Lad det 73. dødsspil begynde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang


UDRAG
" Det en joke?, det kan ikke være mig" mit åndedræt bliver til små hvæse stød, og tårerne presser sig på. Jeg borer mine negle ind i mine håndflader, mens jeg tager små korte skridt op mod scenen, op mod min død.

___________________________________________________________________________________
I distrikt 10, er det at blive udtrukket som soner til dødsspillet det samme som at skulle til slagtegården. Celia Thatcher får vendt op og ned på sit liv, da hendes navn bliver trukket og hun sendes afsted til slagtegården, det eneste hun kan gøre er at bruge sin stædighed til ikke at give op uden kamp. Celia lærer nye ting om sin familie og konsekvenserne af at have Thatcher som efternavn.




2Likes
1Kommentarer
402Visninger
AA

3. Høsten

 

Da jeg når tilbage i huset, skynder jeg mig ovenpå. Der er ikke tid til at tage et bad, jeg stinker af hest, men det gør distriktet alligevel. Min mor har lagt en skjorte frem og en nederdel. Jeg tager skjorten på, men finder et par næstent rene bukser frem fra skuffen. Jeg tager lommeuret i en kæde om halsen, og min lykke ring på. Jeg har ikke tid til at gøre noget ved mit hår, det er lidt uglet efter rideturen. 

Nede i køkkenet venter min familie, min lillesøster Mary har grædt. Det hendes første høst, og det er okay at hun er nervøs. Jeg går direkte hen til hende og krammer hende, sådan står vi lidt tid, viklet ind i hinandens arme. 

Mens vi går hen på rådhuspladsen, snakker vi højt om hvor meget vi glæder os til musikken der altid spilles efter høsten. Mary er en god fløjtespiller, min mor arvede en da hun var på min alder.  så Mary ved en ting eller to om musik, mens jeg bare godt kan lide at sidde og lytte til hende spille.  Vi ligner hinanden meget, vi har begge vores fars blonde hår og vores mors grå-blå øjne. Men der stopper det så også, jeg er vild med naturen og elsker at bruge tid sammen med Ulven, hvor vi forsøger at fange kaniner. Damien har lært mig alt, hvad jeg ved om jagt, jeg er blevet rimelig god til at skyde med bue og pil, men jeg er meget bedre med en kniv. 

Der er stor aktivitet på pladsen, jeg kan se standerne hvor man skal melde sig. "Kom Mary, den her vej" Vi krammer hurtigt vores forældre og så løber vi med hinanden i hænderne hen og melder at vi er her. 

Det er blevet varmt, og solen skinner nådesløst på rådhuspladsen. Jeg hjælper Mary på plads henne ved de andre tolvårige piger, og maser mig vej gennem mængden hen til et kendt ansigt. Det er min veninde Kate, hun kommer fra den rige del af distriktet 10. Hun har en fin blomstret kjole på og hendes hår er sat op i fletninger. Man kan undre sig over vores venskab, Kate har aldrig kendt til hvad det vil sige, at skulle være sulten og tage i mod ekstra lodder.  " Er du nervøs?" spørger hun mig, men inden jeg når at svare, kommer der en lille tyk mand vraltende frem på scenen. Jeg smiler til hende og trækker på skulderne. Jeg er nok lidt nervøs, men det er alle jo. 

Endelig går vores escort på, hun er en smal lille kvinde med blåt hår som næstent kan røre gulvet, hendes navn er Gilli. Kate og jeg deler et blik, med tydelig foragt over Gilli. " Mine damer og herrer, velkommen til udtrækningen af dette års sonerer." Som om vi havde noget valg tænker jeg "Og lad os nu ikke trækker spændingen længere " Siger hun med tydelig begejstring og prøver ihærdigt at få hendes publikum til at virke opstemte. "Damerne først" siger hun. Mens hun går over mod skålen med alle lodderne, kaster jeg et blik over mod drengene, for at se om Damien er der, også bliver der råbt et navn oppe fra scenen. 

"Celia Thatcher" 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...