Det 50. Dødsspil

Jeg vidste at jeg ville blive udtrukket. Alle oddsene sagde det. Jeg havde hentet mad så mange gange, til gengæld for mit navn på flere lodder. Jeg havde ingen familie at hente mad til, så jeg havde givet det ud til dem, som havde det værst. Jeg følte ingenting, da jeg blev trukket. Det vidste jeg jo, at jeg ville. Men jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Haymitch ville blive udtrukket samtidigt med mig. Jeg havde jo gjort alt for at forhindre det. Jeg havde taget mad for ham, så mit navn kom på lodderne istedet for hans. Hvorfor Haymitch? Hvordan kunne jeg dræbe min elskede?

8Likes
5Kommentarer
583Visninger
AA

6. Dødsspillet begynder

”Held og lykke.”

Fik jeg at vide, netop som jeg skulle stige ind i røret, så jeg kunne komme op på platformen til arenaen. Hvis jeg trådte af for tidligt, så ville den gå af og eksplosionen ville dræbe mig. Jeg nikkede som svar, og steg ind. Nedtællingen gik i gang, og jeg blev løftet op til overfladen.

Landskabet, omgivelserne, det hele var så blændende smukt. Jeg stod og faldt helt i staver, indtil at jeg igen blev opmærksom på nedtællingen igen.

”8.”

Blev der talt ned. Jeg studerede mine omgivelser, uden at fortabe mig i skønheden. Det var jo giftigt det hele alligevel. Der lå en bue, godt, den kunne jeg bruge. Men den lå faretruende tæt, så jeg besluttede mig for at lade den ligge. Jeg koncentrerede mig i stedet om den taske, som lå allerlængst væk fra de andre. Så kunne jeg gribe den, og komme hurtigt væk.

”5.”

Blev der sagt. Vi var ved at nærme sig, og spillet kunne gå i gang. Jeg fangede ganske kort Haymitchs blik. Han nikkede let, og stirrede så bestemt frem. Han var klar, og ikke så forblændet af skønheden omkring os, som så mange andre var.

”4.”

Blev der sagt. Jeg spændte let i benene, og gjorde klar til at løbe, så snart at hornet lød.

”3.”

Jeg skulle klare det her. Jeg skulle overleve, så jeg kunne finde Haymitch og vi begge kunne overleve.

”2.”

Næsten, vi var der næsten.

”1.”

Blev der sagt, og gik en eksplosion af. Der var en, som havde bevæget sig for tidligt. Det tog mig et øjeblik, før at det gik op for mig, at det var min platform, som var eksploderet. Men jeg havde ikke rørt mig, jeg vidste bedre end det. Men alligevel fløj jorden op, og gjorde det umuligt for mig at se.

Jeg hostede tungt, da jeg landede med ryggen imod noget hårdt. Men jeg kunne stadigt mærke mine ben og arme. Eksplosionen havde ikke slået mig ihjel, så jeg satte mig op og gned jorden ud af mine øjne. Så jeg kunne se igen, og komme væk, inden at…

”Rusan, slap bare af min ven.”

Repræsentanten? Tænkte jeg forvirret, og fik øjnene slået ud. Jeg så mig forvirret omkring, og op. Over mig, kunne jeg se himlen igennem det lille hul der var tilbage efter at platformen var eksploderet. Det var eksploderet efter at jeg var faldet, ikke før. Derfor var jeg i live. En lille metallem gik for, og så var arenaen væk.

”Skal… skal jeg ikke være med i spillet?”

Spurgte jeg forvirret. Hvad nu med Haymitch? Jeg skulle jo hjælpe ham.

”Åh, den kære pus. Så ivrig.”

Kvidrede repræsentanten, så jeg opdagede at ham, som styrrede spillet stod ved siden af hende. Han rystede på hovedet. Jeg skulle ikke være med i spillet, selvom jeg havde været få sekunder fra at være med. Hvorfor? Hvorfor var jeg blevet trukket ud i sidste øjeblik?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...