Det 50. Dødsspil

Jeg vidste at jeg ville blive udtrukket. Alle oddsene sagde det. Jeg havde hentet mad så mange gange, til gengæld for mit navn på flere lodder. Jeg havde ingen familie at hente mad til, så jeg havde givet det ud til dem, som havde det værst. Jeg følte ingenting, da jeg blev trukket. Det vidste jeg jo, at jeg ville. Men jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Haymitch ville blive udtrukket samtidigt med mig. Jeg havde jo gjort alt for at forhindre det. Jeg havde taget mad for ham, så mit navn kom på lodderne istedet for hans. Hvorfor Haymitch? Hvordan kunne jeg dræbe min elskede?

8Likes
5Kommentarer
586Visninger
AA

2. Det er ikke den første gang

Vi sagde ikke noget til hinanden. Haymitch sluttede sig til os på scenen, og vi kunne bagefter få nogle få minutter med vores familier. Det havde jeg ikke brug for, så jeg blev med det samme sat over på det tog, som skulle fragte os til hovedstaden. Hvor vi kort ville blive fejret, gjort klar og sat til at slagte hinanden i en arena. Dette år, dobbelt så mange, som normalt.

Haymitch var den første, som kom over på toget. Han satte sig ved siden af mig, tydeligvis, fordi at han ville sige noget. Han fik det bare ikke sagt, og sad bare i stilhed. Så kom de sidste to på toget, sammen med repræsentanten og vi kunne køre.

”I er vel alle sammen udkørte efter alt den spænding.”

Kvidrede repræsentanten overdrevet med sin pibende stemme.

”Spis endeligt lidt aftensmad, og så skal i bare gå ned af gangen der og vælge jer et værelse.”

Blev vi informeret om. Jeg kiggede kort, uinteresseret, på bordet med den overdådige mad. Det var nogle af de dyreste retter i selv distrikt 1. Det gjorde mig vred, at de penge som var blevet brugt på maden, ikke stedet blev brugt på noget billigere mad, som kunne deles ud i de fattige distrikter.

”Ellers tak.”

Svarede jeg utilfreds, og rejste mig fra stolen.  Repræsentanten ville til at sige noget, men jeg sendte hende et ondt blik, så hun holdt mund. Så marcherede jeg lige forbi hende, og fandt mig det værelse, som var længst væk fra dem alle sammen.

”Oppustede gås.”

Mumlede Maylisee for sig selv. Jeg lod som om at jeg ikke havde hørt hende. Hun skulle bare vide. Jeg opførte mig måske koldt, og jeg fortrak at være alene. Men jeg var lige så ked af det, som de var. Lige så chokeret over at blive udtrukket. Jeg havde mindst lige så mange følelser i kog, som de havde. Så hun skulle bestemt ikke begynde på at dømme mig, for vi var i samme båd. Næsten da, for vi var modstandere i selv samme øjeblik, som vi blev sat ind i arenaen.

Jeg smækkede værelsesdøren bag mig, og bad bare til at jeg kunne skjule alle mine følelser, så jeg ikke fremstod svag og nem. Det ville blot lokke mine modstandere til at forsøge at dræbe mig hurtigere. Og det ville være for svært for mig, at kunne overvælde mine modstandere, hvis de alle angreb mig på en gang. Jeg skulle helst have dem på afstand, for så kunne jeg jo…

”Rusan.”

Hviskede Haymitch forsigtigt, og lukkede døren bag sig. Jeg for straks op, og kastede mig grædende i hans favn. Jeg kunne skjule mine følelser for alle andre. Alle andre end min Haymitch

”Vi skal nok klare det.”

Hviskede han trøstende, og kyssede mine læber. Jeg knugede ham tæt ind til mig, og håbede på at det på en eller anden måde ville få det hele til at forsvinde.

”Vi skal nok klare os, det lover jeg.”

Hviskede han forsigtigt, og ledte mig baglæns imod sengen, hvor vi sank omkuld og trøstede hinanden. Det var ikke første gang, at vi var sammen. Det havde vi været før. Specielt i vintermånederne, hvor jeg ikke kunne holde varmen alene. Så var det altid Haymitch, som havde hjulpet mig til at holde varmen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...