Lad det 73. dødsspil begynde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang


UDRAG
" Det en joke?, det kan ikke være mig" mit åndedræt bliver til små hvæse stød, og tårerne presser sig på. Jeg borer mine negle ind i mine håndflader, mens jeg tager små korte skridt op mod scenen, op mod min død.

___________________________________________________________________________________
I distrikt 10, er det at blive udtrukket som soner til dødsspillet det samme som at skulle til slagtegården. Celia Thatcher får vendt op og ned på sit liv, da hendes navn bliver trukket og hun sendes afsted til slagtegården, det eneste hun kan gøre er at bruge sin stædighed til ikke at give op uden kamp. Celia lærer nye ting om sin familie og konsekvenserne af at have Thatcher som efternavn.




2Likes
1Kommentarer
397Visninger
AA

4. Farvel

 

Først går det ikke op for mig, hvad der lige er sket. Det er ved synet af Kate, der kollapser på jorden, som vækker mig. Mine tanker flyver rundt, mens panikken kryber ind over min krop. "Det en joke?, det kan ikke være mig" mit åndedræt bliver til små hvæse stød, og tårerne presser sig på. Jeg borer mine negle ind i mine håndflader, mens jeg tager små korte skridt op mod scenen, op mod min død. Jeg kaster et hurtigt blik over skulderen og ser nogle piger hjælpe Kate på benene. 

Da jeg når op på scenen strømmer tårerne ned af mine kinder, og resten af udtrækningsceremonien sker i en tåge for mig. Det næste jeg ved er at jeg er i et rum i rådhuset, også går døren op, og ind kommer min familie. Vi har 4 minutter til at sige farvel, for det er farvel. 

Uden tøven knuger min mor, mig indtil sig. Jeg lægger bare armene om hende, resten af familien omfavner os og sådan står vi kort tid. For tiden er knap, og der er ting der skal siges, så ordene vælter ud af min mund. " Mor og far i må ikke lade Mary eller Agnes tage flere lodder, lov mig det! "Jeg siger det hårdt, men jeg er  nødt til at vide at de forstår alvoren. De nikker bare stumt, tårerne triller ned af deres kinder. Nu vender jeg mig om mod Mary, hun græder ikke. Jeg kan se at hun holder tårerne tilbage for min skyld, hun ved at det ville knuse mig at se hende græde. " Mary, je-jeg lover dig at det nok skal gå, Damien vil passe på dig." Med et bliver min krop iskold, jeg ved ikke hvem den mandlige-soner blev, jeg opdagede det ikke. Alt foregik som i en tåge. Heldigvis ser Mary min uro, og udbryder "han og Benjamin er okay, jeg kendte ikke navnet på den anden soner" Jeg lader et suk undslippe og omfavner hende. 

Bag hemmer Agnes sig, hun er 8 år, måske vil hun ikke kunne huske mig når hun bliver voksen. For jeg vil ikke være der for hende, jeg vil være en af de der døde i det 73. dødsspil. Jeg sætter mig på hug foran hende, hun ligner mor, med det mørke hår. Mens jeg ser hende i øjnene går det op for mig, at jeg heller ikke har været der for hende nu eller i de år vi har haft sammen. Og det gør fysisk ondt. Jeg tager min lykkering af fingeren, og rækker den frem mod hende. Agnes kigger bare på mig med store øjne, " Her " siger jeg, og lægger den i hendes lille hånd, min stemme er svag, men sikker. Så læner jeg mig frem og kysser hende på panden. 

Igen omfavner min familie mig, jeg snuser ind. Jeg vil gerne huske duften af dem, og duften af hest. Jeg kommer nok ikke til at opleve det igen. 

Med et går døren op, og vores tid er forbi. Mary råber og skriger og kæmper for ikke at skulle give slip på mig. En fredsvogter fjerner hende og trækker samtidigt min mor ud af rummet. Min far er rolig, han løfter Agnes op i sine stærke arme, kysser mig på panden og hvisker " Lov mig at du prøver" En fredsvogter eskorterer ham ud, og jeg når ikke at sige mere. 

Lidt efter kommer der en ny fredsvogter, han tager fat om min arm. Jeg kæmper ikke imod, det ville alligevel ikke nytte noget. Jeg bliver sat ind i en bil, ved siden af sætter sig en dreng måske 13 år gammel. På alder med Benjamin og Mary, han ser skræmt ud. Mit instinkt siger mig at her er én der skal hjælpes, men hvis jeg vil hjem, så skal han dø. 

Tanken om at jeg skulle slå ham ihjel er så frastødene og uvirklig, jeg kan ikke slå nogen ihjel, jeg vil ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...