Det 50. Dødsspil

Jeg vidste at jeg ville blive udtrukket. Alle oddsene sagde det. Jeg havde hentet mad så mange gange, til gengæld for mit navn på flere lodder. Jeg havde ingen familie at hente mad til, så jeg havde givet det ud til dem, som havde det værst. Jeg følte ingenting, da jeg blev trukket. Det vidste jeg jo, at jeg ville. Men jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Haymitch ville blive udtrukket samtidigt med mig. Jeg havde jo gjort alt for at forhindre det. Jeg havde taget mad for ham, så mit navn kom på lodderne istedet for hans. Hvorfor Haymitch? Hvordan kunne jeg dræbe min elskede?

8Likes
5Kommentarer
606Visninger
AA

7. En stor fejl

Det var så underligt. Jeg lå på mit værelse, helt for mig selv og ventede på at blive sendt hjem, tilbage til distrikt 12. Jeg havde set papirerne fra den læge, som havde taget alle de prøver af mig. Jeg kunne stadigt ikke tro det. Jeg havde jo fået at vide, at det var umuligt.

”Åh, der er du min kære pus.”

Kvidrede repræsentanten, og kom gående med en lille kugle i sine hænder. Hun skurede lidt op for fjernsynet, så jeg kunne høre det, da Maysilee gik i en fælde og blev dræbt. Haymitch stormede til hendes side, og holdt hendes hånd, mens at hun døde. Det var forfærdeligt at se. Så jeg så væk igen, og koncentrerede mig om repræsentanten. Hun satte den lille kugle i mit skød.

”Du får en samtale med ham, men er du sikker på at du vil bruge det nu?”

Spurgte hun. Jeg nikkede. Jeg var nødt til at tale med Haymitch. Jeg kunne se Haymitch på skærmen. Han slap Maysilees hånd, og kravlede så hurtigt op i det nærmeste træ, så han kunne søge ly for natten. Han virkede så opgivende. Han troede mig jo død.

”Godt så.”

Sagde hun, og trykkede let på kuglen.

”Nu skal vi bare vente på, at han modtager den.”

Sagde repræsentanten, og så måtte jeg ellers vente. Det virkede som evigheder, før at jeg endeligt så en sponsorgave komme svævende, og lande i træet hvor Haymitch sad. Han var straks på benene, og åbnede den undrende. Han tog kuglen i hånden, og først da han havde sat sig med den, talte jeg. Så han ikke blev bange og tabte den.

”Haymitch.”

Sagde jeg forsigtigt. Han så sig straks forvirret omkring.

”Det er mig, Rusan.”

Tilføjede jeg, så han så ned på kuglen i sin hånd igen.

”Rusan.”

Hviskede han til den, så jeg kunne høre ham.

”Ingen ser det her. Kun dig. Folk skulle jo nødigt vide, at så fatal en fejl er blevet begået.”

Sagde repræsentanten, og forholdt sig så ellers i ro.

”Jamen… jeg så… jeg så eksplosionen.”

Sagde Haymitch forvirret, men lød glad for at høre min stemme.

”Jeg er blevet trukket ud af spillet. Jeg skal ikke deltage længere, Haymitch.”

Forklarede jeg. Han sukkede lettet op, men fik så et undrende ansigtsudtryk.

”Hvorfor?”

Spurgte han undrende. Repræsentanten rømmede sig let, og pegede på klokken. Min taletid med Haymitch var kort, og snart opbrugt.

”Jeg bliver sendt hjem i morgen, til din mor og lillebror.”

Forklarede jeg kort, så han vidste hvor jeg var. Han så ud til at ville spørge igen, men det var der ikke tid til.

”Haymitch, jeg elsker dig så utroligt meget. Jeg er gravid.”

Nåede jeg at forklare, før at samtalen blev afbrudt. Hans kugle smuldrede imellem hans hænder. Han fandt kameraet, som kiggede på mig. Så han kunne regne ud, at jeg kiggede på ham.

”Jeg overlever det her, for din skyld Rusan. Jeg gifter dig med mig, og vi får vores egen familie.”

Lovede han, og sendte mig et fingerkys. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...