Spildt Saft

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 12 nov. 2013
  • Status: Færdig
15-årige Ansel har glædet sig til julen, maden, gaverne og den samlede familie. Men allerede under julemiddagen, gør et glas spildt saft enden på den glade julestemning. [Mit bidrag til konkurrencen om vold i hjemmet.]

4Likes
0Kommentarer
374Visninger
AA

1. Spildt Saft

Spildt Saft

 

Der blev stille på et splitsekund. Den røde skovbærsaft bredte sig på den gule dug, og man kunne høre det dryppe ned på mors fine gulvtæppe. Og så kom det.

Adne hoppede et stykke op i stolen, da far slog hånden i bordet, så servisen klirrede, og han rejste sig fra stolen. Eder og forbudte ord, som kun far måtte bruge, blev råbt i raseri, og den allerede tryggede stemning blev om nogen endnu mere trygget. Faktisk var jeg næsten sikker på, at jeg kunne skære i den, hvis jeg greb kniven, som lå på bordet ved siden af mig.

Mor rykkede sig uroligt i stolen. Åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen. Hun havde lyst til at blande sig – det havde hun altid, men hun turde ikke. Sidst hun prøvede at forsvare Adne, endte det med at far stak hende en lussing hen over bordet.

Far havde aldrig haft særlig meget tålmodighed, eller tolerance for den sags skyld, overfor Adne. Adne havde dog også en stor mund, og den var kun blevet større med årene. Men jeg vidste også, at den eneste grund var, at hun aldrig havde haft det godt hjemme – i hvert fald ikke når far var hjemme. Først var kæresten et problem, så hendes påklædning, og så dit og så dat. Det holdte aldrig op.

Jeg kunne høre Adne græde sig selv i søvn hver aften, gennem gibs væggen. Hun var knust og jeg forstod hende udmærket. Hun var snart 17 et halvt, og hun måtte ingenting. Bare et glas spildt saft var et problem. Et stort et af slagsen. Hun blev behandlet som et uartigt barn på fem.

Jeg frøs i stolen, da Adne kort efter sad med en rød kind, og far med en dunkende hånd. Det var ikke første gang far havde slået hende, men jeg blev lige bange, hver gang.

Stolebenene kørte hen over gulvtæppet, og kort efter lød et brag. Stolen Adne havde siddet på, lå på gulvet en halv meter fra hende. Hendes øjne var iskolde og hårde, så selv jeg, hendes to år yngre bror, blev bange for hende. Hun knyttede hænderne så hårdt, at knoerne blev helt hvide, af bare vrede. Jeg kunne høre hendes tænder skære mod hinanden. Og så var hun væk. Kort efter kunne man høre døren til hendes værelse smække, så det gav ekko i hele huset.

Jeg kunne se på mor, ud af øjenkrogen, at hun kæmpede med tårerne. Hun hadede de daglige skænderier mellem far og Adne, ligeså meget som jeg selv. Far bandede højt og gik i den modsatte retning, mod hans kontor. Så smækkede dør nummer to.

Mor sad med tårer i øjnene, og holdt hænderne på kinderne i fortvivlelse. Hun var synderknust. Hun havde sådan glædet sig til i aften. Hun havde gået og fløjte, og nynnet med på julesangene i radioen, mens hun lavede den dejlige julemiddag. Familien samlet, i en forhåbentlig ordentlig tone og glade ansigter, som alle nød den gode julemad, og det fint opdækkede bord. Jeg kunne se billedet for mit indre – alle fire, far, mor, Adne og jeg hånd i hånd, dansende, smilende og syngende om det smukt oplysende, pyntede juletræ i stuen. Den aften jeg så selv drømte om – som mor og Adne også drømte om, men aldrig ville få. Fars temperament, overfor Adne, ødelagde det hver gang.

Jeg rejste mig fra stolen, og gik over til mor. Jeg tørrede hendes kinder, og forsøgte at smile opmuntrende til hende. Hun snøftede og forsøgte sig så med et lille smil, som aldrig nåede hendes øjne.

”Ansel skat, skal du ikke have noget at spise? Du nåede aldrig at få øset op på tallerknen.” forsøgte hun, og jeg nikkede. Vi kunne ligeså godt få det bedste ud af det, nu det var ødelagt.

Desuden var jeg skrupsulten. Jeg holdt tallerknen hen over bordet, og lod hende øse lidt ærter og kartofler op på den. Selv tog jeg et stykke af den steg, far havde skåret og hældte lidt af den brune sovs over kartoflerne.

Jeg rakte mor et stykke steg, og så spiste vi ellers i stilhed. Luften var tyk og ubehagelig. Stilheden virkede kvælende. Jeg kiggede rundt – det blomstrede tapet blev svagt oplyst af den store lysekrone, som hang over det opdækkede julebord. Henne i hjørnet af stuen, stod det fine juletræ. Den guldfarvede billedramme, som stod på stuebordet, ved siden af fars askebære, indrammede et billede fra mange år tilbage. Den lille 5-årige dreng med det mørke hår, smilede stort og uden bekymring, og lod sig selv hænge over skulderene på den blot 7-årige, lyshårede pige med fletninger. Hendes smil var bredt og nåede hendes blå øjne, på en måde, jeg ikke havde set længe. Det væltede glas på den anden side af bordet, mindede mig om den Adne i dag. Hvordan havde hun det nu? Hvad med far? Var han snart kølet ned igen?

Jeg samlede mit bestik og lagde det på tallerknen, da jeg havde spist op. Mor kiggede med et lille smil og sagde, at jeg bare kunne gå på værelset, så skulle hun nok rydde af bordet. Hun ville kalde når, det var tid til at spise desserten. Jeg nikkede blot og rejste mig fra stolen, for at gå mod mit værelse.

Jeg gik ind af den brune egetræsdør, og lukkede den igen bag mig. Jeg gik målrettet mod det redte seng, og satte mig med et tungt suk. Hvordan kunne far blive så sur, over et glas spildt saft? Det var jo ikke fordi hun gjorde det med vilje. Jeg kendte Adne godt nok til at vide, at hun bare ønskede at far ville respektere den teenager hun nu engang var – den datter hans selv havde været med til at skabe.

Jeg sad lidt på sengen, inden jeg besluttede mig for at rydde lidt op. Det ville idet mindste gøre mor bare en smule glad. Dog nåede jeg aldrig langt, før jeg fandt det foldede papir, på skrivebordet. ’Til min elskede bror’ stod der, med sirlige bogstaver som kun Adne kunne formå at lave.

Jeg vidste at hun skrev mange digte. Jeg havde fået lov til at læse nogle af dem. Hun var en talentfuld digter, det kunne man ikke tage fra hende. Derudover vidste jeg, at hun også skrev breve til Ethan. Han var hendes kæreste, men som far havde forbudt hende af se, fordi han ikke brød sig om den tattoo han havde på højre overarm. Hun sendte i stedet breve til ham, og mødtes med ham – men kun når far var på forretningsrejse.

Jeg foldede papiret op, og skimtede kort ned over den lange række af bogstaver, inden jeg gav mig til at læse det, min søster havde skriblet ned til mig.

’Skrevet af Ariadne Skov D. 24-12-1995

 

Kære Ansel – kære An.

Du ved bedre end nogen andre, at dette aldrig har været min mening, men mit glas er fyldt – og væltet for den sags skyld. Jeg ville så inderligt ønske at far ville se gennem fingrene med min klodsethed, men så let går det ikke. Ikke engang juleaften kan vi hygge os. Du ved det ikke er min mening at gøre far sur – det har det aldrig været.

Jeg har forsøgt i måneder og år, på at rette op på de fejl jeg laver og har, men jeg har nu indset at jeg aldrig vil blive til den, vores far ønsker. Jeg ved ikke om jeg kan leve med en far, som aldrig kommer til at elske mig – med hverdag at tage den samme kamp op, og dermed såre både dig og mor. Du ved jeg elsker jer begge højt, men jeg kan bare ikke lade være med at sige far imod. Som nævnt, så er mit glas væltet, og alt hvad der måtte være i det, er løbet ud.

Du må love mig en ting, An. Faktisk tre. Pas på mor og dig selv, og få far til at forstå, at det ikke kun er hans, men også min egen skyld. Sig til Ethan at jeg elsker ham og altid vil gøre det, hvis du engang ser ham. Og sidst men ikke mindst, så find kærligheden, ligesom jeg fandt min.

Kære An, jeg elsker dig og det vil jeg altid gøre. Pas på dig selv, til vi en dag ses på den anden side.

Din søster

 - Ariadne.’

Forvirringen og rædslen gjorde min krop stiv og kold. Det kolde december vejr, syntes at være krøbet gennem murene. Hvad mente hun med: ’til vi en dag ses på den anden side.’? Ordene gik lige ind under huden, og fik kuldegysningerne frem overalt på min krop.

Før jeg vidste af det, førte mine ben mig hurtigt ned ad gangen, og stoppede først, da jeg stod foran den sammensunkne krop omsvøbt i blod, på hvad der var gulvet på min søsters værelse.

En hoppekniv lå på i søen af blod, og gjorde bevis for hvad, de to store snitsår på hvert håndled, var gjort af.

Mit tilslørede syn søgte de sidste par linjer igen. Denne gang var betydningen helt klar for mig. Jeg sank sammen på gulvet, med brevet knuget tæt til mig.

”Så er der dessert, børn.” kaldte mor fra spisestuen. Så kom det smertefulde og forpinte skrig, efterfulgt af gråden og den endeløse sorg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...