Det 50. Dødsspil

Jeg vidste at jeg ville blive udtrukket. Alle oddsene sagde det. Jeg havde hentet mad så mange gange, til gengæld for mit navn på flere lodder. Jeg havde ingen familie at hente mad til, så jeg havde givet det ud til dem, som havde det værst. Jeg følte ingenting, da jeg blev trukket. Det vidste jeg jo, at jeg ville. Men jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Haymitch ville blive udtrukket samtidigt med mig. Jeg havde jo gjort alt for at forhindre det. Jeg havde taget mad for ham, så mit navn kom på lodderne istedet for hans. Hvorfor Haymitch? Hvordan kunne jeg dræbe min elskede?

8Likes
5Kommentarer
642Visninger
AA

3. Haymitch og jeg

Jeg lå bare og nød at Haymitch forsigtigt strøg mit hår. Helt oppe fra toppen af mit hoved, og ned til min kæbe, hvor mit hår endte. Jeg havde klippet mit hår kort for et stykke tid siden, men det voksede hurtigt.

”Du ved godt, at jeg ikke syntes så meget om det korte hår ikke?”

Spurgte Haymitch drillende. Jeg fnes, og lagde min kind imod hans nøgne bryst. Jeg havde ikke lyst til at tænke på andet end os to lige nu. Bare ham og mig, i vores egen lille boble, hvor ingen kunne røre os.

”Det gror ud igen.”

Svarede jeg, mens at han fortsat strøg mig over ryggen.

”Tror du virkeligt at vi klarer os?”

Spurgte jeg tøvende. Haymitch nikkede let.

”Det gør vi.”

Hviskede han trøstende, og kyssede let min pande.

”Men der kan jo kun være en vinder.”

Hviskede jeg trist. Haymitch lagde let sin finger under min hage, og fik mig til at kigge op på ham.

”Men du ville aldrig slå mig ihjel, og jeg ville aldrig slå dig ihjel. Så hvis vi begge klarer os, og bliver de sidste der er tilbage, så kan vi jo nægte at gøre det.”

Foreslog han, men noget sagde mig at vi ikke ville få den chance.

”Men hvad nu hvis…”

Begyndte jeg bekymret. Men han lagde let en finger over mine læber, og fik mig til at tie stille.

”Sh…”

Tyssede han på mig, og begyndte igen at kysse mine læber begærligt. Jeg kunne ikke lade være med at kysse ham igen.

”Vi danner en alliance, og vi klarer os.”

Forsøgte Haymitch at berolige mig. Han kunne mærke at jeg var urolig.

”Selv hvis der kun kan være en vinder, så giver jeg glædeligt mit liv, så du kan leve.”

Hviskede han, og kyssede min hals. Jeg bremsede ham med det samme.

”Sig ikke sådan noget. Haymitch, du har en familie. Jeg har ikke nogen.”

Hviskede jeg, og forsøgte at slå den dumme tanke ud af hans hoved. Han rystede på hovedet.

”Min mor kan godt klare sig uden mig. Hun kan passe min lillebror og sørge for mad. Men dig…”

Sagde han, og prikkede drillende på min næsetip, som han plejede.

”Dig vil jeg aldrig, aldrig nogensinde gøre fortræd. For jeg holder så utroligt meget af dig.”

Hviskede han, og så kunne jeg ikke andet end at overgive mig til hans kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...