Lad det 73. dødsspil begynde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 nov. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang


UDRAG
" Det en joke?, det kan ikke være mig" mit åndedræt bliver til små hvæse stød, og tårerne presser sig på. Jeg borer mine negle ind i mine håndflader, mens jeg tager små korte skridt op mod scenen, op mod min død.

___________________________________________________________________________________
I distrikt 10, er det at blive udtrukket som soner til dødsspillet det samme som at skulle til slagtegården. Celia Thatcher får vendt op og ned på sit liv, da hendes navn bliver trukket og hun sendes afsted til slagtegården, det eneste hun kan gøre er at bruge sin stædighed til ikke at give op uden kamp. Celia lærer nye ting om sin familie og konsekvenserne af at have Thatcher som efternavn.




2Likes
1Kommentarer
356Visninger
AA

1. En helt almidelig morgen

Jeg bliver vækket af en våd tunge, som slikker mig over hele ansigtet. Jeg er sent på den, Høsten starter klokken 10, eller i hverfald her i distrikt 10. Jeg smyger mig ned ad sengen, og lander med et bump på gulvet, ved siden af den store hvide hund. " Godmorgen Ulv " siger jeg med en stemme tyk af søvn, " er du klar til morgenmad", bæstet springer op og lunter ud af værelset og ned af trappen. Jeg rejser mig og går hen til mit bord. Bord er måske så meget at sige, eftersom det der er holder træpladen oppe er tre gamlestoleben og en stak bøger. Jeg har læst dem og vil enligt gerne igen, men tiden er ikke til det, så nu tjener de som bordben.

Henne på bordet står et lille sølvspejl, det ikke rigtig sølv, men det ligner, så jeg kalder det mit sølvspejl. Jeg gnider søvnen ud af øjnene og sætter mit brunblonde hår op i den sædvanlige hestehale, jeg kan gøre mig fin når jeg kommer hjem. 

Inden jeg smutter ned af trappen, trækker jeg i et par bukser og en t-shirt, samt tager jeg mit lommeur ned af væggen og hænger det om halsen. Jeg står med det i hånden et øjeblik og studerer det. Engang har det været meget smukt, eller det har jeg fået at vide. Det har været i vores familie lige så længe nogle kan huske, og nu er det mit. Jeg fik det da min oldefar døde, han sagde at det havde bragt ham held, og måske ville det bringe mig held også. Om det har er et godt spørgsmål, men jeg er i live og det er min familie på fem også, så det er da rimeligt positivt, i forhold til nogle af de andre familier rundt om i distriktet. 

Nede i køkkenet har min mor lavet morgenmad, jeg sætter mig ned ved siden af hende. Vi sidder i stilhed og spiser grød, vi kigger ud af vinduet mens dagens første sollys stille kommer frem. Det er en smuk morgen, en smuk morgen på en ellers så forfærdelig dag. Om en 4 timers tid, vil to familiers liv være ødelagt for altid. Jeg klemmer hårdere om skeen ved tanken, jeg bliver så vred over det hovedstaden Capitol gør ved os. En gang hvert år udtages en pige og en dreng fra hvert af Panems 12 distrikter kaldet sonere, som så tvinges til at kæmpe til døden i en stor arena. Vinderen af dødspillet bliver fejret og kan derefter vende hjem til et liv i rigdom og luksus, mens taberen dør. For at gøre det hele værre tvinges vi i distrikterne til at fejre dødsspillet, som om det var en sportsbegivenhed. 

Ulven begynder at knurre højt af utålmodighed, " Ja,ja" siger jeg spidst og rejser mig op. Min mor sætter sin halvtomme skål på gulvet, Ulven stopper og kigger først mistroisk på hende, men med at nik fra mig kaster han sig over skålen. " Hvad er den af?" siger jeg til hende med et smil på læben, hun giver mig et skævt smil og trækker på skulderne. Hendes mørke krøller hopper rundt ved bevægelsen, jeg har hendes øjne. Blå grå. 

Da jeg har hjulpet med at vaske op, smutter jeg og Ulven ud af huset. Det er ikke en rigtig ulv, men en stor hvid hyrdehund. Som jeg reddede fra at blive aflivet, jeg fandt dens mor og søskende døde, angrebet af en Jaguar. Ulven var den eneste overlevende og jeg kunne ikke få mig selv til at lade fredsvogterne aflive den, så med hjælp fra min far, har jeg opdraget og opfostret den. Og den er faktisk en temmeligt god hyrdehund.  

Jeg sætter i løb, og Ulven springer efter. I disse øjeblikke kan jeg godt glemme hvilken verden jeg lever i, jeg glemmer alt om dødsspillet, om de sultne munde derhjemme, om at det i dag er høstdag og min søster skal deltage. Hun har kun et lod, jeg har opgivet at holde tal på hvor mange jeg har. Et lod, hun er så sikker som hun kan være, men ingen er helt sikre. Der var et år, et af de riges børn, han var nok 13 år, han havde to lodder og alligevel blev han valgt. Valget af soner til dødspillet sker ved en lodtrækning oppe på rådhuspladsen alle mellem 12 og 18 år skal stille op klokken 10, og i løbet af 30 minutter trækkes den kvindelige og den mandelige soner der skal slås til døden mod 22 andre. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...