Det 50. Dødsspil

Jeg vidste at jeg ville blive udtrukket. Alle oddsene sagde det. Jeg havde hentet mad så mange gange, til gengæld for mit navn på flere lodder. Jeg havde ingen familie at hente mad til, så jeg havde givet det ud til dem, som havde det værst. Jeg følte ingenting, da jeg blev trukket. Det vidste jeg jo, at jeg ville. Men jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at Haymitch ville blive udtrukket samtidigt med mig. Jeg havde jo gjort alt for at forhindre det. Jeg havde taget mad for ham, så mit navn kom på lodderne istedet for hans. Hvorfor Haymitch? Hvordan kunne jeg dræbe min elskede?

8Likes
5Kommentarer
582Visninger
AA

4. Den sorte rose

Det var et mareridt, at være med i dødsspillets forberedelser. Alt den vasken, den pynt. Jeg følte mig som en overpyntet lagkage, da jeg trådte på sengen første gang. Interviewet var hurtigt overstået, og jeg fik vist svaret okay på spørgsmålene. Jeg var dog ikke så populær som Haymitch, der fik dem alle sammen charmeret på mindre end tre sekunder. De var alle sammen helt vilde med ham, og klappede ivrigt af ham, da han gik af scenen. Han gik lige forbi mig, og lod som om at jeg var luft.

Folk skulle ikke vide, at vi var sammen. Det ville de bare bruge imod os. Vi kunne ikke lade som om at vi hadede hinanden, så vi forsøgte at ignorerer hinanden. Men om natten, så sneg Haymitch sig ud af sit værelse og ind på mit. Så vi kunne være sammen. Det var efterhånden, som tiden gik, de eneste øjeblikke, hvor jeg følte mig som mig selv.

”Rusan.”

Blev mit navn kaldt den næste dag, midt under træning. Jeg så væk fra skydeskiven, hvor jeg havde formået at ramme med et enkelt spyd ud af seks. Spyd var ikke min stærke side. Men jeg ville heller ikke træne min stærke side, og afslører hvad det var.

”Ja?”

Spurgte jeg repræsentanten, som havde kaldt mit navn.

”Du skal til lægen, min kære.”

Sagde hun sukkersødt.

”Det har jeg lige været.”

Svarede jeg, utilfreds over at være blevet afbrudt. Jeg havde fået en eller anden allergisk reaktion på noget mad, og de sidste tre dage havde jeg kastet op hver morgen.

”De skal bruge nogle flere test.”

Svarede repræsentanten, så jeg måtte ligge spyddene fra mig og følge med. Så jeg fik taget nogle flere blodprøver og alt muligt andet, inden at jeg kunne vende tilbage til træning.

”Hvad så?”

Spurgte Haymitch, da jeg vendte tilbage. Jeg trak på skuldrene. Det virkede til, at de enten ikke vidste hvad der var galt eller ikke ville fortælle mig det.

”Aner det ikke. De siger ikke noget. De tog bare nogle prøver, og sendte mig tilbage.”

Svarede jeg kort, og modstod trangen til at kaste mig i armene på ham.

”Som du nok ved, så er alt giftigt i arenaen i år.”

Skiftede Haymitch pludseligt emne. Jo, det vidste jeg godt. Alt var giftigt, hvis du kom for tæt på det. Han rakte mig en sort rose, som han havde holdt skjult bag sin ryg.

”Bortset fra den her. Den er det eneste, som ikke er giftigt i år. Men den kan desværre ikke spises.”

Sagde Haymitch, og skubbede mig om bag et stativ med flere spyd, så de andre ikke kunne se os. Han kyssede mig hurtigt, og satte rosen i mit hår.

”Det er vores tegn. Den sorte rose. Vi plukker den, og ligger den et sted, hvor vi er i nærheden af, så vi kan finde hinanden i arenaen.”

Forklarede han, og kyssede mig hurtigt igen, inden at han skyndte sig væk, så vi ikke blev opdaget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...