædigt, og løb. Den anden deltager satte efter ham, men hun var usikker. Haymitch havde jo fået skåret hendes ene øje ud.

Haymitch faldt omkuld på klippekanten. Åh nej, kunne han ikke mere? Den anden deltager kastede sin økse efter hans hoved, men han flyttede sig og et eller andet sendte øksen flyvende tilbage. Den ramte den anden deltager i hovedet, og hun faldt livløst omkuld. Haymitch havde vundet! Han havde vundet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...