Det 50. Dødsspil

Jeg vidste at jeg ville blive udtrukket. Alle oddsene sagde det. Jeg havde hentet mad så mange gange, til gengæld for mit navn på flere lodder. Jeg havde ingen familie at hente mad til, så jeg havde givet det ud til dem, som havde det værst. Jeg følte ingenting, da jeg blev trukket. Det vidste jeg jo, at jeg ville. Men jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Haymitch ville blive udtrukket samtidigt med mig. Jeg havde jo gjort alt for at forhindre det. Jeg havde taget mad for ham, så mit navn kom på lodderne istedet for hans. Hvorfor Haymitch? Hvordan kunne jeg dræbe min elskede?

8Likes
5Kommentarer
584Visninger
AA

1. Haymitch Abernathy

”Rusan Havrull!”

Råbte repræsentanten fra distrikt 1 stolt mit navn op. Ikke at jeg følte mig stolt over at blive udvalgt til at deltage i dødsspillet. Jeg følte generelt ikke noget, mens at jeg gik igennem de børn og unge, som stod frem. Pigerne sukkede lettet op. Jeg og min kvindelige modstander var blevet trukket, til ære for det 50 år som dødsspillet fyldte. Nu manglede der bare drengene.

”Mine damer og herrer. Den sidste af damerne til at deltage i dødsspillet!”

Råbte repræsentanten stolt, og klappede let i hænderne for at få publikummet til at klappe. Men der var ingen som klappede. Maysilee Donner, som stod ved min side, så ud til at hun ville give sig til at græde. Men hun bed det stædigt i sig. Jeg kendte hende ikke særligt godt. Vi kom fra forskellige dele af distrikt 12.

”Mitch Sharoll!”

Råbte repræsentanten op. Mit hjerte sprang et let slag over. Jeg havde kort troet, at hun var ved at sige Haymitch. Og det havde jeg jo netop gjort alt i verden for at forhindre.

Jeg havde ingen familie at tænke på, kun mig selv. Jeg havde været enebarn, og der havde kun været min far. Min mor døde, da jeg var ganske lille. Og en eksplosion i minen for fem år siden, havde berøvet mig min far. Jeg var alene. Jeg kunne sagtens brødføde mig selv. Men alligevel havde jeg mange gange hentet mad ved vogterne, i bytte for flere lodder med mit navn.  Det havde jeg givet ud til de familier, som var værst stillede.

Det var sådan at jeg havde mødt Haymitch. Han var på alder med mig, og han havde hørt at jeg delte mad ud. Han skulle bruge det til sin syge lillebror, så han kunne få styrken til at blive rask. Men da havde jeg netop delt det sidste ud. Jeg beholdt aldrig noget af det selv. Så han havde været på vej op til vogterne, men jeg havde skubbet ham til side og i bytte for flere lodder med mit navn på, så havde jeg lige siden hjulpet ham og hans familie, når de havde brug for det. Ikke at han var glad for at jeg byttede for flere lodder, og aldrig spiste maden selv. Men det var bare ærligt for ham. For jeg var ligeglad.

Jeg havde jo ikke nogen, som ville savne mig, hvis jeg døde. Jeg kunne gøre gavn, hvis jeg hjalp folk med at få mad. Og hvis jeg blev trukket, så var der måske en, som ikke blev trukket, der kunne vende hjem til sin familie. Jeg havde ingenting at vende tilbage til.

Men så usandsynligt, som det lød, så var jeg aldrig nogensinde blevet trukket. Selvom jeg havde hentet mad så mange gange. Indtil nu. Jeg var lige fyldt seksten, og nu var jeg blevet trukket. Bare det snart ville blive overstået, så jeg slap for at se på Haymitchs triste ansigt.

”Haymitch Abernathy!”

Råbte repræsentanten det sidste navn op. Mit hjerte sank og frøs til is.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...